Livet undervejs…

Dagen begyndte med en bytur og Olga og Valdemar fulgte med i godt humør. For menneskene var denne aften jo normalt en festaften, men for nisserne begyndte en dejlig ny dag jo hver dag, så for dem lignede dagen en normal dag. Her på Nyhavn fangede deres opmærksomhed en skraldespand, men det stod der slet ikke på den, der stod 6 enstavelsesord på forskellige sprog – dog ikke nissesprog, måske var det fordi nisser ikke svinede og smed affald, men hvorfor skulle så mennesker gøre det? Der var kasser til dem overalt, en mærkelig skik at skulle komme af med affald overalt, hvorfor gik de rundt med affald?

Tilbage på hotelværelset stod plejehjemsnisserne ude på gesimsen og diskuterede gamle dage – dengang da….ja, dengang da Dokøen – hvor nu Operaen blev bygget – var en kunstig anlagt ø som blev anvendt som orlogsværft. Nu er klangen derovre fra musik til operaer, balletter og lign og ikke hamren, boren, nitten, og alle de andre lyde der hørte et skibsværft til. Jooohh, der var sandelig sket ændringer og der ville blive ved med at ske ændringer, men nisser var og blev nisser. Ikke dårligt med lidt nissefilosofi på morgenstunden!

Da Olga, Valdemar, Inge og Steen gik tilbage til hotellet kunne de høre at der blev spillet marchmusik og Steen havde snakket noget om at så var Dronningen hjemme, når livgarden kom med fuld musik. Olga og Valdemar plagede så indtrængende for at se det, at vejen til hotellet blev lagt omkring Amalienborg slotsplads. Hvor var denne plads dog stor og hvor var der var mange mennesker forsamlet her!

Nisserne ville nærmere for bedre at se hvad der foregik og de kom så langt frem som de kunne. En politimand der sagde: “Hertil og ikke længere!”, men sendte dog et stort smil ned til nisserne – ja, det var nok ikke hver dag at der var nisser på besøg for at se vagtparaden og den ekstra musik der var i anledning af nytåret. Det var nok mest turister i alle afskygninger politiet normalt snakkede med. Olga og Valdemar fandt det hele meget festligt og stampede i takt til musiken.

Turen gik ned om kajen på tilbagevejen til hotellet og endelig så nisserne på nært hold det skib de kunne se oppe fra hotelværelset på 4. sal. Det var imponerende, set her fra kajen og de hørte Steen snakke om at det var et rigtigt Rasmus Klump skib…

Det hele begyndte så godt, så dejligt Valdemar og Jes var med på Bistro Huks Fluks, hvor Inge og Steen havde aftalt møde med et par unge damer og her var nisserne i hyggeligt selskab i et par timer indtil pigerne skulle videre.

Men allerførst skulle der bestilles lidt mad og lidt vin dertil. Steen og en af pigerne spiste skinke fra sortfodede grise – hmmm, mon grisene vader rundt i tjære eller lignende, tænkte nisserne, for det havde de lidt svært at forestille sig, det med sorte fødder? Inge og den anden af pigerne spiste Cæsar salat – nisserne undrede sig over hvorfra man ved at kejer Cæsar spiste denne salat med kylling og spinat og brødcrouton’er. “Nej, nej nej!” sagde Bjørk senere, “Det var slet ikke ham salaten havde navn efter, men en italiensk- amerikansk kok ved navn Cesare Cardini som menes at have kreeret den en eller anden gang i sit liv der varede fra 1896 – 1956!”

Steen og Inge snuppede sig lige en kop espresso inden de og nisserne skulle videre. Hvad Jes og Valdemar ikke vidste var at lige om et øjeblik – her fra hvor de stod og varmede sig – ville blive et vendepunkt i deres aften, et uforudset vendepunkt for dem og for Steen og Inge…

Et billede taget af Inge – og ja, hun ved at det er dårligt – fra deres pladser i Radiohusets koncertsal. Men hvor er nisserne? Ja, hvor er nisserne? Fortvivlsen begynder at indfinde sig. Steen ringer i pausen til restauranten hvor de mødtes med pigerne, men der havde de allerede travlt med nytårsaften og havde ikke bemærket nogle nisser…Der var pause med mad fra Søren Westh og den var lækker og der var cava til ligesom, der havde været til Dronningens nytårstale inden koncerten begyndte. Lyden i koncertsalen var frenragende, hvert instrument hørtes klart. Det var virkelig en positiv oplevelse. Derimod var der håbløse forhold for publikum til at komme til og fra koncertsalen fra foyeren. Men lad det ligge, for det presserende spørgsmål var: “Hvor var nisserne?” De to små fyre med røde huer fik slet ikke musikken at høre, og måtte leve med at så slap de da også for al den masen frem og tilbage i gange og på trapper. Jes og Valdemar var væk…

Tilbage på hotellet havde nisserne dannet ring om Frejas lækre kransekager, og hvis Steen prøvede at tage et stykke, så blev han prikket med nissesværdene, som de havde lavet sig efter inspiration fra Hobitten-filmen. Læg lige mærke til, at her er Jes og Valdemar med igen!!! Der var sket det at Steen havde glemt nisserne, glemt dem, glemt dem dybt nede i sine frakkelomme som han havde givet til garderobedamen, som havde hængt den ind i et garderoberum. Heldigvis for Jes og Valdemar var garderobedamerne flinke og de underholdt de små nisser medens orkestret spillede flere etager ovenpå. Men nu skulle Steen altså ikke bare tro at man kunne opføre sig sådan over for nisser! At glemme dem…

Snart var alle nisserne ude på gesimsen og Steen sneg sig til at smage Frejas konfekt og han fik snart himmelvendte øjne og saligt smil på læben. Det havde nisserne også mens de så på knald og brag. De hørte Inge og Steen tale om at hvis man dog bare kunne nøjes med at se på det hurlumhej, så var det til at klare, men nej, man måtte også høre det man så, og meget af det man ikke så. Det var dog ikke nissernes problem, men alligevel, efter megen ihhh og åhh blev de trætte og gik til ro. De havde fået nok, og de havde allerede vænnet sig så meget til larmen at de faldt i søvn uden problemer. Det havde været en lang og begivenhedsrig dag.

Alle nissernene og engleanden var hoppet ud på gesimsen til deres morgennissemøde her den 1. januar. De så på vejret og genså alt det der i går aftes i øjeblikke var blev oplyst af det ene batteri efter det andet. Ja, de havde hørt at de nu om dage hedder at fyre batterier af – og ikke raketter som det hed førhen – og de undrede sig over at menneskene havde behov for den slags, for om de fyrede alt det stads af og lavede den hurlumhej og larm ændrede jo ikke noget – det blev jo alligevel et nyt år den næste dag! “Vi står jo her som bevis for at det alligevel bliver nytår, for vi har jo ikke fyret en eneste larmende dingsbums af!” sagde Jes. Hans brug af ordet “dingsbums” skyldes at han er fra Sønderjylland…

“Nyhavn uden guld” kunne man bruge som betegnelsen for hvordan Nyhavn lå hen på denne grå og våde nytårsmorgen. Nu skal det lige siges at det ikke var morgenens indtryk der inspirerede Steen til at udtrykke sig sådan. Det var en arv fra hans morbror Jørgen, som havde nogle ølglas der hed “Nyhavn uden guld” og det sagde han hver gang han dækkede bord med dem. Nå, men her i Nyhavn var der nogle rare mænd som gik rundt og samlede alle disse efterladenskaber sammen for at køre dem til lossepladsen, og senere kunne nisserne læse på netavisen at der var 1000 muslimer som uden betaling gik rundt og ryddede op i København nytårsdag – en sympatisk gestus og det var lige før at nisserne tog deres nisserhuer af i taknemmlighed, for derved kunne Nyhavn og andre steder hurtigt genvinde deres normale udseende. Ved muslimernes frivillige indsats ville Nyhavn snart igen stå som “Nyhavn med guld”.

Nu fik Jes og Valdemar sig et chok! Champagne var en dejlig liflig drik, mente de, så hvad fik folk til at lave bomber udformet som champagneflasker? Hvor lå det sjove i det? Hvis nogen i stedet for at fejre nytårsaften med et glas champagne hellere ville bombe nytåret ind, hvorfor købte de sig så ikke noget af alt det larmende krudt og stads der til syneladende måtte have været til salg i dagevis, hvis man tænkte på de enorme knald natten havde genlydt af?

“Ren Kbh” står der på affaldsspande i byen og der vises endda fodspor hen til dem. Bjørk, Valdemar og Jes tog hver deres trin, men undredes stadig over hvorfor der var så mange affaldsspande. Mon folk havde fyldt lommerne med skrald inden de tog hjemmefra og dryssede affald af i hver eneste affaldsspand? Hvordan kan affald ellers pludselig trylles frem? Bjørk begyndte at nynne “En skraldemand ta’r skraldet”, den som Blue Boys sang i fordums dage så langt tilbage som i 1959. Samtidig var der alt det sjask på jorden rundt om i nissehøjde. Se bare på alle klatterne her, tyggegummiklatter, det gumler mennesker på indtil de spytter det ud og lader andre træde det ned i fortovsfliserne!

Da alle nåede hen til Holmens kirke, var Steen glad for at nisserne var med. De kunne nemlig smutte igennem den aflåste låge ind til kirkens “Urtehave”. Fordi den var låst kunne Steen  ikke selv komme ind for at hilse på sin tip-tip oldefar (er det vist). Marmortavlen, der er sat ind i den røde mur i baggrunden er nemlig tip-tip oldefaderens gravplade. Men det gjorde nisserne så på den mest agtværdige og respektfulde måde man kunne ønske sig. Steen mente endda at han kunne se at de tog huerne af, det havde han ellers ikke set før. Ja, Steen blev helt rørt og det er vi alle også sikre på at Matthias Borch også blev. Dog ville de nok blive enige om at tavlen på muren trængte til en ordentlig gang rengøring!

Videre gik det gennem Christiansborg.

Op på kanten af Marmorbroen, hvor der var mere nytårsaffald. Vejrliget er ikke det bedste nissevejr, tænkte Jes og Valdemar – tydelig dis, småregn, blæst – så det er godt at vi alle snart skal indendøre på denne dag, hvor næsten alting i byen er lukket.

Nisserne stoppede op igen, for hvad var nu det her for noget? Hekse og hyl, var det ikke noget med Sankt Hans, når heksene blev sendt til deres årlige møde på Bloksbjerg den 24. juni? Hvorfor så sådan noget den 1. januar?

Endelig nåede de små nisseben hen til Nationalmuseet, hvor Inge og Steen havde en mission. Bjørk glædede sig til at få en endnu større viden, hvorimod de 2 nissedrenge bare ønskede sig oplevelser, de glædede sig rigtig meget!

Der henne, for enden af gangen, stod runestenen fra Tirsted! Nisserne løb alt hvad de kunne for at tage den nærmere i øjesyn. Det var jo en ordentlig krabat, den sten og det hele var så spændende! Men til nissernes overraskelse dvælede Inge og Steen ikke ved runestenene, men gik videre. Dagens mål var ikke her…

Jes og Valdemar hoppede op i en vindueskarm, hvorfra de kunne se over til Christiansborg. Oppe i “Borgens” tårn stak mange flagstænger ud og derfra vejede dannebrog. Nationalmuseet havde også hejst flag. Ja, nytårsdag var en rigtig flagdag. Nisserne syntes det var så flot med alle de flag på Christiansborg, de kunne næsten ikke løsrive sig, men de skulle videre, det var ikke endemålet.

Da Inge og Steen sagtnede farten i rum nr. 104 fornemmede nisserne at nu var de ved målet for deres mission. De bemærkede at Inge og Steen nøje og længe studerede et lille krucifiks i en stor montre midt i rummet. De forstod at det var netop det lille krucifiks der var blevet fundet på Boddum land og afleveret til Nationalmuseet i 1883. Bjørk studerede det også nøje, hun havde ikke set et magen til før, men var meget tilfreds med at få lejlighed til at se det. Nisserne havde aldrig været i Boddum, så det vidste de ikke noget om, men smukt var krucifikset og de ville gerne vide lidt mere om det. Men her kunne Inge og Steen ikke være behjælpelige, ud over at læse højt fra en forklaring i montren der fortalte at det drejede sig om et emaljearbejde fra den franske by Limoges og at det var fremstillet ca. 1250. Steen lovede at han ville prøve at finde ud af lidt mere…

Et andet museum, Steno-museet, havde prøvet at fremstille et ur, som det kunne have set ud i middelaldren. Det stod og tik-takkede med ganske tydelige tik og tak, og det var der ingen drenge der kunne stå for at skulle se (og røre, selv om de ikke måtte), men nisserne var artige og holdt fingrene fra det.

En dramatisk scene tiltrak Jes og Valdemars opmærksomhed og de hoppede op på en glasmontre for bedre at kunne iagttage den. Det var Sankt Jørgen som modigt og frygtløst kæmpede mod en glubsk og ond og blodtørstig drage. Ja, det var næsten som i Hobitten-filmen! Nisserne lagde mærke til alle detaljer og dem var der var mange af. Bjørk kunne fortælle at træskæreriet var fra omkring 1500 tallet og det havde hængt i Stokkemarke kirke.

Videre til andre udstillinger gik det, og nissedrengene tog den nemme og hurtige vej, når gelænderne gav mulighed for det. De var som lavet til nissedrenge og super at glide ned ad.

En lille særudstilling viste og fortale om det at tegne gamle fundne ting, så man kunne se helt tydeligt alle de ellers for vore øjne usynlige mønstre og detaljer. Det var mægtig interessant og godt fortalt.

Alle nåede lige igennem broncealderen, før de ikke kunne rumme mere. Efter mere end 4 timer på museet trængte alle til at komme udenfor igen.

Som alle andre turister ville også nissedrengene foreviges i et skilderhus og det fik de lov til. Det varer nok lidt før de når den foreskrevne garderhøjde

Alle gik lige en tur rundt om Amalienborg på vej til hotellet, så nisserne kunne se garderne  i de røde gallauniformer her nytårsdag. De var næsten – men også kun næsten – lige så flotte som nisserne.

Inge og Steen fik deres kaffe på Cap Horn i Nyhavn.

Kan I finde os, sagde nisserne da Inge og Steen gik tilbage til hotellet, og det var da godt at de havde stillet sig ved en blank ting, for ellers var de da være svære at få øje på. Og godt at der ikke var mange fulde mennesker på kajen, så nisserne risikerede at blive trådt på!

Om aftenen ville nisserne foreviges med kongefamilien til nytårskuren – og det blev de – og derefter blev det lige så stille sengetid for både små, unge og gamle nisser. En lang og begivenhedsrig dag havde det været.

Tidligt, meget tidligt var alle nisserne oppe på gesimsen, for de havde hørt nye lyde, lyde de ikke før havde hørt mens de var i København. Kvæsthusbroen var ved at blive gjort “eventyrlig”, hvis man skulle tro plancherne henne ved Skuespilhuset. De, der arbejdede på projektet havde åbenbart holdt juleferie og var nu klar til at komme videre med deres arbejde. Der lød klonk, klonk og atter klonk.

Nisserne var inde og få varmen, men snart ville de ud igen, nu var det ikke kun klonk, klonk de hørte, nu hørte de også kirkeklokkerne ringe solen op og Sixtus skød dagen i gang. “Batteriet Sixtus, et gammelt forsvarsværk, som affyrer en kanonsalut til ære for det danske flag hver morgen og hver aften” kunne Bjørk fortælle. Det var en dag med rigtig mange lyde. Dog kunne nisserne slet ikke få deres morgenmøde igang, da der hele tiden skete noget som de skulle kommentere.

Karen og Jørgen fik dog revet sig løs og tog med ned til morgenmad. Tjenerne havde vænnet sig til at Inge og Steen ikke sad alene, men at de altid var i selskab med nogle nisser og havde her til morgen foreslået Steen at nisserne skulle fotograferes med hans “skemad”, da det ville ligne lidt nissernes livret, nemlig “nissegrød” ifølge forskellige julesange. Steen havde dog været ude og hente et postkort som skulle skrives til en gammel bekendt i det sønderjydske. Det studerede Jørgen ivrigt, han prøvede at se hvor meget af det han havde set, og hvor mange mangler der var i hans københavske turisme.

Olga og Valdemar fulgte med Inge og Steen op i byen for at få klaret de sidste indkøb, de forstod at der snart skulle ske en geografisk ændring igen, til noget der hed Frankrig. De skulle nok lige få snakket med Bjørk om hvad det nu var for noget, men hun var ikke med her, så det måtte vente…

Nisserne hørte Steen og Inge tale om noget med “pagnemøde” sidst på eftermiddagen og at det måske var godt med en lille ostemad og en kop kaffe, så de smuttede ind til Emmery’s. Nisserne iagttog Steens gigantiske bid i bollen, og de tænkte på hvor store bidder de selv kunne tage – eller små i sammenligning med hvad de så her!

Nisserne gik sammen med Inge og Steen ned om kajen på vejen tilbage til hotellet, og Olga og Valdemar havde meget sjov af at se deres egne lange skygger. Det fænomen fnisede og grinede de meget af og tænkte om de andre nisser stod oppe på gesimsen og kiggede på de mægtige nisser der gik nede på kajen.

De måtte også lige forbi det Steen kaldte “Rasmus Klumps skib”, men havde det været det skib, burde det vel have heddet “Mary”. Nå, Steen fik øje på en mand der malede skibet og Steen kunne slet ikke forstå, hvordan han fik malingen til at hænge på med den kulde der var, så han indledte en samtale med maleren og fik en masse at vide om skibet og malingen. Det var noget med 2-komponents maling, der kunne klare -5 grader, noget om at skibet var fra 1941 og et gammelt kabeludlægningsskib og at kablet kom ud af forenden og bakkede når den udlagde kabler – og det skete med en sindrig brug af ankeret og en lang wire – den blev ombygget til et hav-navigationsskoleskib i 1961, hvor der havde været 26 elever ombord og hvor de var 14 dage ad gangen mens de lærte – logisk nok – at navigere……men i 1976 blev skibet igen solgt, osv. Nisserne var på dette tidspunkt helt klar over at det ikke var et hvilket som helst skib!

Nu blev det Pagnemøde tid på Café Victor og Inge og Steen nåede lige at snuppe sig en espresso inden den dejlige champagne kom på bordet. Den var lyserød og det passede Olga rigtig godt – lige noget for dejlige piger – ja, prinsesser kunne man måske sige – og så var det jo egentlig ligegyldigt hvad drengene mente! Hun glædede sig til at fortælle Bjørk og Karen om den, selv om de jo begge var gamle og sandsynligvis havde prøvet det før…

Tilbage på hotellet begyndte nisserne at forstå at der var ændringer på vej. Kufferter blev pakket, men hvad nu, Inge og Steen havde jo ingen bil, hvad ville morgendagen dog bringe?

Alt var forvirring for nisserne denne morgen. Nogen havde taget Inges og Steens faste morgenbord i restauranten! Ja, ja, det er sådan at man bare kan tage hvilket frit bord man vil, men selv tjenerstaben var forvirret ovet at Inge og Steen ikke sad ved deres “stambord”, men et andet sted. Jes og Olga hoppede op i vinduet og kiggede ud og hvad kunne de så kigge på? Jo, såmænd et skævt træ, hvor der var sat lys i og derefter den rædselsfulde pavillion som hotellet havde fået lov at bygge til på kajsiden. Hvis denne tilladelse aldrig var blevet givet, kunne nisserne have kigget ud på kajen og havnen og set mennesker der hastede på arbejde – nu var det jo hverdag igen.

Oppe på værelset var der klar til afgang og der holdt alle nisserne og anden deres morgenmøde efter morgenmaden. De var lidt urolige for hvad der nu skulle ske. Der var jo det der med at Inge og Steen havde afleveret bilen for flere dage siden… …dog havde de ladet sig transportere rundt i taxi, men hvad nu? Der lyder ord som “taxi”, “lufthavnen” og i går blev Frankrig nævnt oftere end det var tilfældet de tidligere dage…

Nede i receptionen krøb Karen og Jørgen op fra tasken, for de ville se hvad det ville sige når Steen skulle “frigøre sig”, som sagde han. Det viste sig at være noget med at svinge et kreditkort henne ved skranken og få et stykke papir udleveret til gengæld. Ikke særligt spændende for en nisse! Da de vendte sig om bemærkede de at Inge sad ved bagagen og kiggede nøjere på Steens italienske arbejdstaske – hun havde tilsyneladende bemærket at de havde pudset taskens læder så den lignede katteskind i måneskin, og så ud som om hun grublede over hvad mon de små nisser mon var ude på…

Lige så snart de var kommet ind loungen (det fine ord for ventesale) i lufthavnen hoppede plejehjemsnisserne op på bordet. De trængte til at sunde sig lidt, de havde været nede i Inges taske, de var blevet skrumlet afsted i en taxis bagagerum, kørt på rullebånd i en plastikkasse og der blev ført ind i en stor box hvor de var blevet gennemlyst – ja, gennemlyst og det uden nogen af dem havde brækket en arm eller et ben! Nej, det kunne Steen ikke tage billeder af, for så ville sikkerhedspersonalet blevet helt vilde. Det var en skam, mente nisserne, for de ville alligevel gerne have set, hvordan de så ud indeni. Inge og Steen beroligede dem, at nu var alt det overstået, at de også selv måtte tage støvlerne af og Steen endda livremmen, Inge hårspændet, tømme lommerne for mobiltelefoner og sådan kunne de blive ved. Nisserne forstod ikke hvorfor alt det hurlumhej var nødvendigt for at komme ind i… …ja ind i en anden stor stue med buffet, avisreoler, lænestole, borde og meget andet! Men hvad var nu det, Steen sagde? Var det noget med at de herfra kunne se ud på flyvemaskiner?

Steen var allerede blevet sulten igen, kunne Olga og Jes konstatere. Laks, porreboller, kartoffelsalat, noget på spyd, rød peber og tomater. Mon det var noget anstrengende noget, det der med at flyve? Nisserne var nu helt på det rene med at den næste etape ville foregå i luften og at de skulle med til Frankrig…

Fnisende hoppede de to nisser op på kaminhylden, hvor der stod 2 galla-uniformerede gardere i en mere nissevenlig størrelse end det var tilfældet henne på Amalienborg. Garderne sagde ikke et ord til at nisserne som ville fotograferes sammen med dem.

Nu hvor Steen var blevet mæt og parat til den anstrengende tur, tog han Jes og Valdemar med hen for at se og forklare hvad flyvemaskiner er for nogle størrelser. Da han fortalte at dette fly var større end det de her i eftermiddag skulle flyve med, blev nisserne helt ærligt lidt forvirrede, for de kunne ikke rigtig se hvordan både de, kufferterne og Inge og Steen kunne være i dette fly her.

Forklaringen fik de naturligvis, og nisserne gik nu hen for at se nærmere på “ikke-modelerne” og nu kunne de bedre forstå det hele – men der var stadig spørgsmålet om det anstrengende – hvor lå det anstrengende i denne flyvetur de skulle ud på? Ha, ha! Pludselig bemærkede de deres lange skygger og følte sig som store nisser på eventyr.

Der annonceredes på en lystavle at det var ved at være tid til de skulle hen til “gaten”, så de små nisser fik travlt med at komme tilbage til Inge og Steen.

Gaten hed “A18” – lidt upersonligt, mente nisserne. Men endnu måtte de ikke gå igennem til flyvemaskiene. Men de kunne ikke vente! De mente at de var små nok til at snige sig igennem usete, selv om de ikke havde hr. Sækkers usynlige ring. Men Steen holdt godt øje med dem…

I flyet syntes nisserne at de var i en fantastisk ny verden – en tekno-verden! Der var masser af små vinduer, masser af sæder på hver side af en lang gang og damer i uniform som sagde “Bonjour!”. Steen sørgede for at Jes og Valdemar både læste og forstod, hvad de skulle gøre hvis noget uventet skulle ske.

Nu blinkede lysene som fortalte at man skulle spænde sikkerhedsselen og lydige var nisserne. De hoppede op i Steens sele, for der var ingen specielle seler til nisser – lidt uforståeligt, når der nu var specielle seler til menneskebabyer. Ihh, nu blev det rigtigt spændende, nu kom de endelig op at flyve og flyets acceleration pressede de små nisser bagud – men der var Steens store bløde mave, så det var ret komfortabelt for dem.

Da lampen for sikkerhedsselen slukkedes var nisserne hurtige til at komme ud af selen og lede efter en vej op til vinduet så de kunne se ud fra flyvemaskinen. Men der var ingen platform for nisserne at stå på, så Steen løftede dem op til vinduet så de kunne kigge ud på den mærkelige verden nedenfor, hvor alt var bittesmåt.

Nisserne ville se endnu mere, de hoppede op på kanten af Steens bord og kiggede ud, men inden længe skulle han selv bruge bordet og så måtte de ned.

Steen skulle spise igen! De forstod ikke rigtigt, hvorfor han skulle have mad hele tiden – så anstrengende havde rejsen da heller ikke været for ham.

Til kaffen ville Steen adsprede sig med et blad, så nisserne fik ikke mere lejlighed til at kigge ud. Hvor havde han da det anstrengende, ham Steen! Gad vidst hvad der ventede forude…

“Bienvenue en France” havde nisserne hørt. Endnu et nyt tungemål. De kiggede sig ivrigt omkring mens Inge og Steen ventede på kufferterne, men de så eller hørte ingen nisser. Skidt med det, for nu var de i Frankrig! Nisserne var efterhånden blevet trætte, der skete så meget når man rejste rundt med Inge og Steen.

Engleanden fløj med det samme ud i badeværelset til et par andre ænder, den havde hørt ved ankomsten. De var godt nok ikke engleænder, som den selv, men gule ænder. Det generede den ikke det mindste og den fortalte ivrigt og gerne om alle dens oplevelser. Ja, næbbet stod ikke stille på den. Den største af de gule ænder, den blåøjede fra Svejts, havde lidt svært ved at forstå engleanden, men det gik sådan nogenlunde med hjælp fra den anden gule and, som var dansk.

Nisserne derimod hoppede op på hylden til de belgiske elefantsøm-mennesker og inuit-figurene fra Grønland og isbjørnen fra Norge – og ikke at forglemme, krokodillen fra Tanzania. Alle snakkede i munden på hinanden. Hvor meget de andre forstod var vel underordnet, bare de havde en god tid sammen! Nu, derimod, var nisserne trætte, meget trætte, for at rejse med Inge og Steen krævede sin nisse. Det havde været en spændende jul, og alle nisserne syntes at de havde haft store oplevelser. Nu var de allerede langt inde i 2013 og hvad der ventede forude, vidste de ikke. Men lige nu ville de sige tak til alle, som havde fulgt dem på dette eventyr med Inge og Steen – og ellers glæde sig til hvad fremtiden vil bringe…