Alle nissernene og engleanden var hoppet ud på gesimsen til deres morgennissemøde her den 1. januar. De så på vejret og genså alt det der i går aftes i øjeblikke var blev oplyst af det ene batteri efter det andet. Ja, de havde hørt at de nu om dage hedder at fyre batterier af – og ikke raketter som det hed førhen – og de undrede sig over at menneskene havde behov for den slags, for om de fyrede alt det stads af og lavede den hurlumhej og larm ændrede jo ikke noget – det blev jo alligevel et nyt år den næste dag! “Vi står jo her som bevis for at det alligevel bliver nytår, for vi har jo ikke fyret en eneste larmende dingsbums af!” sagde Jes. Hans brug af ordet “dingsbums” skyldes at han er fra Sønderjylland…
“Nyhavn uden guld” kunne man bruge som betegnelsen for hvordan Nyhavn lå hen på denne grå og våde nytårsmorgen. Nu skal det lige siges at det ikke var morgenens indtryk der inspirerede Steen til at udtrykke sig sådan. Det var en arv fra hans morbror Jørgen, som havde nogle ølglas der hed “Nyhavn uden guld” og det sagde han hver gang han dækkede bord med dem. Nå, men her i Nyhavn var der nogle rare mænd som gik rundt og samlede alle disse efterladenskaber sammen for at køre dem til lossepladsen, og senere kunne nisserne læse på netavisen at der var 1000 muslimer som uden betaling gik rundt og ryddede op i København nytårsdag – en sympatisk gestus og det var lige før at nisserne tog deres nisserhuer af i taknemmlighed, for derved kunne Nyhavn og andre steder hurtigt genvinde deres normale udseende. Ved muslimernes frivillige indsats ville Nyhavn snart igen stå som “Nyhavn med guld”.
Nu fik Jes og Valdemar sig et chok! Champagne var en dejlig liflig drik, mente de, så hvad fik folk til at lave bomber udformet som champagneflasker? Hvor lå det sjove i det? Hvis nogen i stedet for at fejre nytårsaften med et glas champagne hellere ville bombe nytåret ind, hvorfor købte de sig så ikke noget af alt det larmende krudt og stads der til syneladende måtte have været til salg i dagevis, hvis man tænkte på de enorme knald natten havde genlydt af?
“Ren Kbh” står der på affaldsspande i byen og der vises endda fodspor hen til dem. Bjørk, Valdemar og Jes tog hver deres trin, men undredes stadig over hvorfor der var så mange affaldsspande. Mon folk havde fyldt lommerne med skrald inden de tog hjemmefra og dryssede affald af i hver eneste affaldsspand? Hvordan kan affald ellers pludselig trylles frem? Bjørk begyndte at nynne “En skraldemand ta’r skraldet”, den som Blue Boys sang i fordums dage så langt tilbage som i 1959. Samtidig var der alt det sjask på jorden rundt om i nissehøjde. Se bare på alle klatterne her, tyggegummiklatter, det gumler mennesker på indtil de spytter det ud og lader andre træde det ned i fortovsfliserne!
Da alle nåede hen til Holmens kirke, var Steen glad for at nisserne var med. De kunne nemlig smutte igennem den aflåste låge ind til kirkens “Urtehave”. Fordi den var låst kunne Steen ikke selv komme ind for at hilse på sin tip-tip oldefar (er det vist). Marmortavlen, der er sat ind i den røde mur i baggrunden er nemlig tip-tip oldefaderens gravplade. Men det gjorde nisserne så på den mest agtværdige og respektfulde måde man kunne ønske sig. Steen mente endda at han kunne se at de tog huerne af, det havde han ellers ikke set før. Ja, Steen blev helt rørt og det er vi alle også sikre på at Matthias Borch også blev. Dog ville de nok blive enige om at tavlen på muren trængte til en ordentlig gang rengøring!
Videre gik det gennem Christiansborg.
Op på kanten af Marmorbroen, hvor der var mere nytårsaffald. Vejrliget er ikke det bedste nissevejr, tænkte Jes og Valdemar – tydelig dis, småregn, blæst – så det er godt at vi alle snart skal indendøre på denne dag, hvor næsten alting i byen er lukket.
Nisserne stoppede op igen, for hvad var nu det her for noget? Hekse og hyl, var det ikke noget med Sankt Hans, når heksene blev sendt til deres årlige møde på Bloksbjerg den 24. juni? Hvorfor så sådan noget den 1. januar?
Endelig nåede de små nisseben hen til Nationalmuseet, hvor Inge og Steen havde en mission. Bjørk glædede sig til at få en endnu større viden, hvorimod de 2 nissedrenge bare ønskede sig oplevelser, de glædede sig rigtig meget!
Der henne, for enden af gangen, stod runestenen fra Tirsted! Nisserne løb alt hvad de kunne for at tage den nærmere i øjesyn. Det var jo en ordentlig krabat, den sten og det hele var så spændende! Men til nissernes overraskelse dvælede Inge og Steen ikke ved runestenene, men gik videre. Dagens mål var ikke her…
Jes og Valdemar hoppede op i en vindueskarm, hvorfra de kunne se over til Christiansborg. Oppe i “Borgens” tårn stak mange flagstænger ud og derfra vejede dannebrog. Nationalmuseet havde også hejst flag. Ja, nytårsdag var en rigtig flagdag. Nisserne syntes det var så flot med alle de flag på Christiansborg, de kunne næsten ikke løsrive sig, men de skulle videre, det var ikke endemålet.
Da Inge og Steen sagtnede farten i rum nr. 104 fornemmede nisserne at nu var de ved målet for deres mission. De bemærkede at Inge og Steen nøje og længe studerede et lille krucifiks i en stor montre midt i rummet. De forstod at det var netop det lille krucifiks der var blevet fundet på Boddum land og afleveret til Nationalmuseet i 1883. Bjørk studerede det også nøje, hun havde ikke set et magen til før, men var meget tilfreds med at få lejlighed til at se det. Nisserne havde aldrig været i Boddum, så det vidste de ikke noget om, men smukt var krucifikset og de ville gerne vide lidt mere om det. Men her kunne Inge og Steen ikke være behjælpelige, ud over at læse højt fra en forklaring i montren der fortalte at det drejede sig om et emaljearbejde fra den franske by Limoges og at det var fremstillet ca. 1250. Steen lovede at han ville prøve at finde ud af lidt mere…
Et andet museum, Steno-museet, havde prøvet at fremstille et ur, som det kunne have set ud i middelaldren. Det stod og tik-takkede med ganske tydelige tik og tak, og det var der ingen drenge der kunne stå for at skulle se (og røre, selv om de ikke måtte), men nisserne var artige og holdt fingrene fra det.
En dramatisk scene tiltrak Jes og Valdemars opmærksomhed og de hoppede op på en glasmontre for bedre at kunne iagttage den. Det var Sankt Jørgen som modigt og frygtløst kæmpede mod en glubsk og ond og blodtørstig drage. Ja, det var næsten som i Hobitten-filmen! Nisserne lagde mærke til alle detaljer og dem var der var mange af. Bjørk kunne fortælle at træskæreriet var fra omkring 1500 tallet og det havde hængt i Stokkemarke kirke.
Videre til andre udstillinger gik det, og nissedrengene tog den nemme og hurtige vej, når gelænderne gav mulighed for det. De var som lavet til nissedrenge og super at glide ned ad.
En lille særudstilling viste og fortale om det at tegne gamle fundne ting, så man kunne se helt tydeligt alle de ellers for vore øjne usynlige mønstre og detaljer. Det var mægtig interessant og godt fortalt.
Alle nåede lige igennem broncealderen, før de ikke kunne rumme mere. Efter mere end 4 timer på museet trængte alle til at komme udenfor igen.
Som alle andre turister ville også nissedrengene foreviges i et skilderhus og det fik de lov til. Det varer nok lidt før de når den foreskrevne garderhøjde 🙂
Alle gik lige en tur rundt om Amalienborg på vej til hotellet, så nisserne kunne se garderne i de røde gallauniformer her nytårsdag. De var næsten – men også kun næsten – lige så flotte som nisserne.
Inge og Steen fik deres kaffe på Cap Horn i Nyhavn.
Kan I finde os, sagde nisserne da Inge og Steen gik tilbage til hotellet, og det var da godt at de havde stillet sig ved en blank ting, for ellers var de da være svære at få øje på. Og godt at der ikke var mange fulde mennesker på kajen, så nisserne risikerede at blive trådt på!
Om aftenen ville nisserne foreviges med kongefamilien til nytårskuren – og det blev de – og derefter blev det lige så stille sengetid for både små, unge og gamle nisser. En lang og begivenhedsrig dag havde det været.