26. oktober 2012

Thyrstrup Kro – Havestuen. Vi kunne ved morgenmåltidet glæde os over at være i Danmark hvor vi kan sproget, og som her ikke var i tvivl om hvilket formål disse papbægere havde. Medens vi spiste morgenmad og senere betalte lykkededes det os at “fyre” yderligere 2 medarbejdere, den ene var morgenmadsdamen som vi nævnede i går og receptionisten der lige skulle findes for at betale for opholdet. Betalingsforløbet indeholdt ingen smil, inget “god morgen”, intet “Mange tak, og vi håber at I har haft et dejligt ophold, og glæder os til at se jer igen. Hav en god forsat rejse!”.

 Motorvej E20. På vej vestpå oplevede vi al slags vejr, sol, regn, slud og blæst. Vores mål var Hjerting nord for Esbjerg og turen var bort set fra det vekslende vejrlig præget af meget lidt trafik.

Strandpromenaden i Hjerting. Da vi stod ud af bilen viste vejret sig fra sin pæneste side og bød på denne charmerende udsigt. Vi kunne også beundre resultatet af renoveringen af selve vejen og afgrænsningen mod stranden, så alt i alt var det en fin velkomst stedet bød på. Velkomsten fortsatte på den anden side af vejen hos Søren og Ruth som vi tilbragte hyggelige timer sammen med. Her lader tiden altid til at gå så hurtigt og pludselig er det tid til at tage afsked.

Hovedvej 11 ved Oddesundbroen. Vejret var stadigvæk blandet og da vi nåede Limfjorden var temperaturen nede på omkr. 4 grader. Nu havde vi ikke så langt til Hurup…

Syrenen. Efter installation på Hotel Thinggaard spadserede vi i den arktiske aftenluft hen til Plejecentret Åbakken for at besøge Elly og Hjalmar. Det gav Steen lejlighed til at se hvordan de havde fået indrettet pensionistlejligheden og han var meget tilfreds med hvad han så og imponeret over kvaliteten og faciliteterne. Elly og Hjalmar udtrykte stor tilfredshed med stedet, de andre medboere og den gode mad de fik henne i spisestuen. Besøget blev lidt kort, for vi havde en aftale på Hurup Pizzeria.

Hotel Thinggaard. Efter dejligt selskab og pizza sagde vi godnat til Hurup og overlod byen til nattekulden.

Hotel Thinggaard. Efter at have sagt godnat til byen sagde vi godnat til os selv og sluttede dagen med et godt glas vand med brus – indkøbt på turen gennem Tyskland.

This entry was posted in Oktober-november 2012. Bookmark the permalink.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *