Lidt før 6 tog Inge dette billede med “flydende” skyer foran bjergene…

I forhold til de andre morgener var vi tidligt oppe og allerede på pinden 07:30 i restauranten for at spise morgenmad. Der var kun 1 par før os.

I dag var der ingen hotelavis, men en huskeseddel, så vi ikke glemmer at det er i dag vi skal videre.
Jeg pakkede det sidste, fik betalt og vi var parat til at køre fra hotellet 8:58, hvilket er meget tidligt for os.

Vejret var stadig præget af af “flydende” skyer, der især længere nede i dalen, hvor disse atmosfæriske forhold havde dramatiske visuelle virkninger – nærmest “fata morgana”-lignende fremtoninger af bjergtoppe.

Vi lavede en afskeds-groufie. Jeg gik i garagen og Inge ventede ude…

…for at køre bilen frem.

På die Stubaitaler-Bundesstrasse ved Telfes holdt vi ind ved en tank for at få brændstof til resten af dagens etape.

I øverste højre hjørne er der netop sådan et “fata morgana”-fænomen, som Inge kaldte det for et par billeder siden. Og med sådanne oplevelser kørte vi igennem Stubaital’s nederste halvdel.

Ruten var 382 km lang, varede 5:18 timer og gik over Fernpass til den tysk-østrigske grænse.

Jeg troede, at det var den vej – vi i modsat retning – fulgte på retro-1952-rejsen. Men det var det ikke . Dengang kørte vi nemlig langs Lechtal længere østpå. 1235 m højde kom vi op i på turen over Fernpass.

Syd for Reutte kørte vi under “Highline 179”. Det har vi gjort 1 gang før – og ikke oftere, for den blev ikke indført før november 2014.

Hexen und Zauberern war es früher vorbehalten, in luftiger Höhe von Burg zu Burg zu schweben. Seit in der Ferienregion Reutte zwischen der Burgruine Ehrenberg und dem Fort Claudia die „Highline179“ gespannt ist, kann es ihnen jeder gleichtun. Die luftige Hängebrücke ist 114 Meter hoch und hat eine Spannweite von beachtlichen 406 Metern. Damit ist sie die weltweit längste Fußgänger-Hängebrücke im Tibet-Stil und steht als solche sogar um Guinness-Buch der Rekorde. Man bewegt sich absolut sicher zwischen den armdicken Stahlseilen, aber ein wenig ritterlichen Mut braucht es schon, um so weit oberhalb der Baumwipfel und der Fernpass-Bundesstraße B179 den Abgrund zu überqueren. Wer es wagt, der erlebt einen einzigartigen Panoramablick – und vielleicht das Gefühl von Schwerelosigkeit, das Hexen auf ihren Besen haben müssen.

Die Fernpass-Strasse var skuffende fordi der reelt kun var et sted, hvor man kunne komme fra vejen og kigge på udsigten, og det var på den anden side af vejen – og med den trafik, der var, var det nærmest umuligt. Så Zugspitze mere fornemmede vi, end så 

Da vi havde kørt omkring 2 timer, følte jeg stive ben og snakkede om en pause, så vi ikke bare ræsede fra punkt A til punkt B. Næste afviser på Autobahn A7 til noget interessant drejede sig netop om denne kirke – Maria Gern.

Die katholische Pfarr- und Wallfahrtskirche Maria Rain steht in Maria Rain, einem Ortsteil der Gemeinde Oy-Mittelberg. Sie wird durch ihr Alter und durch die mit ihr über Jahrhunderte verbundene Wallfahrt als ehrwürdig charakterisiert. Die erlesene Aus-stattung macht den schlichten Bau zu einem der sehenswertesten Gotteshäuser im ganzen Allgäu.

Det første vi så af interiøret var dette tableau med legemsstore træfigurer. Auffällig i farvevalg og intensivitet. Ja, kirken ser meget kedelig ud udefra, men der er proppet godt med gods indenfor.

Die Pfarr- und Wallfahrtskirche in Maria-Rain, auch “schönste Dorfkirche des Allgäus” genannt, wurde 1496 erbaut.
Die heutige Kirche ist geprägt durch Baustile von Spätgotik, Renaissance, Barock und Rokoko. Einzigartig ist der dreigliedrige Hochaltar. Die Fresken und Figuren, die Kanzel mit vergoldetem Schnitzrelief und Tragengel und die Seitenaltäre sind besonders schöne Kunstwerke.

Et Marien-Altar omgivet af flotte farver.

Men alt i alt delte vi ikke websidens begejstring. Dog var vores lille rast her lønsomt, idet vi fik tisset på nogenlunde rene toiletter. Dog fandtes der ikke en kop kaffe at købe i nær-heden i en café – den havde Ruhetag 

Endnu en pause på Autobahn, og derefter videre til Rothenburg ob der Tauber, hvor vi ankom til hotellet ca. 14:15. Igen kom vi i god tid, men kunne være kommet 10 minutter tidligere, hvis jeg ikke havde ladet mig lokke i en blindgyde herinde i den indre by. Men skaden var til at overse, og snart efter var bagagen båret op på værelset for os og bilen kørt i garage et eller andet sted i byen. Så er det nemt at være gæst i et hotel, hvor der ikke er elevator.

Efter et glas sekt i receptionen parallelt med hotelværtindens introduktion til huse, gik vi op på Das Goldene Apfel, som værelset hedder.

Endnu en velkommenhilsen – med chokolade 

Vi forlod hotellet via dets have bag huset. Her er der mulighed, hvis vi ønsker det i morgen, at spise morgenmad. En lille oase, kan man vist kalde det.

Kaffee und Kuchen – trangen havde for længst meldt sig, og på hotelværtindens anbefalinger, valgte vi denne café ved navn “Lebenslust” 

“Lebenslust” viste sig at være en café med blandet publikum – måske mest studerende…

…der som vi gerne vil have et stykke Apfelstrudel mit Sahne til kaffen. Godt at sidde i skyggen, for udenfor var lyset meget intenst.

Og så lavede vi en groufie, inden vi forlod etablissementet for at kigge lidt på byen.

Skråt overfor ligger den evangelisk-lutherske kirke badet i solen og med en from pilgrim foran. Han har langt igen, før han når Santiago de Compostella.

Jeg bemærkede med et smil, hvor “gylden” pegefingeren er. Der er nok mange, der lige i forbifarten har hilst på manden.

Vi gik ind.

Og  vi gik, på opfordring af kassedamen, hen og kiggede nærmere på das Heiligblut-Altar. Meget flot bevaret.

In dieser bedeutenden Kirche befindet sich auf der Westempore das berühmte Heiligblut-Retabel des Würzburger Bildschnitzers Tilman Riemenschneider, das er zwischen 1500 und 1505 für eine Heilig-Blut-Reliquie geschnitzt hat. Diese Reliquie wird im Gesprenge  in einer Bergkristallkapsel des Reliquienkreuzes aufbewahrt (ca. 1270). Bei der Heilig-Blut-Reliquie soll es sich um einen während des Abendmahls aus dem Kelch verschütteten Tropfen handeln, der durch die Wandlung zum Blut Christi wurde.

I kirken var ophængt en stor (magnet)tavle med en masse forskellige ord og en opfordring til kirkegængeren eller -besøgeren: “Schenken Sie uns begeisternde Gedanken oder geistreiche Poesie”

Og så legede vi turister…

…i julebutikken lidt længere henne ad gaden. Vi købte en Hirsch, der ser ud som om den er lavet af glas, men er dog af et klart plastmateriale. Den er super! Og damen, som solgte den til os, hed tilfældigvis Frau Hirsch 

Vi fandt et hotels fortovsbeværtning i Hafenstrasse (hvor er havnen mon?) og sad snart med en kølig Sylvaner og Pils fra fad 

Overfor lå en boghandel, som vi har ledt efter, fordi vores kladdehæfte er fuldt nu. Vi havde brug for flere. Inge gik over for at forhøre sig. De havde varen, og da vi var færdige med vores drinks, gik vi over for at købe dem.

Vi ville vi spise på Malerische Trinkstube “Zur Höll”, der tilhører vores hotelværter, og som i øvrigt er byens ældste hus.

Vi fandt stedet uden besvær. Jeg checkede hvilket bord, der var reserveret. Fik det byttet til et lysere i et andet rum og der installerede vi os, bestilte vin og øl og asparges med kartofler og bernaise-sauce. Jeg tilvalgte et stykke lammeryg.

Medens vi ventede, lavede vi denne herlige groufie, som hører til en af mine favoritter 
Der var 3 borde i rummet. Ved de 2 andre sad henholdsvis en amerikansk og en japansk familie. Inge filosoferede over, at vi i Tyskland normalt er danskere blandt flest tyskere – her var der ingen af dem 

På hotellet var vores genbo die Franziskanerkirche og da vi åbnede vinduet hørte vi en munk stå i en gruppe mennesker nede på gaden og på engelsk fortælle om et eller andet – muligvis noget om kirkens og byens historie.

Inge havde tidligere skrevet med Alis, nu skrev jeg et gammeldags postkort til Annemie. Et rigtig godt billede Inge her har taget. Lad os bruge det til at slutte denne gode turistrejse-dag med 

Lige kort før klokken blev 6.

Vi sagde godmorgen til Das Goldene Apfel, som lå fornemt på et lille tinfad i en lille niche udenfor hotelværelset.

Lidt over 7 var jeg nede i restauranten, hvis ikke den første, så blandt de 2 første.

Der var en beskeden “hotelavis”, med et God Morgen og et lille bon mot af Hemingway. Vigtigst var, at vi skulle have solskin og temperaturer mellem 12 og 22 C.

Medens vi ventede på at morgenmaden blev tilberedt (serveret ved bordet – det er vi ikke vant til) gik Inge en tur ned i parken “Burggarten”, der lå kun 100 m fra hotellet. Her er indgangen og så bliver det da ikke mere eventyligt 

Og hele vejen rundt var der flot udsigt. Her i retning mod nordvest. Hvis Dorthea og drengene på turen i 1936 havde lige så godt vejr som os, så må de have været lige så begejstrede.

Serveringen var næsten helt British i form – men indholdet var tysk. Yoghurt, müesli, frisk frugt, oste og skinke, marmelade og honning, Earl Grey og kaffe. Og undervejs kom hotelværtinden og spurgte, om vi kunne tænke os en æggeret, og i fald, hvilken.

Efter morgenmaden gik Inge og jeg hen i Burggarten, og jeg genkendte den fra da vi besøgte Rothenburg sidst.

På turen tilbage til hotellet kom vi forbi en Weinstube og det komiske ved det var, at vi i går havde ledt efter en – uden at finde den – og så skulle vi bare have gået 100 m til højre fra hotellet. I stedet gik vi til venstre op mod centrum af den gamle by 

Tilbage på hotellet bestilte vi bilen kørt frem til klokken 9:00 og jeg begyndte at pakke det sidste. Inge gik endnu en gang hen i Burggarten, hvor hun blandt andre fotograferede dette lille anlæg. Jeg tager det med her, fordi jeg mener at huske, at Dorthea også fotograferede netop dette samme motiv. Men jeg kan tage fejl, naturligvis 

Bilen stod startklar 5 minutter før tid, så jeg kunne fint holde tidsplanen med at få det sidste ned i bilen og betale regningen.

Inge kom tilbage efter 15 minutter og da var jeg startklar og stod og underholdt mig med congiergen, som havde hentet bilen. Han forklarede mig, hvordan vi bedst kom ud af byen, så vi ikke landede i en situation hvor bilens navigator troede at bilen kun var 1 m bred og førte os ind i blindgyder som i går. Vi var rørende enige om, at bilnavigatorer og Rothen-burg var et dårligt match 

Vi forlod byen og begav os nordpå. Gjorde holdt efter et par timers kørsel på en ussel P-plads ved motorvejen. Der havde ikke været en i lang lang tid og jeg skulle tisse. Det viste sig, at der 5 km længere fremme var en fuldt udstyret rasteplads med benzintank, restaurant og ordentlige toiletter. Der holdt vi ind, så Inge også kunne blive serviceret.
Rejse-etapen blev på 345 km og varede 5 timer. Turen gik vel normalt – med lidt kø, lidt omkørsel, lidt vejarbejde og lidt kørsel bag meget langsomme køretøjer 

Højeste punkt var 780 m. Jeg gætter på, at det var i området ved Winterberg i Sauerland.
Undervejs læste Inge højt digte af Johannes L. Madsen og Cecilie Lind – og vi snakkede om, hvilken mening, der mon kunne udledes af dem – ikke let 

Omkring 14:00 ankom vi,  og da vi var checked ind fik vi trykket et glas Sekt i hånden, og derefter gik det let for Steen at få bagagen op på værelset. Han fandt nemlig en ung be-hjælpelig hotelassistent og vupti, så var kufferter og tasker oppe på værelset og vi stod på balkonen og kiggede ud over det allerede kendte parklandskab og højderne i baggrunden.

…og 3 kvarter senere var vi oppe ved golfbanens klubhus…

Og lidt efter sad vi med den længe savnede kage – Kirschtorte – og kaffe 

Vejen fra golfpladsen og dens café, som den tog sig ud i gråvejr. Den var vi kommet ad, og nu skulle vi samme vej tilbage.

Tilbage på hotellet gik vi ned og svømmede i den udendørs pøl (Sole-Freibad 30°C) med saltvand i og jeg fik prøvet alle de funktioner (boble- og vandmassage-dyser) der kunne startes med trykknapper i pølens sider lige under vand-overfladen.

Derefter gik vi indendørs og lod os glide ned i den lille pøl (Warmwasser-Bewegungs-becken mit vitalisiertem Wasser 36°C, 50 m²). Virkelig dejligt at lade sig opsluge af – og den havde også trykknapper til at starte massagedyser 

Slappede af i 10 minutter i liggestolene i pøl-hallen inden vi gik nedenunder i das  Gradierwerk, hvor liggestole også ventede os. Das Gradierwerk er hovedsageligt en “mur” af slåenkviste, hvorover der risler salt vand. Belysningen var meget svag og der var så roligt, at jeg helt automatisk fik mig et power-nap.

Aftensmaden serveredes – for de som ønskede det – oppe i die “Knollenhütte”, ca. 200-300 m at gå ad stier og skovveje. Det foregår vist 1 gang om ugen, hvis vejret er godt, og der ville blive forskelligt grillet kød og fisk, samt forskellige salater. Det var en slags All Inclusive denne aften, og både vin, øl og senere Obstlern osv i rigelige mængder.
Vi var blevet spurgt, om det var noget for os. På sidste ophold sagde vi nej, men  anbefalingen var i dag så stærk, at vi tog os sammen 

Vi har jo været her før. Men jeg har vist nok ikke vist Das Anwesen i fugleperkspektiv. På hotellets hjemmeside fandt jeg dette billede med nummer-referencer, så det giver mening at vise det her på den første dag i dette ophold. Vi bor i (6) Haupthaus med udsigt mod (3) Hotelpark. Stien øverst til venstre fører op i skoven til “Knollenhütte”…

1) Ferienhaus Sorpetal
Acht Ferienwohnungen
2) Holzkontor
Parkgarage, Veranstaltungsräume, Zimmer und Suiten
3) Hotelpark
Teichanlage, Liegewiese, Übergang zur Wald- und Freizeitanlage mit Tennisplatz, Kinderspielplatz und Natureisbahn
4) Alte Sägerei
Hoteleingang, Rezeption, Empfangshalle, Bibliothek, Übergang zum Teichpavillon und der Vitaloase,  Hotelzimmer und Suiten
5) Teichhäuschen
Zwei Ferienwohnungen
6) Haupthaus
Vital-Oase, Indoor-Golf, Tischtennis, Billard, Hydro-Jet Massagegerät, Fitness- und Kraftgeräte, Gesundheitspraxis Spiekermann, Friseursalon, Raum der Stille, Parkzugang, Pensionsrestaurant mit Teichpavillon und Gartenterrassen, Hotelzimmer und Suiten
7) Badelandschaft
Hallenbad (150 m² 30°C), Warmwasser-Bewegungsbecken (mit vitalisiertem Wasser 36°C, 50 m²),
Solefreibad (100 m² 30°C), Gartenbistro, Liegeräume, Saunalandschaft, Kneipp-Einrichtungen, Ruhebereiche, Rasulbad, Hamam, Gradierwerk, Liege-Schiefer-Stollen und Besonnungsanlagen
8) Stammhaus
Gourmetrestaurant “Hofstube” für besondere Koch- und Genusserlebnisse, zünftige Bier- und Weinstube, Diele, Barrestaurant, Restaurant “Wintergarten”, Kaminstube, Terrassen und Hotelzimmer
9) Gutshof
Hofeingang mit Zugang zur Hofstube, der Vital-Oase und Ladenpassage, Diele, SPA-Rezeption, Gartenbistro, SPA im Gutshof, Behandlungsräume, Bade- und Saunalandschaft, Ayurveda, Private SPA Suite, Hotelzimmer und Suiten
10) Parkplätze

17:30 gik vi op til hytten. Mestendels skov, men få åbninger gav udsigt over til Schmallenberg.

Der var disket godt op, bemærkede vi straks. Og næsten med det samme blev vi budt på et lille glas med en af hotellets egne Obstlere i  

Ved siden af grillkøkkenet var der et indendørs værtshuslokale med plads til 60 gæster (hvis jeg husker rigtigt), hvor en harmonika-spiller underholdt serveringspersonalet.

Da vi kom derop, var der allerede adskillige til stede. De fleste havde nok taget hotelbussen derop, antog jeg. Vi fik en god social plads midt i ved et bord, der hurtigt blev fuldt. Jeg sidder midt i, iført min sorte vandrings-fleece, som jeg købte til turen med Roland på “The West Highland Way” 

Vi var forudseende nok iført fleece og vandrestøvler. Og det viste sig at være passende påklædning.
Vi kom lige så stille i snak med de omkringsiddende. Manden iført en rød trøje – overfor mig ved bordet – spurgte om jeg kunne tage et billede af ham og konen. Det kunne jeg da gerne. Og bagefter tilbød han at tage et billede af os.

Maden var klar omkring 18:00. Der var salat og efterfølgende grill-mad med fisk og kød, Reibekuchen og brasede og kogte kartofler. Meget velsmagende. Desserten var Herren-creme og Kaiserschmarn  Ostene havde vi ikke plads til…

I hyttens anden ende stod salaterne, brød, ost og så videre. Her var det, at jeg bemærkede at hotel-troubaduren dukkede op med alt sit grej.

Han var et rigtigt naturtalent – og havde et laaaangt  repertoire, hvoraf det meste var fra før vores tid. Forståeligt, for de fleste var ældre end os.

…og publikum kunne lide ham  Der blev skænket godt. Vi drak vin og øl og tilsidst fik folk den ene bitter eller snaps efter den anden.

Da mørket faldt på gik vi tilbage til hotellet og kunne sidde på altanen og høre enter-taineren underholde deroppe ved hytten og give den sidste del af sit underholdnings-program.

Det var godt, at vi tog os sammen til at deltage i “festen”. Det var en god aften.

Ny dag, ny onsdag, nyt hæfte til rejsenoter. Det blev købt i Rothenburg ob der Tauber i butikken overfor fortovsresto’en, hvor vi sad og fik pre-dinner drinks.

Vi vågnede op omkring 6 til en overskyet morgen.

Hotelavisen lovede pænt vejr med temperaturer mellem 11  og 22 C og forsikrede gæsterne med, at alle Fodbold VM-udsendelser ville blive vist på storskærm i vinkælderen 

Jeg var nede i resto’en 8:15, et kvarter efter åbningen. Jeg havde ved reservationen bedt om et bord i den rolige runde del med udsigt. Der står bordet også, dog oppe på den midterste “arena” eller “rotunde” – men det var også OK. Håret i suppen var, at ved morgensol, så vil vi få det meget varmt. Det vil i morgen vise sig 

Der er masser at spise til morgenmad. Inge fik for eksempel Bircher-Müesli med Bauern-yoghurt, en lille frisklavet omelet med snittet purløg, blåost og emmenthaler på forskelligt brød, honning (god) fra Sauerland og grøn te og orange-juice, samt Bauernmolke.

Vi snakkede gåture til morgenmaden og gav os god tid. På vej tilbage til værelset lod vi receptionisten vide, at vi ikke kunne lukke WC-døren korrrekt og spurgte samtidig om hun havde et kort over området.

På vej op ad trapperne genså vi de herlige engle på 1. etage. Inge foreslog at jeg fotograferede dem så jeg havde inspiration til mit terapeutiske værkstedsarbejde. God idé!

Vi gik op til “Sauerland-udsigten” nordøst for Holthausen. Det var næsten vindstille, stor luftfugtighed og dermed var mange insekter helt i hopla og hyperaktive. Heldigvis lettede skyerne, da vi var oppe ved udsigtspunktet og det begyndte at blæse lidt, så hjemturen var bedre.

“Sauerland-udsigten” ligger ret højt i forhold til hotellet – fra 412 til 606!

Det første stykke er relativt stejlt, men giver et udmærket vue over “Das Anwesen”, som hotellet kalder hele samlingen af bygninger, der tilsammen udgør “Hotel Deimann” 

Vi er her oppe i 500 m på Lascheid-Rundweg.  “Sauerland Udsigten”, som er vores mål for gåturen findes lige foran det fjerneste skovbryn til venstre for busken, som Inge nærmer sig. Der er et stykke derhen. Men det er fint at gå her, for landskabet er i store områder helt åbent, så udsigterne er bevaret.

Ved golfbanens nordøstlige hjørne findes en P-plads med denne religiøse billedsten. Den virker aktuelt passet og plejet.

Få skridt bag ved den religiøse billedsten gik vejen stejlt op til skovbrynet, hvor vi drejede til venstre…

…hvor udsigten var fantastisk. Her ned over Holthausen og Schmallenberg længere bagude.

Og så kom vi til turens mål. Udsigtspunktet…

…med en informativ panorama-tavle.

Her et udsnit af den…

Og minsandten om ikke min tush-klat fra vores forrige besøg stadig var at se på bænken.

Udsigten i retning af Winkhausen. Wilzenberg – Hotellets “Hausberg” – rager op til højre for midten, og Winkhausen ligger nede i dalen til venstre for bjerget.

Vi kom forbi Napoleons træ med den bizarre historie om, at hans hær slog lejr her, hvor der dengang var skov, og at soldaterne bad om lov til at fælde træerne, fordi det var hundekoldt og de manglede brænde. Napoleon skulle have sagt, at det måtte de gerne, dog skulle de lade 1 træ stå, så han havde et sted at tisse 

14:27 blev dette billede taget ned mod hotellet og Winkhausen. Efter 2:30 timers gåtur ville vi være tilbage på hotellet, og så ville der ikke være længe til Kaffee und Kuchen 

Og en halv times tid senere stod kaffen og kagen (Apfelkuchen) foran os på Golf-restaurantens terrassen. Vores vigtigste opgave nu var at nyde ferien og æblekagen og kagen med flødeskum 

Vi tilbragte en lille times tid heroppe på golfbanen, tog os så sammen, betalte og gik tilbage til hotellet. Her gik vi i Sauna, infrarød kabine, Aroma- og Dampf-Bad. Infrarød gav en anderledes varme, Aroma gav “bare” aroma, men ikke varme eller fugt, Dampf-Bad var en slags Sole-Bad. Ind imellem gik vi i Kneipp Fussbadpfad, hvor de vandfyldte “fliser” var fyldt med varmt hhv. koldt vand.
For mig var dette Kneipp Fussbad en helt speciel oplevelse. Underbenene føltes friske og ungdommelige og den fornemmelse holdt sig længe!

Derefter gik vi ind til das  Gradierwerk og lå der i en halv time. Inge fortalte bagefter, at jeg snorkede lige så højt som igår.

Vi gik op på værelset, fik almindeligt tøj på og jeg gik ned i baren efter vin og øl til pre-dinner’en, medens Inge satte sig på balkonen for at ordne sin @-korrespondance. Der var dejligt på balkonen.

Lidt i 10 var vejret sådan. Svalerne havde travlt lige foran vores balkon. Det kunne vi godt lide, for de holdt insekterne nede i stort antal. Der var dejligt her, for nede i resto’en havde der været for varmt, lidt drivhuseffekt, som jeg antog skyldtes glasvægge og -tag kombine-ret med en stærk solstråling.
21:55 faldt duggen…

6:45 lignede udsigten her på årets længste dag en teaterscene 

Jeg var  nede i resto’en før Inge og benyttede lejligheden til at knipse dette billede, som Inge nærmest kiggede lige hen på, og jeg så når jeg rejste mig fra bordet og vendte mig om for at gå til buffetten. Vi syntes, at det var godt lavet.

Inge havde på sin vej ned i resto’en bemærket denne skønne buket, der passede helt korrekt, hvor den stod.

Inden vi spiste morgenmad underholdt hotelavisen os med, at i dag skulle vejret virkelig være et tema. Medens vi spiste blev det overskyet og regnen kom, selv om den først var lovet til efter middag.

Fra nabobordene lærte vi 2 nye udtryk: (1) “Küchenabitur”, (2) “Der Metzger Ihres Vertrauens”. Herligt 

Vi besluttede at gøre vores indkøb i regnen. Kørte først til Falke i Schmallenberg og købte der et par handsker med “skærm”-pegefinger, langt undertøj til Inge, så hun er klar til den kolde tid, der helt sikkert vil komme inden vi ser os om.

Og så var der Frejas ønske om at smage visse øltyper. Vi havde ikke fundet dem alle endnu, men det var der jo ikke noget galt i, for “sidegevinsterne” kunne jo også være interessante for Freja. Jeg havde spurgt den unge receptionist på hotellet, om han kunne anbefale os et sted at købe øl. Anbefalingen var at tage til Bad Fredeburg og prøve i en såkaldt Trinkhalle.

I den by gik vi også til apoteket for at købe tandpasta og benyttede lejligheden til at spørge apotekeren om han kunne anbefale et sted at købe vin. Ja, sagde han,  jeg drikker selv gerne vin, men her er vi midt i Sauerland, som er et “øl-område” og her kan jeg ikke få ordentlig vin” 

Regnen havde sagt “farvel og tak” for idag, så vi tog vandrestøvlerne på og begav os til Gleidorf, hvor Inge sidste gang så kirken. Jeg ville gerne se den indvendigt, og hun var spændt på min reaktion. Jeg havde jo sidste gang kaldt den en “moderne betonkirke”, da vi gik forbi 

Ja, det var en moderne kirke, men langt fra at være en “betonkirke”. Meget sympatisk repræsenterede den egnens karakteristik i form af træ og skifer.

Inge fortalte mig at der var meditationsprogrammer i kirken og jeg ville gerne opleve et af dem og valgte “Dankbarkeit”.

Et lys- og lydshow startede. Til Roland skrev jeg flg.:
“På gåturen var vi inde i kirken i Gleidorf. En relativt moderne kirke (katolsk). Derinde kunne vi på en skærm vælge at få fortalt om kirken eller 1 af 8 temaer. Jeg valgte temaet “Freude” – og så begyndte en 11 minutter lang lyd- og lysforestilling. Ikke som ved en festival, men stille og meditativt. Musik, tale, sang og lys støttede hinanden. Til sidst gav Glædens Engel en regnbue, som understregedes af lys i regnbuens farver.
Det var en meget smuk, rolig og følsom oplevelse. Den indeholdt naturligvis et religiåst budskab, men fungerede også som en meditation. Budskabet blev givet af en rolig mandestemme, som del af en invitation til at reflektere over, hvorfor jeg var glad, hvordan jeg havde før jeg blev glad, og om der var nogen jeg kunne takke for at jeg blev glad.
En kvinde sang og det gjorde hun meget smukt, syntes jeg. Sangen hed måske noget lignende “Glædens Engel”. Musikken var meget fint afstemt og fyldte pauserne mellem tale.
Dejlig overraskelse på en gåtur.”

Vi fortsatte lidt længere op ad bakken til vi var i ca. 500 m højde, men vejret var svagt køligt og til tider blæsene, så vi vendte om og gik tilbage. Gleidorf kirke er midt i billedet og bjerget i midten er hotellets Hausberg “Wilzenberg”.

Her kirken på nærmere hold.

Vi styrede direkte mod Golfcaféen, hvor den stod på vand, kaffe og jordbærtærte med flødeskum 

Turen varede i alt ca. 2 timer ialt inklusive opholdet i kirken (det flade stykke i kurven til venstre for den høje søjle i midten) og pausen på Golfcaféen (det flade stykke på den sidste top på kurven).

Tilbage på hotellet hilste vi på englene på 1. etage. Og så var det direkte i badetøjet og ned i udendørs-pølen og derfra ind i den lille varme inden døre. Derefter havde vi travlt med ingenting at gøre en times tid. Så gentog vi pøl-turen igen ude og inde – og gik op på værel-set.

Klokken blev 5 o’clock somewhere, så jeg hentede Warsteiner Pils og Weissburgunder til os på balkonen, men det blev lidt ugemytligt koldt, så vi satte os indenfor og overvejede om vi alligevel skulle have en varm suppe i aften.

Inge læste i bogen “I en anden gren” og blev bidt af sætningen: “Nu vil jeg ikke være gæst i verden mere, nu vil jeg høre hjemme!”

Jeg tænkte på digtet “Den Fremmede” af Charles Baudelaire, da jeg lå i hvilestolen og så op på skyerne der drev hen over os.

Jeg hentede vin og øl og søgte caféer og P-pladser/huse i Celle til på tilbageturen – vinden løjede af og fuglene sang udenfor.

Ca. 20:45 sagde jeg godnat til pøl- og wellnessområdet. Nød aftensolens virkning på landskabet.

…og 1 times tid senere, til mig selv.

Soveværelset var koldt, da vi vågnede. Altandøren stod naturligvis åben men temperaturen udenfor var faldet i nattens løb. Badeværelset var derimod dejlig varmt!
Det lignede møjvejr derude. Først en ensfarvet grå himmel, derefter skydannelser og regn.

Det første jeg gjorde i restauranten her til morgen, var at gå direkte hen til den blå engel og fotografere den. Den er lidt speciel, synes vi, og problemet har hidtil været, at der har siddet en herre ved bordet, hver gang jeg har prøvet at knipse englen. Men nu er det ikke et problem længere 

I dag var jeg den første i den runde restauration. Vores bord er det med den hvide dug i baggrunden. Herfra holdt vi øje med vejret, hvilket var nemt på grund af det store loftsvindue. Men det hjalp ikke på vejrsituationen – regnen forblev en uomgængelig faktor.

Hvordan går det til, at en klump smør lander i marmeladen? Jo, der er en smør-dispenser, som bare dumper klumpen ned på tallerkenen, så man må være opmærksom på, hvordan den er orienteret inden der trykkes på knappen. Det var jeg så ikke her til morgen 

Optimistiske iførte vi os vandretøj, da vi stod op, men nu var det jo ikke længere relevant. Vi skiftede til Plan B og iførte os løbetøj og gik ned i Vital-Oasen i håb om, at 2 løbe-maskiner stod ledige.

Det var minsandten tilfældet! Det var længe siden at jeg havde benyttet sådan en, men det gik udmærket – bortset fra…

…at båndet smed mig af lidt senere, da jeg forsøgte at fotografere Inge og mig. Jeg kom ikke alvorligt til skade ved mit baglæns rullefald fra løbebåndet – var virkelig heldig ikke at knalde nakken ind i et eller andet meget hårdt. Eneste skader var hudafskrabninger på det ene skinneben.

Vi var der i 1:30 timer og fik sved på panden. Inge mest – som sædvanligt – for hun hænger virkelig i. Vi besluttede at tage en tur i svømmepølene – dem alle 3 og det ville være velfortjent 

At det føltes velfortjent var nok fornemmelsen, da jeg bagefter dasede på liggestolen og kiggede op på skyerne og overvejede Kaffee und Kuchen oppe i Golfcaféen.

Vi tog os sammen og forlod hotellet. Til at begynde var det tørvejr, så begyndte det at småregne og til sidst regnede det.

Mens vi sad indenfor med Kaffee, Mineralwasser und Kirschtorte mit Sahne, styrtede regnen ned udenfor. Vi spiste i fred og ro, og da kagen og kaffen var spist og drukket, traf vi endnu en beslutning.

Fordi det stadig regnede, og fordi vi var på ferie (glemmer man nemt som pensionist) var det helt på sin plads at tage sig et glas prosecco. It is always 5 o’clock somwhere…

Og minsandten, medens vi drak proseccoen forbedredes verjrsituationen markant, solen kom frem og da glassene var tomme, kunne vi spadsere tilbage til hotellet i strålende sol, under en blå himmel med hvide skyer 

Tog os igen sammen. Denne gang ved at gå ned i Kneipp-Fusspfad hvor vi træder ned i et koldt fodbad og næste skridt ned i et varmt og sådan skifter det. Fantastisk virkning på “friskheden” i benene. Jeg har ellers altid gjort grin med Kneipp-kure (uden egentlig at have sat mig ind i, hvad det drejer sig om), men her måtte jeg sande, at nogen virkning har disse fodbade.
Vi gik derefter ind i rummet med gynge-hvilestolene. Men det duede ikke, for en af gynger-ne i rummet peb og hvinede, og så var der ligesom ikke længere zen i rummet.
Næste rum, vi valgte, var Das Gradierwerk, som billedet viser. Denne gang satte jeg Blitz på, for at få noget lys, men i virkeligheden er  der ret dunkelt. Vi var der en 1/2 time og i den tid nåede jeg igen at få mig en lur.

Tilbage på værelset tog jeg almindeligt tøj på og gik ned i baren efter en Weissbier til mig og en kande Weissburgunder til Inge.

Inden aftensmaden skrev jeg til Annemi, og Inge checkede gulerodssaft med koldpresset olivenolie, som jeg havde lært af die Chefin.

Jeg aflagde også restauranten et besøg for at fotografere træmåger, lavet i samme stil som englene. Det er nemmere at gøre, når der ikke er gæster i baggrunden 

Jeg udnyttede tiden inden aftensmaden til at orientere mig om byen Celle og dens hoteller – med henblik på at overnatte der på vejen hjem. Derudover naturligvis hvad der findes i form af kondi-torier og restauranter 

Vi gik ned for at spise ca. 18:30 – 19:00 og lavede denne groufie ved et stort spejl. Ved vores bord var der ikke så varmt. Det er altid rart at være blandt de første ved diverse buffetter.

Tilbage på værelset, ud på balkonen. Vejret var klaret op til sommervejr, men det var dog stadig koldt… …og alligevel dejligt. Vinden løjede af og fuglene sang godnat.

Jeg hentede øl og vin fra bilen. Grauburgunder fra VinoLuca. Fik sendt kort til Annemie.

Vejret var gråt, men det var ikke som om det regnede – og det var godt, for der var lovet regn. Så der var et lille håb om, at vejrudsigten havde forbedret sig i nattens løb 

På forsiden gjorde hotelavisen os alle opmærksom på VM-fodboldkampen mellem Tyskland og Sverige. Om kampene Belgien-Tunesien og Sydkorea-Mexico måtte man til det fulde dagsprogram på side 2 for at finde sådanne vigtige detaljer om.

Ved morgenmaden viste der sig at være en smule opstandelse. Svaneparret havde i nattens løb udruget 5-6 æg og man kunne se ællingerne.

Efter morgenmaden besluttede vi at gå en tur istedet for at løbe i Vital-Oasen på hotellet.

Her et mere gammeldags kort med højdekurver.

Det støvregnede, men vejret var flinkt og det blev tørt. Det småblæste og der kom huller i skydækket.

Vi gik “bagom” til Gleidorf.

I udkanten af Gleidorf var skiltningen ikke helt imødekommende, så jeg fandt smartphonen frem og begyndte at finde vejen til kirken.

Men det havde jeg nu ikke behøvet. Vi fandt kirken uden smartphone 

Jeg valgte meditationsprogrammet “Dankbarkeit”, der varer 10 minutter.

Vi satte os og lyttede. Jeg blev emotionelt bevæget som i forgårs. Min “Dankbarkeit” drejede sig om Inge, og på vej ud af kirken fortalte jeg Inge det med at de få ord man fik med på vejen drejede sig om at takke Gud for taknemmeligheden…

Vi gik samme vej hjem – nu i solskin – og derfor savnede Inge sine solbriller meget 

Gåturens højdeprofil. Minimum højde 389 m og maximum 459.

I receptionen forespurgte jeg på en vin-prisliste for Deimann-vine. Måtte lede efter en “Service Mitarbeiter”, som skulle være kompetent til at udlevere prislisten. Det viste sig at være bartenderen 

Vi gik i de 3 svømmepøle: den udendørs var kold, børn i den indendørs og ingen i den varme indendørs. Fra den varme kunne vi se ællingerne følge mama krydse havegangen (lidt svært at se på billedet her, men det kan lade sig gøre. Mama Svane er halvt skjult af busken lige over min storetå ).

Efter at have “hvilet” os en times tid i det varme pølrum, gik vi ved 2-tiden op til Golfcaféen, hvor det blev til Apfeltorte mit Sahne, Kaffee, Mineralwasser og – fordi det er sidste dag her i denne omgang – et glas fadøl og et glas Grauburgunder. Vi sad inde, mange sad ude. Skyerne blev mørke, men vi kom hjem i tørvejr.

Og tilbage på hotellet fotograferede jeg nogle af englehovederne…
Ellers var jeg blevet lidt rastløs og begyndte at pakke kufferter og fylde i bilen. Imedens skrev Inge – inspireret af de mange fluer, der sværmede rundt om vores æbletærte oppe i Golfcaféen – til brødrene om Hjalmars måde at fange fluer med hænderne og hans formidable træfsikkerhed.

På en af turene værelse-garage-værelse tog jeg et glas koldt øl med op på værelset – og fik ikke et glas vin om samtidig. Det var ikke sket, havde jeg været en sand gentleman. Så var jeg kommet med et glas vin – og på næste værelse-garage-værelse-tur have sørget for mig selv 

Her om eftermiddagen blev svanerne også fotograferet, og som det endte op på min mobiltelefon, så det nærmest ud som sen aften i skyggen. Men sådan tog de sig mest dramatisk ud, syntes jeg 

På aftenbordet var vores reservations-“Mærkat” markeret med en turkis prik. Det betyder, at vi skal forlade hotellet næste dag. En erfaring fra det tidligere besøg, som Inge har lagt mærke til.

I aften kan man unormalt spise allerede 18:00 – istedet for 18:30. Det skyldes VM i fodbold, hvor Tyskland skal spille mod Sverige. Inden vi gik ned i restauranten ville Inge skifte til jeans – men dem havde jeg i min iver fået pakket ned i hendes kuffert, som lå nederst i bagagerummet, selvfølgelig 
Så der blev en ekstra værelse-garage-værelse-tur…

Folk spiste overvejende tidligt og retterne kom i rapt tempo. Man ønskede hinanden “Töj, Töj, Töj!” i håbet at det ville hjælpe det tyske fodboldhold til at hente sejren hjem.
Men det gjorde det desværre ikke for de velmenende patrioter…

Vi kan gå til ro med tanken om, at bilen stort set er pakket og at det eneste vi skal tænke på i morgen er at få de 6 flasker hvidvin, som vi har købt, med hjem.

Søndag.
1/2 år til jul!

Morgenmaden på en afrejsedag er altid anderledes. Man ved at man skal på farten, man spiser lidt mindre, man drikker lidt mindre, man spiser hurtigere – og Inge drikker kaffe i stedet for the 

Medens jeg ordnede formaliteter i forbindelse med afrejsen, samt pakningen af bilen, gik Inge sig en tur. Jeg huskede de 6 flasker vin, som nemt fandt plads i bilen. Jeg havde nemlig i aftes sørget for at netop dette kunne gøres nemt.

Svaler, antager vi, havde haft adgang til garagen og skidt godt på forruden. Det var næsten ikke til at få af. Så foreslog Inge, at jeg benyttede den isskraber fra Europcar, som hun engang havde haft med tilbage fra en rejse. Med sprinklervæske kunne den komme i bund og snart efter var forruden pæn og net igen.

Fra hotellet kørte vi op gennem Sorpetal og forlod dermed dette feriested ad smalle og snoede veje i snævre dale omgivet af skov – helt typisk for egnen – ca. 50 km, hvorefter vi kørte på Autobahn. Trafikken var fin, indtil vi nærmede os Hannover, hvor vejarbejde fjernede 3. vognbane og kostede 1/2 times kø.

Ca. 270 km senere var vi i  i det flade landskab omkring Celle.

Efter et par timers kørsel holdt vi på A2 ind på en rastplads ved Brönninghausen. Vi havde sjov af at lave groufies med kaffedrikning. Hvad der ansporede os dertil, har jeg glemt.

Ankom til hotellet i Celle ca. 14:45. Det havde samme navn som et navnkundigt hotel i en navnkundig TV-serie “Sturm der Liebe” 
Receptionisten var flink, elevatoren i stykker eller under vedligeholdelse, så bagage måtte op per gå-ben. Det overlod vi til hotellets personale.

Jeg havde søgt på caféer i Celle mht. renommé, og der var Museumscafé højest ratet af caféer i bymidten. Den røde pil peger på hotellets placering, så der er ikke langt til nogen af cafékandidaterne. Vi styrede derfor direkte hen imod Museumscaféen.

Das Celler Schloss kom vi lige forbi, men havde andre prioriteter i dag end at besøge museet der. Men en groufie kunne vi da tage – og nu håbede vi at der snart ville være Kuchen und Kaffee i udsigten.

Vi fandt museumscaféen uden problemer…

…og udsigten var rigtig. Jeg valgte et frit bord. Det var til 6 personer og sammensat af 2 borde. Jeg var ikke snu nok ved vores ankomst at rykke bordene fra hinanden. Det fik følger, for efter et par bidder af kagen var cafélokalet fuldt og et selskab på 4 pensionister spurgte om de måtte sætte sig hos os. Det måtte de naturligvis gerne, men det generede mig lidt. Det er ikke rart at sidde lige overfor en fremmed og spise – og Inge fik sig en bordnabo, hun ikke kendte.
Nu var de ældre tyskere, og de opførte sig tilsvarende høfligt, så på den måde var det ikke generende.

Jeg foreslog denne café blandt de 3 vist på kortet ovenfor, for den lå centrumnært og havde fået bedste bedømmelse i Celle hos Tripadvisor. For os var der dog et “aber dabei”, for jeg spiste ikke min flødeskum, Inge heller ikke sin og hun levnede også af kagen. Ude på gaden havde vi begge en mærkelig fornemmelse i maven og trængte til vin/øl eller Obstler.
Vi er åbenbart meget forvænte, for disse kager var for os meget middelmådige og ganske klart ikke lavet med de kvalitets-ingredienser, vi er vante til at få.

Vi gik rundt i byen for at finde et vinhus der havde åbent, men fandt intet. Kom forbi en af de andre caféer, jeg havde fundet frem – Kiess & Krause hedder den – den så klart bedre og mere rigig ud, end Museumscaféen, hvis kager og ingrediensvalg vores kærlige selv ikke kunne  fordøje.

Og så var der ham her, der vil lige igennem døren.
Homme passant la porte (Jean Ipoustéguy).
Mit Hilfe mythischer Zitate versinnbildlicht es das Sterben als bewussten Akt und setzt es in Gegensatz zu einer modernen Erscheinung, dem besinnungslosen Vorwärtshasten, in dem der Mensch vom Tod überrascht wird. Der Kopf eines Hundes weist auf den Höllenhund Cerberos und die Münze in der Hand des Mannes auf den Obolos, das Geldstück, das man dem Fährmann für den Transport über den Styx in das Reich des Totengottes Hades zu übergeben hatte. Wülste am Hinterkopf deuten auf Reste frisch abgeschnittenen Haares; die Gattin des Hades, Persephone, schnitt in der Sage einigen in das Totenreich Eingekehrten die Haare ab.

Geistige Zusammenhänge gewinnen plastische Gestalt: Ipoustéguy gilt als einer der bedeutendsten Vertreter des Neuen Realismus in der Plastik.

Der var meget få vinstuer, og ingen af de åbne så indbydende ud. Og det så ud som om  den gamle bys turistorienterede resto-liv var totalt domineret af italienere.

Inge havde (fordi jeg kørte for langt, da jeg ledte efter hotellet) bemærket et skilt med “Thaers Wirtshaus” på hjørnet af Hannoverische Strasse og Westcellertorstrasse.
Der ville vi hen 

På vejen derhen kom vi forbi die Stadtbibliothek bemærkede vi en skulptur. Den hedder “Lecture”.
Ein Besuch der Stadtbibliothek beginnt in Celle nicht erst an der Eingangstür. Auf dem Arno-Schmidt-Platz vor dem Gebäude lädt die Bronzeplastik “Lecture” zum Betreten der Bibliothek und zum Lesen ein. Es ist ein Werk des französischen Künstlers Jean Ipoustéguy.
Wie entspannend es sein kann, sich in ein Buch zu vertiefen, zeigt das lesende Mädchen vor der Bibliothek: Es sitzt mit übergeschlagenen Beinen, eine Hand hält das Buch, die andere krault eine Katze, die sich auf ihrem Schoß niedergelassen hat. Wie häufig in der Formensprache dieses Künstlers vermischen sich vertraute mit unbekannten Dimensionen. So ist das lesende Mädchen verschmolzen und durchdrungen von einem Rahmen, der sich in großzügig geöffnete Lamellen auffächert. Bei Sonnenschein sorgen diese für einen reizvollen Licht-Schatten-Effekt. Hier liegt der Vergleich zu aufgeschlagenen Buchseiten und zu den Horizonten, die die Lektüre öffnen kann, nahe.

Thaers Wirtshaus var der lys i – vi gik ind.

Ude ved fortovet var der ophængt en Kunstautomat 

Aus den Kunstautomaten kann man kleine Kunstüberraschungen in Form von z.B. kleinen Bildern, Objekten, Zeichnungen aus vielfältigen Materialien erwerben.
Klein und originell sind die Kunstbotschaften, die auf dem Weg zur Freundin als Liebesbotschaft, zum Geburtstag als Geschenk, zum Treffen als Mitbringsel oder einfach als Sammelobjekt für sich funktionieren.
In jedem gezogenen Kunstwerk liegt ein Beipackzettel, der einen kleinen Einblick in das Leben und Werk des Künstlers gibt.
So bekommt der Käufer den preiswertesten Zugang zur Vielfältigkeit der Kunst in Deutschland und Europa.

Vi bænkede os ved et strategisk godt bord, hvor der var godt udsyn ud i lokalet og ud på vejen. Vin til Inge, Thaers Bräu til mig.

Bag os var en halvstor TV-skærm i færd med at vise VM-kampen mellem Japan og Senegal. Også en grund til at vende os den anden vej 

Jeg rejste i dag i mine nye Toronto Blue Jays strømper, som jeg har fået af Roland og Katy. Nu er de gået til 

Vi spiste i restauranten, der befandt sig klods op ad hotellet. Den var italiensk i indhold, men tysk i serveringen.
Da vi kom og så os om, spurgte vi om vi kunne få et 4-personers bord henne ved bagvæggen. Der var der godt lys og vi kunne sidde ved siden af hinanden og holde i hånd og hviske “Jeg elsker dig” til hinanden 
Jeg tippede tjeneren godt.

Jeg var overrasket over, at dip’en til brødet og oliven serveredes i noget der til forveksling lignede konservesdåser. Men den smagte godt.

Så kom der en hilsen fra køkkenet. I glasset en smoothie af grønne ærter og på fadet Buchenpilzen på sprødt tyndt brød. Smagte dejligt. Fin lille overraskelse.

Som hovedret bestilte vi spaghetti med forårsløg og hvide italienske trøfler. Dejligt – og meget mættende.

Vi havde vores øl og vin (resterne) med op på værelset – og jeg var ned og op et par gange mellem værelset og garagen 

På billedet sidder jeg og skriver i et lille hæfte. Jeg skriver sandsynligvis på denne lille oplevelse:
“På vej fra garagen med vine kom jeg ved et tilfælde til at gå midt i en samtale mellem et ældre ægtepar. Han raskede på med ballerne strammet og stive skridt foran mig og bag mig kom konen der forsøgte at forklare manden noget. “Ich muss aufs Klo!” gentog han hele tiden., Heldigvis for ham havde de et værelse i stueetagen og han kunne derfor snart forsvinde ind i et værelse. Konen talte stadigvækk. Jeg gik op ad trappen…”

Et kig ud af vinduet klokken 6:42. Ikke specielt inspirerende udsigt, men det var til ho-tellets stille side og “oppe på etagerne”. Det rolige aspekt ved værelset kunne dog uden varsel blive forvandlet til et hylende inferno. For nedenfor var der en ambulancestation 

Da vi en halv time senere forlod værelset for at spise morgenmad, bemærkede vi at Frankfurter Allgemeinde hang på dørhåndtaget.

Nede i restauranten var der meget koldt, syntes vi. Troede at det var air-condition til ære for en flok amerikanske gæster. Inge bemærkede, at der var pletter på dugen i hendes side, og jeg spinat på min. Der blev altså på dette 4-stjernede hotel ikke skiftet dug mellem gæsteholdene, der benyttede samme bord. “Un mauvais point”, sagde Inge. Jeg gav hende ret!

En ældre dame, som vi havde bemærket i aftes i restauranten, satte sig ved nabobordet og bad straks morgenmadsdamerne om at lukke vinduet. Her var årsagen til kulden! Et stort vindue var skudt til side, uden at jeg umiddelbart kunne se, at det var tilfældet. Det kunne damen heller ikke, forklarede hun, men hun kunne på sine ben mærke den kolde træk langs gulvet.
Vi takkede hende for hjælpen. Jeg bemærkede senere, at vinduet stod halvt åbent hos amerikanerne. Der var 10-12 C udenfor, og det er OK udenfor, men ikke indenfor 

Inge gik sig en tur medens jeg bad om hjælp med bagagen – og fik den ned – og om at få kørt bilen frem. 5 minutter efter var congiergen der for at hente bagagen. Gæsteelevatoren var stadig i uorden, men han kunne benytte personale-elevatoren.

Jeg havde Inges håndtaske med mig. I den er hendes bilnøgle, så derfor bemærkede jeg ikke, at min bilnøgle stadig lå i receptionen. Bilen kunne jo åbnes fordi den er udstyret med “keyless go”, som det hed i bilbrochuren.
Inge gjorde mig opmærksom på dette forhold, og redde mig for en retur-kørsel eller problemer med postforsendelse af nøglen fra hotellet til privaten i Struer.

Medens jeg stod derude foran hotellet og pakkede ned, kom den ældre dame, som havde ordnet problemet med trækken i restauranten, forbi og vi udvekslede lidt small-talk. Hun havde været til noget familiefest i Berlin og var på vej til sit hjem i Bielefeld. Og så havde hun valgt at overnatte her i Celle. Stærkt gået og fornuftigt med en overnatning. Den direkte rute Berlin-Bielefeld = 389 km. Celle ligger ca. 20 km nord for denne rute. Måske har hun lavet en lille rejse ud af det og måske har hun ikke flintret afsted på motorvejen – hvis det forholder sig sådan, er der endnu mere grund til at beundre hende 

På sin tur kom Inge forbi dette oplysende skilt, der forklarer lidt om hotellet. Om et par år har bygningen 50 års jubilæum som hotel. At indse dette er jo at indse, at jeg også selv er blevet de mange år ældre. Du meine Güte!

9:44 sendte Anker fra sin mobil dette billede af nevø Thor som nyudnævnt student til Inge.  Han sendte det for at hun kunne finde ud af, hvor det var taget. Altså, ved at gemme billedet og bagefter kigge på billedinformationerne. Her ville hun kunne set på et kort, hvor det var taget. Det viste sig at være tilfældet 
Meget fin hilsen at få. Meget livgivende også – som kontrast til den krigskirkegård med mange døde unge mænd, vi lige før kørte forbi i Bergen, som vi besøgte dengang vi kørte 1952-retro-turen…

Inge tog et billede og sendte det til Anker, for at han kunne se, hvor vi var, da hans billede ankom. Da nærmede vi os en lang kø efter et biluheld, som dem vi ser i Heute Leute. Den kostede 25 minutters kø-kørsel. Men vi benyttede tiden til at fortolke digte af en gammel facist, som støttede Mussolini varmt: Ezra Pound.
Vi var nået til den østlige kant af Lüneburger Heide.

Pause på Brokenlande Rastplatz i nærheden af Neumünster. Jeg ser meget spekulativ ud her på billedet. Mon jeg reflekterede over, at trafikken i og omkring Hamburg havde været meget moderat, og at turen var forløbet meget bedre end forventet? Det ville ellers være passende. Udover kaffe fik vi skridt på tælleren.

På den videre færd prøvede vi ligesom i går at forberede vores julehilsen til familien.

286 km havde vi tilbagelagt, da vi  ankom til Alter Meierhof ca. 14:00.

Lige forinden ville en teenager cykle over på fodgænger-zebrastriberne. Hende holdt jeg ikke for og hun kiggede olmt på mig. Så lavede jeg gå-tegn med pege og langfingrene for at indikere, at det var fodgængere, man holdt for her. Som svar fra den unge dame fik jeg F-fingeren og en sur  mine 

Hotelværelset var allerede klart, så vi var hurtigt installeret og kunne gå ud på en lille tur langs Flensborg Fjord. Jeg er her ved at fotografere Lille og Store Okseø 

Øen til venstre for det hvide sejl i midten af billedet er Lille Okseø og den til højre Store Okseø. Det falder mig ind, at jeg aldrig har været på disse små øer. Utroligt egentlig, at de er forblevet danske.

Efter gåturen gik vi ned i Wellness-områdeet. Startede i Dampf-Sauna, hvor en gammeldags mekanisme holdt en jerngryde nede i en varm ovn. Et urværk af en slags fil en anden mekanisme til at løfte jerngryden og hælde vandet over opvarmede sten. ZZZTTT lød det og der spredtes pludselig en meget varm damp.

Satte os ved “bredden” af den indre pøl og gik/svømmede herfra ud i den ydre. Meget sjovt at være derude og kigge over til gamle Danmark 
Der var ingen trykknapper i pølene Boblebadet skulle tændes i poolbaren, men de unge mænd der var ikke opmærksomme, da vi satte os der.

Vi var også i hø-saunaen, men hos Inge virkede den ikke og hos mig knap nok overbevisende. Fra opholdet i Stubaital var vi jo også bedre vant hvad Alm-Heu angår 

I baren var der i anledning af VM i fodbold pyntet op med flag. Her i Glücksburg naturligvis det danske og tyske. Kan ikke være anderledesæ

Forsiden på barens menu-kort helt i stil med det aktuelle VM.

Det samme gjaldt bagsiden, der skulle give indtrykket af et strategi-bræt…

…og inden i en menu helt i stil med den store verdens-begivenhed 

I fjernsynet løb spillere fra Rusland og Paraguy rundt på græsset i Rusland, medens vi fik fyldt glassene med “Flens” til mig og Sekt af Riesling fra Pfalz til Inge. Men jeg interesserede mig mere for min smartphone.

Zweierlei Poulardenbrust mit grüner Spargeln und gepresste Kartoffeln rundede vi madmæssigt dagen af med, for af den ret blev vi så mætte at der  ikke var plads til dessert.

Morgenmaden hos Alter Meierhof er noget vi gerne går ned til, for den er fint varieret og meget veltillavet. Jeg pudser brillerne i trøjen, for det gælder om at have et skarpt og klart blik på lækkerierne 
Minus ved morgenmaden er de små vand/juice-glas. På den anden side giver det mange skridt på tælleren. Juicen kunne være bedre, men de er flinke til at rydde af bordene efterhånden som vi forbruger tallerkener, glas, emballage, etc.

Fra restauranten bemærkede jeg denne 3-mastede skonnert sejle ud af Flensborf Fjord. Jeg ville gerne her have brilleret med navnet på denne 3-mastede skonnert, men jeg kender det ikke, og kan ikke finde det på nettet. Det er ikke ofte, at disse fartøjer er grønne som dette, så det navn finder jeg nok engang.

Inge gik sig en lille tur medens jeg pakkede bilen. Her er hun helt nede ved fjorden og kigger ind mod Flensburg, der ligger helt inde i bunden af fjorden. Den tidlige morgens gråvejr var forsvundet…

Da hun kom tilbage, kunne det se ud, som om  jeg allerede var bakket hen til hoveddøren…

…men det var ikke tilfældet. Jeg stod med marmeladeglasset og de 2 æbler og 2 vand-flasker, som receptionisten havde givet os med. Vi var parate til at køre hen til Fleggaard og tanke vin.

Det gjorde vi så, og Inge fik øje på øltønder. Heriblandt en Beck’s Bier. Mindede mig om tiden i Bremen, så meget, at jeg måtte have en lille tønde med hjem.

Da vi kom hjem og kiggede ud af vinduet lignede den nyrenoverede havneplads sig selv. Solen drønede på med skarpt lys og varme.

Gulvet i lejligheden skinnede derimod ikke som forventet. Heidi havde tilsyneladende ikke været her. Det måtte vi finde ud af i morgen

243 km havde vi kørt i dag…

…og tilbragt ca. 1/2 time hos Fleggård og senere, et par timer efter vi forlod Alter Meierhof, var vi et lille kvarter inde på en rasteplads, hvor vi fik lidt bevægelse til benene.

Her har vi hele rejsen. Etaperne går fra A-B, B-C, og så videre. En rigtig gammeldags bil-rejse til Alperne  Rejse-etaperne var af overkommelig længde, nogle dog længere end vi vil vælge dem næste gang.

Faktisk var det en rejse med 3 wellness-ophold i Schwarzwald, Stubaital og Sauerland. Inges oprindelige udkast var at starte med en byferie i Genève, efterfulgt af 1-2 wellness-ophold.
Dette storbyophold manglede helt klart som et kulturrigt indspark i mængden af rejse-indtryk. Det ses klart af den “monotonitet”, der er over bloggen fra rejsen.