6:45 lignede udsigten her på årets længste dag en teaterscene 
Jeg var nede i resto’en før Inge og benyttede lejligheden til at knipse dette billede, som Inge nærmest kiggede lige hen på, og jeg så når jeg rejste mig fra bordet og vendte mig om for at gå til buffetten. Vi syntes, at det var godt lavet.
Inge havde på sin vej ned i resto’en bemærket denne skønne buket, der passede helt korrekt, hvor den stod.
Inden vi spiste morgenmad underholdt hotelavisen os med, at i dag skulle vejret virkelig være et tema. Medens vi spiste blev det overskyet og regnen kom, selv om den først var lovet til efter middag.
Fra nabobordene lærte vi 2 nye udtryk: (1) “Küchenabitur”, (2) “Der Metzger Ihres Vertrauens”. Herligt 
Vi besluttede at gøre vores indkøb i regnen. Kørte først til Falke i Schmallenberg og købte der et par handsker med “skærm”-pegefinger, langt undertøj til Inge, så hun er klar til den kolde tid, der helt sikkert vil komme inden vi ser os om.
Og så var der Frejas ønske om at smage visse øltyper. Vi havde ikke fundet dem alle endnu, men det var der jo ikke noget galt i, for “sidegevinsterne” kunne jo også være interessante for Freja. Jeg havde spurgt den unge receptionist på hotellet, om han kunne anbefale os et sted at købe øl. Anbefalingen var at tage til Bad Fredeburg og prøve i en såkaldt Trinkhalle.
I den by gik vi også til apoteket for at købe tandpasta og benyttede lejligheden til at spørge apotekeren om han kunne anbefale et sted at købe vin. Ja, sagde han, jeg drikker selv gerne vin, men her er vi midt i Sauerland, som er et “øl-område” og her kan jeg ikke få ordentlig vin”
Regnen havde sagt “farvel og tak” for idag, så vi tog vandrestøvlerne på og begav os til Gleidorf, hvor Inge sidste gang så kirken. Jeg ville gerne se den indvendigt, og hun var spændt på min reaktion. Jeg havde jo sidste gang kaldt den en “moderne betonkirke”, da vi gik forbi
Ja, det var en moderne kirke, men langt fra at være en “betonkirke”. Meget sympatisk repræsenterede den egnens karakteristik i form af træ og skifer.
Inge fortalte mig at der var meditationsprogrammer i kirken og jeg ville gerne opleve et af dem og valgte “Dankbarkeit”.
Et lys- og lydshow startede. Til Roland skrev jeg flg.:
“På gåturen var vi inde i kirken i Gleidorf. En relativt moderne kirke (katolsk). Derinde kunne vi på en skærm vælge at få fortalt om kirken eller 1 af 8 temaer. Jeg valgte temaet “Freude” – og så begyndte en 11 minutter lang lyd- og lysforestilling. Ikke som ved en festival, men stille og meditativt. Musik, tale, sang og lys støttede hinanden. Til sidst gav Glædens Engel en regnbue, som understregedes af lys i regnbuens farver.
Det var en meget smuk, rolig og følsom oplevelse. Den indeholdt naturligvis et religiåst budskab, men fungerede også som en meditation. Budskabet blev givet af en rolig mandestemme, som del af en invitation til at reflektere over, hvorfor jeg var glad, hvordan jeg havde før jeg blev glad, og om der var nogen jeg kunne takke for at jeg blev glad.
En kvinde sang og det gjorde hun meget smukt, syntes jeg. Sangen hed måske noget lignende “Glædens Engel”. Musikken var meget fint afstemt og fyldte pauserne mellem tale.
Dejlig overraskelse på en gåtur.”
Vi fortsatte lidt længere op ad bakken til vi var i ca. 500 m højde, men vejret var svagt køligt og til tider blæsene, så vi vendte om og gik tilbage. Gleidorf kirke er midt i billedet og bjerget i midten er hotellets Hausberg “Wilzenberg”.
Her kirken på nærmere hold.
Vi styrede direkte mod Golfcaféen, hvor den stod på vand, kaffe og jordbærtærte med flødeskum
Turen varede i alt ca. 2 timer ialt inklusive opholdet i kirken (det flade stykke i kurven til venstre for den høje søjle i midten) og pausen på Golfcaféen (det flade stykke på den sidste top på kurven).
Tilbage på hotellet hilste vi på englene på 1. etage. Og så var det direkte i badetøjet og ned i udendørs-pølen og derfra ind i den lille varme inden døre. Derefter havde vi travlt med ingenting at gøre en times tid. Så gentog vi pøl-turen igen ude og inde – og gik op på værel-set.
Klokken blev 5 o’clock somewhere, så jeg hentede Warsteiner Pils og Weissburgunder til os på balkonen, men det blev lidt ugemytligt koldt, så vi satte os indenfor og overvejede om vi alligevel skulle have en varm suppe i aften.
Inge læste i bogen “I en anden gren” og blev bidt af sætningen: “Nu vil jeg ikke være gæst i verden mere, nu vil jeg høre hjemme!”
Jeg tænkte på digtet “Den Fremmede” af Charles Baudelaire, da jeg lå i hvilestolen og så op på skyerne der drev hen over os.
Jeg hentede vin og øl og søgte caféer og P-pladser/huse i Celle til på tilbageturen – vinden løjede af og fuglene sang udenfor.
Ca. 20:45 sagde jeg godnat til pøl- og wellnessområdet. Nød aftensolens virkning på landskabet.
…og 1 times tid senere, til mig selv.