Livet undervejs…

Inge startede dagen som sædvanligt med sin gåtur og kunne ude på pladsen hilse på det sjak, der fyldte jord i bedene og forberedte dem til beplantning. Vejret så lovende ud, og det må have været en dejlig tur.

Vi gik til stationen i god tid og kunne stige ombord efter kort tid på perronen. Ved den præcise afgang 10:07 var jeg allerede i gang med mit lille notes-projekt. Jeg kan godt lide at skrive og her til morgen var jeg inspireret af bogen “At høre hjertet slå”. Den slår nogle strenge an i mit sind.

Undervejs-fotoet bliver dette. Det er taget af mig (genkender mine fingre i rudens spejling) fra den gamle Lillebæltsbro over mod den nye. Ny og ny, den “nye” er 48 år gammel…

Hovedårsagen til denne København-rejse var, at Inge skulle have justeret briller og få nye solbrillerglas i sit gamle ynglings solbrillestel, som vi havde med til København. Vi havde på forhånd bestilt glasset og håbede at de havde fået det hjem. Det tog vi os først af. Dernæst blev der kigget på trøjer hos Oleana, T-shirts hos Magasin og andre produkter, som jeg i skrivende stund ikke husker. Ved 4-tiden måtte vi have tanket stamina op og det blev i topetagen hos Illum, at Palæo fik lov at sælge gulerods juice med ingefær-shots til os.

Ved 17:40 var vi tilbage i vinoteket “Nebbiolo” efter endnu en række butiksbesøg. Dejligt at sidder her halvt i kælderetagen og få sig et glas vino.

Tilbage på hotellet var vi ved 6-tiden og først nu blev der mulighed for at fotografere den os efterhånden så kendte udsigt. Nyt var dog, at kanalrundfartens både lagde til inderst ved Kvæsthusbroen, men det var for at hente en delegation af mennesker. Der var et eller andet europæisk møde i København, og en kanalrundfart var nok dagens “social event”.

“Cantina” vandt i vores overvejelser om, hvor vi skulle spise. Resto’en viste sig at have en ganske dejlig natur rosévin. Den tog vi til gedeostepizzaen med halvtørrede tomater og peccorino.

Natten meldte sig i blide billedtoner og klar himmel…

Og Inge sørgede også for det sidste billede taget i dag. Jeg sidden her inden sengetid med mit lille notes-projekt.

Dejligt vejr med sol og blå himmel og en fin vind. Morgenmad hos Emmerys. Stadig en fornøjelse at se byen vågne ude på gaden, alt imedens vi drikker japansk Matcha-the (Inge) og kaffe, spiser glutenfri økologisk grød og små kagebidder.

Her er et lille udsnit af blomsterfloret på græsplænerne på Skt. Annæ Plads, som vi kom forbi på vej tilbage fra morgenmad. Vi snakkede om, at de mindede om blomsterne vi havde set på Anglesey. Scillaer.

Lige før åbningstid var vi ved dagens startpunkt for en tour de force (ja, alt er jo relativt, men for os, som ikke er deciderede shopping freaks…) gennem udvalgte butikker mellem Café La Glace og Kongens Nytorv.

Dejligt vejr, og her 11:15 er der stadig god plads på Strøget. Det foretrækker vi meget frem for senere på dagen, hvor alt er sild i tønde. Vi havde lige aflagt Levis-butikken et besøg.

Inden vi kom her til La Glace for kaffe og kage havde Inge fået købt en trøje hos Oleana, bukser hos Levis. Fik en sms fra Poul Stig Brillers værksted om at Inges solbrilleglas var kommet og at de kunne blive sat i, hvis stellet blev leveret inden kl. 11:00 i morgen. Det havde vi allerede afleveret i går, så jeg ringede derhen for at checke hvor stellet var. Værkstedet var lukket – ingen tog telefonen. Ringede derefter til butikken. Morten var der og han checkede hvor stellet var. Det var stadig hos ham i butikken. Han lovede at bringe det til værkstedet, hvilket muliggjorde at de kunne være færdige i morgen eftermiddag kl. 15:00. Fint, for så kan Inge få dem tilpasset og få dem med til England.

Fra La Glace gik vi omkring Sommerfuglen, en garnbutik i gaden Vandkunsten, for at købe garn til strømper strikket med “magic loop”. Det er stadig demonstrations-dage og udenfor Forligsinstitutionen på Skt. Annæ Plads stod både demonstranter og medie-folk. Vi mødte nogle af de sidstnævnte henne hos Emmerys, der kun ligger 2 minutters gang borte. På plænen ses masser af de små blå Scillaer.

Aftensmad hos Pastis. Profiterede af, at asparges-sæsonen er startet og fik asparges med en overdådighed af stenbiderrogn. Indehaverne af Pastis ejer også Cantina, hvor vi i aftes havde smagt en ganske dejlig naturvin. Den havde de ikke her. Så vi bestilte en anden. Men så minsandten om ikke servitricen var løbet hen til Cantina for at hente en flaske til os. Hun var service-orienteret og det kunne vi naturligvis godt lide

Jeg har et problem med at få fotograferet Inge, medens hun lader til at have masser af lejligheder til at fotografere mig. Derfor undrer det mig ikke, at jeg ender på dagens sidste fotografi.

05:45 så verden sådan ud, set fra vores hotelværelse. Kunne blive en fin dag. Meget tidligere på morgenen havde jeg tænkt på Frankl’s statement: “Mellem en påvirkning og svaret på denne påvirkning ligger der et rum. I dette rum har vi magt til at forme et svar. I det svar ligger muligheden for vækst og fremskridt”.

Som i går morgenmad hos Emmerys i Store Strandstræde. Denne gang for mig med rugbrød og blødkogt æg med arktisk salt fra Island .

Fra vores plads ved vinduesbordet, hvorfra vi ser byen vågne, kunne vi i dag se Emmerys rose sig selv udenfor på en poster, der siger “Test Vinder”. Den drejer sig om, at deres hindbærsnitter har vundet en konkurrrence om, hvis hindbærsnitter smager bedst. Inge foreslog at vi evt. tog sådanne snitter med til England. Jeg samtykkede. Må smage dem ved næste lejlighed, så vi får et beslutningsgrundlag.

Og ja, igen i dag var vi ved Magasin du Nord ved åbningstid. Inge havde indkøbsbehov, som vi skulle prøve at tilfredsstille. Det var jo næsten et år siden vi sidst havde været i København, så huskesedlen var lang.

Kvarter over 12 sad vi til bords i Smuchi Bar på Amagertorv. I mellemtiden var det gået ret godt for Inge, rent indkøbsmæssigt, idet hun havde skjorter og lette cardigans i merinould fra Magasin i indkøbsposen. Eneste skuffelse var, at Magasin ikke længere havde de T-shirts, som hun plejede at købe. Det ligner jo heller ikke noget 
Der var dejlig roligt i restauranten. Vi havde den næsten for os selv.
Efter smuschi-pausen var vi en runde i Illums Bolighus, hos Kongeligt Porcelæn, hos Georg Jensen og indenom hos Poul Stig Briller for at betale – alt, inden vi gik tilbage til hotellet.

Senere gik vi op til Toldboden. Undervejs stødte vi på “Queen Mary”, som midlertidigt sidder på kajen ved Den Kongelige Afstøbningssamling. Skulpturen havde vi kun hørt lidt om, men vidste egentlig ikke noget om hende, så vi checkede nettet:

“Kunstnerne Jeanette Ehlers og La Vaughn Belle vil med en syv meter høj skulptur udfordre Danmarks fortiede fortid. 31. marts 2018 indtager en gigantisk skulptur havnekajen foran Vestindisk Pakhus. Skulpturen er skabt af kunstnerne Jeannette Ehlers fra Danmark og La Vaughn Belle fra Jomfruøerne. Med skulpturen vil de markere, at Danmarks koloniale fortid er noget, vi bærer med os og vil fortsætte med at diskutere.
“I Am Queen Mary er et symbol på den modstand, der har været og er mod de kolonialistiske strukturer. Skulpturen minder os om historiens oprørsledere og styrker os i de kampe, som vi står foran i dag”, siger Jeannette Ehlers.
Figuren, der repræsenterer oprøreren Mary Thomas, er en hybrid af de to kunstneres kroppe skabt med 3D scanning. Mary Thomas opstod som den mest populære leder, eller ‘Queen,’ af ‘Fireburn’-oprøret i 1878 på St. Croix, den største arbejderopstand i dansk kolonihistorie.

Og da vi kom hjem til Struer kunne vi også læse hvad Weekendavisen mente om denne skulptur i det offentlige rum.

Som altid checkede jeg om Rigets Flag var oppe. Det var det naturligvis.

I Havnegrillen på Toldboden tog vi kaffe med brownie til. Gik derefter forbi havfruen, gennem Kastellet, kiggede på og i gallerierne i Bredgade og endte i den lille italienske vinstue i Store Strandstræde. Så igen gennem Magasin. Vi var egentlig på vej til restaurations-etagen øverst i Illum.

Der ville vi prøve at spise. Vi fandt nemt et bord hos Løgismose, og jeg tog mig straks af de mere praktiske og væsentlige ting, inklusive en flaske kølig Petit Chablis.

Madmæssigt valgte Inge grillet brød med brie og sortfodsskinke (blev fjernet og endte vist på min tallerken) med trøffelolie. Jeg valgte en med kogt skinke, emmentaler og sennep.

Inge tænkte, at det var dejligt at sidde her – med udsigt over nogle af byens tage og tårne -uden at blive forstyrret af tjenere. Jeg kunne kun give hende ret. Og udenfor – oppe på terrassen…

…kan man kigge ned på Strøget.

Omkring 20:30 faldt mørket på. Jeg lader dagens blog ende med det samme motiv, som den startede med 

Dagen startede på denne måde – lidt før 6 – som var den malet med pastelfarver. Blæsevejr var det stadig, men ikke så koldt længere. Der var stadig god tid inden morgenmad, for Emmerys åbnede først klokken 8. Det var nemlig lørdag.

Efter morgenmaden hos Emmerys gik vi tilbage til hotellet (yderst til højre) via Nyhavn og rundt om Skuespilhuset og ud på den nye Kvæsthusmole. På billedet her kunne den ligne en landingsbane med Skuespilhuset som lufthavnsterminal 

Fra Kvæsthusmolen så vi, at Kongeskibet lå for anker ud for Toldboden. Senere, ved 10-tiden, gik vi op til Løgismose ved Toldboden for at købe snacks til opholdet på Anglesey – og ved den lejlighed kunne vi tage Kongeskibet “Danmark” nærmere i øjesyn. Det ligner, hvad det også er, et skib fra en tidligere epoke. Men det gør slet ikke noget, når man som jeg er lidt nostalgisk anlagt 

Ved 11-tiden var vi ved Magasin, hvor der var stort 150-års jubilæums tam-tam, med dansegrupper og høj popmusik – og ved indgangen nogle jubilæums-udklædte Magasin-medarbejdere, som delte gavekort ud, pålydende 50 kr. Inge og jeg fik hver et. Indenfor fandt Inge de skjorter, hun så på i går, og dem købte vi – nu med bidrag fra gavekort.

Efter indkøbene gik vi tilbage til hotellet med indkøbene. Undervejs, ved Emmerys, gik vi ind for at få en kop espresso og smagte på hindbærsnitterne, så vi kunne beslutte os mht. til at give Roland en posefuld eller ej. Den smagte så godt, at vi sagtens kunne tage nogle med til ham.

På vej til mit frokostmøde med et par gamle kollegaer gik jeg over broen over Nyhavn og benyttede lejligheden til at tage et af disse ikoniske København-motiver, der vil passe ind i enhver stak postkort fra byen i al den tid, der har været farvefoto-kort 

Udenfor Restaurant Amalie i Amaliegade stod Jørgen og ventede og sammen stod vi yderligere 10 minutter, inden vi besluttede os for at gå indenfor og få en fadøl på bordet, medens vi ventede på Annette. Det blev et hyggeligt møde i en hyggelig restaurant og vores valg fra smørrebrødsmenuen var og smagte typisk dansk. Altså, vi fik, hvad vi kom for 

4 timer senere trådte jeg ind i Ranes Hus (Nationalmuseet) og så Inge og Marie oppe på balkonen ved Restaurant & Café Smör. Der havde de holdt møde, medens jeg mødtes med kollegerne i Restaurant Amalie.
Inge havde på det personlige plan haft et godt og interessant frokostmøde med Marie, som altid. Mad- og vinmæssigt var det dog middelmådigt. Marie havde fortalt om sin forskning og de papers, hun er ved at udarbejde. Inge havde virkelig nydt dette samvær. For hende er det altid dejligt at være sammen med en af niecerne (og nevøerne). Inge lærte også om begrebet dumb-phone!!!
Vi forlod alle 3 museet sammen og skiltes først ved Christiansborg – næmere betegnet Højbro Plads. Jeg var glad for også at hilse på Marie. Hvor heldig kan jeg være, at mødes med mange dejlige mennesker på én dag. Det hele være takket Inge, som også sørger for, at jeg mødes med de gamle kollegaer.

Aftensmaden spiste vi igen hos Løgismose på Illum Rooftop. Den komponerede vi af ristet brød, gruyere, fast ost og en flaske Sancerre. Vi fortrød, at vi ikke inviterede Marie med herop til en fortsættelse af den dejlige dag, som hun og Inge havde sammen. Og dermed havde jeg også kunne have haft mere tid med Marie…

I Løgismoses spiseområde lå en stabel kogebøger. En af dem var skrevet af Meyer. Billedet blev mere taget som en “husker” end et rejsefoto til bloggen her, for jeg skal ved lejlighed kigge nærmere på den.

Ved halvottetiden stod vi her – som så ofte før – og kiggede over mod Nyhavn og de ventende gående fra havnen mod byen. Vejret var blevet gråt-i-gråt, men det var stadig umiskendeligt forår 

Godnatbilledet bliver dette motiv med Skuespilhuset. I morgen bliver en kulturdag for os, for da skal vi til ballet. Ikke i Skuespilhuset her, men i Det Kgl. Teater.

En tåget morgen. Vindstille. Kulturens dag for os. Vi skal nemlig på rundvisning i Chr. VII’s palæ klokken 11:10 og til ballet på Det Kgl. Teater i eftermiddag klokken 15:00.

På vej til morgenmad hos Emmerys bemærkede Inge på Skt. Annæ Plads denne udsmykning på en kabel-box. Om den så har gjort kabel-boxen kønnere, finder jeg tvivlsomt, men jeg vil lade det være op til kommende generationers vurdering 

Bemærkede at de relativt unge træer på pladsen var forsynet med en grøn pose forneden.

Det er en såkaldt “treegator”. Om navnet kommer af, at den er grøn som en alligator og skal bruges på et træ, er mit første gæt. Hvad siger nettet om formålet med en “treegator”:
Vandingsposen sættes rundt om et træ, siderne lynes sammen med lynlås.
Ifyld vandet som derefter siver langsomt ud af posens bund, 5-9 timer.
Vandingspose med drypvanding.
Effektiv vanding – ingen tidsspild.
Hold jordfugtigheden i tørre perioder.
Flere vandingsposer kan sammenbobles.
Treegator kan indeholde 56 L.
Lavet af vejrbestandig materialer.

Sådanne vandingsposer er de helt nye træer på havnen i Struer også forsynet med 

Inge forlod Emmerys før mig og vi ville mødes på hotellet. Hun kom gennem Nyhavn, rundt om Skuespilhuset og tilbage på Kvæsthusbroen og lidt op og ned ad kajen mod Toldboden.

Tilbage på hotellet ventede jeg lidt og besluttede så at gå Inge i møde den modsatte vej af hendes, og kom også gennem Nyhavn. Jeg havde ikke set hende ude på Kvæsthusbroen eller da hun var gået lidt op ad kajen mod Toldboden.

Da jeg ikke var på værelset, gik Inge igen en tur – nu hen i Amaliehaven. Hun fandt den interessant med dens strenge linier.

Nå, vi fandt da hinanden og senere på formiddagen, lidt i 11, var vi på Amalienborg Slotsplads. Christian VII’s Palæ var, hvor det plejer at være, og så lige så tilknappet ud som sædvanligt. Vi skulle henvende os i museumsbutikken med vores email-billet…

…så vi kunne få de “rigtige” billetter 

Halvanden times tid senere var vi igen ude på slotspladsen. Vi har ingen fotos fra rund-visningen, for det var forbudt at knipse inde i palæet. Her ude på pladsen var vagtskiftet netop var igang. På grund af dette kunne vi ikke forlade palæet via hoveddøren, men blev ledt gennem haven omme bag og ud til slotspladsen. Meget sjovt at få det at se også. Rundvisningen i palæet havde været meget interessant, for rundviseren var kunst-studerende og havde dermed en sådans indgangsvinkel til at analysere interiør, tæpper og malerier. Han gjorde det meget levende og det var faktisk en fornøjelse at være med ham rundt i gemakkerne.

Fra Amalienborg gik vi hen til Emmerys. Fik æblejuice, boller med ost, dobbelte espressos og hindbærsnitte.

Vi kender ingen af personerne på dette billede – bortset fra mig, som står langt inde i køen i Café Bournonville i Det Kgl. Teater på Kgs. Nytorv. Klokken er 14:20 og der hersker absolut kaos, fordi der er for mange teatergæster og gæster der ikke skal i teateret og alt for få til at betjene. Forestillingen begynder 15:00 (hvilket passede os fremragende) og vi er helt åbenbart hverken de eneste eller de første, der syntes, at det kunne være fint med et glas vin inden vi kastes ud i dramaer på scenen. Det lykkedes mig at få et par glas og bestille et par til pausen. Nu om dage må man tage sin vin med ind i salen. Skal vist nok hælde den om i plastbægre, men alligevel…

Min udsigt medens salen langsomt blev fyldt…

…og os, på samme tid, på 8. række parket, pladser 5 og 7 
Forestillingen hed: “Spar Dame” og vi skulle iflg. teatret opleve den og blive blæst omkuld af den unge koreograf Liam Scarlett, fordi han med Spar Dame har skabt en ny, stor handlingsballet direkte til Den Kongelige Ballet. Og så er musikken af Pjotr Tjajkovskij.

Handlingen var ikke alt for svær at følge med i og for mig var forestillingen meget underholdende på grund af dens dynamik (der er nok et fagudtryk for dette, men jeg er ren amatør…). Sceneopsætningen var helt fantastisk, enkel og virkningsfuld!

Da vi kom hjem til Struer kunne vi i postkassen finde Weekendavisen med dens mening om balleten vi lige havde set. Anmelderen deler vores mening om sceneopsætningen:

 “Ydermere er Spar dame visuelt en lise, der giver masser af plads til dansen. Rummet tegnes af enkelte hvide kuldeflader og isblå lysindfald. Scenografisk har Jon Morrell skabt en mobil panelramme og en vinduesvæg, der begge kan løftes og tiltes og således med få linier skabe nye rum, lige fra soldaterkaserne og spillesal til boudoir, kapel og pipcelle. Når kasernens borde behændigt stables, forvandles de til køjesenge, og den døde grevindes katafalk folder sig med et trylleslag ud til det grønne spillebord. Det er genialt.”
….
“Drama og virtuos dans på højt plan”

Minsandten om vi ikke igen, igen, igen fik aftensmaden hos Løgismose på Illum Rooftop. Det er blevet dette opholds populære aften-resto.

Tilbage på hotellet anbefalede Inge mig at pakke kufferterne – inklusive snacks og ristede hasselnødder fra Løgismose. Vi skulle jo videre næste dag og derfor ville det være særdeles praktisk og stress-dæmpende, hvis det var gjort i aften. Og de blev pakket, kufferterne!

Morgenen mandag den 16. april –  Dronningens fødselsdag! Diset og gråvejr og af angst for majestætsfornærmelse tør jeg slet ikke tænke på sammenhængen mellem ens opførsel i det forgangne år og vejret på sin fødselsdag 

Lidt i 7 stod vi på fortovet i Store Strandstræde ud for Emmerys og ventede på at butikken skulle åbne. Vi stod med det halve af TV2´s nyhedshold og nogle markedsrepræsentanter, som godt kunne tænke sig en kop kaffe og lidt substantielt til maven. Overenskomstforhandlingerne var åbenbart ved at nå en løsning, og det skulle naturligvis dækkes af TV2.
Vi kom dog ind og fik bestilt morgenmad og et udvalg af butikkens rugbrød – 4 eller 5 var det vist. Dem ovre fra overenskomstforhandlingen havde ikke travlt. Ja. faktisk havde de god tid, for de vidste, at der ville gå en rum tid, før nogen ville stå frem og sige JA til et eller andet. Posen her er fuld af rugbrød, hvedebrød og hindbærsnitter, som skal med til Anglesey. Roland og Katy elsker rugbrød – måske fordi de ikke kan få det i England.
De skulle pakkes ned i kufferterne som det sidste. De tomme flasker havde jeg afleveret tidligere hos høkeren henne på hjørnet. Tilbage på hotellet skulle vi være good to go, så her hos Emmerys kunne vi spise vores morgenmad stille og roligt. Rart at sidde med Inge ved vinduet og spise grød og æg og se de morgenduelige strømme forbi 

Lidt over 10:00 sad vi i “Atelier Lounge” i lufthavnen. Køretur derud og check-in gik gnidningsløst. Eneste overraskelse var, at den sædvanlige lounge nu ikke længere havde kontrakt med KLM på grund af ombygning. Den havde denne farverige “Atelier Lounge” altså overtaget, som var lidt omstændelig at finde. Men en gang ankommet sad man som i en regnbue 
Inge sidder til højre og strikker sokker med “magic loops” (jeg er endnu i skrivende stund ikke sikker på, at jeg ved, hvad det egentlig betyder i strikke-processen) og dertil passende garn. Hun mente i øvrigt, at jeg var “gamle Steen”, fordi jeg straks efter at have sikret mig en god siddeplads, hentede avis og kaffe. Jeg var altså faldet i den gamle vane fra mine business trips, men nu er jeg jo pensionist. Og her er jeg i endnu en gammel vane med min smartphone. Inge har fortalt mig at en dumbphone ikke er langt væk…

Flyet var propfuldt. Og ude i det, medens vi ventede, så jeg at der 10:32 var ankommet en email med denne korte tekst:

Hallo Steen
Hallo Inge.
Gestern ist Marlis hier zu hause gestorben.

Det var triste nyheder. Endnu en god bekendt var død. Den besked var trist at få, men gav os god tid til at skrive, smartphone eller ikke. Inden vi nåede Amsterdam havde vi forfattet en varmhjertet Beileid til Franz.

Her sidder jeg i KLM’s lounge, der findes efter UK-paskontrollen. Jeg gætter kryds-og-tværs og drikker øl. Når Inge ikke fotograferer mig strikker hun sokker og drikker vin eller får nogle skridt på skridttælleren. Vi er pensionister, måske mest mig.

Og så gik det videre mod Manchester. Inge strikker sokker, hører lydbog og om lidt drikker hun også vin  Mon jeg fortsatte med at gætte kryds-og-tværs og om lidt drikker øl? Sikkert!

Lidt i 6 havde vi landing, bagageudlevering, paskontrol, gåtur til hotellet, installation på hotelværelset på 8. etage bag os. Næste skridt var hen til loungen, hvor vi glædedes over at der var helt roligt, ganske få andre gæster, så det var med helt roligt sind at vi gik til buffetten for at hente snacks, vand, øl og hvidvin.
Vi kunne skåle på en veloverstået rejse fra København og hertil.

Vi sad i al fredsommelighed her i loungen og snakkede og skrev også med Roland. I morgen skal vi spise frokost med ham i Wilmslow – det glæder vi os allerede til  Ved halv 9 tiden gik vi tilbage til værelset. Jetlag!

Stort set samme udsigt ved sengetid, som da vi var her sidst.

Lufthavnen vågner under en grå himmel – og vi vågnede med 1 times jetlag. Måtte vente til morgenmad kunne fås, men brugte bla. tiden til at snakke om følelserne: glæde, hengivenhed, nærhed og ømhed.

Vi valgte at spise morgenmad i loungen på 8. etage, hvor vi boede. Udvalget er måske ikke helt så stort, som nede i restauranten, men her er alt, hvad vi behøver. Det virker friskere og frem for alt er her meget roligere, og vi kan spise med udsigt over lufthavnen.
Utroligt nok, havde jeg glemt at barbere mig inden jeg gik herhen. Det reddede mig nok fra skandale, at det er moderne for mænd at se ubarberede ud. Jeg tænker naturligvis ikke på dem, der har fuldskæg 

Vi satte os først på hønsepindene henne for enden, men bordet var for højt i forhold til stolene. Så vi skiftede bord, fik komforten tilbage, og spiste vores morgenmad i fred og ro.

The Times underholdt læserne med nedbrydning af plast, russisk hacking og en TV-vært, der havde smadret sin bil i en ordentlig brandert.

Daily Mail, som bevæger sig nærmere rendestenen, havde TV-værten som hovedtema over folden på forsiden med en understregning af, at bøden for spritkørsel på 86.000 GBP svarede til kun 4 dages løn for ham. 86.000 GBP svarer ca. til 724.000 kr. Hvis vi regner lidt på det, så er TV-værtens årsløn i nærheden af 65.000.000 kr. Jeg tænkte på DR’s TV-værter og det lød helt usandsynligt for mig, så jeg checkede artiklen på nettet. Med en partner producerer han nogle populære TV-shows, og i den 3-års periode han er midt i nu, passer beløbet omtrent, fordi han per år får 10 Mio GBP. Men hvad avisen ikke siger noget om er, hvorvidt disse beløb også skal betale produktions-team, produktions-faciliteter, marketing, osv. og dermed efterlader læseren med det indtryk at alle gysserne glider lige lukt ned i Mr. Ants egne lommer 

Nå, jeg kunne ikke fortsætte mit intermezzo som misundelig avislæser, for vi skulle videre. Der var den lunch med Roland, som vi glæder os rigtig meget til, men først skulle vi hente et køretøj. Ude i Car Rental området gik jeg hen til AVIS’s “preferred”-skranke. Til min overraskelse stod mit navn ikke på listen over de personer, for hvem der stod en bil parat.
Derfor spurgte jeg om, hvorfor jeg ikke var på listen. Ekspedienten checkede sin computer og forklarede at jeg skulle hen til Mr. Ash, som sad og ventede på mig ved AVIS Prestige skrivebordet. Ah bon, tænkte jeg og trillede vores kufferter derhen. Mr. Ash tilbød mig en stol med det samme, og som det første beklagede at de desværre ikke havde den 2-liters Jaguar XE, som jeg havde bestilt. Til gengæld havde han en 3-liters! Og så jokede han os igennem formaliteterne.

Her ruller drengerøven Steen bilen frem – efter at have fået en introduktion af Mr. Ash – ud af P-pladsen så vi kunne læsse kufferterne ombord, hvilket var en fest: kun 2 store kufferter til et endnu større bagagerum 

Og så rullede vi – efter at have kodet navigatoren – i retning af Wilmslow, hvor vi skulle møde Roland.

I Wilmslow parkerede vi hos Sainsbury, hvor jeg oplevede den mest komplicerede betalingsautomat, jeg indtil nu har været ude for. Inge blev helt utålmodig. Hun frøs og fordi en stor bil i mellemtiden havde parkeret så tæt ved vores, at hun ikke kunne komme til sin jakke, var den jo helt gal. Men endelig fik jeg min P-ticket og ejeren af den store bil flyttede sig, så vi kunne få Inges jakke ud og komme ind butikken for – nu vi alligevel var der – at købe lidt vin og vand.
Derefter spadserede vi hen mod restauranten. Undervejs kom vi forbi Emerson Court, hvor hovedindgangen til TT findes i venstre side af bygningen på den anden side af gaden.

Vi var i så god tid, at jeg kunne vise Inge den lille café, hvor jeg efter mit sidste besøg herovre havde siddet og ventet på en taxi til lufthavnen, som Roland havde bestilt. Derfra, hvor jeg sidder, kan jeg gennem et højtsiddende vindue se op til Rolands kontorvinduer. Og bag dem et sted var han lige nu. Pudsigt at tænke på. Jeg sidder minsandten med min smartphone. Uha, en dumb-phone kommer nærmere .

Inge og jeg gik ind i “Serafina”, en italiensk restaurant på den anden side af gaden, og spurgte til det bord, som Roland havde reserveret. Vi satte os og Roland kom lidt efter – og hvor var det dejligt at se ham igen!
Han havde 24-timers uret på, og virkede tilfreds og snakkede frit fra leveren og tidligt fortalte han os, at han havde sagt op hos TT. Lidt af en overraskelse – og dog ikke, for han har i nogle år leget med tanken at blive selvstændig og nævnt den stress han i stigende grad oplevede i firmaet og at ethvert initiativ skulle gennem 14 komiteer for at blive besluttet. Og nu havde han taget det modige skridt at skifte til et job uden fast månedsløn, men med fuld selvstændighed i stedet for.

Vi var glade på hans vegne, og Inge tænkte, at vi nu ville se mere til Roland i fremtiden. En god tanke. Han og Katy har sammen dannet virksomheden “Fraction7”. De vil udvikle apps til mobiltelefoner og web-software – dels på bestilling, dels på eget initiativ.

Roland fik de brød og Tufte-bøgerne, som vi havde haft med i kufferterne. Vi skiltes, han tilbage til kontoret og vi ud på motorvejen til Liverpool.

Vi skulle bo på Titanic Hotel i det gamle dok-område, og fandt frem til det efter lidt køren rundt på grund af vejarbejde.

Vi var ventet… …og billedskærmen bragte tankerne tilbage til de første computerspils primitive grafik  Men man skal ikke skue hunden på hårene, for hotellet er stort set papirløst. Al information er at finde på TV’et via apps.

…og værelset lignede det vi havde set på hotellets website. Et kæmpeværelse med få møbler og helt klart præget af at være indrettet i et gammelt lagerhus – der forøvrigt havde lagret importeret rom, hvis jeg husker korrekt.

Overalt i hotellet er der noget, der skal minde om Titanic og dets epoke…

…og det var gjort ganske godt i baren.

Jeg har i mange år fablet om “at nu trænger jeg til en lille mocha” og egentlig ment en lille kaffe. Men her kunne vi få en rigtig mocha…

…med hotellets segl i skummet. Cool!
Men vi brød os ikke om den 

Vi var ikke opsatte på at søge et spisested uden for Titanic. Hotellet ligger i et område præget af gamle dokker og lagerhuse, der kun langsomt bliver renoveret – grunden til, at det ikke ligger ligefor at spadsere rundt herude. At vi tog pub-food blev til en fortrydelse. Inges sandwich med æg og mayonnaise var uspiseligt mærkelig i smagen. På den positive side var tjeneren meget venlig og lod os smage forskellige vine, som han anbefalede. Overraskende nok valgte vi en italiensk pinot gris. Havde forventet at det blev en hvid fra den Nye Verden.

Før 6 tog jeg dette billede af vinduesrammen og bygningen på den anden side af Stanley Dock, det ikoniske Tobacco Warehouse, som ved bygningen i 1901 var verdens arealmæssigt største bygning , og stadig er verdens største murstensbygning.

Nu renoveres bygningen til exklusive lejligheder. Her duplex-lejlighederne ud mod River Mersey.

I min lyseblå moleskine notesbog har jeg som forberedelse til turen her undersøgt, hvilke adspredelser der anbefales mest i Liverpool. Det første at gøre som turist, er at tage en havnerundfart på River Mersey for derved at opleve byens skyline og få en fornemmelse af byen.

Derfor ville vi denne formiddag på en havnerundfart og for at komme til skibet i god tid før afgang (10:00) tog vi en taxi omkring 09:30. Jeg begik den fejl at sige til taxichaufføren, at vi skulle på en River Cruise og derfor satte han os af ved Cruiser Line Terminal i nærheden af mindesmærket for heltene i maskinrummet på Titanic.

“This monument was originally intended to honor the engineering crew of the Titanic, many of whom came from Liverpool, and who bravely stayed at their posts and kept the ship’s lights going as long as possible. But the monument’s range was later broadened to include the new casualties of war — as the north-face inscription says, it is “in honour of all heroes of the marine engine room.” We are exhorted, on the south-face inscription, “to emulate their courage and devotion to duty.”

Det var fint nok at lære dette monument at kende, men vi kunne ikke finde noget billet-salg, der havde åbent. Taxicaufføren havde bemærket, at vi gik lidt fortabte rundt og ledte. Han ventede åbenbart på nye kunder her. Han kom hen til os og vi spurgte ham om dette var den rigtige terminal. Det viste sig, at vi slet ikke skulle af her, men længere oppe ad kajen, hvor the Mersey Ferries (symbol: Ferry) lægger til.

Han kom egentlig hen for at fortælle, at jeg havde betalt med en ugyldig 10-Punds seddel. Så lærte vi, at siden sidst var visse pengesedler udskiftet i Storbritannien. Han var venlig at beholde sedlen, for han skulle alligevel i banken i dag og der kunne han veksle den til en ny pengeseddel. Han spurgte ovenikøbet om vi havde flere gamle og var villige til at ombytte dem for os, fordi han skulle i banken. Meget venlig taxi-chauffør.

Vi spadserede hen ad Pier Head til terminalen, fik billetter med pensionistrabat (1 GBP hver)…

…og en oversigtsplan for sejlturen. 20 min down-stream og over til Seacombe, 10 min up-stream til Woodside og 20 min tilbage til Pier Head. Ialt 50 min som programmet lovede.
Disse sejltider får mig til at tænke på, om der er et program til perioden hvor vandet strømmer op i floden og et til når det løber ud igen.

Med gyldig rejsehjemmel kunne vi gå ned ad landingsbroen til den flydende kaj, som skibet lå fortøjet til. Det var ret langt ned, så vandet i River Mersey må have været relativt lavt.

Den væsentligste grund til at tage denne rundtur i havnen er at opleve byens skyline. Vi blev ikke skuffede og kunne allerede få minutter efter afgang tage the Royal Liver Building (lidt til venstre for midten med uret oppe i tårnet) i øjesyn.

Vi sad oppe foran ved vinduerne, men selv om vi var indenfor, var der ingen varme. Jeg manglede vores lille Fjellräv-rygsæk med siddepude i ryggen. Som sædvanligt bemærkede jeg at kulden ikke lod til at påvirke englænderne synderligt.

Igennem venstre vindue ser vi det store Tobacco Warehouse med sine 2 byggekraner på taget og til venstre for det, vores Hotel Titanic.

En anden version af Liverpool’s skyline fik vi ved vendepunktet up-stream. De røde huse i højre side er Albert Dock. Den hvide bygning, der ligner luftindtagt på en jetjager er Museum of Liverpool.

Her ser vi Albert Dock Area indfarvet med orange. Der er Beatles-museet og der skal vi hen.

Ved the Piermasters House, Inden vi kom til Albert Dock, passerede vi denne statue af Billy Fury. Engang stort rock-navn i Liverpool med en endnu levende fan-gruppe, som stadig hylder ham med blomster.

Billy Fury was born Ronald Wycherley in Haliburton Street in The Dingle, Liverpool on 17 April 1940. He first found fame in the early 1960s and is remembered as one of the most famous stars in the history of British rock and roll…
…His total record sales were on a par with acts such as Elvis, The Beatles and Cliff Richard. Billy wrote 10 songs for his first album The Sound of Fury. He was one of the few artists before the Beatles era to do this.
After suffering a range of health problems, career decline and subsequent revival, Billy suffered a fatal heart attack in January 1983 and died at the age of only 42. Today Billy’s life is celebrated through his many fans.

This statue, made by Liverpool sculptor Tom Murphy in 2003, was commissioned by ‘The Sound of Fury’ fan club following six years of fundraising and donations from fans, both members and non members, from home and abroad. It was very kindly donated to National Museums Liverpool by ‘The Sound of Fury’ as a lasting tribute to Billy, one of Liverpool’s greatest stars. It was originally displayed in the courtyard of the former Museum of Liverpool Life, before moving to its current location in March 2007.

Og jeg havde aldrig hørt om ham…

Her er vi ved Albert Dock. Beatles-museet er i den tværgående bygning for enden af dokken – og indgangen er på den anden side.

Dette er indgangen til museet “The Beatles Story”, der er i kælder- og stueetagen. Jeg havde forventet noget mere prominent, større, imponerende, så mine forventninger skrumpede for hvert skridt jeg nærmede mig indgangsdøren.

Museet indeholdt forskellige souvenirs fra epoken og en genopbygget scene, som den huskes. Gamle guitarer, nodeblade, presseudklip… Men der var snævert i gangene, små rum osv. hvilket gav indtryk af overfyldte lokaler. Gangene er  jo snævre i gamle pakhuse, men hvorfor placere et museum over byens mest prominente bysbørn så mørkt og kælderagtigt?

Bedste del var efter min mening mindestuen for John Lennon, hvor Imagine-teksten var skrevet på væggen og nummeret spilledes.
Ude på gaden igen sagde Inge: “Det var en mærkelig og skuffende oplevelse”. Jeg gav hende ret, og vi var enige om, at det burde være indrettet i et meget større sted, med moderne audio-visuelle oplevelser i stort format.

Nå, vi havde ikke slentret mere end 100 m hen ad Gower Street førend en dame stak en brochure i hånden på os. Vi købte billetter…

…og satte os tilrette. Der var danskere bag os – Vi kunne ikke tale frit, som vi er vant til efter de mange år i udlandet!

Det var en 1-times tur rundt i den indre by (ad den gule rute på kortet) vi havde købt. Det passede os fint at turen ikke var længere. Turen blev meget underholdende, for damen, som solgte os billetterne og anbefalede den gule bus, i stedet for den røde, viste sig at være den levende turistguide undervejs 

Vi kørte så rundt i en time og så byens bemærkelsesværdige bygninger og parker. Her er det Metropolitan Cathedral, der er meget moderne i sit formsprog. Kirkens hjemmeside fortæller:

The Metropolitan Cathedral of Christ the King is a dramatic icon of faith, architecture, and human endeavour. An awe-inspiring landmark on the Liverpool skyline that you will not want to miss.
The Cathedral is the mother church of the Roman Catholic Diocese of Liverpool and the seat of the Archbishop of Liverpool, the spiritual leader of the whole Northern Province of the Catholic Church in England.

Fra Wikipedia kan jeg tilføje:
To distinguish it from the Anglican Liverpool Cathedral, locals call it the “Catholic Cathedral”. Nicknames for the building include “Paddy’s Wigwam”, “The Pope’s Launching Pad”, and “The Mersey Funnel”.
The cathedral’s architect, Frederick Gibberd, was the winner of a worldwide design competition. Construction began in 1962 and was completed in 1967. Earlier designs for a cathedral were proposed in 1853, 1933, and 1953, but none were completed.

Så kirken blev bygget 30 år tidligere end jeg havde gættet!

Vi kørte lidt længere end 1 time for at komme op til begyndelsen af gågaden ved Queen Victoria Monument. Så slap vi for 15 min spadseretur. Shopping-resultatet blev en bade-dragt, skjorter og et bælte til Inge.
Hjemmefra havde jeg læst, at et spisested “Leaf” skulle være hipt. Det ligger i Bold Street, så det var bare at gå lige ud fra gågaden. Her fik vi vand, falafel og dobbelte espressoer med sukker i.

Vi gik så ned til Pier Head for at købe postkort i Beatles-butikken der og kunne så tage The Fab Four nærmere i øjesyn. Det er dog svært at få et foto som dette, for selv om det er statuer, så er de meget omsværmede 

Beatles Statues: A fab new tribute at Pier Head
One magnificent waterfront, two Liver Birds, Three Graces…and now four icons joining them on Liverpool’s stunning Pier Head. On Friday 4 December (2015), a brand new statue of The Beatles was unveiled in front of the Cunard Building and directly outside the Beatles Story’s Pier Head site. The sculpture has been donated to the city by the Cavern Club organisation and will undoubtedly prove to be a must-visit location for fans across the world. The bronze statue, which weighs 1.2 tonnes, was unveiled by John Lennon’s sister, Julia Baird, and Deputy Mayor of Liverpool, Councillor Ann O’Byrne. Julia said: “I am honoured to be unveiling this statue in our wonderful city of Liverpool. “It stands in loving memory of the best band in the world; the band that leapt from the Cavern stage to world-wide recognition. “The timing reflects the 50 years since The Beatles final public appearance in Liverpool, at The Empire on the 5 December 1965. I was present at that event and am proud to be at the unveiling.”

Vi gik op i byen for at finde en taxi. Kørte med den tilbage til “Titanic”.

“It’s always 5 o’clock somewhere” og det blev det også i “Titanic’s” bar, hvor jeg gjorde bekendtskab med en Black Sheep Ale og Inge fik et gensyn med den Pinot Gris, hun drak i går.

Vi sluttede dagen med en Goat Cheese Pizza