Livet undervejs…

Denne fredag morgen viste sig fra sin pæne side her ved 7:45-tiden og havde gjort det for Inge, siden hun vågnede ved 6-tiden (for mig nok lidt senere).

Inge gik sig en tur inden morgenmad, så vi mødtes logisk nok i restauranten og startede ud med Bircher-Müesli og yoghurt og frisk frugt.

Sammen kiggede vi på menuen. Den lod til at være mere medgørlig i dag.

“Erfurths Tagesblättle” lovede pænt vejr i formiddag og alt muligt, inkl. lyn og torden i eftermiddag. Så der skulle ikke være noget i vejen for en god gåtur.

Vi gik Inges yndlings-gåtur. Den op ad Windeck. Her har jeg logget turen fra vi vendte om oppe hvor Obere Bistenwaldweg begynder og går ind i skoven. Det er helt ude til venstre på kortet. Kortet har 3 pile, der refererer til de 3 fotografier, der vises under højdekurven.

Vi vendte på gåturens højest punkt.

På vej op ad Windeck, nogle 100 meter før vi kommer til Ski zentrum Thoma (se “Kolort”-pil), trådte jeg fandeme i en kolort. En rigtig saftig en. Næsten nylavet! Hvor klamt!

Ud i noget kort græs og så ellers lege dørmåtte derude. Det tog tid at komme ned til dette renhedsniveau. Og det var mig der roste kvæg på marken forleden 

Oppe i nærheden af turens vendepunkt tog jeg dette billede. Vejrudsigten lod til at passe, for skyerne pakkede sig tættere og tungere sammen. Vi regnede dog med at kunne nå hjem inden det begyndte at regne.

Denne groufie sendte vi om aftenen til Roland og Katy. Jeg havde glemt at aktivere blitzen, så i dette modlysprægede billede ser vi særdeles solbrændte ud, men det forhold kommenterede Katy dog ikke, da hun skrev:

Meget smigrende 

Jeg får sjældent fotograferet Inge, men her på bænken lykkedes det. Bænken står ved et levende hegn halvvejs oppe ad Windeck. Herfra fortsatte vi hjem og nåede det lige som de første dråber faldt. Inge havde kalkuleret ruten og vejret korrekt 

Og så gik vi i sauna. Aroma dampbadet var i dag Polarmynte, derefter i “fodbad-stolen” med koldt vand i det ene lille basin og varmt i det andet. Så tog vi Sole-Dampfbad og derefter Bio’en, som her kaldes Schwarzwälder Schwitzstube  Vi prøvede denne gang at pøse vand på de varme sten. Tilbage i “fodbad-stolen” og afslutning under bruseren for Inges vedkommende, og i Erlebnis-Dusche for mit.

Vi slappede af indtil det blev tid til at gå hen på Café Diva. Vores valg faldt på en Bratapfeltorte, som vi fuldendte med flødeskum. Den var særdeles lækker.

Eftermiddagen tilbragte vi i Spa/Wellness-området og havde en dejlig tid sammen. Vi svømmede indenfor, fordi det regnede og tordnede udenfor og den udendørs pool var derfor lukket. Efter en periode genåbnedes den udendørs pool og jeg ville derud og prøve det. Men det blev lidt uhyggeligt derude for lyn og torden afløste hinanden i hurtigt tempo. Inden længe var jeg indenfor igen 
Vi gik så i Tepidarium og fortsatte derefter med læsning og afslapning og lavede ingenting.

Idag var menukortet stort set ikke besværligt, så middagen så ud til at blive dejlig. Inges hovedret: Karottenschnitzel, Knuspermantel, Zuckerschoten-Puree und Limettensauce.

Steens hovedret: Kalbsnüsschen rosa gebraten, Kalbsbäckchen geschmort, Nudeln, Kohlrabi und Bärlauch-Rahmsauce.
Vi blev enige om, at der ikke var plads til desserten.

Der var kommet en email fra Freja om hvilke øl hun gerne ville have at vi bragte med hjem. Hun svarede: Märzen, Schwarzbier, Dunkelbock og Helles Lager. Dem må vi så holde øje med i de kommende dage.

Efter aftensmaden sad vi på balkonen medens regnen strømmede ned. Vi fotograferede denne dråbe, der eksploderede på balkonen, og sendte den til Roland. Han svarede, at han og Katy drømmer om en gang at bo et sted hvor de har en overdækket terrasse, så de også kan sidde i læ der, medens det regner.

Inge gik sig en lille morgentur inden morgenmaden.

Tilbage på hotellet, inden vi gik ned i restauranten. Smuk dag, lader det til at blive…

…men vejrudsigten slog lige koldt vand i blodet, for det holder kun fint i formiddag.

I aften er der såkaldt “Gala-Menü”, hvilket vil sige, at der ikke er motionstur til salat-baren undervejs. Men vi fik krydset af, hvad vi havde lyst til og mente at kunne spise. 3 steder er der ingen krydser, hvilket indikerer at der er rigeligt med mad. Sultne går vi ikke i seng 

Franz ringede og spurgte, om vi kom i dag? Det er først i morgen, svarede jeg. Og så kom vi i snak og fandt ud af, at jeg havde skrevet forkert dato i min email til ham. Og i morgen kunne han desværre ikke, for da havde han et møde med ærkebiskoppen i Freiburg, som ville på besøg i Immenstaad ved Bodensøen, hvor han voksede op. Franz er aktiv i et sang-kor, som han plejer at kalde “Der Schalmaienverein”. Og dette sangkor skulle netop op-træde ved det ærkebiskoppelige besøg. Og vi kunne ikke på mandag, for da var vi i Østrig. Altså måtte vi beklageligvis udskyde vores møde til næste gang vi er på disse kanter. Det var synd, og jeg var ked af at have været en klodsmajor med hensyn til datoerne. Ikke at det havde ændret noget i dette tilfælde, men alligevel…

Og så begyndte en lille serie butiksbesøg her på den sidste dag i byen. Først til Vinoluca efter vin og Obstlern, begge her fra regionen. Der fik vi, hvad vi søgte.

Så hen til byens sportsbutik efter “badetøfler”/”Flip-Flops”, som vi ikke havde, fordi vi hidtil – ja, det er min skyld – ikke har benyttet Wellness-områder på hoteller. Her måtte vi gå med uforrettet sag.
Men vi fandt en frakkeknage, formet som en Hirsch, til at hænge på væggen. Den købte vi for at hænge den et sted derhjemme på Brovingen.

I samme butik fandt vi “coasters” med Hirsch-Motif  Ganske flotte er de, efter min mening.

Vi kørte videre til EDEKA for at købe forskellige øl til Freja. Der fik vi en god håndfuld forskellige – og kørte tilbage til hotellet – og til en lille gåtur.
Regnen truede, så gåturen blev kort. Tilbage indendøre kiggede jeg på kort og rejserute til i morgen. Inge gik i Bio-Sauna.

Da jeg havde ordnet rejseruten stødte jeg til Inge, som fortsatte til Aroma-Dampfbad. Jeg gik med og vi valgte en aroma med Eukalyptus + et eller andet andet.
Så satte vi os på de varme stole ved fodbadene hvor et er fyldt med koldt vand og det andet med varmt. Ren Kneipp-Kur for fødderne 
Derefter ind i Sole-Dampfbad og så ind i Bio-Sauna (“Schwarzwälder Switschstube” – og rundede det hele af med lunken Dusche for Inge og Erlebnis-Dusche til mig.

Inden vi gik hen til Café Diva, ringede jeg til Franz for at spørge om, hvor Marlis ligger begravet. Vi vil, afhængig af hvilken vej vi kører, evt. besøge kirkegården og hendes grav. Franz er i mellemtiden blevet 79 år gammel! Hold da kæft, tænkte jeg, som tiden dog går!

På Café Diva – “Wiener-Kaffeehaus-Erlebnis in Hinterzarten” – som Hotel Adler beskriver caféen, bestilte vi 2 Eisnussbechern. Store og gode. Men, hvor utroligt det end lyder, vi kunne alligevel ikke spise det hele 

Medens vi guffede her, udfyldte vi Erfurths Fragebogen, som jeg snakkede med Myriam om, da vi kom tilbage til hotellet. Hun var specielt begejstret for Inges idé med en “Spontanitets-Indikator”, hvor man kunne se, hvilke tidspunkter, der er ledige i SPA-afdelingen, så man spontant kan lade sig inspirere til at udnytte et af de ledige tidsrum.

Vi gik i “Pøl-land” og styrede direkte til den udendørs pool, men da vi ikke havde den for os selv, valgte vi den indendørs, som bare ventede på os 2. Vi havde knap nok lagt os på liggestolene bagefter, før Inge bemærkede at en dame i den udendørs pool havde fået aktiveret nogle massagedyser. Jeg havde selv ledt efter aktiverings-knappen – og kunne næsten ikke vente til damen og nogle andre havde forladt den udendørs pool.
Endelig kom muligheden, og jeg styrede direkte ud i pool’en, fandt knappen og blev et legebarn for den næste halve time med de 4 vand/boble-dyser jeg havde aktiveret. Inge var med ude, men blev kold og gik ind – direkte hen i whirl-pool’en! Den var dejlig varm 

Vi hvilede lidt, inden vi gik op på værelset.

Inge sad lidt på balkonen og solede sig, medens jeg skrev email til Franz og postkort til Annemie.

17:25 så himlen således ud. Det var på tide at opsøge die Kaminstube.

Jeg læser Inges noter om dagens forløb og føjer småting til – alt imedens jeg nyder min Rothaus Pils.

Hotellet har i korridorerne mange lystige billeder. Her er et af motiverne, og de stammer åbenbart fra en bog. Denne bog fandt Inge i die Kaminstube.

Sådan ca. da vi var ved at have spist vores desserter…

…kom Claudia med 2 glas Obstler (nederste højre hjørne) med hilsen fra “die Familie Erfurht und Gärtner”. Vi spekulerede på, hvorfor vi fik den, og endte med, at det var fordi vi havde givet et godt feed-back på deres Frage-bogen

Obstleren var en Kräuterschnapps lavet af af en lokal Brenner i Kirchzarthen. Og vi fandt ud af at den fik alle, hvis de havde været der nogle dage, den sidste aften. I stedet for et glas marmelade ved afgangen næste dag. Så det var altså ikke på grund af vores ihærdige indsats med spørgeskemaet 

21:07 var himlen sådan, medens vi pakkede nogle af vores tasker og bragte dem over i bilen. Jo mere der var pakket og bragt over i bilen i dag, jo nemmere bliver det i morgen at blive rejseklar.

06:30 var morgenen præget af nattens regn. Fugten hang mellem trægrupperne og dalen så våd ud. Men smukt er det, dette atmosfæriske morgenvejr.

Inden morgenmad gik Inge sig en tur og krydsede Zartenbach nede i engdalen. Også her lå motivet lige til Turner’s pensel. Derfra drejede hun op til Kesslerhof, hvor hun vendte om. Altså en meget kort tur.

Og undervejs tilbage bemærkede hun denne “hængte” vejsidemarkør (eller hvad sådan en nu hedder). Hvad meningen end er, så er der noget makabert over denne spøg.

Imens pakkede jeg det sidste, på nær det allersidste  og vi spiste morgenmad i ro og mag, som vi plejer. Fik checket ud og sagt farvel.

Da vi på vej gennem byen passerede den evangeliske kirke spillede dens klokketårn. Jeg rullede vinduerne ned, så vi kunne få det hele med og Inge tog et billede af tårnet.

1989 packte die Jakobusgemeinde die Gelegenheit beim Schopf: Der Adlerweg wurde ausgebaut und verkehrsberuhigt. Im Zuge dieser Maßnahme entstanden die Pläne für das Glockenspiel, das heute den Platz vor der Kirche schmückt. Gemeinsam mit Pfarrer Zitt war es wieder Pfarrer Martin Huss, der federführend zur Planung, Gestaltung und Durchsetzung des Glockenspiels beitrug.

Die künstlerische Gestaltung des Glockenspieles übernahm Jo Emil Homolka aus Königsfeld im Schwarzwald. Seit dem 5. August 1990 weist das Glockenspiel den Weg zum Gotteshaus und erfreut Gäste und Besucher mit seinen Melodien.

Vi kørte i godt vejr ned til klosterkirken i Birnau am Bodensee, hvor vi ellers skulle have mødtes med Franz.

Fra pladsen foran kirken var der panoramisk udsigt over Bodensøen og hermed også over selve klosteret, der lå idyllisk nedenfor.

Vi kiggede indenfor – og blev der en stund. Imponerende barokkirke.

Die Wallfahrtskirche Birnau ist eine Maria geweihte Barockkirche am Nordufer des  Bodensees zwischen den Orten Nußdorf und Uhldingen-Mühlhofen in Baden-Württem-berg. Die Kirche liegt in Birnau an der Westroute der Oberschwäbischen Barockstraße  direkt an der B 31. Sie wurde von 1746 bis 1749 von dem Vorarlberger Baumeister Peter Thumb für die Reichsabtei Salem errichtet. Die Kirche erhielt eine reiche barocke Aus-stattung  mit Fresken von Gottfried Bernhard Göz sowie Stuckaturen,  Altären  und  Skulpturen von Joseph Anton Feuchtmayer, deren bekannteste der Honigschlecker ist, ein Putto mit Bienenkorb. Das der Kirche vorgelagerte Ordensgebäude mit dem mar-kanten Glockenturm beherbergt heute ein Priorat der Zisterzienserabtei Wettingen-Mehrerau. Seit 1946 ist sie auch Pfarrkirche der Orte Deisendorf und Nußdorf.

Pladsen foran kirken er også prima til groufies. Vi lavede 3 forskellige. Her er et af dem 

Så kørte vi de 15 km østpå ad B31, og svingede til venstre ad Kirchbachstrasse for at kom-me nordom Kippenhausen og ned ad Montfortstrasse til die Neue Friedhon. Den røde dråbe med hvid prik viser hvor Franz bor og den orange dråbe med rød prik viser ret præcist, hvor Marlis er begravet.

Hvor Marlis blev begravet tidligere i år. Her stod vi lidt og tænkte på hende inden vores opmærksomhed blev fanget af, at kirkegården ikke var helt i samme stil som vi kender derhjemmefra. Inge gætter på, at blomsterne på Marlis’ gravsted er hendes yndlings-blomster. Den lille lygte var der lys i. Det var Stephan og konen, der havde sat den der. Franz tager herhen hver dag. 5 minutters kørsel på cykel.

Interessant med de mange trækors og urnegravstedernes indramning af fliser.

Dagens sidste etape var på 35 km. Den endte ved Villa Villino lidt nordvest for Lindau. Billedet her har jeg fra hotellets downloads, hvor management skriver følgende om sig selv:

Vi ankom 13:45 og havde tilbagelagt 158 km…

…og været oppe i 396 m og nede i 396 og var endt på ca. 450 m.

“Bellavista” – vores værelse…

…ventede på os med en dejlig indendørs kølighed og skyggefulde balkon. Jeg var meget tilfreds med det hele.

Vi satte os på hotellets terrasse under parasollerne og ventede til tjeneren kom for at modtage vores bestilling. Bestilte jordbærtærte (til mig) og blåbærtærte (til Inge) – begge med en scoop vanilleis, og den is var supergod!

Og medens vi sad her blev vi akkompagneret af småfuglene, der gav en  “Pfeiffkonzert” inde fra buskene. Der var masser af småfugle og det var den venlige og meget snakkesalige tjener som døbte fuglekvidderet “Pfeiffkonzert” 

Vi gik lidt rundt i haven. En overdådig og smukt blomstrende have med siddepladser overalt.

Min farfar ville have været begejstret over denne lille passage med overdådige rosen-buer.

Den lille Froschkönig ved pumpen var lige noget for Inge, som indlæg i hendes dialog med Anker om pumper. Han er da også meget charmerende, så det varer nok ikke længe før en pige kysser ham og de løber bort sammen. Så det var meget heldigt, at vi nåede at se ham på stenen inden det vil ske…

Vores værelse er i venstre side af balkonen på 2. etage. Dejligt med et nordvendt værelse! Det er netop sådan en type værelses-positionering jeg kan lide 

Og her er et udsnit af udsigten deroppe fra balkonen. Vi dasede i de liggestole dernede til højre. Sad i badekåber og i skyggen under parasollen. Men jeg blev alligevel rød over det hele! Parasollen var ganske tydeligt ikke UV-sikker, og badekåben heller ikke! Jeg blev dog ikke så rød at det virkelig generede.

Men inden vi slappede af under parasollen her, prøvede vi hotellets Wellness. Vi havde læst at der skulle være sauna, de samme som hos Erfurths i Hinterzarten, men de var anderledes, måske lidt mindre.

Mit Blick und Zugang in unseren zauberhaften Garten finden Sie auf 300 qm:
• Die klassische finnische Sauna
• Das römische Dampfbad
• Das Solebad
• Das Sanarium
• Den Ruheraum SILENCIO, mit kuscheligen Eisenbetten zum
   Relaxen und mit eigener Terrasse
• Orientalisch anmutende Massageräume: „Genießen Sie Ihre
   Massage unter einem Baldachin“

Vi prøvede Das Solebad og Das Sanarium.

Ein Sanarium ist eine sanfte Sauna in der eine Temperatur von ca. 60 Grad und eine relativen Luftfeuchtigkeit von ca. 50% herrscht. Das Sanarium ist eine Ableitung von einer klassischen finnischen Sauna.
Der große Unterschied zwischen Sanarium® und finnischer Sauner ist eine geringer dosierte Temperatur und Luftfeuchtigkeit. Manchmal kombiniert man auch die Farblichtherapie mit dem Sanarium® um das seelische Wohlbefinden zu steigern.
Da nur eine niedrige Temperatur herrscht kann man den Aufenthalt auf 30 Minuten ausdehnen. Diese Anwendung wird auch gerne mit Aufgüssen kombiniert. Trotzdem ist das Abkühlen und eine Ruhephase erforderlich.
Ein Besuch im Sanarium® schont das Herz und den Kreislauf. 

Villa Villinos wellness brusere var anderledes og gode – og koldtvands-slangen manglede ikke i das Solebad.

Klokken blev også Five O’clock i Lindau. Vi fik bragt Riesling fra regionen og øl fra Rothaus i Schwarzwald op. Dejligt at sidde her sammen med Inge i en veloverskygget og relativt kølig oase på en varm sommereftermiddag 

Roland skrev, at han og Katy kommer sidst i august for at besøge os og benytte besøget til at deltage i “Run to the Beat”. Friskt. Det glæder vi os rigtig meget til.

Jeg havde læst at hotellet i 2018 havde modtaget sin første Michelin-stjerne, så jeg glædede mig til aftensmaden.

Spargelzeit verpflichtet! Og så smager det godt. Her var det Stangenspargeln med røget laks i lunken vinaigrette og nye kogte kartofler med dild.

Chokoladedessert med hvid espresso-is 

Vi ønskede at tage resten af vinen på balkonen og bad om at få den bragt op i spanden, samt en espresso og et glas Rothaus til mig. Minsandten om der ikke fulgte et helt  dessert-traktement med.

Det kunne vi jo ikke negligere. Man ville være et skarn, ikke?
Der var en slags fersken-trifli, som mindede om en af de små desserter KLM serverer. Smagte fortrinligt.

… og det gjorde de små god-bidder på træbakken også!

Vi sluttede dagen med at iagttage interiør-detaljer i værelset.

Det havde været en rigtig dejlig ferierejsedag 

Vågnede op til en solrig morgen…

Der var en besked fra Roland. Han kunne ikke resette de mobiltelefoner, vi havde sendt til ham. Her skulle Inge gøre noget ved iCloud og passwords. Der var fra Roland en link. Den checkede Inge, og inden 10 minutter (i sengen) fik hun det ordnet. Og Roland bekræftede tilbage at alt var OK fra hans side.
Imponerende af Inge!

En bog om Partnerschaft lå på værelset. Inge havde slået op på denne lille tekst med overskrift Bei Einander Bleiben.

Fik en aldeles fremragende morgenmad, hvor de fleste retter blev bestilt og bragt til bordet, når de var lavet. Cremet yoghurt med drys og bær, smothies, æggeretter.

På bordet var skinke og brød og jordbær. I et siderum var der buffet med blandt andet fremragende oste, æblejuice fra nedfaldne æbler (så er de garanteret modne og smag-fulde).

På dette billede ligner jeg min far, da han i 1936 sad på Rhindamperen og skrev postkort til familien  Et rørende minde at få her i skrivende stund.

Og så skal jeg lige huske at skrive, at den snakkesaglige tjener fra i går eftermiddags sagde, at vi var nogle af hans favorit-“kunder”, for kun 1% var fra Skandinavien.’ 

Efter morgenmaden begyndte jeg at pakke bilen. Imedens gik Inge sig en lille runde i omegnen.

Undervejs fik hun denne spektakulære udsigt over Bodensøen. Til venstre stikker Lindau Insel lige frem og i baggrunden, og midt i billedet – på den anden side af søen – løber Rhinen ud i søen og til højre helt i baggrunden tror jeg, at vi har Alpstein-massivet i Schweiz med Säntis (2501 m) som det højeste bjerg- og endnu med sne på. Det har været en skøn gåtur, er jeg sikker på.

Vi mødtes på parkeringspladsen. Jeg manglede bare at betale – og så kunne vi køre ud på dagens etape.

Vi kørte mod Østrig ad Rheintal Autobahn A14. Lige inde på den østrigske side kørte vi fra til rastepladsen Hörbranz Süd for at købe vignet til motorvejen. Hvorfor det kræver åben mund at montere den, ved jeg ikke   for jeg gaber normalt ikke så tidligt på dagen. Godt at der ikke kom en flue forbi…

Ude på motorvejen skulle vi betale afgift for at køre på et afsnit af den. Det skete et par gange, så vignetten er ikke en engangsbetaling til alle motorvejsstrækninger.

Og så rullede vi ud på Autobahn A14 vel vidende, at der ikke ville blive meget bjerg-scenario undervejs, for meget af strækningen ned til Innsbruck køres i tunneller. Disse er i sagens natur meget lange og søvndyssende og kedelige at køre i, så det var rart at svinge fra til sidst.

Autobahn A14 blev til S16, som senere blev til A12. Ingen af de åbninger, der havde været fra tunnellerne, viste stop-og-gå-muligheder. Midt på dagen trængte vi så meget til at strække benene og evt. få en kop kaffe, at vi forlod A12 og kørte efter et skilt der annoncerede rasteplads. Den lå i et sving, så den kom vi alt for hurtigt forbi, så vi kørte ind i den nærmeste by, Schönwies. En lille anonym by med 1697 indbyggere. Her var tilsyneladende ingen kaffemuligheder, men kirken, die Pfarrkirche Sankt Michael, kunne vi komme ind i. Så det blev desværre kun åndelig føde vi fandt her.
Næste tilkørsel til A12 var ikke så langt væk, og snart efter susede vi atter afsted i under-verdenen. Der var godt 90 km tilbage.

13:55 er dette billede taget. Hvad man skal hæfte sig ved er de to glas sekt – Velkomstdrink, som det ikke var for tidligt at sige “Ja tak!” til. Vi var jo på ferie og syntes det var dejligt at ankomme så tidligt. I nederste venstre hjørne ligger en folder “Hotel-Kurzinfo” med for-sidetitlen “Schön, dass Sie bei uns sind…” Her kunne vi læse om åbningstider på hotellets faciliteter, koder til internettet, hvad man kunne leje og hvad der var gratis. Meget nyttigt at have fra starten på opholdet.

Jeg ville gerne her have indsat et billede af hotellet, som vi så det fra landevejen, men jeg fik det ikke taget i dag, så det må vente.

220 km havde vi tilbagelagt…

Først da vi stod på balkonen med udsigt op i Stubaital med Stubai-Gletscheren helt oppe for enden, var vi rigtigt ankommet  Og først da var jeg helt rolig, mht. om jeg havde fundet et godt beliggende hotel.

Efter at have drejet fra A13 og kommet et stykke op gennem Stubaital  begyndte jeg nemlig at spekulere på, om jeg havde gjort mit hjemmearbejde godt nok mht. Hotel Edelweiss, som vi var på vej til. Dalen var nemlig på det første stykke så rodet med industri og boliger, at jeg spurgte mig selv, om jeg nu havde checket hotellets omgivelser godt nok? Lå der f.eks. en cementfabrik på nabogrunden og/eller lå hotellet for tæt på landevejen?
Men altsammen er OK. Dalen er smallere heroppe og hotellet er relativt stort og det lader ikke til, at der er meget trafik.

Receptionen var nyindrettet og interiøret var præget af anvendelsen af træ i stor stil. Check-in gik gnidningsløst, vi fik et Superturistkort hver, så vi kan køre gratis med busser, svævebaner, tog. Komme ind i badeland og andre forlystelser.

Men her på balkonen kunne jeg i ro og mag orientere mig i de mange turist-brochurer, vel vidende at vores base her på hotellet lod til at være, hvad vi troede, den ville være.

Værelset var rummeligt og lå på 1. etage i “knækket” i det nye Landhaus.

14:30 gik vi ned til “vitalNachmittagsjause mit kleinen süßen und herzhaften Köstlich-keiten”, der serveres mellem 14:00 og 17:00. De var stillet frem i dette “buffet-rum” med kager og salater på “øen” midt i rummet og de lune retter på bordet ude i højre side. Billedet her (og de næste 2) har jeg hentet fra hotellets hjemmeside, for den dag tog jeg ingen billeder her.

Vi fik et stykke kage, lidt ost og brød, kaffe og mineralwasser. Buffetten var velforsynet med kager, pålæg og salater. Dejligt med denne snack-mulighed om eftermiddagen, som vi spiste her. Alternativt kunne vi være gået ud gennem døren til venstre …

…og sat os ved et bord på terrassen.
Herefter fandt vi badetøjet frem og gik ned i den indendørs pool. Dejlig forfriskende efter køreturen. Så i Kräuter-Bad, derefter i Bio-Kräuter Sauna og rundede af i Sole-Bad med afsluttende behandling med koldtvands-slangen. Og efterfølgende slappede vi af ovenpå i die Zirben-Lounge – et rigtig dejligt sted.

Bio-Kräuter-Sauna er her anderledes end hos Erfurths. Billedet her, som jeg i mangel af bedre har lånt fra hotellets Bildergallerie, viser rummet. Det har centralt placeret en “Damp-brønd” med en rist med 4 rum i. 1 rum per Kräuter-type, som på skift blev overhældt med kogende vand og varmet op nedefra af damp –  og derved frigiver sine helbredende dufte. Dampene herfra skulle hjælpe på forskellige dårligdomme og/eller forebygge problemer med helbredet.

Også i Stubaital blev det også 5 O’Clock, som vi respektfuldt markerede på vanlig vis. Her hed bryggeriet Zipfer og Inges vin var selvfølgelig en Veltliner.

Pikantes Gemüse Curry mit Kokosmilch und Jasmein Reis til Inge…

Fangfrisches Filet vom Victoriabarsch var udsolgt, så jeg fik en traditionel bækørred med kartofler, mandler og citron.

Jeg var så betaget af at have en gletcher i udsigten og af at vide, at hotellet var blandt de bedre hoteller, der lå højest oppe i dalen, at jeg absolut måtte fotografere den. Gletcheren havde i dagens løb haft sit eget optiske – eller atmosfæriske liv – for i perioder forsvandt den helt, kom igen i en dis, osv.

21:30 var det ved at være mørkt og Alpenatten faldt over os og dalen og bjergene og Gletscheren

…og da var det, at jeg bemærkede, at håndklæde-racket i badeværelset ikke duede. Gik ned i receptionen og forhørte mig. Der checkede de status for værelset (der var tilsyneladende feedback fra alle installationer i alle værelser i det nye Landhaus og alt var fjernstyret) som sagde, at den fungerede OK. Det gjorde den så ikke, og chefen sagde, at teknikeren var gået hjem og at han ville se på det i morgen. Og det håbede vi så 

07:33 er dette morgenbillede taget op mod Stubaital-gletscheren. Smukt.

Hotellets avis “Der Edelweissler” lå på morgenbordet. Den lovede sol og regn idag og temperaturer 18-23 C i dalen og 10-13 C oppe i 2000 m. Så havde vi det at rette os efter. Inge talte med tjeneren om, hvordan menukortet for aftensmaden skulle bruges. Vi havde et kort over hele længden af Stubaital, men jeg følte, at det ville være hensigtsmæssigt at have et lidt bedre kort med højdekurver.

I receptionen havde de et vandre-kort, som jeg kunne købe for 3 Euro. Det kiggede jeg i og købte det. Her kunne jeg nemlig se stier og veje og højdekurver, og følte, at det ville være et godt fundament til at planlægge gåture på 

Der var først chance for regn klokken 12, så vi gik ved 10-tiden op til Oberegg og videre ad Rodel-vejen op mod Milderaunalm. Klokken 11 vendte vi om og var tilbage 11:30.

Her er strækningen vi tilbagelagde. Ja, jeg fik først tændt for løbeuret lidt oppe ad bakken, men strækningen er vist. Vi gik første en lille tur bag om hotellet, så tilbage og over landevejen. Højdeforøgelsen var 242 m og vi gik 6.1 km. Interessant at observere på dette luftfoto er de mange regelmæssige “fald” der er lavet i flodbunden. Jeg gætter på, at det er for at bremse strømmen…

Lidt op ad landevejen og så til højre over broen, hvorfra der var dette syn over bækken og dens skummetmælks-lignende vand. Og det er, som om jeg fornemmer disse “fald” i flodbunden, nu jeg ved, at de er der. Da jeg fotograferede faldt det mig ikke ind. Måske fordi vandet ligner skummetmælk – en overraskelse vi har haft før, at der vaskes så mange mineraler og sedimenter af bjergene, for når jeg kigger på kildevæld oppe i bjergene er de normalt krystalklare 

Oppe på skråningen fik vi dette fugleperspektiv af hotellet. Vi bor i det nye Landhaus til højre for midten.

Lidt længere oppe var der fri udsigt over Krössbach helt op til Stubai-Gletscheren. Så føler jeg mig ægte i Alperne 

Ikke ret langt oppe mødte vi dette skilt. Med sådan et skulle man tro, at man kan gå uden kort eller smartphone – men sådan er det ikke altid at jeg synes, det er 

Vi er her ved at komme op til Oberegg. Jeg var lidt fascineret af Almhütterne på den stejle bjergside til højre. Inge er foran – og jeg bagud. Sådan er det at være fotograf – især hvis man som jeg lige skal optimere motivet og justere på kameraet 

Oppe ved vejdelingen stod næste skilt. Vi valgte at gå i retning af Unteregg.

Henne i Unteregg ved Schlöglhof svingede vejen gennem et par hårnålesving og skulle ifølge skiltet vi lige så give vejmulighed til Milders…

…men henne ved granskoven er der ikke længere gennemgang. Men herfra er der et fint vue gennem Stubaital i retning mod Innsbruck.

Ved Schlöglhof stod dette skilt. Milders og Schaller lød fint, men vejen er jo spærret, har vi erfaret inden turen. Senere vil vi tilbage mod Milderaunalm, som ligger i ca. 1600 m højde.

Men for nu gik vi ud af græsstien bag Schlöglhof. Den var fint klippet – det første stykke, så blev den ikke klippet videre og til sidst vildnis.

Vi gik tilbage og drejede op ad bjerget i retning af Milderaunalm. Her ved Tunigerhof kan man sige, at de terrainmæssigt er udfordrede.

Den videre skovvej op til Milderaunalm er også Rodelbahn (kælkebane) – om vinteren. Dvs. det er den korte version. Den lange version går fra oppe ved hårnålesving 5 og fører gennem skoven helt til Milders og er dermed 5.5 km lang.

Die Milderaunalm liegt auf einer Seehöhe von 1671 m am Rande einer großen Almweide am Milderer Berg in schöner, sonniger Aussichtslage mit ebenso prächtigen Blicken zum Serles- und Habichtkamm.

Die Tour (mørkeblå) von Milders zur Milderaun Alm führt durch traumhaft verschneite Wälder, durch mehrere Kehren bis hinauf zur Milderaun Alm. Nach einer Stärkung in der 2015 neu eröffneten Alm folgt eine rasante Rodelpartie bis zurück zum Ausgangs-punkt.

Som kortet viser, så kom vi op ad “bagvejen” via Oberegg.

Jeg skrev før, at med hensyn til terrain, så var Tunigerhof udfordret. Men så havde de udsigten mod Stubaier Gletscher- og deres B&B-gæster 

På vej tilbage til hotellet plukkede jeg lidt forskelligt, som Inge bandt sammen til en lille buket. Det blev til den 1. af 4 buketter fra denne juni-rejse 

Nede ved landevejen kunne vi læse, hvad vi havde set deroppe mht. huse og gårde i Oberegg og Unteregg. Disse turistfaciliteter ses ikke altid fra landevejen, som de er strøet ud over bjergsiderne. Jeg antager, at antallet af overnatningsmuligheder pr. kvadratkilometer er den samme hele vejen gennem dalen, og så bliver det til et betragteligt antal.

Med ryggen til skiltene på forrige billede kigger vi her hen til et par huse tæt ved vejen, og bag dem hotel Edelweiss.

På den anden side af de 2 huse er der frit facade-blik. Vi bor midt i det brune Landhaus i højre side af billedet. Bilen er i garage under terrassen i venstre side.

Omme bag hotellet er der en sti, som leder op ad bjergsiden, forklarer Inge mig her. Mischbachalm er målet for stien, og den må vi prøve at komme op på en eller anden dag.

… Som tidligere angivet er dette vores faktisk gåede rute i formiddag – bortset fra, at jeg først fik startet uret et lille stykke oppe ad vejen. Men det er uvigtigt, for hele ruten er der.
Vi var hjemme 11:30.

Jeg fik altså startet uret i ca. 1160 m højde. Ved Oberegg gik det nedad og fra græsstien gik vi jo samme vej tilbage, indtil vi mødte Milderaunalm-vejen, som vi fulgte op til 1323 m o.h.

Vi sad på balkonen og læste sammen “Gribben” og  ellers læste vi i vores bøger. Jeg har her “Under bjælken” på skødet, og jeg tror at jeg lige kigger på Inge for at spørge om det er tid til die Nachmittagsjause? Og det var det, for den åbner om 3 minutter.
Vi havde også kigget på kort for at se, om vi kunne lære bjergtoppene at kende. Det er svæ-rere end det lyder 

Og godt 20 minutter senere var vi – efter salat og varme nudler – nået til kage med flødeskum. Godt med sådan en lille guffepause 

Herefter gik vi ned i Wellness-området og valgte først Sole-Dampfbad…
Durch die Beigabe von reinen ätherischen Eukalyptus- und Minzeauszügen wird ein zusätzlicher Reinigungs- und Pflegeeffekt des gesamten Atembereichs erzielt. Durch die spezielle Sole- und Dampftechnik, in Kombination mit der Strahlungswärme der Anlage, entsteht ein erhöhter Partialdruck und somit ein Bioklima, welches einem Aufenthalt am Meer entspricht.

…  og derefter i Bio-Kräuter-Sauna…
Die neue Bio-Kräuter-Sauna ist eine Niedrigtemperatur-Sauna mit speziellen Berg-kräuteraufgüssen. Die ätherischen Öle wirken über Atmung und Haut wohltuend und anregend.Erkrankungen der Atemwege werden besonders günstig beeinflusst und der Stoffwechsel angeregt. Die Lufttemperatur beträgt um die 55 Grad Celsius bei 50 bis 65 % Luftfeuchtigkeit und bietet somit auch Saunaanfängern einen idealen Einstieg.

Så sad vi en halv times tid i hvilerummet, der lå i forbindelse med Saunaen, inden vi gik op i die Zirbenstube. den synes vi er bedre at sidde i, lysere og bedre udsigt.

Klokken blev langt over five o’clock inden vi kom op på værelset. Jeg hentede øl og vin i baren og bragte det op til os. Blæsten var sådan, at vi måtte hente vores fleece-jakker. Men med dem og et tæppe i stolen gik det fint.

Jeg legede med telefonens kamera i et forsøg på at hente gletscheren lidt tættere på. Dette er vist det bedste af de forsøgte billeder 

Ud over hvad vi kan hente i baren, har vi på værelset en hane med gletschervand, som vi frit kan tappe i blikkrus og drikke. Det er virkelig godt vand!

Efter aftensmaden var vi igen på balkonen. Vejret ændrede sig og vi bemærkede at tågen rullede ned i dalen.

Her et zoom over Krössbach for at hente tågen lidt tættere på.

Ved 9-tiden så det sådan ud.

Henne i bus-vente-huset var dette kort over der Stubaital pænt ophængt på væggen. Jeg elsker sådanne oversigtskort, for de giver i et blik en god idé om, hvordan det hele hænger sammen.

Jeg har her zoomet lidt ind og markeret hotellets beliggenhed med en gul pil. Vi har i dag gået på bjergsiden skråt til højre over pilen.

…og så kunne vi glæde os over, at varme-rack’et i badeværelset nu virker 100% 

Vågnede til en regnfuld morgen. Skyerne susede rundt mellem træerne på bjergsiderne. De blev ved med at komme fra den øvre ende af dalen og gletscheren.

Hotelavisen annoncerede at der i aften var Stubaitaler Bauernbuffett. Derfor har jeg ikke et aften-menukort. Avisen lovede 14-16 gr C i dalen og 5-7 oppe i 2000 m.

Efter morgenmad kørte vi til en nærligggende by, Neustift, for at se hvad der var af vandrebukser, skjorter og strikketrøjer og kladdehæfter. Byen er på ca. 4500 indbyggere, så måske var det ikke underligt, at vi ikke fandt det, vi søgte.
Kørte videre til Fulmes, som er på samme størrelse som Neustift, for at se om der evt. ville være noget for os. Vi fandt intet af det vi søgte, men i stedet fandt vi hver et sæt brugbare badetøfler, som vi købte.

Tilbage på hotellet gik Inge på løbebåndet med 6.5 km/t i 1:30 og småløb med 7.2 km/t i nogle minutter. Det kunne hun mærke i de forreste lårmuskler da vi gik ned til Nachmittagsjause.

Jeg havde ikke hørt ordentligt efter i formiddags, da vi kørte tilbage fra vores shopping, hvor jeg foreslog at vi tog ind til Innsbruck, og Inge sagde, at det gav ikke mening, når vi ikke vidste om vi kunne få det vi søgte der.

Så, medens Inge var på løbebåndet, surfede jeg på nettet for at finde butikker og nærliggende P-huse i Innsbruck. Forhørte mig endda i receptionen desangående og de anbefalede en bestemt butik, hvilket jeg var glad for. Dermed kunne jeg udelukke andre, jeg troede var et besøg værd.

Efter frokost gik vi Wellness og tog Sole-Bad, Finsk Sauna og derefter svømmepølen udenfor. Den var varm og god og vi havde fornøjelse af at vide, hvor vi skulle trykke for at aktivere massagedyserne. Bio-Kräuter-Saunaen var blevet fri i mellemtiden, så der satte vi os ind.
Jeg syntes, at det var rigtig hyggeligt at være sammen med Inge i pølerne og de forskellige saunaer og dampbade.

Inge gik op i die Zirbenstube for at slappe af med denne udsigt til bjergene – og jeg tog løbetøj på og gik på løbemaskinen for at indhente den løbetur jeg ikke havde fået i for-middags. Jeg ville prøve med løbemusik i ørene, som jeg ser folk løbe rundt i Struer og på film. Valgte fra YouSee’s app og startede – til musik af Lee Hazelwood! Det kunne jeg jo ikke forstå, men svaret var, at den automatisk startede, hvor jeg sluttede sidst derhjemme. Fik skiftet til løbemusikken lød det forfærdeligt i mine ører. Valgte en anden, som heller ikke lød godt. Valgte en tredie, og så blev det bedre. Jeg tror, at en lydbog er meget bedre end musik 

Havde aftalt at komme op til Inge i die Zirbelstube, men løb i for lang tid, så vi mødtes i døren. Gik op sammen…

…og fik øl og vin på balkonen før vi gik ned til aftensmaden.

…og aftenen kunne finde os på balkonen da vi var færdige i restauranten.

Vågnede tidligt. Det var begyndt at blive lyst. Snakkede lidt og kom ud af fjerene tidligere end normalt. Det bevirkede, at vi kunne komme ud på vores gåtur før klokken 10.

På vej tilbage fra morgenmaden fotograferede jeg, hvad vi så, når vi gik i korridoren til værelset.

Her i dalen lovede hotelavisen 16-21 C og i 2000 m (ca. 900 m højere end her) 4-7 C. Det var overskyet her til morgen, men sol og skyer ville vi få ved middagstid. Jeg havde lyst til at gå op til Milderaunalm i godt 1600 m højde og håbede på opklaring undervejs.

Jeg brugte Viewranger app’en til at få et overblik over ruten og den tid, den ville kræve. Det hele så overkommeligt ud 

Fra korridoren nær vores værelse bemærkede jeg to Holzfällern der arbejdede på skrå-ningen oppe bag hotellet. Medens jeg kiggede på, røg der 2 træer ned (bemærk skovmanden i rød selvlysende jakke, det viser noget af størrelsen på træerne). Det gik ruck-zuck 

Vi kom afsted med retning mod Milderaunalm og gik op samme vej som igår, til vi nåede kælkebanen og fulgte vejen videre opad, hvor vi i 1398 m højde mødte denne indikation af, at der var åbent i restauranten oppe på Milderaunalm. Det var jo betryggende og i over-ensstemmelse med dens information på nettet.

Oppe i 1600 m højde, hvor vejen går fra til Brandstattalm, nåede vi underkanten af skydækket.

Heroppe var der også vejvisere. Det øverste peger mod venstre, det nederste mod højre. Vi skulle mod Milderaunalm, som nu ikke længere var angivet som “geöffnet” 

I 1654 m højde standsede vi og iagttog hytten for enden af vejen. Den så overhovedet ikke ud til at være åben. Her var koldt og det blæste lidt og udsigten var bare grå – så der var ingen grund til at gå eller blive længere. Vi vendte om.

Længere ned, i 1596 m højde ved kælkebanens første sving, var vi fri af skyerne og fik et blik ned i dalen med Neustift midt i.

På vej ned var der ikke så meget nyt ved selve vejen og den generelle udsigt, men så var der  til gengæld blomsterne at koncentrere sig om…

Nede ved Oberegg var udsigten op i dalen igen spændende 

Den lille samling huse, kaldet Krössbach, nabo til hotellet, lå net i sin samling af om-liggenede Almfeldern.

Og minsandten om der ikke var alpine skovjordbær hernede 

I 1158 m højde fik vi dette fugleperspektiv-blik over hotellet og den bjergside, det ligger på. Området lidt oppe til højre for hotellet ses klart her og vandløbet Steinbichelersbach, der kommer højt oppe fra og løber bagom hotellet.

Her er den faktuelle rute, vi gik. Hvis der sammenlignes med Viewranger’s ruteoversigt, ses at ruten voksede fra 3.8 km til 5.2 km hver vej. Og årsagen er, at jeg på Viewranger havde valgt vandrerute, i stedet for bilrute. Vandreruten skar igennem skoven ad vanskelige stier på flere stejle stræder, hvor vi foretrak at gå på skovvejen.

Inge husker, at det var en hård tur  med en højdetilvækst på 532 m. Nedad var lige så lang, den tog ca. 1 time – så der var dyrket svedperler på panden, da vi endelig kom tilbage til værelset. Min plageånd fra Garmin strejkede midt i nedturen, så de endelige skridt kom ikke med.

Ved slutningen af gåturen sagde Inge, at efter at vi var begyndt at benytte Wellness-faciliteter, har vi aldrig lavet så meget og så lidt på en ferietur. Fin formulering, syntes jeg.

Tilbage på hotellet så vi fra balkonen, at den udendørs svømmepøl var tom. I en fart smed vi det fugtige tøj og hoppede i badetøjet og gik ned til pølen. Det var dejligt at komme i vandet og massere den strabadserede krop med boble-dyserne i pølen 

Derefter var vi klar til Nachmittagsjausen – både den sunde del og den efterfølgende usunde med flødeskum…
…og derefter i Wellness med et Sole-Bad med fornemmelsen af krydderplante. Den kolde vandslange og derefter op i Zirbenstube for at slappe af med læsning og udveksling med Roland og Katy af beskeder vedr. Run to the Beat i slutningen af august.

Inden gåturen havde jeg hentet kikkerten op og kunne nu se endnu længere væk! Se gletscheren og bjergtoppe 

Jeg slutter dagens blog her med at gentage, hvad Inge tænkte og sagde ved slutningen af gåturen: Siden vi er begyndt at benytte wellness-faciliteterne på hotellerne har vi aldrig lavet så meget og så lidt på en ferie.

En skøn morgen med udsigt til gletscheren. Jeg legede med zoomen og fik dette billede ud af det. I går blev græsset på almen slået.

Hotelavisen lovede 19-21 C i dalen og 8-11 C oppe i 2000 m. Vi ville gå tur. Hvorhen havde vi ikke fået diskuteret endnu. Jeg var ikke parat, da Inge var det, så hun gik. Fandt hende udenfor på forpladsen nede ved vejen. Så kom jeg i tvivl om, hvorvidt jeg havde fået værelseskortet ud af holderen, og smuttede tilbage for at checke. Ud igen – Inge væk. Hendes tålmodig var opbrugt, og jeg måtte gætte hvorhen hun var gået. Kiggede op og ned ad landevejen. Der var hun ikke at se, så var der kun den 3. mulighed tilbage: Bag om hotellet op mod Mischbachalm. Jeg ringede for at checke om mit kvalificerede gæt ramte plet.
Det havde jeg og så gjaldt det om at indhente hende. Gik hurtigt, meget hurtigt, løb ofte, på den smalle sti og den veltrænede Inge var kommet ret godt op i højden. Min puls kom op på 171 – nok rekord for mit ur på min arm 

Vi gik fra hotellet (2) ad den røde, senere den lidt federe gule skovvej. Indtil vi nåede vandløbet (1). Her var stien eroderet. Vi havde ikke vores vandrestokke med, så vi vendte om og gik ud ad den hvide langs 1400 m højdelinie til vi kom til enden (under 2-tallet). Gik tilbage og ned til hotellet.

Undervejs samlede vi sten til at tage med hjem og dekorere. Blandt andet her på denne plads, hvor udsigten var som på et postkort. Bjerget midt i er måske Hoher Burgstall (2611) og bagerst i midten Schlicker Seespitze (2804) og til venstre er det Milderer Berg, vi ser – tror jeg 

Og heroppe så vi dissse svampe. Ingen anelse om, hvad de hedder eller om de er spiselige eller giftige… Min mor ville have fundet dem højinteressante 

Disse lavmønstre i mikroformat var jo også interessante, og især de røde partier var mystiske. En slags rødt lav…?

Vi gik i svømmepølen – indefra 

Herligt og med udsigt til gletscheren..

Der gik ren leg i det, da jeg ville forsøge en groufie uden at tabe mobilen i pølen, medens vi sad på Sprudelbank’en 

Sprudelbank’en var vi glade for. Herlig at sidde eller ligge på.

Vi var her i knap en time. Så havde vi fået sol nok   Men en dejlig svømmepøl er det!

Vi havde spurgt Freja, om hun ville have nogle øller med fra vores rejse. Hun svarede, at hun gerne ville prøve Märzen, Schwarzbier, Dunkelbock og Helles Lager. Tidspunktet var perfekt for os til at opsøge nærmeste supermarked for at købe øl.

Det blev til 7 forskellige, herimellem nogle af de øltyper, Freja gerne ville smage. Så udflugten til Neustift var altså en success.

Det nye Landhaus, som vi bor i, forbindes med hotellets andre faciliteter via denne korridor, som er meget interessant og fantasifuldt udsmykket. Denne kombination repræsenterer planter…

…her et udsnit af det midterste felt: “Blumenwiese” lavet af tørrede blomster fra engen.

… her et udsnit af det øverste felt: lavet af tørrede blade.

… her et udsnit af det nederste felt: skal ligne mos.

Et andet var pyramideformet…

… lavet af materialer fra træer i skoven og hedder: “Der Wald”.

Die Nachmittagsjause tog vi på terrassen under parasollens nådige skygge. Vi sendte dette billede til Roland med underteksten: “Lige nu, vores frokot/kage-udsigt, og vi drikker gletcher-vand til.”

Roland svarede: “Det må være som at sidde i et postkortmotiv!”

…og ja, det var super at sidde her. Men ved at kigge på dette billede af Stubaital Gletscheren, kommer jeg i tanker om, at der netop denne eftermiddag var noget galt. Det var flødeskummet, det var galt med! Det smagte mærkeligt, nærmest kemisk, faktisk forfærdeligt. Vi var de første, der benyttede flødeskums-produceren, og kunne derfor ikke profitere af, at andre havde slået alarm til tjeneren. Det var os, som slog alarmen i denne alvorlige sag, der kunne være indledningen til en kriminalfilm 

På vej tilbage til værelset fotograferede jeg endnu et af kunstværkerne i korridoren.

Denne gang lavet af ulden fra bjergfår…

Das Tiroler Bergschaf gilt als groß bis mittelgroß. Sie sind reinweiß und dürfen keine Pigmente oder Birkaugen aufweisen. Charakteristisch sind die langen, breiten und hängenden Ohren sowie der schmale, stark geramste und hornlose Kopf.

Das Tiroler Bergschaf ist eine Hausschafrasse, die in den Tiroler Alpen gehalten wird. Die Rasse geht auf das Steinschaf und vor allem auf das  norditalienische  Bergamasker-schaf zurück. Seit den 1930er Jahren ist es eine einheitliche Rasse. Das Tiroler Bergschaf war seinerseits der Ausgang für die Züchtung des Braunen Bergschafs. 

Für die Zucht ist das bedeutendste Merkmal, dass das Tiroler Bergschaf sehr frucht-bar ist und zwei Mal pro Jahr Nachwuchs bekommen kann. Im Schnitt bekommt ein Tiroler Bergschaf 1,8 bis 2,5 Lämmer pro Jahr. Schafe der Rasse werden bei einer Widerristhöhe von maximal 90 cm bis zu 90 kg, Widder bei einer Widerristhöhe von maximal 100 cm bis zu 130 kg schwer. Die Ergiebigkeit der Wolle beträgt bei Schafen 2,5 bis 4,0 kg und bei Widdern 3,0 bis 5,0 kg pro Jahr.

Das Braune Bergschaf ist eine Nutztierrasse, die von den früher in Tirol und Bayern beheimateten Steinschafen abstammt. Aus Überlieferungen von Hirten und Schäfern geht hervor, dass damals der Anteil von farbigen Steinschafen weitaus größer war als der weißen. Die Haltung der überwiegend in Gebirgsgegenden vorkommenden Braunen Bergschafrasse beschränkte sich lange Zeit auf die Alpenregionen von Österreich, Oberbayern, Südtirol und dem schweizerischen Engadin mit seinen Nebentälern.Böcke können bis zu 120 Kilogramm, Mutterschafe zwischen 60 und 85 Kilogramm wiegen.

Og så var der en Alm på højkant.

…med en herlig blanding af blomster og strå. Herligt!

Og så gik vi i wellness. Sole-Bad, Bio-Kräuter-Bad og derefter ud under halvtaget ved pølen, hvor der var ganske dejligt med en lille brise. Lidt over five o’clock gik vi op på værelset. Jeg vaskede de sten, jeg havde taget med ned fra morgen-gåturen. Så kiggede jeg lidt på, hvad vi evt. skulle nå, medens vi endnu er i dalen.
Vi blev enige om, at vi ikke gad flere klatreture…

Aftenenen forløb ganske roligt og vi endte som de tidligere aftener på balkonen, hvor vi lod tusmørket komme og natten falde på  Græsset var i løbet af dagen blevet “samlet sam-men” i runde plastic-ruller.

Lidt over 6 var der den fineste morgenrøde over bjergtoppene. Hernede i dalen måtte vi endnu nøjes med dette lidt mystiske, indirekte lys, indtil solen kom højt nok op.

Hotelavisen lovede 21-27 C i dalen og fuld sol. 10-14 C oppe i 2000 m højde.

Min dejlige, sportslige hustru i morgenssolens skær…

…ved begyndelsen på en 2:30 timers gåtur (røde indtegnede rute) på knap 11 km sydvest op i dalen og tilbage…

…som bragte os fra 1090 m op i 1223 m højde.

Vi startede med at følge landevejen og blev belønnet med denne skønne udsigt op i Stubaidalen med gletscheren oppe for enden.

Ved næste bro krydsede vi floden og fortsatte vi ad vandrevejen videre op i dalen. Herfra kunne vi se Mischbachwasserfall’et bag byen Gasteig.

Os med gletscheren i baggrunden. Det var vigtigt at få den med i billedet. Det koncentre-rede vi os meget om, medens det næsten var umuligt at se billedet klart på skærmen i det kraftige lys.

I Volderau bemærkede vi dette lille “mindehus”, med et fotografi af en afdød for oven og et vers midt i og blomster i bunden. Egentlig en sympatisk skik at mindes en afdød på. Måske hvor vedkommende har haft sin daglige gang og var forulykket medens han netop var i færd med dagens dont.

Herr, dein Ville geschehe,
woich gehe und stehe
Herr, dein Wille geschehe
und tut’s auch noch wehe
auch wenn ich es nicht verstehe
Hier verunglückte Otto Egger.
In seinem xx Lebensjahr.

På dette sted, hvor udsigten op i dalen var det rene postkort, vendte vi om. Vi havde oplevet, hvordan dalen indsnævredes og var kommet lidt tættere på gletscher-massivet. En god, visuel oplevelse – en af dem man tager til Alperne for.

Nogle hundrede meter ad tilbagevejen åbenbaredes udsigten på samme måde, denne gang dog ned i dalen med bebyggelserne Volderau, Gasteig og Krössbach. Også et smukt motiv.

Denne fætter havde vi allerede hilst tidligere på, og han lå nøjagtigt samme sted og tyggede drøv. Hans pels var meget flot, ligesom på andre af hans artsfæller vi så gå i skoven ved siden af vejen.

Nede ved Volderau lå Mischbachwasserfall frit fremme. Ja, det er lidt diset i det, men sådan bliver modlysbilleder ofte, når de tages med mobilkamera 
Jeg synes også, at vi her har et flot alpint motiv, der rigtigt gør sig i feriealbummet.

Langs vejsiden var der også noget interessant at kigge på. Denne gule fingerbøl-blomst, som jeg ikke husker navnet på (gul digitalis). Den så meget sjælden ud for mig, men der var flere af dem på et kort stykke af vejen, der for nyligt må have været under konstruktion.

Et overraskende syn var denne tingest. En Lockstof-Fälle für Borkenkäfer (barkbille), der som etiketten videre forklarede: Bioteknisk skovbeskyttelse uden gift  Jeg kan godt lide sådanne indretninger, der fungerer efter geniale og helt enkle principper. Billerne lokkes med en lokkemad hen til tingesten, falder ned gennem revnerne, opsamles senere i en plastpose og dræbes efterfølgende med kogende vand.

Ud for Krössbach gik vi over broen for at gøre en lille afstikker op til Oberegg. Pudsigt som vandet ligner skummetmælk 

I dag blev det også til en lille gåtur med blomsterbuket til fruen. Ren natur, som Inge bandt sammen med strå. Smukt. Sommerligt.

Vi vendte om oppe ved Oberegg og fik dette fantastiske billede op i dalen. Specielt heroppe høstes der hø til kreaturerne og vi har set en stor varietet i høstmaskiner og helt alminde-lige håndredskaber, så der er liv i de forskellige alm-afsnit.

Ja, jeg har sat mange billeder op fra denne gåtur. Men det er der en årsag til – og den er, at have albummer med minder, som vi kan genopleve, når vi engang er anbragt på et pleje-hjem – og denne alpine gåtur må være dejlig at genopleve på en regnvejrsdag engang ude i fremtiden 

Vi gik i pølen, da vi kom hjem. Forfriskende i sig selv – og måske gavnlig for appetitten! Vi tog det helt roligt med eftermiddagsjausen under parasollen.

Efter Jausen ledte jeg efter pit-stops på mandag når vi var undervejs til næste destination (f. eks. domkirken i Augsburg). Inge sad på balkonen og læste imedens, men blev kold om fingrene og ville derfor gerne i sauna.
Det gjorde vi så: Sole Dampf-Bad og Bio-Kräuter Sauna.
Kiggede efter 2 liggepladser i skyggen udenfor på terrassen. Det fandt vi ikke, så vi gik op i Zirbenstube i stedet.

Klokken blev næsten 7 før vi sad korrekt bænket ved bordet – altså med vand, vin og øl inden aftensmaden blev serveret. Og øllen var netop en af de typer (Märzen), som Freja ønskede, at vi tog med hjem til hende 

I dag valgte vi “kun” forret og hovedret. Og medens vi spiste, underrettede tjeneren os om status på VM-kampen mellem Danmark og Peru.

Jeg tog vist dette billede i hotellets lobby inden vi gik op på værelset.

Vejen til værelset førte som tidligere beskrevet gennem en korridor i det Neue Landhaus, hvor de store kunstværker var monteret. Lige når man kom ind i korridoren stod et mindre bord med stenplade, hvor 5 mindre potter med Edelweis var sat. Jeg tænkte på den populære sang.

Edelweiß, Edelweiß
Du grüßt mich jeden Morgen
Sehe ich dich
Freue ich mich
Und vergess’ meine Sorgen
Schmücke das Heimatland
Schön und weiß
Blühest wie die Sterne
Edelweiß, Edelweiß
Ach, ich hab dich so gerne

Og så skulle kampen naturligvis drøftes i det østrigske fjernsyn 

Der kom et billede fra Roland og Katy. Nu ved vi, hvordan teltet er, samt hvordan deres nye bil ser ud, nej bilen har vi kørt i sammen med dem 

Og jeg målte højden på badeværelsesbordet. Inge har fået et godt øje til denne måde at løse bordproblemet på, hvor selve kummen er i porcelæn og nemmere at renholde, end vores nuværende. Nu her, i skrivende stund, er der det komiske ved det, at jeg ikke kan finde, hvor jeg har skrevet målene ned 

Senere sad jeg på balkonen og søgte efter pit-stops/delmål undervejs i overmorgen. Jeg skulle hjemmefra have plottet disse delmål ind, for hver dag – og ikke undervejs. Aftenen gik på hæld og tusmørket bankede på.

Ved 7-tiden havde skyerne nede i dalen trukket sig tilbage og vejret så ud til at blive hæderligt.

Det blev bekræftet af hotelavisen, der forudsagde 22-27 C nede i dalen og 11-14 C oppe i 2000 m.
Ved morgenmaden diskuterede vi dagens gåtur og Inge fortalte, hvilken ny vej, hun kunne tænke sig at gå. Men jeg havde nogle problemer med broer, og her hørte jeg ikke ordentligt efter, hvilket senere på gåturen forårsagede problemer og resulterede i en lidt underlig gåtur.

Gåturen er illustreret på kortet her. Den røde rute er den, vi rent faktisk gik. Vi forlod hotellet  i Krössbach og fulgte rangrends-stien nordpå langs landevejen. Nord for Scaller fortsatte vi på denne sti, indtil den blev for kedelig og det blev klart, at vi ikke var på den tænkte rute. Vi gik samme vej tilbage og krydsede landevejen i Schaller og tog vejen ind til Milders. I midten af byen drejede vi til venstre og fulgte vejen op til kort forbi P-pladsen. Her vendte vi om og gik opad og ind i skovkanten, hvor vi fulgte skiltene mod Krössbach. Hvor den grønne pil peger, fortalte min app, som jeg i mellemtiden havde fået startet, at vi skulle følge den rød-stiplede rute til Krössbach. Inge protesterede – og med rette, fordi hun kunne huske at netop den sti ville være afbrudt kort før Unteregg. Derfor foreslog hun den grønne rute. Den ville føre os opad og ind i skoven på gode skovveje og vi ville komme ud på kendt vej, når vi nåede vejen til Milderaunalm.
Den rute så jeg ikke lige for mig, og min app sagde noget andet, så  jeg argumenterede lidt for stærkt – så stærkt at Inge opgav og begav sig på vejen tilbage ad samme rute som vi var kommet. Jeg fulgte efter og fik også set udsigten 2 gange. Ruten blev den samme, bortset fra stikket i retning mod nordøst fra Schaller.

…og sådan gik vi op og ned og turen var ikke særligt spændende. Denne tur var ikke et forbillede på velforberedt gåtur 

Inge har sandsynligvis stået udenfor og ventet på mig og benyttet tiden til at tage dette billede af hotellet. Jeg tager det med her, for det er så vidt jeg husker det bedste vi har af hovedindgangen og ankomstområdet.

Undervejs fik Inge den gode idé at samle noget bark, som vi så derhjemme kunne lave forskellige ting af. Jeg kunne bidrage med en tom plastpose – som Inge nok har foreslået mig at have i tasken, hvis vi nu skulle finde noget undervejs 

Vi kunne kigge op til Unteregg (den hvide gård) og det er, såvidt jeg forstod, ude i højre side af billedet at stien er afbrudt (hvor den røde stiplede linie i kortet ovenfor ender).

Og det lille kapel i Schaller. Jeg kan godt lide disse små kapeller, krucifixer og lignende her i Alpeområdet. Men det har jeg vist filosoferet over i en tidligere rejseblog 

Det var, hvad jeg fotograferede gennem gitterdøren.

Lidt længere henne ad stien var dette værtshus, som på den sorte tavle meddelte at det var lukket på grund af lortevejr indtil den 19. juli 

Vi kom ud til landevejen og diskuterede om vi skulle gå over den blå Schaller-Bro og dreje til højre lidt længere fremme for at komme til Milders, eller om vi skulle fortsætte på langrendsstien i retning af Neustift. Vi valgte den sidste og vendte om, som vist på kortet ovenfor, og kom tilbage hertil, krydsede broen og drejede til højre.

Vi gik ind til centrum af Milders, drejede til venstre op i side-dalen til P-pladsen. Herfra lidt tilbage – hvor jeg tog dette billede – og så til højre op i skoven.

Tilbage på hotellet bemærkede Inge dette lille tableau af træ.

Og oven over tableau’et på væggen var dette store blomster og korn-motiv. Imponerende!

Eftermiddags-guffet var vist en slags Apfelstrudel og denne gang var flødeskummet OK.

Så i Sauna og Sole-Bad og Bio-Kräuter-Sauna og 20 minutter afslapning i die Zirbenstube for at dampe af.

Der blev pakket flere tasker og slappet af på balkonen. Vinden var blevet lidt køligere – eller der var måske bare lidt mere af den.
Inge reflekterede over øjeblikket: Dalen er grøn, gletscherne hvide, husene gråhvide og lysegule, tagene røde, brune og sorte, træværket meget mørkt, nybyggeri i lysere træ som vores altan, husene har malede navne og dekorerede rammer om vinduesåbningerne. Lige nu galper hunde, ellers har vi ikke hørt hunde. I dag skriger børn, ellers har vi ikke hørt skrigende og råbende børn.
Er det tegn til, at vi skal videre – måske, men det skal vi i morgen, nu begynder vi at nyde det!

18:30 var der Begrüssung i hotelfoyeren – en halv times venten på taler, der blev holdt af vandringsmanden Marcus og hotelværtinden. Hun tog udgangspunkt i en netop afsluttet fodboldkamp Tyskland-Mexico, som Mexico vandt 1:0.
Fodbold – ferie – galaaften. For os er ferie vigtigst.

Jeg købte lyserøde tøfler til Inge og 2 blikkrus til mig og Almhonig til os – minder fra feriesteder har jeg endelig lært – posthumt – af min farmor 

Aftenbilledet kalder vi “Duften af grønt”, fordi duften af det slåede græs var så intens og liflig, at det var en hel oplevelse.