Et kig ud af vinduet klokken 6:42. Ikke specielt inspirerende udsigt, men det var til ho-tellets stille side og “oppe på etagerne”. Det rolige aspekt ved værelset kunne dog uden varsel blive forvandlet til et hylende inferno. For nedenfor var der en ambulancestation 
Da vi en halv time senere forlod værelset for at spise morgenmad, bemærkede vi at Frankfurter Allgemeinde hang på dørhåndtaget.
Nede i restauranten var der meget koldt, syntes vi. Troede at det var air-condition til ære for en flok amerikanske gæster. Inge bemærkede, at der var pletter på dugen i hendes side, og jeg spinat på min. Der blev altså på dette 4-stjernede hotel ikke skiftet dug mellem gæsteholdene, der benyttede samme bord. “Un mauvais point”, sagde Inge. Jeg gav hende ret!
En ældre dame, som vi havde bemærket i aftes i restauranten, satte sig ved nabobordet og bad straks morgenmadsdamerne om at lukke vinduet. Her var årsagen til kulden! Et stort vindue var skudt til side, uden at jeg umiddelbart kunne se, at det var tilfældet. Det kunne damen heller ikke, forklarede hun, men hun kunne på sine ben mærke den kolde træk langs gulvet.
Vi takkede hende for hjælpen. Jeg bemærkede senere, at vinduet stod halvt åbent hos amerikanerne. Der var 10-12 C udenfor, og det er OK udenfor, men ikke indenfor 
Inge gik sig en tur medens jeg bad om hjælp med bagagen – og fik den ned – og om at få kørt bilen frem. 5 minutter efter var congiergen der for at hente bagagen. Gæsteelevatoren var stadig i uorden, men han kunne benytte personale-elevatoren.
Jeg havde Inges håndtaske med mig. I den er hendes bilnøgle, så derfor bemærkede jeg ikke, at min bilnøgle stadig lå i receptionen. Bilen kunne jo åbnes fordi den er udstyret med “keyless go”, som det hed i bilbrochuren.
Inge gjorde mig opmærksom på dette forhold, og redde mig for en retur-kørsel eller problemer med postforsendelse af nøglen fra hotellet til privaten i Struer.
Medens jeg stod derude foran hotellet og pakkede ned, kom den ældre dame, som havde ordnet problemet med trækken i restauranten, forbi og vi udvekslede lidt small-talk. Hun havde været til noget familiefest i Berlin og var på vej til sit hjem i Bielefeld. Og så havde hun valgt at overnatte her i Celle. Stærkt gået og fornuftigt med en overnatning. Den direkte rute Berlin-Bielefeld = 389 km. Celle ligger ca. 20 km nord for denne rute. Måske har hun lavet en lille rejse ud af det og måske har hun ikke flintret afsted på motorvejen – hvis det forholder sig sådan, er der endnu mere grund til at beundre hende 
På sin tur kom Inge forbi dette oplysende skilt, der forklarer lidt om hotellet. Om et par år har bygningen 50 års jubilæum som hotel. At indse dette er jo at indse, at jeg også selv er blevet de mange år ældre. Du meine Güte!
9:44 sendte Anker fra sin mobil dette billede af nevø Thor som nyudnævnt student til Inge. Han sendte det for at hun kunne finde ud af, hvor det var taget. Altså, ved at gemme billedet og bagefter kigge på billedinformationerne. Her ville hun kunne set på et kort, hvor det var taget. Det viste sig at være tilfældet
Meget fin hilsen at få. Meget livgivende også – som kontrast til den krigskirkegård med mange døde unge mænd, vi lige før kørte forbi i Bergen, som vi besøgte dengang vi kørte 1952-retro-turen…
Inge tog et billede og sendte det til Anker, for at han kunne se, hvor vi var, da hans billede ankom. Da nærmede vi os en lang kø efter et biluheld, som dem vi ser i Heute Leute. Den kostede 25 minutters kø-kørsel. Men vi benyttede tiden til at fortolke digte af en gammel facist, som støttede Mussolini varmt: Ezra Pound.
Vi var nået til den østlige kant af Lüneburger Heide.
Pause på Brokenlande Rastplatz i nærheden af Neumünster. Jeg ser meget spekulativ ud her på billedet. Mon jeg reflekterede over, at trafikken i og omkring Hamburg havde været meget moderat, og at turen var forløbet meget bedre end forventet? Det ville ellers være passende. Udover kaffe fik vi skridt på tælleren.
På den videre færd prøvede vi ligesom i går at forberede vores julehilsen til familien.
286 km havde vi tilbagelagt, da vi ankom til Alter Meierhof ca. 14:00.
Lige forinden ville en teenager cykle over på fodgænger-zebrastriberne. Hende holdt jeg ikke for og hun kiggede olmt på mig. Så lavede jeg gå-tegn med pege og langfingrene for at indikere, at det var fodgængere, man holdt for her. Som svar fra den unge dame fik jeg F-fingeren og en sur mine
Hotelværelset var allerede klart, så vi var hurtigt installeret og kunne gå ud på en lille tur langs Flensborg Fjord. Jeg er her ved at fotografere Lille og Store Okseø
Øen til venstre for det hvide sejl i midten af billedet er Lille Okseø og den til højre Store Okseø. Det falder mig ind, at jeg aldrig har været på disse små øer. Utroligt egentlig, at de er forblevet danske.
Efter gåturen gik vi ned i Wellness-områdeet. Startede i Dampf-Sauna, hvor en gammeldags mekanisme holdt en jerngryde nede i en varm ovn. Et urværk af en slags fil en anden mekanisme til at løfte jerngryden og hælde vandet over opvarmede sten. ZZZTTT lød det og der spredtes pludselig en meget varm damp.
Satte os ved “bredden” af den indre pøl og gik/svømmede herfra ud i den ydre. Meget sjovt at være derude og kigge over til gamle Danmark
Der var ingen trykknapper i pølene
Boblebadet skulle tændes i poolbaren, men de unge mænd der var ikke opmærksomme, da vi satte os der.
Vi var også i hø-saunaen, men hos Inge virkede den ikke og hos mig knap nok overbevisende. Fra opholdet i Stubaital var vi jo også bedre vant hvad Alm-Heu angår
I baren var der i anledning af VM i fodbold pyntet op med flag. Her i Glücksburg naturligvis det danske og tyske. Kan ikke være anderledesæ
Forsiden på barens menu-kort helt i stil med det aktuelle VM.
Det samme gjaldt bagsiden, der skulle give indtrykket af et strategi-bræt…
…og inden i en menu helt i stil med den store verdens-begivenhed
I fjernsynet løb spillere fra Rusland og Paraguy rundt på græsset i Rusland, medens vi fik fyldt glassene med “Flens” til mig og Sekt af Riesling fra Pfalz til Inge. Men jeg interesserede mig mere for min smartphone.
Zweierlei Poulardenbrust mit grüner Spargeln und gepresste Kartoffeln rundede vi madmæssigt dagen af med, for af den ret blev vi så mætte at der ikke var plads til dessert.