Livet undervejs…

Medens Inge gik sin morgentur, lukkede jeg kufferterne og pakkede laptopper, støvler og andet i tasker og poser og tog noget af det med ned i garagen, da jeg hentede chia-stykker til formiddagskaffen. Hjemme igen gik jeg ned med mere, men kunne så ikke få garageporten op. Fjernbetjeningen lyste rødt som den skulle, men porten bevægede sig ikke. Vores vicevært var på pladsen med sit feje/saltnings-køretøj. Han prøvede også, men situationen var den samme. Jeg hentede nødnøglen, og vi kom ind. Han checkede fjernbetjeningen inde i garagen og der virkede den! Svage batterier konkluderede vi, og han gav mig et par nye. En lille skruetrækker kom derfor med på ferie til udskiftning af dem. Planen var at forlade Struer mellem 10:00 og 10:30 og det pressede mig lidt på tidsaksen at miste den halve time, det tog at fjumre rundt med nøgleproblemet. Vi fik dog komfortabel tid til formiddagskaffepausen – vigtigt, når man skal på ferie efter en travl tid som pensionist 
Sidste ting, der blev pakket i bilen, var kransen til gravstedet i Boddum.

Første stop på turen var derfor kirkegården i Boddum. Gravstedet fremstod generelt velplejet med en hjerteformet “pude” af lav som julepynt, men den overordnede “jule/vinter-pleje” med grandækning af blomster og bede var ikke foretaget. Ikke fordi kirkegårdsgartneren Karl Kristian, som Inge står og snakker med, ikke havde fået det gjort, men fordi denne juletidsspecifikke gravstedspleje ikke var bestilt!
Karl Kristian er et dejligt menneske og det var helt fint at få lejlighed til at hilse på ham og ønske glædelig jul.

Herfra kørte vi hen til familien i Boddum med en lille julehilsen. De var allesammen hjemme og vi fik en hyggelig snak med dem allesammen, akkompagneret af en kop kaffe fra Ankers eget risteri og småkage fra familiebageriet. God kvalitet altsammen.

Hvor vi sidste år også kiggede indenfor hos familien i Hurup, hoppede vi dette stop over, for de var allesammen kørt op til en hytte i Sverige for at fejre julen der. Vi kørte derfor direkte til familien i Adbøl, hvor knægtene var hjemme og hvor vi fik en lille snak med Lau og familiens kæmpestore hund. Vi bemærkede et utal af katte, som gjorde indtryk på os – i form af en meget karakteristisk stank af kattelort, der bredte sig i bilen da vi kørte op til landevejen. Her måtte vi ud og undersøge hvad hver især havde i skoenes sålemønster og få det fjernet med en lille kvist og vådt græs 

Ikke mange km derfra ligger Grurup Kirke, hvor vi beså familiegravstedet der. Det var i fin stand og kunne ikke kaste den mindste skygge over familiens renommé. Det er mange år siden vi sidst var indenfor i kirken. De få gange vi har prøvet var døren låst. Det var den overraskende nok ikke idag, så vi gik ind. Jeg erkendte, at jeg ikke huskede meget af interiøret, og nu spurgte jeg mig selv, hvad jeg syntes om den moderne altertavle, der så vidt jeg fortolkede illustrerede Jesu Opstandelse fra graven. Jeg er ikke sikker på, at jeg kan lide den – men iflg. internettet er menighedsrådet vist meget tilfreds, og det er jo det, der tæller.

Jeg kan godt lide at køre hen over Bygholm Vejle, med Limfjorden på sydsiden af vejen. Et spektakulært område med masser af fugle og midt på dæmningen en fuglekigger-parkeringsplads med et par hytter med udsigtplatform og et overraskende rent og velplejet toilet – derfor holder jeg altid ind her – og et dejligt sted at holde pause og spise en snack i det fri 

Da vi kørte fra fuglekigger-parkeringspladsen, fortsatte vi med den lydbog, som vi startede på vores sidste rejse: “Lejemorderens rengøringsmanual”. Meget fint med underholdning af den slags, når vi kører derudaf i flere timer.

Hjemmefra havde jeg en liste over genbrugsbutikker i Brønderslev, Hjørring, Ålbæk og Skagen. Vejret var imidlertid dejligt og trafikken gled fint og vores værelse på hotellet var parat til os fra tidligt på formiddage – så hvorfor ikke gemme genbrugsbutikkerne til hjemturen? Uden sådanne svinkeærinder nåede vi frem ved 15:00-tiden. Vi lod bagagen være i bilen og gik direkte ind i Pejsestuen for at bestille varm chokolade med flødeskums-topping 
Julepynten på hotellet er holdt på et tiltalende diskret  niveau – og det meget smagfuldt. Det kunne vi så sidde her og kigge efter i detaljerne, medens vi lod smagen af varm Valhrona-chokolade og koldt flødeskum forkæle vores smagsløg – eine wahre Gaumenfreude!

På værelset fandt vi en velkomsthilsen i form af et blad for luksusdyr, en bog med ferievers, et kort med velkomsthilsen og information om julearrangementet. Oven på det hele en lille pakke brune kager fra hotellets eget køkken og et glas gélé af æble, tyttebær og stjerneanis, som jeg ikke har med på fotografiet.

Fisk laver de jo rigtig godt her på stedet. Noget vi glædede os til. Ikke at der mangler fisk i køkkenet derhjemme, men som kok når jeg hotellets til anklerne – måske, så her er det en fornøjelse at få fisk, der er tilberedt som de skal være, og at få fisketyper, jeg ikke selv køber af angst for ikke at kunne tilberede dem ordentligt   Valget her var “Ristet kulmule med légumes aux herbes & oliven sauce” (ja, de er jo lidt frankofile her på stedet!)

Senere gik vi en runde i den natsorte by – ud mellem sommerhusene, hvor der ikke var meget lys omkring os, og her kiggede vi på stjernehimlen. Længe siden vi har set så mange og meget længe siden, at vi sidst har set mælkevejen. Jeg fotograferede Nordstjernen med Karlsvognen, men der kom kun 1 lille prik på en sort baggrund som resultat.  Hjælp til at komme i julestemning fik vi, da vi vendte tilbage til hotellet. Det var fint julepyntet med grantræer og lysguirlander – og lignede en lille oase her i den nærmest øde badeby. Sommerhusejerne var kun sporadisk til stede og time-share hotellet overfor stod stort set tomt.

Vi er længere mod nord end Struer og natten er lidt længere. Morgenmad er først disponibel fra 07:30 – hvilket på en ferie er tidligt nok – og jeg sætter stadig pris på at være blandt de første ved buffetten, så omkring åbningstid var jeg der også i dag. Medens jeg fandt vand, skar brød og bestilte vitaminshots, og greb en avis, gjorde Inge sig parat til dagen. Lige før hun gik ned til mig i restauranten tog hun dette billede i retning af Kikkerbakken.

3 minutter senere var hun nede hos mig. Hjørnebordet er vores favorit, for der har vi vinduet ud til korridoren og udsigt længere ud mod øst, der er roligt og når der ikke er mange gæster kan vi brede os over et par borde – nemmere med pakkenelliker og morgenavisen 

Halvanden time til morgenmad betyder morgenmad i ro og mag. Og idag var det sådan, derfor var jeg ikke ude før ved 09:45-tiden. Jeg ville hente nogle sten på stranen til at male på og derefter gå hen til Meny i Højen for at købe Weekendavisen – det er jo fredag. Stensamlingen vejede så meget, at jeg valgte at gå tilbage til hotellet med dem og derefter gå hen til Meny. På vej bemærkede jeg at byens juletræ henne ved “Trekosten” (der vist var restaurant i vores ungdom) ved at blive sat op, eller også havde der været problemer med lysguirlanden, for det var den disse to mænd baksede med. Siden vi var så langt henne i december, drejede det sig nok om reparation af lysene.

Min gåtur varede godt og vel halvanden time. Tilbage på hotellet gik jeg igang med næste fase af mit karusselheste-projekt: dekorationen. Hestene var malet i mat hvid farve hjemmefra, og måtte nu gøres interessante med farver og streger. Inge kom tilbage fra sin formiddagsgåtur omkr. 12:30, hvor hun fotograferede mig ved “arbejdsbordet”

Vi fik os en snack. Sådanne og julesmåkager havde vi med hjemmefra, for der er på ferier aldrig plads til egentlig lunch midt på dagen. Vi guffer nemlig for godt om morgenen og får os noget kalorierigt om eftermiddagen, og derfra er der ikke langt til klokken et eller andet sted bliver 5, og derefter glider dagen lige ind i aftensmaden 

Omkr. 14:00 var Inge igen ude på en gåtur og henne ved Havbakken tog hun dette billede af et friskt Skagerrak, som denne del af Nordsøen hedder.

Nu var det ikke havet eller skibet i horisonten, der fangede hendes interesse, men den flok edderfugle, der holdt til nede i brændingen til højre for høfden.

Som i går, og som hver eftermiddag på vores sidste ophold her, var vi at finde i kaminstuens hjørne med et glas varm chokolade med koldt flødeskum på toppen. Spejlbilledet i vasen viser et ældre – eller skal vi optimistisk sige “middelyngre” par der netop har tømt deres glas med varm chokolade. Det er os to 
Blyanterne minder om, at vi samtidig prøver at klare udfordringen som Weekendavisen giver os med sin Dobbeltkryds.

Jeg fortsatte arbejdet med karusselhestene medens Inge gik sig en tur. Klokken blev 17:30 før vi nåede at reagere på, at det også i Gl. Skagen var over 5 o’clock! Det blev til et glas fadøl, respektive et glas Sauvignon Blanc i pejsestuen. Dejligt med disse forpligtende pauser i en travl pensionisttilværelse – de er næsten uundværlige 
Aftenens valg fra Brasseriets menu kom nærmest af sig selv og det blev “Fransk løgsuppe med croûton & gratineret ost”. Absolut dejlig var den. Lige hvad vi havde brug for i dag.

Efter efter-aftensmad-gåturen gennem det stort set tomme og mørke sommerhusområde (som Inge kender ud og ind) fortsatte jeg med nusseriet på karussel-hesten og Inge fangede min profil på døren. Jeg ligner en fusion af Steve Bannon og John (?)
Vi hører klassisk musik fra Danmarks Radio i disse dage – og kun klassisk musik – når vi opholder os på værelset. Det bidrager til min almene dannelse, som på trods af min fremskredne alder er præget af mange ørkenområder 

Vi sover med åben dør. Men det tager vinden ingen hensyn til. Ej heller gardiner. Og denne cocktail kan frembringe klapren og susen, man ikke kan forrestille sig på et ellers roligt badehotel. Derfor må jeg lege McYver en gang imellem og klare situationen efter de forhåndenværende søms princip. Her i form af en strømpe rullet op bag gardinet, så dets nederste tværliste ikke kunne klapre ind i altandørens karm. Resultatet var meget tilfredsstillende, hvad angik støjdæmpning, hvis vi ser bort fra Inges problem med at have en ulogisk kontrast deroppe om natten.
Med den åbne altandør var det så badeværelsesdøren, der klaprede. Det klaredes meget nemt ved at sætte et papirlommetørklæde i klemme, når vi lukkede døren.
Rolig nat med masser af frisk luft og brændingens brusen i det fjerne…

08:23
Der er muligheder for at få varme æggeretter, lavet mere eller mindre efter ønske. Jeg kan ikke stå for spejlæg serveret stadig sydende på en gloende pande, garneret med en pølse eller bacon. Inges foretrukne er ommelet med (oste)gnalling 

Vi besluttede at foretage en fælles gåtur i Skagen Klitplantage. Det var bare ud af døren, og så var vi stort set allerede i den  Men som det blæste! Nærmest storm. Så da vi kom ned på Kanalvej, hvor vinden er lige imod over det åbne stykke ud til klitterne, blev hætterne snøret tæt om hovederne.

Da vi nede for enden af Pælebakkevej drejede ind på Jenses Vej, blev det roligere for os. Hætterne kunne tages af og handskerne puttes i lommerne – og så var der tid til at studere farver i skovbunden omkring os. Især var der fokus på de varme rustrøde fra døde fyrrenåle og det lyse grågrønne lav.
Og disse farvestudier havde noget med karusselheste at gøre…

Turen havde varet knap 2:30 timer og vi havde tilbagelagt godt 11 km.

I en email takkede Franz for julekortet, vi sendte, og tilføjede: “Grüßt den alten Leuchtturm von uns.”. Vi vidste ikke, hvilket af de gamle, han mente og hen til det gamle vippefyr – det ældste i området, og sendte ham et billede af det, og spurgte, om det var det han mente.
Svaret kom: “Ich dachte mehr an einem Stein-Leuchtturm und nicht an eine Guillotine aus Holz, mein lieber Steen.”
I fremtiden kalder vi nok til dette fyrtårn for “Guillotinen” 

På vej tilbage kørte vi ud omkring det Grå Fyr. Ombygningen lod til at være til ende og der blev skiltet med “Fuglecenter” og meget mere. Vi vendte om og kørte via havnen tilbage. Derhenne var glaspusterens butik åben og vi gik ind. Han havde pæne ting, ikke så mange, men pæne var de. Jeg kunne endda tænke mig at købe nogle af hans mundblæste glas. Nu var det ikke dem, jeg fotograferede derinde i værkstedet, det var ovnen med det sjove ordsprog: Sid ikke inde, når alt håb er ude” 

Eftermiddagens demensforebyggende aktivitet med at løse Dobbeltkrydsen genoptog vi pligtskyldigt, medens vi forkælede ganerne med varm chokolade toppet op med koldt flødeskum.

Resten af eftermiddagen gik med arbejde på karusselhesten for mit vedkommende og endnu en gåtur i sommerhusområdet for Inge. Og inden vi så os om var klokken også blevet 5 her i det nordligste af kongeriget. Det forpligtede også og derefter kaldte studiet af menukortet. Beslutningen blev: “McMichaud med krabbe, skaldyrsreduktion & sprød kartoffel”. Den bedste burger vi nogensinde har spist!

Senere kom en hilsen fra Whaley Bridge 

På vej til morgenmad fangede Inge lidt julestemning. Imedens gennemgik jeg det sædvanlige morgenritual med at hente vand, skære brød og vælge en avis at kigge i. Måske ville der være noget interessant.

The Daily Telegraph havde kun noget skattevrøvl vedrørende bidragsgivere til Leave-siden i afstemningen om Brexit. Men inden i avisen var denne lille perle. Roland vil om nogle år have pas i 2 farver: Rødbede og blåt 

Efter morgenmad gik vi sammen hen til Solnedgangspladsen. Inge ville vise mig noget…

Hun ville vise mig en plakat. Den var lidt falmet, men viste badebyens vision for renovation af solnedgangspladsen. Egentlig et informativt fotografi, for vi ser den tilsandede kirke øverst til venstre, Sandmilen øverst i midten og alle skibene, der ligger uvirksomme for anker i Kattegat, medens de venter på nye fragtordrer.

Inge gik videre over Kikkerbakken og vist nok ned til det særdeles udsatte hus helt nede i havstokken…

…og jeg gik tilbage til mit improviserede atelier for at dekorere en karusselhest. Medens den tørrede,  benyttede jeg lejligheden til at lakere en sten, der efterfølgende skulle udvikles videre til en hvalros  Lakken var en ny type, og den var meget tyndtflydende og medgørlig. I den lille flaske, jeg købte, er der nok til et helt hus, forekommer det mig.

Inge kom tilbage ved 13-tiden og vi holdt en snackpause. Vi snuppede en økobar hver, og jeg toppede op med en espresso og et par brune kager, jeg i min forudseende visdom havde købt i Vesterhavsgården nord for Søndervig. Eller var det Inge, som mindede mig om, at det måske var en god idé med noget til en midt-på-dagen-snack? Det var det nok 
I dag holder jeg måde med antallet af småkager, for her på juleaftenseftermiddag er der kaffe-kage-bord i pejsestuen…

Sidste år var der bla. en dejlig bûche de nöel, og det var der også i år. Også på det punkt er det godt at restauranten stadig har frankofile overtoner i sit repertoire 
Ja, vi var der til tiden. Dels for at få et godt bord, dels af hensyn til aftensmaden, der ved 18-tiden ville blive indledt. Vi fik “vores” hjørnebord og et stykke af hver af de 3 slags, som kagebordet indeholdt. Bûchen var egentlig nok, den var himmelsk og dejlig kold, men det smukke kagebord forpligter jo – og i morgen ville vi bestemt gå en tur, hvis ikke allerede i aften inden sengetid, så…

17:00 havde jeg den første hest parat. Her står den på et stykke gammelt bremserør af kobber, som vi (Carsten og jeg) havde ætset for at give det en patina. Der dannedes en masse irgrønt stof på røret, men det forsvandt ved afvaskning. Alligevel havde bremserøret fået en sympatisk patina, som passede godt til foden af teaktræ. Fødderne og “pindene” havde vi forberedt inden rejsen, så opgaven her i Skagen var at dekorere dem. 9 hvidmalede heste havde jeg med i bagagen og med en arbejdstid på 3 dage per hest, ville vi ikke komme hjem før sidst i januar – eller vi måtte nøjes med kun at få dekoreret 3 af dem i løbet af opholdet her.
Ja, helt færdig er hesten dog ikke. Meningen er, at den derhjemme skal have mindst et lag lak.
Selv syntes jeg at den blev ret vellykket og sjovt at tænke på, at den engang var håndtag på et manglebræt, sandsynligvis lavet af en pensionist på et aftenkusus engang i 1970’erne 

Vi havde fået lov at vælge bord og det gjorde vi i gourmetrestauranten, for der er der ikke så mange borde, og bordene er lidt større end i den store morgenmadssal. Her er vores naboborde og jeg kan ses nederst til venstre i det højre spejl.

Der blev skænket champagne, medens vi ventede på første ret. Medens vi beskæftigede os med den, bemærkede vi et meget venligt initiativ taget af gæsterne ved et af sofa-bordene (dem langs vinduerne). Et ægtepar (som er at se i spejlene på billedet ovenfor) inviterede en enligt siddende dame hen til sig, så hun ikke skulle sidde der helt alene. Det tog hun gerne imod, og restaurantchefen blev spurgt, om det var ok at flytte tallerkener og bestik og de mange glas over. Det var bestemt i orden, for den enlige dame var restaurantchefens mor 

Så vi havde champagnen i ventetiden inden første ret. Den var dog ikke lang, for inden et kvarter stod den tempererede laks med blegselleri og muslingefløde med lakserogn foran os – og i hvidvinsglasset glimtede en dejlig Sauvignon Blanc fra New Zealand.

Medens vi ventede på hovedretten, holdt Inge bla. øje med kokkene gennem pejsen og kunne annoncere, når køkkenet var parate til at “køre” hovedretten 

Tjenerne måtte løbe 2 gange til hvert bord til denne ret, for først kom en tallerken med grønkålssalat med dejligt mere og rigeligt var 2 personer ved vores bord, der skulle dele den og spise den sammen med hovedretten, som var…

… Dombes af canettebryst, confit af lår, glaseret kastanje, saltbagt selleri, kartoffelkompot og skysauce med brunet smør. Meget velsmagende. Jeg har aldrig fået confit på denne måde – uden ben og skind, kun det gode kød fra lårene formet som en frikadelle.
Ja, hovedretten ser farvemæssigt ikke så spændende ud, men salattallerkenen kompenserede rigeligt.
En rød italiener var allerede skænket i det midterste glas 

Klokken 20:00 “kørte” køkkenet desserten: “Kejserinderis med Amarenakirsebær og sprød nøddekurv”. Den var særdeles lækker. Havde risalamandens smag, men ikke dens “vægt”, så det var en dejlig let dessert. Den italienske perlende dessertvin passede godt til. God afrunding af aftensmaden på en juleaften 

Julefesten fortsatte med gaveudpakning på værelset. Vi havde nemlig fået en lille pose med fra Boddum, som indeholdt et optimistisk julepar  Det var en sjov ide ! Tak for dem, nu har vi nutidig julepynt.  Hoptimister er igen blevet moderne i DK, mens vi har været væk og vi forærede sidste år Roland 2, hvoraf en var en hooligan med klaphat. Men vi er endnu ikke på omgangshøjde med England, for de 3 ialt!!

Det har været en dejlig dag, en juleaftensdag, som jeg godt kan lide den – og så er den ikke helt slut endnu, for hjemme ligger et par konvolutter fra England og venter på os. Vi fik dem, som tidligere fortalt, ikke med på turen her til Skagen, fordi postkassens lås var korroderet og blokkerede allerede dagen før afrejsen. Viceværten kunne ikke nå at få låsen repareret før senere den dag, hvor vi forlod Struer om morgenen.
Så vi har lidt mere jul at se frem til i begyndelsen af januar 2018 

Ja, det går fremad mod lysere tider, men det er ikke til at se om morgenen ved 8-tiden. Små stjerner får vi ikke med på mobilen, men en planet blev det da til. Hvilken mon det er, Inge så der?

Da himlen blev fotograferet, var jeg nede i morgenmadsrestauranten og langt henne i forberedelserne af vores måltid. Der mangledes lige at knipse en avisforside. Det blev så denne med tilvæksten i den danske folkekirke. Jeg tænkte på, hvad der ville ske med fyren her, hvis han en dag vendte tilbage til Mellemøsten. Ville han der være en udstødt religionsforræder, som alle rettroende pligtskyldigt bør dræbe? Ikke en rar tanke på juledag.

Inge havde lidt held med vejret på sin gåtur – i hvertfald, da hun gik hen forbi Solnedgangspladsen. Jeg gætter på, at hun gik østpå gennem sommerhusområdet og måske helt ind i Skagen by 

Imedens begyndte jeg på karusselhest nr. 2 og har her fået skitseret, hvordan jeg forestiller mig manen, øjne og næsebor.  Min kunstneriske frihed tillader mig at se bort fra munden og eventuelt seletøj. Billedet viser, at det ikke er fra perfekte manglebrætter, at hesten stammer. Men det var meningen, at sliddet og imperfektionerne skulle ses, så tidens tand også havde sit fingeraftryk på projektet – og har således intet med min medfødte og velplejede dovenskab at gøre 

Først på eftermiddagen kom billeder fra Roland og Katy. På et af dem viste de, hvordan de 2 bind om Limfjorden, som de kaldte Coffee Table Books, passede fint på deres coffee table. Bøgerne var en Lillejuleaftensgave.

At der i dagens afsnit af Livet Undervejs mangler et billede af varm chokolade med koldt flødeskum skyldes ikke, at der manglede dette lækkeri. Naturligvis fik vi den, men det var klokken 3, og nu er klokken blevet 18:10.
I aften, her i Kaminstuen, fejrede jeg julen med en “Klitnisse” fra Skagen Bryghus, og medens jeg drak den og samlede appetit, kiggede jeg på dette maleri i baggrunden. Jeg kan godt lide det. Det er enkelt i sin komposition, men har meget “Skagen” i sig form af de gule huse og linien mellem hav og himmel.
Nu vi er inde på billedkunst i hotellet, så hørte vi forresten – sådan en passant, da en dame passerede forbi i receptionen og halvhøjt spurgte en medarbejder om, hvor det var, at Arnoldis billeder hænger – at de hænger i den gang i stueetagen, som vi går igennem flere gange om dagen. Vi vidste bare ikke, at Per var penselføreren bag.

Oppe i venstre hjørne på den engelske avis (fra igår) bemærkede jeg en henvisning til en artikel jeg antager handler om hvordan man på en moderne måde høfligt kommer igennem julen. Den kunne måske have været interessant at læse, men det fik jeg ikke gjort. Men pyt, noget lignende kommer nok til næste år, og så kan jeg jo gøre mig klogere til den tid. Om dagen, hvor skuespilleren Dame Dianas hjerte stoppede, fik jeg heller ikke læst. Måske var jeg mest optaget af, hvilken æggeret jeg skulle bestille til morgenmaden i dag 

Ved morgenbordet introducerede Inge begrebet sort/hvidt fotografi og fortalte, at der var specielle apps til netop det. Jeg jeg følte mig straks inspireret til at lave et sort/hvidt fotografi med min telefons fotoapp og var spændt på at få en dedikeret sort/hvid foto-app

Vi checkede de forskellige apps og ifølge internettet skulle appen Lenka være den folk bedst kan lide. På dens hjemmeside stod, at den også var klar til android-telefoner. Men det var kun til Inges apple, den var tilgængelig. Så jeg måtte finde på noget andet og downloadede en gratis app kaldet “Hypocam”. Her er det første billede, jeg tog med app’en.

Inge startede sin formiddagsgåtur med at gå hen til Solnedgangspladsen. Hun er altid mere observant end jeg og derfor bemærkede hun denne plakat, der var sat op på et raftehegn derhenne. Selv om jeg var der flere gange, bemærkede jeg den ikke. Nu, i skrivene stund, kiggede jeg nærmere på plakaten, og bemærkede dens usædvanlige komposition og tekstmæssige indhold. Og så bemærkede jeg, hvem der havde sat den op. Minsandten om det ikke var en tidligere kollega fra sidst i 1960’erne, som i de senere årtier har beskæftiget sig med kystsikringsmetoder. På plakaten fortæller han, at han er imod grundejerforeningens foretrukne arkitekttegnede reparationer af Solnedgangspladsen – den der var vist på det projektfoto, Inge viste mig i forgårs. Der er altså krig på kniven i Gl. Skagen 

Inges formiddagstur gik til Skagen. Undervejs fotograferede hun dette kaos af væltede cykler på byens nye jernbanestation, der – uden at jeg har bemærket det på tidligere besøg – er anlagt i byens sydlige udkant.

Min egen gåtur førte mig “om bag” Gl. Skagen på stier, jeg ikke før har benyttet, så jeg fik feriebyen set fra en ny vinkel, og legede undervejs med min nye app 

Undervejs havde jeg min Viewranger-app tændt, og dette er turen, den registrerede.

Inden Inge kom tilbage til hotellet, var hun lige inde på kirkegården ved siden af. Pudsigt nok havde jeg et par timer forinden taget næsten nøjagtigt det samme motiv – også i sort/hvid 

Jeg var ved at forberede mig til at fortsætte julejobbet med karusselhestene, da Inge kom tilbage. Billedet viser egentlig meget godt, hvordan arbejdet i “atelieret” foregår med avis, klud, køkkenrulle, farver, vandspand, pensler og selve hesten.
Denne hest fik saddel i stil med dem, der benyttes på væddeløbsheste. Jo, der laves sandelig forstudier – man er vel seriøs, øhh 
Og det seriøse fortsætter under arbejdet, for jeg hører klassisk musik via TV-et på værelset. Det har B&o-lyd, så jeg lytter i en bedre kvalitet end min mobiltelefon kan give mig.

På denne årstid bliver dagene hurtigt til nat heroppe. Det har jeg vist allerede bemærket, men det er virkelig markant, selv på en sjælden eftermiddag, hvor skydækket ikke er helt tæt. I sort/hvid bliver udsigten fra vores balkon ganske dramatisk – kunne være indledningsscene til en Hichkock thriller 

Et kvarter senere var Inge ved at være tilbage på hotellet. Før hun tilbagelagde de sidste 300 m fotograferede hun “Trekosten”. Dette kunne være første scene i thrilleren, hvor publikum blev konfronteret med de onde og de gode og dem vi ikke kan gætte, om de er det ene eller andet 
Som det fremgår af billedet slap hun ikke for en skylle. Heldigvis er det ikke et problem at få tørret overtøjet. Det har vi metoder til…

Man bliver nemt et vanedyr. Men når det drejer sig om gode vaner, og ikke uvaner, så er det vel godt nok, ikke? Med gode vaner mener jeg det at sætte sig, aften efter aften, i den samme kaminstue og bestille et glas vin eller øl og en lille skål med sprøde spåner af persillerod og rødbeder dertil – og derefter sætte sig ind i det samme brasserie og bestille dejlig mad.
Her i aften fristedes vi af letsaltet laks med små nye dildstuvede kartofler – uden vodka shot, som vi fravalgte. Man kan vel holde måde 
Vores appetitter har også tillagt sig vaner, ihvertfald den, at vi om aftenen ikke har plads til dessert. Denne appetitlige vane, mener vi, er udsprunget af det faktum, at vi mellem 15:00 og 15:45 forkæler vores ganer med varm chokolade med flødeskum (også en vane, vi har tillagt os). Skade, for der er den der crème brulée… …men den når vi nok.

Efter-aftensmad-gåturen er også en vane tillagt her i Gl. Skagen. Den gennemfører vi stort set uanset vejrliget, og det er altid rart at komme tilbage til hotellet. Her står det i sin julepynt og med spisende gæster i brasseriet, og sådan skal det jo også helst være, ikke?

Inden sengetid diskuterede vi maleriet over sofaen. I farver er det for dette maleri lidt svært at se spillet i valørerne, men i sort/hvid gives denne information direkte og overbevisende, og det er noget af det interessante ved sådan en app.
Stenen på bordet, foran karusselhesten, er en mislykket hvalros