26. december 2017

Oppe i venstre hjørne på den engelske avis (fra igår) bemærkede jeg en henvisning til en artikel jeg antager handler om hvordan man på en moderne måde høfligt kommer igennem julen. Den kunne måske have været interessant at læse, men det fik jeg ikke gjort. Men pyt, noget lignende kommer nok til næste år, og så kan jeg jo gøre mig klogere til den tid. Om dagen, hvor skuespilleren Dame Dianas hjerte stoppede, fik jeg heller ikke læst. Måske var jeg mest optaget af, hvilken æggeret jeg skulle bestille til morgenmaden i dag 

Ved morgenbordet introducerede Inge begrebet sort/hvidt fotografi og fortalte, at der var specielle apps til netop det. Jeg jeg følte mig straks inspireret til at lave et sort/hvidt fotografi med min telefons fotoapp og var spændt på at få en dedikeret sort/hvid foto-app

Vi checkede de forskellige apps og ifølge internettet skulle appen Lenka være den folk bedst kan lide. På dens hjemmeside stod, at den også var klar til android-telefoner. Men det var kun til Inges apple, den var tilgængelig. Så jeg måtte finde på noget andet og downloadede en gratis app kaldet “Hypocam”. Her er det første billede, jeg tog med app’en.

Inge startede sin formiddagsgåtur med at gå hen til Solnedgangspladsen. Hun er altid mere observant end jeg og derfor bemærkede hun denne plakat, der var sat op på et raftehegn derhenne. Selv om jeg var der flere gange, bemærkede jeg den ikke. Nu, i skrivene stund, kiggede jeg nærmere på plakaten, og bemærkede dens usædvanlige komposition og tekstmæssige indhold. Og så bemærkede jeg, hvem der havde sat den op. Minsandten om det ikke var en tidligere kollega fra sidst i 1960’erne, som i de senere årtier har beskæftiget sig med kystsikringsmetoder. På plakaten fortæller han, at han er imod grundejerforeningens foretrukne arkitekttegnede reparationer af Solnedgangspladsen – den der var vist på det projektfoto, Inge viste mig i forgårs. Der er altså krig på kniven i Gl. Skagen 

Inges formiddagstur gik til Skagen. Undervejs fotograferede hun dette kaos af væltede cykler på byens nye jernbanestation, der – uden at jeg har bemærket det på tidligere besøg – er anlagt i byens sydlige udkant.

Min egen gåtur førte mig “om bag” Gl. Skagen på stier, jeg ikke før har benyttet, så jeg fik feriebyen set fra en ny vinkel, og legede undervejs med min nye app 

Undervejs havde jeg min Viewranger-app tændt, og dette er turen, den registrerede.

Inden Inge kom tilbage til hotellet, var hun lige inde på kirkegården ved siden af. Pudsigt nok havde jeg et par timer forinden taget næsten nøjagtigt det samme motiv – også i sort/hvid 

Jeg var ved at forberede mig til at fortsætte julejobbet med karusselhestene, da Inge kom tilbage. Billedet viser egentlig meget godt, hvordan arbejdet i “atelieret” foregår med avis, klud, køkkenrulle, farver, vandspand, pensler og selve hesten.
Denne hest fik saddel i stil med dem, der benyttes på væddeløbsheste. Jo, der laves sandelig forstudier – man er vel seriøs, øhh 
Og det seriøse fortsætter under arbejdet, for jeg hører klassisk musik via TV-et på værelset. Det har B&o-lyd, så jeg lytter i en bedre kvalitet end min mobiltelefon kan give mig.

På denne årstid bliver dagene hurtigt til nat heroppe. Det har jeg vist allerede bemærket, men det er virkelig markant, selv på en sjælden eftermiddag, hvor skydækket ikke er helt tæt. I sort/hvid bliver udsigten fra vores balkon ganske dramatisk – kunne være indledningsscene til en Hichkock thriller 

Et kvarter senere var Inge ved at være tilbage på hotellet. Før hun tilbagelagde de sidste 300 m fotograferede hun “Trekosten”. Dette kunne være første scene i thrilleren, hvor publikum blev konfronteret med de onde og de gode og dem vi ikke kan gætte, om de er det ene eller andet 
Som det fremgår af billedet slap hun ikke for en skylle. Heldigvis er det ikke et problem at få tørret overtøjet. Det har vi metoder til…

Man bliver nemt et vanedyr. Men når det drejer sig om gode vaner, og ikke uvaner, så er det vel godt nok, ikke? Med gode vaner mener jeg det at sætte sig, aften efter aften, i den samme kaminstue og bestille et glas vin eller øl og en lille skål med sprøde spåner af persillerod og rødbeder dertil – og derefter sætte sig ind i det samme brasserie og bestille dejlig mad.
Her i aften fristedes vi af letsaltet laks med små nye dildstuvede kartofler – uden vodka shot, som vi fravalgte. Man kan vel holde måde 
Vores appetitter har også tillagt sig vaner, ihvertfald den, at vi om aftenen ikke har plads til dessert. Denne appetitlige vane, mener vi, er udsprunget af det faktum, at vi mellem 15:00 og 15:45 forkæler vores ganer med varm chokolade med flødeskum (også en vane, vi har tillagt os). Skade, for der er den der crème brulée… …men den når vi nok.

Efter-aftensmad-gåturen er også en vane tillagt her i Gl. Skagen. Den gennemfører vi stort set uanset vejrliget, og det er altid rart at komme tilbage til hotellet. Her står det i sin julepynt og med spisende gæster i brasseriet, og sådan skal det jo også helst være, ikke?

Inden sengetid diskuterede vi maleriet over sofaen. I farver er det for dette maleri lidt svært at se spillet i valørerne, men i sort/hvid gives denne information direkte og overbevisende, og det er noget af det interessante ved sådan en app.
Stenen på bordet, foran karusselhesten, er en mislykket hvalros 

 

 

This entry was posted in Jul-Nytår 2017. Bookmark the permalink.