Og så oplevede vi, den sidste morgen på Sylt, at den langvarige process med at danne regering i Tyskland nu var slut. Så må vi håbe på, at den kan holde sig stabilt på sporet i de næste 4 år uden at blive splittet indefra.
Der Tagesprophet kunne kun love Schietwetter. Problemet med kraftige vindstød kunne vi dog tage helt roligt, for vi ville forlade øen via Hindenburgdæmningen – om bord på et biltog.
Der er 2 operatører på Niebüll-Westerland strækningen. “DB Sylt Shuttle” og “das Autozug”. Shuttlen har mange flere afgange, men det passede godt med den tid, vi forlod hotellet på, at tage das Autozug klokken 10:00.
Der var kun 1 dedikeret bane til “das Autozug” – den yderst til venstre.
Den tog vi, fordi jeg var usikker på, hvordan det virkede her. Jeg tænkte, at hvis jeg tog den dedikeret til toget, så ville jeg komme med “dets afgang” klokken 10:00. Men det viste sig at være ligegyldigt, for alle de ventende biler lod til at komme med det tog. Hos “das Autozug” kan man booke sin plads via internettet, det kan man ikke hos Deutsche Bundesbahns “Sylt Shuttle”.
Den gule seddel, der spejler sig i forruden, fortæller, at vi skal blive ved bilen. Det gjorde vi også, men ham, der holdt allerforrest gjorde ikke. Så da der blev grønt lys for at vi kunne køre ombord holdt vi alle stille bag den tomme forreste bil! Så alle andre biler kørte ombord, og vi kunne vente til sidst, da chaufføren af den tomme bil kom tilbage. Det kunne jeg hidse mig lidt op over, men vi skulle jo i sidste enden alle med samme tog 
Vi holdt lige ud for en højttaler, der annoncerede sikkerhedsregler osv. Men der spilledes også omkvædet af den lille melodi: “Blue Train” af Johnny Cash 
Tagesprophetens vejrmelding holdt stik hele vejen over. Regn og ringe sigtbarhed prægede turen, så oplevelsen med at køre i det blå må vi have til gode til en anden gang.
I Niebüll gjorde vi forretningsmæssigt holdt inden vi kort efter krydsede landegrænsen og befandt os på hovedvej 11, som vi fulgte hele vejen hjem.
Turen forløb uden dramatik under en vintertung himmel. Hjemme igen hjalp vi hinanden med at tømme kufferterne, hvorefter Inge gik sig er tur. Fra et sted ude i nærheden af Casa Blanca fotograferede hun bugten og “Værftet”, hvor de tomme kufferter allerede var tilbage på deres opbevaringspladser.