Livet undervejs…

Tobacco Warehouse i morgensol ca. 06:30 på denne torsdag. I billedets højre side aner vi, at Stanley Dock ligger et stykke inde i landet, fordi vi her kan se dock-land mellem os og River Mersey.

Jeg har endnu ikke vist, hvor mørke korridorerne er, selv om klokken er 07:15. De er meget spændende også, med maskinrumsmotiver i tæpperne, værelses-numre, plakater, etc.

Drysser et brev af vores trofaste følgesvend på rejser “Prebiophar” i et glas vand – som hver morgen. Pulveret hjælper til at holde “systemet” i orden, så forstoppelse eller det modsatte ikke kommer til at ødelægge rejsen.
Et øjeblik senere kom Inge.

Vi diskuterede vigtigheden af samtaleemner og på dansk-siden checkede vi ordene: ordflom, vårflom og flommefedt. Og på indersiden af låget på Inges honningglas stod “Savour the Moment” – et af hendes egne mottoer.

Nu vi var i Beatles-byen skulle vi jo også ud for at kigge på de berømte steder. Der var busture, men vi foretrak – efter et råd fra conciergen – at hyre en Fab Four Taxi Tour, hvor vi havde en taxi for os selv hele vejen rundt og kunne stoppe når vi ville.

Da vi trådte ud af hotellet til det aftalte tidspunkt stod bilen der allerede – men chaufføren manglede. Han havde stået og snakket ved receptionsskranken og kom ud lige efter os. Præsenterede sig som Trip Advisor Jay og vi gengældte med Inge og Steen.

Vi indså, at vi egentlig ikke vidste meget om the Beatles, men Jay fortalte mange gode anekdoter undervejs. Vi var ude af bilen flere steder. Det første var ved Pier Head, hvor vi skulle posere foran de overnaturligt store Fab Four, ligesom alle andre turister. Nu havde vi det hele for os selv, for det var – turistmæssigt set – tidligt på dagen. Bemærk taxien til venstre i baggrunden. Jay lod til at kunne parkere everywhere 
Han gjorde os opmærksom på, at der ialt kun var 2 hænder på statuerne af de 4 og at det var John’s og Paul’s guitarhænder, og at der i John’s  var 2 agern. Han havde på et tidspunkt sendt 2 agern til alverdens ledere, så de kunne plante fredstræer. Men ingen vidste, hvor mange træer der rundt om i verden, der var vokset op fra de agern.
En har skrevet følgende om statuerne:

If you look closely, each one of the band has a small detail personal to their history.
Paul McCartney carries a camera, possibly in a nod to his relationship with Linda Eastman.
John Lennon has two acorns in his cupped hand. In June of 1968, Yoko Ono and John Lennon planted two acorns in the garden of Coventry Cathedral, England. The seeds, they said, represented their wish for world peace. After marrying in 1969, the couple sent a pair of acorns to leaders across the world asking that the “living sculptures” be planted as a symbol of world peace.
Ringo Starr has the number ‘8’ printed on the sole of his boot. (it is there, I have seen it!) The ‘8’ references L8, his childhood Postcode in Liverpool.
George Harrison has Sanskrit writing on the belt of his coat. Despite extensive Googling, I’m still not sure what it means.

Her er vi ved Ringo Starr’s barndomshjem. Igen ude af bilen og igen en anekdote om den pågældende Beatle knyttet til stedet.

Vejret var dejligt og det var rart at komme ud af taxien så tit. Her skulle der ikke være tvivl om, hvor vi befinder os. Jay fortæller her om Penny Lane:
Penny Lane is a street famous worldwide thanks to The Beatles 1967 hit, but the south Liverpool street owes its name to an outspoken Liverpool slave ship owner and staunch anti-abolitionist. James Penny was a Liverpool merchant who made his money from the transportation of slaves.

Der havde først været et metalskilt, men det var blevet stjålet flere gange og var blandt andre steder set på pubs i USA. Liverpool blev træt af det, så de malet skiltet i stedet. På hele turen hørte vi Beatles sange og de var afstemt til, hvad vi nu skulle se.

Jay tiltalte os hele tiden med vores fornavne og han opfordrede også til at vi blev fotograferet sammen. Egentlig meget sympatisk og når jeg tænker efter, så er det ikke så tit at det sker – bortset fra, når vi laver en selfie 

Chaufføren fortsatte ad Penny Lane og svingede ind hos The Penny Lane Development Trust og fandt sin lille madpakke frem. Ikke at han svigtede os af den grund, for snart efter var han med os igen og forklarede om det, der er at se her.

Every year, an estimated 100,000 tourists visit Liverpool in England. Liverpool is known around the world for its football, rich heritage, The Beatles and a lot more, but it was The Beatles who brought Penny Lane to life.
The song “Penny Lane”, named after the street name “Penny Lane”, was such a big hit with music fans around the world that it sparked a tourism boom on Penny Lane in Liverpool. We, at the Penny Lane Development Trust, built this centre to provide tourists with more accessibility and interesting attractions, as well as to help the local community.

Jay mente, at vi absolut skulle fotograferes i The Octopus Garden. Og hvorfor ikke – som tusindvis af andre par – holde om sin dejlige skat på dette sted, der har rødder i en fantasifuld popsang fra vores unge dage? Jo, det var helt rigtigt! Også påklædningsmæssigt, for vi gik vel også i jeans og T-shirts dengang 

The Octopus Garden is an ongoing project built by the community to honour peace, The Beatles and especially Ringo Starr as he was the one who wrote the song, “Octopus’s Garden”:
I’d like to be under the sea
In an octopus’ garden in the shade
He’d let us in, knows where we’ve been
In his octopus’ garden in the shade…

Trust’en havde en butik, hvor vi fandt en souvenir at tage med hjem 

Vi købte et Yellow Submarine ur, som hjemme hos os fandt sin plads i gæstebadeværelset 

Vi forlod Trust’ens park og kørte længere hen ad Penny Lane til barberen, der er kendt fra 1. vers i sangen “Penny Lane”:

Penny Lane there is a barber showing photographs
Of every head he’s had the pleasure to have known
And all the people that come and go
Stop and say hello.

Jay førte os  hjemmevant ind i butikken, hvor en dame var ved at få ordnet sit hår. Det lod ejeren/forpagteren sig ikke forstyrre af – damen ej heller – så det er tilsyneladende en normal praksis. Vi kunne så fotografere fotografierne af The Fab Four, der fik sat frisuren her i butikken.

Medens vi fotograferede snuppede Jay et kort fra salonen til os. Det har han nok også aftalt med ejeren/forpagteren.

Senere, på Macket’s Lane, foran George Harrison’s barndomshjem, mente chaufføren at vi igen skulle foreviges med et gammelt avisfoto af George. Men det er lige nu i skrivende stund fint for mig, for jeg kunne ikke huske, hvem af de 4 der havde boet her.
Jay knipsede os med sin egen telefon til firmaets facebook-side og vi blev introduceret som Steen and Loren from Denmark 
Men selv  om hun der fik et andet navn, så er hun stadig den samme for mig 

Vi svingede ind til kantstenen ud for en kirkegård. Derinde er en gravsten under hvilken “Eleanor Rigby” hviler.

Gravstenen er den lyse midt i billedet. Der står en lille blomst foran den. Jay kunne fortælle at de 4 unge Beatles-drenge ofte sad her mellem gravstenene og fyrede en fed. medens de samlede  inspiration.

Ah look at all the lonely people

Eleanor Rigby, picks up the rice
In the church where a wedding has been
Lives in a dream
Waits at the window, wearing the face
That she keeps in a jar by the door
Who is it for

All the lonely people
Where do they all come from?

Også henne ved porten ind til Strawberry Fields blev vi foreviget i et fotografi. Et dejligt fotografi er det. Fuldt af spontanitet og vi profiterer af Jay’s mangeårige fotografering her, for dette er nok den bedste vinkel at få muren, porten og det nydelige par samlet i et motiv.

Igen, ved John Lennon’s barndomshjem, måtte vi posere for Jay (gad vide om det var hans egentlige navn) med en fotokopi af John Lennon som dreng foran den havelåge, vi står foran. Disse parfotos er virkelig en positiv sidegevinst ved turen. Jeg er glad for at de blev taget.

Det næste stop i rækken blev ud for 20 Forthlin Road, hvor Paul McCartney boede og hvor the Beatles øvede deres første numre.

20 Forthlin Road is a National Trust property in Allerton in south Liverpool, Merseyside, England. It is the house in which Paul McCartney lived for several years before he rose to fame with the Beatles, and it is labelled by the National Trust as “the birthplace of the Beatles”. The house was built and owned by the local authority, and the McCartney family moved into it in 1955 when Paul was at secondary school.

Efter lidt mere end 2 timers tur med Jay satte han os af i nærheden af gågaden. Vi takkede for turen og betalte ham. Det havde været det rigtige valg at tage en Fab Four Taxi Tour.

Vi havde stadig nogle gamle ugyldige pengesedler, som vi gerne ville have vekslet. Det kunne man i en bank, men det måtte de kun, hvis vi havde en konto i banken. Så prøvede vi et veksel-bureau, som heller ikke måtte. Fik at vide, at vi måske kunne på et posthus. Et sådan fandt vi på gågaden South John Street oven over en boghandel. Efter lidt overtalelse gik damen med til at veksle de 4-5 sedler, vi havde. Derefter shoppede vi badetøj 

Vi gik tilbage til Pier Head for at få noget at spise og endte på toppen af the Liverpool Pier Head Ferry Terminal i “Matou”, en pan-asiatisk restaurant. Herfra var der fin udsigt over River Mersey og færgeterminalen, hvor “vores” havnerundfartsturbåd er ved at lægge an ved den flydende kaj.

Herfra gik vi hen til The Museum of Liverpool, der med udstillingen “Tales from a City” vill give os et indtryk af byen.

The Museum of Liverpool reflects the city’s global significance through its unique geography, history and culture. Visitors can explore how the port, its people, their creative and sporting history have shaped the city.

Inge og jeg var efter besøget enige om, at museet for os virkede rodet og som om klientellet hovedsageligt var børn.

Fra museet var der et fint vue over Pier Head med terminalen, hvor vi havde spist.  Inden vi gik videre købte vi en lille Liver Bird med magnet. Fuglen i toppen af The Royal Liver Building er en såkaldt “Liver Bird”.
Merchandise-afdelingen af The Beatles Story findes i terminalens stueetage og her havde vi forinden købt postkort.

På the harbourfront var der overraskende ingen taxi-holdeplads, så vi måtte tilbage op i byen. Her fandt vi en meget snakkesalig taxichauffør, som kørte os tilbage til “Titanic”.

Hotellets internet gik i strejke, så vi fandt baren. Klokken var i mellemtiden blevet et godt stykke over 5, så det var principielt helt i orden. Inge fik strikket og jeg fik skrevet til Annedore og fundet adresser frem til køreturen i morgen.

Aftensmaden var igen en katastrofe. Pizzaerne kom forbrændte og ubagte ind. Dem lod vi gå ud. Bestilte en ny med English Mozzarella. Den kunne vi spise, så vi delte den og gik op på værelset.

Vi gik tidligt i seng og håbede på en god nats søvn.

Inge kunne på sin vej ned i restauranten berolige sig med, at hun var i den grønne tids-zone, hvor der sjældent vil være kø.

Men først skulle hun ud for at samle skridt til armbåndsuret. Undervejs skridtede hun terrassen af. Jeg er inde bag vinduerne på højre side. Disse støttepiller til venstre imponerede mig fra jeg så dem, for jeg gættede på at de er lavet af støbejern, og ikke beton. De er fra æraen, hvor alt kunne laves i støbejern og stål 

Inge kom rundt om bygningen og så “Titanic” nede fra udkørslen til Great Howard Street. Hun har altså stået med ryggen til den ene Dock Wall og kigget op til den anden. Gad vide, om der var spærre-anordninger til disse udkørsler, hvis det skulle blive alvorligt højvande. Men det var måske ikke så stor en trussel som tyverier…

Og her er Inge ved hovedindgangen. Fint, at hun fik taget dette billede, for ellers havde vi ikke haft et ordentligt af den. Den er egentlig ret undseelig – slet ikke prangende, hvilket er tilfældet ved mange hoteller.
Over hovedindgangen, oppe på taget, holdt en flok måger til. Når de blev forstyrret, lettede de ud over pladsen her, og lettede sig selv – ud over bilerne, der holdt parkeret her. Og det var vores Jaguar, der tog broderparten af guanoregnen. Men det vidste jeg ikke noget om, medens det stod på.
Bilen var, for at sige det direkte, overbeskidt af mågerne. Der var ikke vand og klud med i lejemålet, så vi måtte forlade hotellet i en overbeskidt bil 

Men først skulle der betales for opholdet, dernæst skulle vi have Captain Smith med os hjem til samlingen af små ænder. Ikke fordi han var en helt, fordi…

Smith failed the passengers and crew of Titanic. He failed to heed ice warnings, did not slow his ship when ice was reported directly in his path and allowed lifeboats to leave the sinking ship partially filled, unnecessarily adding at least 500 names to the list of the dead.

…men han er en af de mest interessante ænder, vi har set. Derfor er han velkommen i sam-lingen – også fordi vi med købet støttede et eller andet veldædigt formål for børn 

Vi forlod altså hotellet med guano på taget. Men der skulle være en service station lige uden for hotellet, forklarede den unge receptions-prins. Så jeg tænkte på at få en ren bil – og derefter køre i gentleman-stil videre ud til Anglesey.

Men den service station lå ikke lige uden for hotellet, så vi kom på motorvejen med guano på taget. Ikke at det generede os inde i kabinen, for der var knapper nok til at distrahere, og det var prima vejr.
Kørte ind til en service station ved motorvejen, men resultatet var nedslående. Der var ikke nogen vaskehal eller spand med vand og børste. Men vi havde en flaske vand – dog ingen papir. Løsningen blev det papir, der især hænger til dielselbilister og det brugte vi meget af. Det lykkedes nogenlunde at fjerne skidtet. Vi fortsatte.

På Rolands råd svingede vi ind til Waitrose på Anglesey lige efter the Menai Bridge. Her købte vi vin og øl og vand til opholdet her på øen. Vi var tilfredse med udvalget hos Waitrose, hvilket den fyldte indkøbsvogn vidner om. Og en luksus var det at kunne rulle den ud til bilen, åbne for det store bagagerum og bare lægge sagerne ind ved siden af de 2 store kufferter.

Det gode vejr holdt til vi kom ud til the Oystercatcher. Vi havde aftalt at mødes der til en fælles frokost ligesom sidste gang vi var på Anglesey. Og nu begyndte havgusen at gøre sig gældende. Men vi fandt et bord oppe i det gule hus til venstre på balkonen. Her ville vi være beskyttet, hvis havgusen skulle udvikle sig. Vi installerede os lige så stille, for kort tid forinden havde vi fået en sms om at de unge mennesker lige straks ville ankomme.

Roland og Katy og the Grand-Hounds ankom ca. 13:15 i deres nye bil og kunne hilse på Inge allerede på parkeringspladsen, for hun var ude for at samle trin og hente briller i bilen.
Det var dejligt at se dem igen. Da jeg gav Roland en krammer bemærkede jeg, som sidste gang, at han er “arm” som Hjalmar ville have sagt. Han har ikke meget sul på kroppen – lidt ligesom the Hounds 

Dem blev jeg betroet opsynet med, medens Roland og Katy gik ned i restauranten for at bestille mad og benytte faciliterne. Af billedet fremgår helt klart, at det ikke er mig, deres opmærksomhed er rettet imod. Nærmere deres ejere
Havgusen er stadig lidt ude i det fjerne, men der er blå himmel omkring os.

Inge fik stuffed crab, eller noget i den retning. Den ret ville Roland også gerne have haft, men udfordringen på party-fronten i aftes fik ham til at vælge…

…Fish & Chips. Jeg bestilte det samme som ham. Man er vel i Storbritannien 

Katy ønskede som sædvanligt et eller andet vegetarisk, og fik vist nok tomater og feta-salat til sine grønne asparges. Jeg mener at huske, at hun var tilfreds med måltidet.

Efter en sådan lunch var det eneste logiske næste skridt at gå ned på stranden med hundene. Super dejligt var vejret blevet. Det Irske Hav glimtede i solen. Hundene var ivrige.

Hunden løber på forventningen om, at Rolands arm fortsætter sit sving og at bolden vil komme i syne foran sig, lader det til. Det gjorde den så også 

Jeg havde desværre den kedelige tendens på vej til og fra stranden at gå bag ved de andre. For at fotografere, men personer bliver så nemt for små. Som en anden drengerøv havde jeg også travlt med at fotografere nogle jetjagere, der larmede over os. De blev også alt for små (Ja, der er grænser for, hvad man kan med en lille mobiltelefon).
I et selverkendende øjeblik ser jeg, at det i begge tilfælde havde det været meget, meget bedre at gå sammen med Roland og Katy og Inge og snakket og leet, og have haft det som et godt minde, i stedet for nogle relativt intetsigende billeder 

Roland og Katy og the Hounds kørte i forvejen. Jeg kører alligevel ikke så hurtigt som Roland. Er for gammel til det, og alt for gammel til at gøre det i “den forkerte side” af vejen. Men vi kom også frem til rejsens endemål. Her lod jeg Roland parkere bilen omme bag huset, for under sidste besøg var jeg ikke så heldig med min parkering. Det gjorde han fint, og jeg stod her ude på gårdspladsen og svingede med armene, som om jeg var tidligere ansat på Storebælts-færgerne tilbage i 1960’erne med ansvar for at dirigere biler ind på dækket 

Vejret var stadig helt stille og vi gjorde det naturligste i verden: tog noget at drikke uden-dørs. Det var herligt at opholde sig her, og snakke helt afslappet. Selv hundene er afslappede. De går frit rundt her inde på grundstykket.
Det er simpelthen et dejligt sted, de har fundet herude på vestsiden af Anglesey. The Cottage er veldisponeret med 2 dobbeltværelser med en suite badeværelser og der er masser af plads til the Hounds. Stranden er ikke langt borte, klippekysten er spændende og der er gå-muligheder i 3 retninger og en meget varieret udsigt.
Og udsigten – den er simpelthen fantastisk!

…inden vi gik ned på stranden allesammen. Roland og Katy har alt grejet til at adsprede hundene og sørge for, at de ikke efterlader høm-hømmer på stranden.

Der er simpelthen så fint slebne sten på denne strand, så jeg ikke har set noget lignende noget steds. Jeg gik derfor straks i gang med at samle sten til at male på. Den lille hvide prik i øverste højre sektor af billedet er Inge. Hun kigger vist også efter sten.

Fra mit søgefelt kunne jeg se Katy og Roland lege bold med the Hounds. Stranden her er fantastisk til netop dette. Og for os er den spændende på grund af tidevandet og klippekysten.

Roland lavede aftensmaden med mig som køkkenskriver og derefter ventede solen ikke. Alle mand af huse igen, inklusive de to store hunde, for at komme tidsnok hen på klippen til at have det fulde overblik over solens nedgang.

Det var dejligt igen at være sammen med Katy og Roland herude på vestsiden af Anglesey. Jeg observerede Roland i det stille. Han er 40 år, kun fine rynker ved øjnene. Ingen grå hår. Han er i godt humør, selv om i dag er lidt belastet af et party, han var til i går aftes. Det var vist noget med en cocktail i en køkkenvask  Han konverserer let og flydende om alle emner vi kommer ind på – en rigtig gentleman!

Inge gik ud på sin morgentur og oplevede allerede fra begyndelsen dette næsten vindstille og nærmest sommerlige sceneri.

Og snart efter dette over  mod Holyhead. Magnifique!

På samme tid stod Roland og jeg nede på stranden med hundene. Vi var enige om, at det var den dejligste morgen, man kunne tænke sig. Stille. Klart. Køligt. Solskin 
Der er noget fint roligt og i-sig-selv-hvilende over Roland. En egenskab jeg beundrer, og den strækker sig længere end til ham selv, for han har minsandten fået noget af den ro over i hundene.

Fra sin gå-rute kunne Inge se os – mændene i hendes liv  – nede på stranden. Det er rent zen her til morgen!
…og jeg var hundefører for en af vores Grand-Hounds! Og netop fordi Roland har opdraget dem til at gå veldisciplineret ved siden af sig og ikke halse foran i udstrakt hundesnor, er det nemt og en fornøjelse at gå med hundene.

Vi spiste morgenmad ude i dette pragtfulde vejr. Det var dejligt og rigtig hyggeligt at sidde på terrassen og snakken gik godt.

Inden vi skulle videre fik jeg et portræt af Roland. Det er sjældent, at det lykkes.

Roland og Katy foreslog, at vi udnyttede det dejlige vejr og tog ud til South Stack, hvilket er den lille ø her med et fyrtårn på. I det varme vejr passede det os godt.

Logistikken skulle der lige være check på inden vi kunne køre. Vi 4 + 2 greyhounds fandt plads i Mascot’en, som bilen hed i min ungdom. Nu er det en Mini Cooper med brede dæk, 2 bagdøre og meget mere plads i end den jeg havde. Heldigvis, for vi kunne alle være der, inklusive grej til at underholde hundene og soignere efter dem.
Inge og jeg sad på bagsædet og havde ind imellem et hundehoved hen over skulderen 

På vej til South Stack kom vi forbi Elin’s Tower. En pudsig bygning at finde her ude på kanten af afgrunden. De to små personer ved muren til højre for tårnet er Roland og Katy.

Elin’s Tower (Welsh: Tŵr Elin) is a short castellated tower located around 4 kilometres (2.5 mi) west of Holyhead, Anglesey. Built between 1820 and 1850 by the locally well known Stanley family from Penrhos, it was originally used as a summer house. Today the tower serves as an RSPB information centre, shop and cafe for the reserve it is in as well as affording good view of South Stack and its lighthouse.

Inge og jeg var oppe i det højere terræn og gik ned til dem. Der var et lille krisemøde, fordi remmene til hundene var blevet glemt tilbage i the Cottage. Vi havde haft problemer med at finde en P-plads i nærheden af restauranten højere oppe, og fandt en længere tilbage ad vejen. Derfra var der en sti op til Elin’s Tower. Men allerede på P-pladsen blev det klart, at remmene manglede.
Katy udviste god handlekraft og lavede en interimistisk rem af hundenes legetøj, hvortil begge hunde var bundet. Medens hun arbejdede med det, gik vi i forvejen. Nu var vi alle her og diskuterede, hvad vi skulle gøre.

Roland fik idéen at gå op til butikken højere oppe ad skrænten for at se om der skulle være en løsning at finde på problemet med remmene. Han, Inge og jeg gik derop og løsningen blev minsandten fundet i form af et par sjaler. Måske bidrog det til en ny hundemode 
Man kan gå ned og ud til fyrtårnet, men vi var alle enige om, at det ville være rarere at gå op til butikken, hvor der også var restaurant.

Der var en storslået udsigt heroppefra – nok en af grundene til at der var trængsel og alle bordene optaget. Medens vi nød udsigten blev et bord frit og vi kunne gå ind i butikken og købe noget at spise.

Inge aktiverede selfie-funktionen undervejs og fik begge bagsæde-passagerer, samt en af bagagerums-passagerne med.

…og dem på forsædet. Min plads i bilen gjorde, at jeg kom med på begge billeder. Gad vide, hvornår bilister tilbydes en selfie-option monteret i bak-spejlet 

Via Oystercatcher (for et pit-stop) kørte vi til stranden ved Rhosneigr. En strand med badeliv som taget ud af en engelsk sommer-akvarel. Helt gammeldags med børn og bolde, unge og surfbrædder, voksne og læsejl. Katy skulle møde en veninde, som opholdt sig her for tiden.

Mor og søn under en blå sommerhimmel. Dejligt at se dem sammen. Øjeblikke, der gerne måtte vare længere; mende desværre ikke gør det – selv om Roland har sit “langsomme” ur på 
De kigger ud  på vandet, hvor…

…Katy havde hundene med på soppetur.

Herligt at blive drenge igen. Finde smut-sten og se, hvor mange hop det kan blive til. Selv med det rolige vand blev det ikke til så mange endda. Men sjovt var det – og stiv var jeg i smut-musklerne 

Katy fik kontakt med sin veninde og hendes mand. Vi hilste også på…

Tilbage ved the Cottage holdt vi pause med hindbærsnitter fra Emmerys i København, øl, vand og vin. Vi sad udenfor og snakkede og hyggede os rigtigt, indtil det blev lavvande og tid til at gå på stranden med hundene. Dernede skal der leges, det er de slet ikke i tvivl om  De er helt på mærkerne og mere end parate til at accellerere derudaf efter en kastet bold.
Roland lavede aftensmad – en indisk karrysuppe – og jeg hjalp til som køkkenskriver.

Da det ved halv 9 tiden blev tid til at lufte hunde, gik Inge og jeg i forvejen med dem. De opførte sig eksemplarisk indtil de fornemmede at Roland og Katy nærmede sig bagfra. Da stoppede hundene op og vendte sig mod de to.
På det tidspunkt så havudsigten sådan ud. Færgen til Irland var på vej ud i natten – ud i det Irske Hav.

Tilbage i hytten sad vi og småsnakkede og spiste chokolade. Rigtig hyggelig afslutning på en dejlig dag sammen.

Gråvejr derude – overskyet. Ca. 07:11.

Et blogindlæg herude fra uden Almindelig Tornblad (Ulex europaeus) vil være mangel-fuldt. Inge fik et billede med hjem fra morgengåturen i dag. Det er en fantastisk blomster-rigdom, intens duft og ren pang-farve den præger landskabet med, når den er i blomst.

Inge er kommet længere ned ad kysten mod syd og har fanget kystlandskabet ved lav-vande. Her i gråvejr forekommer kysten næsten fjendtlig, grum med skjulte farer for skibbrudne, der er så heldige at komme i land. Nå, nu lyder det som om jeg er en romanforfatter der skal til at skrive Moby Dick 2.0 

Et kvarter senere end Inge var Roland og jeg ude med the Grand-Hounds. Roland har lige, som han altid gør, samlet hundens efterladenskaber op i en høm-høm-pose. Den bringer han pligtskyldigt med tilbage til the Cottage, hvor den bliver lagt i skraldebøtten.
Siden der kun er 1 hund i billedet, har jeg nok den anden i snor.

Jeg har en tendens til at vise billeder fra kysten eller ud over havet. Her vil jeg vise et kig ind i landet, set fra landevejen syd for the Cottage. Inge fotograferede det på sin morgen-gåtur i regnvejr.

Efter morgenmad fandt Roland en bog frem, der hed “How to measure anything”. Fra den foreslog han nogle spil, hvis formål er at træne deltagerne i at anslå værdier bedre. Han gjorde det meget pædagogisk – jeg var faktisk imponeret – og det var sjovt at deltage.

Roland og Katy foreslog at vi skulle køre til Chernarfon Bay for at spise lunch på “Sea Shanty Café”. Hundene skulle naturligvis også med og det var lidt af et teater at få Coco ind bagi. Det må også være lidt svært for hundene, for de skal springe op i et relativt lav-loftet rum, som ikke er så dybt. Så de kan nemt støde snuden ind i bagsædets ryglæn.
Men Roland gjorde kort process til sidst, og løftede hunden ind.

The Shanty Café var enkelt men ganske sympatisk og ukompliceret indrettet. Udvendigt var der i min opfattelse noget amerikansk over selve bygningen.

Vi bestilte en makrel-sandwich, som viste sig at være lidt af en udfordring, for makrellen var friturestegt. Brødet var blødt og fugtigt. Det er vi ikke vandt til. Katy fik sig en dejlig pizza 

Hundene skulle på stranden og lege – og måske noget mere. Fordi vi endnu ikke var inde i maj måned kunne vi med dem bevæge os frit over hele stranden.

Hundene fik leget sig trætte og vi kørte tilbage til the Cottage…

…via Four Mile Bridge, som er navnet på broen såvel som byen.

The bridge is approximately 4 miles (6.4 km) from Holyhead via the old road route, giving the location its name. A bridge at this location was in existence by 1530, and was the only land route to Holyhead until the construction of the Stanley Embankment in 1823. It is 120 metres (390 ft) long and carries the B4545 road over the Cymyran strait.

Vi sad og lavede alt og ingenting og hyggede os. Inge ville gå en tur og vi ville alle med – inklusive hundene. Men der var ikke strand nok til at de kunne lege dernede.

Roland og Katy fortsatte deres planlægning af den kommende Canada-tur. Jeg malede på en glat sten, jeg fandt forleden og når Inge ikke lige fotograferede, så strikkede hun. Med hensyn til at male på sten, havde jeg dovnet de foregående dage, og nu var det sidste mulighed, for i morgen skal vi forlade dette dejlige sted.

Jeg malede 2 sten med nogenlunde samme motiv – the Skerries, som er placeret ude på horisonten i udsigten fra the Cottage. Jeg tog begge med hjem for at lakere dem der. Roland og Katy fik en sendt over. Den jeg beholdt er vist her, fotograferet hjemme hos os i Struer.

Efter aftensmad – ravioli med sovs og ost, lavet af Roland – var vi på stranden med the Hounds. Macey, tror jeg, var hos mig og Coco gik med Roland. Vi er på vej hen til de andre, så der kan leges.

Og det med legen tager Roland sig af. Rigtig hyggeligt at være hernede med ham og hundene. Helt zen, selv om de af og til pisker afsted med høj hastighed efter bolden. De gør nemlig ikke.

Og stolte er de, når de har “fanget” bolden.

Mørket faldt på, og vi fandt de smågaver frem, som vi købte i København: 2 timeglas (på bordet) og et sæt spillekort, der er velegnede til kortkunster.

Med dette billede runder jeg dagen af. Der er gang i spillekortene, timeglassene må vente til næste Rummikup. Det har været en hyggelig sidste aften sammen i denne omgang.
I morgen skal vi hjemad.

6:30 gik Inge ud på sin morgengåtur. Himlen overskyet, men horisontlinien stadig klar.

Hun var blandt andre steder ude på den lille stump Highway 66, der går nordud fra the Cottage.

Hun vendte sig om og bemærkede Roland og mig på vej op til the Cottage med hundene efter at de havde været ude på deres morgenrunde.

Roland vil prøve at få en 1/2 dag på arbejde idag, og Katy skal til lægen, så der er en vis travlhed over selskabet her til morgen. Bilerne skal pakkes og jeg fik igen Roland til at køre den frem.

Det var som på et bedre hotel med valet parking, hvor gæsterne ikke skal bekymre sig om at finde bilen i parkeringshuset og få den bragt til hoveddøren 

09:25 var the Hounds inde i bilen og Katy og Roland parate til at forlade stedet.

Lige til sidst: En krammer fra mor 
Han fik også et fra farmand, og igen bemærkede jeg, hvor “arm” han var. Måske skulle jeg invitere ham på kokkeskole, hvor der kommer rigtig mandemad med desserter på bordet hver eneste dag 

Vi fulgte lige efter, men uden håb om at holde trit med dem, for Roland kører meget friskt i forhold til min gammelmandskørsel, der virker endnu mindre frisk fordi jeg kører “i den forkerte side”
Men vi skulle ikke nå tilbage til en arbejdsplads, så der var masser af tid til at følge nord-kysten af Anglesey.

Bjergene inde i Wales, Snowdonia markerer sig i baggrunden. Jeg ville gerne have haft billeder nærmere the Menai Strait, men der var ikke parkeringsmuligheder med view, før vi var ovre på den anden side af strædet.

10:30 kom vi til the Menai Bridge og forlod dermed Anglesey. Vi glæder os til igen at køre over broen i den modsatte retning for at være sammen med Katy og Roland.

Vi kørte ned i Conwy for at finde en café. Det var nærmest umuligt i byens centrum, men vi fandt en plads på havnen. Jeg begik den fejl at spørge nogle lokale, om vi kunne parkere her – og det kunne vi ikke, fordi vi ikke var medlemmer af denne lokale sejlklub. Så vi kørte videre…

…og endte i en Starbucks ved en tankstation 1/2 time videre på motorvejen i retning mod Manchester. Jeg fik købt noget, der var uspiseligt. Hentede noget andet, som heller ikke var noget at råbe hurra for. Kaffen kunne drikkes. Jeg husker, at jeg på stedet her priste mig lykkelig over ikke at have en tilværelse, hvor jeg primært skal leve af sådan en mad, der sælges her.

14:22 i hotellets lounge. Turen fra rastepladsen gik fint, bilafleveringen var problemløs, transit til hotellet uden problemer – og vores værelse var allerede parat. Og derfra var der ikke langt til loungen og dens vederkvægende faciliteter 

I loungen kunne Inge læse på TV at en engelsk prins var født i dag, og jeg hev macbook’en frem for at læse rapporten til ejerforeningens generalforsamling i morgen (som jeg ikke deltager i). Inge tænkte, at det da vist var på tide at gøre det 

Klokken blev Five o’clock. De små retter kom frem – flere end vi husker fra sidste besøg her – og vi tilbragte aftenen her i al fredsommelighed med små hapser, øl til mig og vin til Inge.

Ved 9-tiden trak vi os tilbage og kunne genkende lufthavnen fra sidste gang vi sov her. Det var stadig mørkt klokken 9, men den sov ikke. Det håbede vi at gøre om ikke så længe, for vi skulle relativt tidligt op i morgen. Vores fly afgår 09:00.

Morgenmad spiste vi nede i den store restaurant, fordi den lille oppe på vores etage først åbner kl. 07:00. Tidligt om morgenen, hvis jeg husker rigtigt 05:30 så er morgenmadsbuffeten ikke “fuld”, og så tidligt om morgenen er vi heller ikke så sultne. Så Inge var hurtig færdig og kaffen var ifølge Inge udrikkelig. Men vi vidste, at der var morgenmad at få i loungen, når vi var igennem alle formaliteterne i lufthavnen.

Gåturen over til terminalen klarede vi som før med lidt forvirring omkring en elevator, der var vanskelig at finde. Skiltningen til T3 finder jeg mangelfuld – men det siger jeg altid, når der er vanskeligheder med at finde vej sådanne steder som en lufthavn.
Jeg blev utålmodig ved check-in, men egentlig havde jeg ikke travlt, vel?
Og ved filteret blev den lille rullekuffert stoppet, fordi der var en læbepomade, der ikke var i plastpose! Det var nyt for os.
I loungen satte vi os på en lys plads ved vinduet.

Interiøret havde fået et face-lift siden vi sidst var her. Nye stole, nye farver, ny indretning. Om det var til det bedre, det mener designeren nok. Os der bare venter på et fly, vi er nok ligeglade…

Med tilfredshed konstaterede vi fra loungen at “vores” fly var ankommet til tiden, så vi ville nok også komme afsted til tiden. Og der var ikke langt at gå til gaten. Der ville ikke blive forsinkelse, det er altid dejligt 

Alt gik glat og vi sad i flyet næsten 1/2 time før afgang. Men adspredelse er jo lige for hånden nu om dage  Den der dump-phone er lige om hjørnet fornemmer jeg.

I Schipol havde jeg alt grejet fremme. Hvorfor mon? Til opladning? Måske fordi jeg har glemt at jeg er pensionist og gerne vil se ud som en travl forretningsmand i vandrestøvler Først havde vi sat os et sted hvor air con ikke virkede, så vi flyttede længere ind i lokalet. Øl har jeg, og Inge er sandsynligvis på vej tilbage med et glas vin. Hun prøvede at få et power-nap, men det lykkedes desværre ikke. På væggen annoncerer KLM med sine nyeste destinationer. Mon det kunne blive vores næste rejsemål?

Og så fløj vi det sidste stykke op over de Frisiske Øer og inden vi så os om, var vi i Billund med 4 kufferter og sad i taxien, der skulle køre os hjem. Som altid fik vi undervejs en interessant snak med taxichaufføren. Han fortalte os meget om, hvordan Struer havde udviklet sig i alle de år vi boede i udlandet.

Der var ingen elektricitet i lejligheden (et voldsomt tordenvejr havde raset et par dage i forvejen, fortalte Carsten senere), og Heidi havde ikke kunnet støvsuge, men fejet og vasket gulve. Dybfryseren og køleskabet krævede et gennemsyn og efterfølgende udsmidning af kritiske madvarer. Så hvad vi troede, vi havde af madvarer til aftensmaden havde vi ikke, men vi var nu alligevel ikke sultne efter en dag med lounge- og flymad.

Det var slutningen på den rejse.