Livet undervejs…

Tyrol. Kære alle sammen. Lad os i dag starte med at sige tak til Nina og Christian for deres “Sommer i Tyrol” fortælling og billeder. Næste gang må de huske at få taget et billede hvor de begge to er sammen. Tyrolerhilsener fra Inge og Steen. P.S. Billedkvaliteten skal undskyldes, da jeg har tyvstjålet dem fra deres fortælling, Inge.

Italien. Hej igen. Taksigelserne fortsætter. Her er det for Freja og Jespers “Postkort fra Italien”. Det er dem der gav os ideen til at lave en række små postkort denne gang, og vi må rose dem for at de har husket at tage fotografier hvor vi ser dem begge. Nu venter vi spændt på deres næste postkort fra Grækenland. Italienske hilsener, Inge og Steen. PS: Vi beklager igen billedkvaliteten her, årsagen er den samme som ovenfor…

Hotel Adria. Godmorgen kære læsere. Dagens første postkort viser en lille detalje fra morgenmaden: 2 slags smør på Steens tallerken! Det til venstre er GEDESMØR og det til højre er almindeligt kosmør. Brødet I ser en del af er bagt  hos en bio-bager og væsken i dejen er lavet med “vitaliseret” vand. Hvad det så vil sige, er i skrivende stund ikke klart for os, men Steen sagde at det smagte godt, og hvad angår gedesmørret fortæller han at det havde en “interessant smag der overraskede i positiv retning”. Morgenmadshilsener, Inge og Steen.

Dagens Menukort. Kære Alle, som I nu ved så skal vi blandt morgenens mange vigtige beslutninger også tage et vigtigt valg mht. aftenens hovedret til aften. Vi valgte denne gang “Ossobuco” – man er vel i Italien, ikke? Parate til dagens gøremål sender vi energiske hilsner. I&S.

Hotel Adria. Hej alle morgenfriske. Det mente vi, vi var og gjorde os parat til en gåtur ned i byen og havde planlagt ruten og det hele; men da vi nåede hoveddøren kunne vi se at gadelygterne var blevet tændt og det var blevet usædvanligt mørkt i forhold til tidspunktet på dagen. Der var godt nok lovet regnbyger og torden, ind imellem af de voldsomme slags, og det var netop hvad der var ved at hænde. Vi besluttede klogt at vi vist måtte udsætte gåturen, og på vej ind i hotellet igen fotograferede vi dette skilt ved siden af hoveddøren. Til de mange blandt læserne som kan italiensk behøves naturligvis ingen forklaring, men for alle os andre  må vi lige lege lidt frem og tilbage med ordene og får det til at betyde noget med tradition og kultur og gæstfrihed. Bygningen er under kulturel beskyttelse idet det er en arkitekttegnet belle époque bygning fra før 1. verdenskrig, hvor den østrigske og tyske overklasse boede her. Den 1. verdenskrigs udfald betød at Sydtirol blev annekteret af Italien og dermed at det tidligere klientel udeblev. Ikke kun hotel “Austria” som det hed dengang, men hele Meran sank ned i dyb depression og fandt ikke sin storhed igen. Dog, med opsvinget i midten af 1950’erne begyndte byen og hotellet her, som nu hed “Hotel Adria” at komme sig. Steens bedstemor, Dorthea var med fra starten som turist i byen og efter et par rejser fast gæst på “Hotel Adria” i en 4 ugers tid i juni-juli. Med de kulturelle briller lidt ned på næsen sender vi historiske hilsener fra Meran, Inge og Steen.

Hotel Adria, Kære alle. På vej op på værelset gik vi lige ud på den nordvestlige terrasse på 1. sal og tog dette billede. Torden og regnbygerne kravler ned ad bjergsiderne og nærmer sig os. Dramatiske hilsener, Inge og Steen.

Hotel Adria. Hej igen. Postkortet viser udsigten fra vores balkon mod syd eller sydvest. Hele området var nu under uvejrets svøbe. Medens Steen stod og fotograferede slog et gigantisk lyn ned meget tæt på, så voldsomt og så tæt på at han i et eneste akrobatisk spring af olympiske dimensioner flyttede sig baglæns fra balkonen og ind i hotelværelset! Lynende hilsener, I&S

Meran. Kære alle sammen. Efter en times tid med regn blev det strålende klart og vi gik ned i byen. Her så vi i Kurparken bla. dette træ med granatæbler. De gror ikke i Chantilly!Klare hilsener med himmelblåt fra Inge og Steen.

Meran. Hej igen. Vi besluttede os for at få købt de ting ind vi havde planlagt, og efter vores besøg i lædervarebutikken manglede der bla. en dametaske i butiksvinduet og en portemonnaie i skufferne. Taskehilsener Inge og Steen. P.S. Selv om vi valgte at bruge resten af dagen til indkøb, fik vi og kreditkortene alligevel gået mere end 5 km.

Café Krone. Hej alle sammen. På vores forespørgsel om hvor vi fandt byens bedste Konditorei anbefalede lædervarebutikken os Café Krone. Klokken var blevet mange og vi følte at vi manglede noget at styrke os på, og hotellets kagebord var laaaangt væk, dvs. 10 minutters gang, så vi satte kurs mod Café Krone i Freiheitsstrasse. Trætte hilsener Inge og Steen.

Café Krone. Hej igen. Som postkortet her viser valgte vi begge to Eiskaffee som viste sig at være flot dimensionerede og egnede for voksne, især på varme dage som i dag. Vi plejer ellers ikke at drikke iskaffe men her på denne rejse er vi allerede slubret 3 af slagsen i os. Iskolde kaffehilsener I&S.

Wandelhalle Merano. Hej igen. Vi holdt en lille pause med vores indkøb på en overdækket terrassse ved den brusende Passerflods højre bred. Hvilende hilsener I&S.

Merano anno 1750. Kære alle sammen. Under det lange halvtag vi sad under var der en lang serie af malerier fra Tirol så her fandt vi dagens kunsterneriske islæt. Postkortet viser Merano anno 1750 malet i sepiafarve. Kunstneriske hilsener Inge og Steen.

Obermais. God aften. Inden aftensmaden besluttede vi at gå op til Obermais, her havde Dorthea nemlig også fotograferet og det var kun 5 minutter fra hotellet. På Brunnenplatz fandt vi Dortheas motiv og knipsede det med kameraet i mobiltelefonen – i modsætning til hendes gamle sort/hvide film og manuelt betjente fotoapparat. Retro-hilsner fra Inge og Steen.

Brunnenplatz i Obermais. Kære læsere. Nu vi var oppe i bydelen øst for hvor vi bor og klokken var kommet godt på den anden side af 18, ja den var nærmest 19, behøvede vi ingen undskyldning for at tage en aperitif på en lokal fortovsbeværtning. Den bestod af et glas Weissburgunder til hver – den samlede regning blev 2.40 €, hvilket ikke kan kaldes turistoptrækkeri. Skål og godaften vore damer og herrer! Inge og Steen.

Pianoaften på Hotel Adria. Godaften. Som I kan se var der piano underholdning fra klokken 18-22 og fra spisesalen og til vores balkon på 3. sal kunne det høres og for os var det deroppe et fint akkompagnement til en dejlig vin mens vi nød natten falde på og køligheden sætte ind. Dejligt. Godnat fra Inge og Steen.

Hotel Adria. Godmorgen alle sammen. Til vores store overraskelse skulle vi ikke tage stilling til hovedretten her til morgen, nææææææææh i stedet for kunne vi se at vi skulle til Gala middag, hvad det så end vil sige, mon det er at vi får serveret alt ved bordet, at der ikke er ta selv bord til forret og dessert, nåh det finder vi ud af til aften, mange morgenhilsener Inge og Steen.

Værelse 49 hotel Adria. God formiddag. Da vi nu skal til gala middag i aften, tænkte vi om dette herlige billede som hænger på vores værelse var en hentydning til, hvordan vi skal klædes på eller ud til gala middagen, men der kommer vi til at skuffe dem, sådanne kjoler rejser vi ikke rundt med i kufferten når vi er på ferie og ej heller hattene. Mode hilsener Inge og Steen.

På “Ninas Steig” i Hotel Adria. Kære allesammen, På kortet her ser I os i guldbelagt ramme på “Ninas Steig” som selv om den er stejl klares af os i sandaler. Pudsigt nok har alle de hoteller vi bor på en “Ninas Steig” og de er ikke til at komme uden om – selv om vi rækker ud efter elevatorknapperne kan vi aldrig nå dem og må tage “Ninas Steig”. Nedstigningshilsner fra os.

Linie 221. Kære læsere, Inden vi fik besluttet os til hvad vi ville lave i dag var det allerede blevet et godt stykke op ad formiddagen og dermed godt på vej til det meget varme vejr der var lovet. Derfor valgte vi at lade os transportere ud i landskabet for at spare på energien. Da vi som turister har fri kørsel med busserne tog vi en af dem og kørte med den til udgangspunktet for den gåtur vi havde forestillinger om ville være interessant og overkommelig i varmen. Med vandrestøvler på sender vi de bedste hilsner. I&S.

Undervejs. Kære læsere, Undervejs ud i landskabet havde vi et retro-øjeblik lige inden vi kom til Schloss Tirol. Vi oplevede samme udsigt som Dorthea, Steens farmor, havde foreviget i sidste halvdel af 1950’erne. Schloss Brunnenburg neden for Schloss Tirol havde hun fundet ideel som forgrund til et billede ud over Meran. Se, det er jo netop det helt specielle ved en retro-tur at kunne medleve en tur foretaget af sin farmor for knap 60 år siden og forestille sig hvordan hun har oplevet at være et bestemt sted. Nu har vi haft adskillige af disse retro-oplevelser på denne tur og sidste års sommerferie – og flere venter, og de har kun været mulige fordi vi har fået hendes resjsedagbøger og fotoalbummer i hænde. Og det har igen kun været muligt fordi nogen (Nogen = Steens fætter Einar) på trods af alt har opbevaret gammelt arvegods i lang tid og kravlet op  på støvede lofter og fundet gamle papkasser frem med disse fine gamle sager – som for os er de rene perler. Vi sender endnu engang tanker til Einar og siger tusind tak! Hvad angår vores gåtur i dag, så er der bare at sige at vi fortsatte ufortrødent i den bagende varme. Hede hilsner, Inge og Steen.

Ved Schloss Thurnstein. Kære alle, længere henne ad ruten havde vi Schloss Thurnstein som checkpunkt, for der ville vi dreje til venstre og følge en serpentinervej (markeret med rød pil) ned i dalen. Altid godt at have styr på ruten og vide hvor man er. Gamle spejderhilsner fra os to (især Steen).

Længere henne ad ruten. Kære venner, Som sagt før er det godt at vide hvor man er (vi var allerede gået forkert, men vidste det ikke) og særlig godt hvis man også har check på de forskellige bjergtoppe. Derfor havde vi medbragt et kort, der kunne informere os i felten. Det var dog lidt for turistet og dermed så meget ude af proportioner at det ikke var den store hjælp. Men vi troede stadig på kortet (vi havde ikke andre) og mente at bjertoppen markeret med rød pil på vores postkort var 3000 meter oppe og hed “Tschigot”, men var dog ikke helt sikre. Måske var det “Zielspitze” som var 6 meter højere Navigationsmæssigt uklare hilsner fra Inge og Steen.

Under vinen. Kære venner, Da vejen snævrede ind vidste vi at vi ikke længere var på den oprindeligt planlagte rute, men at komme ind under vinen og få lidt skygge på en bagende varm dag var jo meget sympatisk så i stedet for at vende om fulgte vi Inges motto: “Man skal være parat til overraskelser, for det giver interessante oplevelser – og dermed gode minder”. Minderige hilsner, I&S.

Ochsentodweg. Kære læsere, Længere henne gik det nedad, selv om postkortet her er fotograferet “opad”. Ochsentodweg refererer til vejen med de døde okser, men dem var der heldigvis ikke så mange af. Måske kommer navnet af at hvis okser skulle drives ad denne vej ville de vrikke om og styrte i døden. Det passede vi også på, for der var meget stejlt ned. Hilsner med tungen  lige i munden. I&S.

Algunder Waalweg. Kære venner, Vi mødte en ung mand med et kort der var meget bedre end vores og fand derfor hurtigt hen til en rute der gik tilbage i retning af hvor vi oprindeligt havde forestillet os at gå. Ruten har et navn: “Algunder Waalweg” og vi har lært at Waalweg kendetegner en slags vandvej, altså en infrastruktur til ledning af vand fra vandløb til vin- eller frugtmarker. Postkortet her viser hvordan vandet løber i en lille kanal ved siden af stien og undervejs er der forsk. installationer, helt enkle, til at lede vand til en bestemt mark. Vandløbende hilsner fra os.

Algunder Waalweg. Kære allesammen, Vi gik nu i den “rigtige” retning og havde Dorf Tirol i synsfeltet. Undervejs på Waalwegen studsede vi lidt over de bjergkamme der hævede sig langt ude i baggrunden og spurgte os selv om det mon ikke var Dolomitterne? Spørgede hilsner fra os to som vandrede tilbage til hotellet ad den samme vej som vi gik for et par dage siden, og vi fik da også gået mere end 10 kilometer på denne smukke solskinsdag og vi blev fortalt at der var 37 grader i skyggen og det tvivler vi overhovedet ikke på, men i den tørre luft som Meran er kendt for var det til at holde ud.

Dufthaven på Tappeinerweg. Kære læsere, Det er altså ikke til at have bedstemødre. Forleden fotograferede vi Dufthaven – som iøvrigt lever fuldt op til sit navn – ca. midt på Tappeinerweg og ville vise det med Dortheas eget fotografi. Men vi tog det for langt nede i den fjerne ende, så idag lavede vi i middagsheden den lille omvej op om haven for at tage et fotografi der mere matchede hendes. Og se, hvad det blev til. Tilsyneladende er Dorthea ikke gået helt tilbage som vi gjorde i dag, men fotograferede henne fra gelænderet i forgrunden til højre, så hun fik den mellemste plads med samt bjergene i baggrunden. Vi viser mere af  Dufthaven, men hun får den dramatiske note med, i og med at hun har en 3000 meter høj bjergtop med på sit! Umulige hilsner fra Inge og Steen.

Hotel Adria. God aften vore damer og herrer. Galla, der er dækket anderledes op, mere højtideligt med servietter rullet i glasset i stedet for sammenfoldede på tallerkenen og høje stearinlys i stedet for telys og… hmmmmmm, der er allerede sat en isspand ved vores bord. På hotellet får man anvist et bord den første aften og der sidder man hele den tid man er på stedet! Mange uskyldige galla hilsener, Inge og Steen.

Forreten – den kolde: Kartoffel, broccoli,  kogt skinke og hvad vi tror er olivenmos, dertil brioche med olie hen over.

Forretten – den varme, som man altid kun spiser med gaffel. Ravioli med spinat og tomat, det er da alt sammen lavet som et smilende ansigt, ikke?

Suppen. Det er ikke en kartoffel, der ligger deri, men vistnok hvad danskere ville kalde en semulje knödel. Retten spises kun med ske

Hovedretten. Oksefilet i en brød-og-urter-“frakke”, der ikke var raspet, men god og fyldig og saftig af kødets saft og altså ikke fedtet.

Desserten var en cassata, og det anede vi ikke hvad var, men fik forklaret at det var en slags frosen kvark og inden i var der tørrede frugter og chokoladestykker.

Spisesalen hotel Adria. God aften kære venner. Ovenover ser I en række små postkort, med galla middagens retter. En god ting ved hotellet her er at de anbefaler hver dag en rødvin eller hvidvin i flasker til rimelige penge, derudover anbefaler de en sød vin i glas til desserten. En virkelig god ide, for på den måde får man smagt vine man ellers aldrig ville have valgt fra et kort – og dermed aldrig smagt! Det var Galla’en. Godnat fra os – vi tager resten af vinen med op på balkonen.

Sønderjylland engang. Kære læsere, der var engang da man om søndagen pakkede sit lille klapbord – hvori der var plads til klapstole – ned i bagagerummet og kørte søndagstur og havde sin kurv med hvori der var kaffe og mælk og mad eller kager. Alle mennesker på postkortet her er meget yngre end vi er nu, men der er mange minder i dette billede. Bemærk den unge herre som gemmer sig bag drengen for bordenden – hans stribede ærme ses dog. Diagonalt over for ham sidder en dame med hat. Hende skal I også bemærke. Minderige hilsener fra Inge og Steen.

Ved morgenbordet i Meran. Kære venner. Her ses den unge herres underarme igen og her sidder han – nu betydeligt ældre – og skriver postkort til damen med hatten, mens han drikker det sidste af sin “espresso luongo coppa”. Livet er nogen gange forunderligt, der er både gammeldags postkort som det han skriver på og moderne som disse vi skriver til jer nu. Forunderlige hilsener, Inge og Steen.

“Så svinger vi om ad Gilmstrasse”.

“Og kører op foran”.

“Hovedindgangen”.

Ved Hotel Adria. Hej igen. Steens farmor, Dorthea havde i sit Meran-album en lille billedserie om vejen til Hotel Adria – ja, altså det sidste korte stykke. Den billedserie har vi aktualiseret i dag med ovenstående 3 postkort. Steen viste mandsmod og -hjerte sidst på eftermiddagen og gik ud i den usigelige varme hvor ikke en vind rørte på sig for at genfotografere sin farmors check-punkter. Brølende hede vejr og vejhilsener, Inge og Steen.

Kurparken i Meran. Hej igen. Byen er kendt for at lave figurer af planter og ståltråd. I år er skulpturerne på rotunden ved Kurparken formet som flyvende fugle, som I ser på det venstre billede. Tilbage omkring 1960 forestillede planteskulpturerne børn og stjerner der danser rundt om jordkloden og derunder en krans af større stjerner. Pudsigt nok ligner billedet til venstre et gammeldags farvepostkort selv om det er taget med kameraet i en mobiltelefon, og billedet til højre kunne sagtens være et nutidig billede i sort/hvid version. Hilsener med de undersøgende briller på næsen, I&S.

Frihedsgaden eller Freiheitsstrasse. Kære alle. En af dagens overraskelser var at butikkerne lukkede omkring klokken 13 og har lukket til mandag. Byen var stegende hed og vi trængte til en iskaffe. Nu skulle vi jo ikke bare have den et hvilket som helst sted – Næh, vi skulle have den Hotel Imperials fortovscafé. Ja, I kan vel efterhånden gætte at også det har noget med Dorthea at gøre – det var hendes stamcafé. Medens vi venter på iskaffen sender vi meget varme hilsener, Inge og Steen.

Hotel Imperials udendørs café. Kære alle sammen. Her er lidt af en tidsrejse fra dengang til nu. Billedet til højre præsenterer Dortheas serveringsdame, som endda venligt stiller op til et fotografi. Det troede vi ikke vi kunne få vores servetrice til, så det blev et skud fra hoften. Stolene er nu om dage lavet af krom og plast, hvor de i Dortheas tid herned var flettede og sikkert meget mere komfortable at sidde i – især når det var så varmt som i dag. Mange udforskende udendørscafé-hilsener. I&S.

Hotel Adria. God aften. Ja aftenens menu skulle vi tage stilling til i morges, og i dag valgte vi laksen og kunne i ventetiden næsten ikke klare spændingen om hvad “engelsk ris” er. Hilsner fra madnovicerne Inge og Steen.

Spisesalen Hotel Adria. God aften alle sammen. Nu er spændingen så udløst! Her ser vi de engelske ris, og hvad kan vi prøve at forklare om dem – det var ikke almindelige løse ris, nærmere noget mellem lange ris som vi bruger til såkaldte “løse ris” og korte ris som vi bruger til grødris. De “engelske ris” var kogt i vand og de klistrede, derfor kunne de “formes” til en kugle. Det var ikke den samme slags ris som italienerne bruger til risotto. Mange, men ikke klogere, godaftenhilsener, Inge og Steen.

Meran. Kære alle sammen. Nedgangen på billedet til venstre fører ned til kælderværtshuset “Rafflkeller”. Det var lukket da vi kom forbi i formiddags og åbner først klokken 19:00 om aftenen. Der var Dorthea “på vift” som hun skrev i 1955. “På vift” er norsk og betyder at være ude at more sig og med åbningstider indtil kl. 02:00 byder Rafflkeller tilsyneladende på gode muligheder for at have det sjovt i festligt lag. Men der gik vi ikke hen efter aftensmaden, måske skal vi først runde de 70 år som Dorthea på billedet Ingen tvivl om at de morede sig, og da det nu var et rejseselskab fra Danmark, mon de så ikke har sunget et eller andet på deres eget sprog. Mange før-natklubsalder-hilsener, Inge og Steen.

Værelse 49. Godmorgen alle sammen. Her ser I en elektrisk barbermaskine ved siden af en “moderne skraber”. Steen tog på ferie med en halvt opladet elektrisk barbermaskine – opladekablet er godt nok husket, men der skal være en dims mellem opladekablet og barbermaskinen som holder ferie derhjemme. I Baden-Baden stod Steen i et drogeri og så på alle de nymodens skrabere uden at vide hvad han skulle lægge i indkøbskurven. Personale var der ingen af, så Inge foreslog at han spurgte “mænd”. Der stod en ved siden af og kiggede på samme store udvalg af skrabere og skum og gel og erstatningsblade etc. – han fik spørgsmålet om “hvad man skulle købe når man nu ikke længere havde sin elektriske funktionsklar”. Manden svarede pænt og pludselig var der 2 anre “mænd” som kom med gode råd. Disse “mænd” skrabede sig hver dag og de virkelige fundamentalister på dette felt skifter klinge ud hver dag, fik han fortalt. Der blev så købt ind, men det var først her til morgen at den elektriske løb fuldstændigt tør for energi – halvvejs igennem barberingen, så Steen gik ned og spiste morgenmad halvbarberet. Ubarberede hilsener fra Steen og uden forstand på barbermaskiner Inge.

Værelse 49. God formiddag til alle. Efter morgenmaden måtte Steen så have skraberen ud af pakken og den skum han af de andre mænd i Baden-Baden var blevet rådet til at købe i stedet for gel. Nu stod der alligevel gel på trykflasken, men den forvandlede sig til fint hvidt julemandsskæg. Er der ikke noget med at “rigtige mænd” skraber sig? Det tror vi der er og sender mange hilsener fra en “rigtig Steen” og hans kone Inge.

Turistbureauet Mendelpass. Kære læsere. I dag var der lovet varme, stegende varme i Meran, så i går aftes besluttede vi at køre en lille tur. Der er jo mange, mange steder som vi gerne vil se og havde tænkt på et par steder, men hotellets ejer frarådede os disse på det kraftigste, fordi der ville være overfuldt og vi ville bare komme til at køre i kø og blive overhalet af motorcykler konstant. Efter disse råd besluttede vi os for et ikke så turistet sted, nemlig Mendelpass – også et sted Dorthea havde været. Da vi parkerede overfor turistbureauet så kunne vi ligesågodt forespørge os der, om hvor et bestemt skilt var, men det kunne den  unge dame ikke svare på; men i stedet kunne hun svare på hvor den bedste iscafé var. Uvidende turisthilsener fra Mendelpas, Inge og Steen.

Mendelpass. Kære alle. Farvebillede ud af en mobiltelefon og farvebillede fra dengang, hvor Dorthea står længst til højre. Skiltet som hun står ved havde den unge dame på turistbureauet aldrig set eller hørt  om. Næh, nu om dage har man et større, smartere og moderne skilt, og ikke nok med det, man havde i mellemtiden minsandten også flyttet det nogle meter. Det ser ud som om damerne blev fotograferet en gråvejrsdag, for de kaster ikke skygge. Mange skilte-hilsener fra Passo della Mendola, Inge og Steen.

Iscaféen. Kære alle. Ja denne sommer har vi jo fået smag for iskaffe, og det valgte vi også her på passets bedste sted. Det er også den dyreste vi har fået i år og langt fra den bedste. Servetricen var ovenikøbet uvenlig, stedet lidt ucharmerende men nu havde vi en parkeringsplads og det var svært at finde alternativer både på op- og nedturen fra passet. Der var parkeret biler overalt. Oppe på passet var der vel en 10 grader mindre end i Meran, men vi kørte tilbage efter iskaffen, fordi vi ikke ville vente til alle beboere i Meran og Bolzano skulle hjem efter at have tilbragt dagen i bjergene eller ved vandet. Mange turisthilsener, Inge og Steen.

Dagens menu. Hej igen. Her kan I se dagens menu. Vi har valgt fisken, men, men, men, der er også lige oppe blandt de kolde forretter noget at bemærke: dansk toast! Gad vide hvad det er? Uvidende madrette-hilsener, I&S.

Aftensmaden forretten. God aften. Vi er sikker på at mange er lige så spændte på hvad en dansk toast er, først må vi lige sige at vi ikke har ordet toast på dansk, kan man mon oversætte det med ristet brød? Nå hvorom alt er så var det et stykke franskbrød hvorpå der lå en sammenfoldet meget tynd skive kogt skinke, så en skive tomat, uden skind selvfølgelig, derefter noget kogt tun, et stykke sardel, lidt løg, parmesan og purløg. Det smagte udmærket og det danske som vel ligeså godt kunne være tysk er muligvis at det var kogt skinke i stedet for røget, vi aner det ikke. Danske toast hilsener fra de uvidende danskere i Hotel Adira, Inge og Steen.

Hotel Adria. Godaften igen. Her ser I kunsten på hotelværelset – eller manglen på samme. Værelset er ikke stort, så den eneste måde at få det fotograferet med mobilcamera var ved at “sy” flere billeder sammen. Værelset kan virke lidt spartansk men der er alt det vi har brug for. Dog kunne vi have undværet fjernsynet – hvem tager på ferie for at se fjernsyn? Sidder vi ikke hellere og skriver postkort til familie og venner i stedet? Mange Hotel Adria hilsener, Inge og Steen.

Ved indkørslen til Schweiz. Godformiddag allesammen. Vi måtte videre på vores færd. Vi sagde farvel til Meran hvor vi havde spist dejligt, derimod havde bilen ikke fået noget, så den havde nu brug for 2 ting, nemlig benzin og en vignette for at den kunne for lov til at køre med os på de schweiziske motorveje – den fik endda en hvor den kunne køre i hele 2012! Mange bilhilsener fra den og fra os I&S.

Et sted i Schweiz. Kære alle. Vi kørte igennem det ene smukke landskab efter det andet, der var ikke mange biler, så det var dejligt. Det var som om landskabet var helt anderledes lige fra det øjeblik vi kørte ind i landet. Vi kunne se der var mange vandrestier, der var selvfølgelig også mange cykelryttere, her tales ikke om turisten der har fundet cyklen frem, næh det var på professionelle cykler. Om bilen var tilfreds melder billedet intet om – for det drejer sig kun om os og de høje bjerge – den undrede sig nok over hvad den egentlig skulle med den vignette til motorvejene, når den måtte køre os op og ned og rundt i alle hårnålesvingene og sørge for at vi sad komfortabelt og nød køleanlægget især når vi så at bilens temperaturmåler af og til viste 37 grader udenfor. Mange behagelige hilsener fra det dejlige Schweiz og Inge & Steen.

Schweiz. Hej igen. Lige et postkort med blik på en bjergtop i det fjerne. Den har sne på og hedder noget, men vi ved ikke hvad. Det er da smukt ikke? Mange postkorthilsener fra Inge og Steen.

Flüela Pass 2383 meter. Kære venner. Dramatiske op- og nedkørsler førte os over flere bjergpas, men da vi nåede hertil trængte vi til denne (for os) sommers specialitet: iskaffe. Her oppe, i næsten 2.4 km højde, fandtes dette lille sted, og vi fornemmede at de kunne imødekomme vores behov. Bilen fik sig samtidig en lille pause, hvor denne kunne stå og stønne sammen med andre biler, heriblandt en rød Lamborghini, som fik os til at sende en kærlig tanke til Roland. Så var der også mange motorcykler – vi tror at motorcyklister bliver høje af at kaste sig og cyklen ind i de snævre kurver og accelerere som afsindige når de overhaler os almindelige rejsende. Mange pashilsener fra os og Inges finger

Flüela Pass 2383 meter. Hej igen. Der var egentlig kun nogle og 20 graders varme, men  solen bagte os i den knastørre luft og lyset var skarpt som en laser. Som I ser var iskaffen ikke blandt de største vi har fået på vores tur. Her er man lidt beskedne for der er ikke ført el op fra dalen, så stedet må selv producere alt ved hjælp af diselmotorer og vandkraft. Iskaffe hilsener fra Inge og Steen.

Souvenirboden på Flüelapas. Hej igen. Vi skulle jo også lige have købt dagens postkort til vores kære veninde uden computer. Der var en klokke at ringe på og når man trykkede på den kom en rynket arm til syne, skød glaslugen til side og afslørede en gammel mutti. På spørgsmålet om hun havde postkort fra stedet pegede hun med en rynket finger på et opslag udenfor som Steen naturligvis ikke havde bemærket. Han valgte et kort og på spørgsmålet om hvad prisen var pegede den samme finger på det samme opslag, hvor der naturligvis også var en klar prisangivelse. Ja, luften er tynd heroppe og opmærksomheden var måske lagt i de mange hårnålesving Mange souvernirhilsener, gammeldags og moderne, fra her tæt på himlen, Inge og Steen.

Hinterzarten. Kære alle sammen, så er vi kommet til den røde plet. Vi er ikke i Dorthea og Arnes fodspor, men vores egne Vi var her også sidste år, og selv om der i mindet om det ophold er skovstier med flyvende torpedo-uhyrer der skyder sig op under Inges solbriller og bider sig fast i hende, var mindet så godt at vi ville prøve stedet igen. Lad os straks sige at vi ikke blev skuffet ved gensynet – tværtimod. Schwarzwalder-hilsener, Inge og Steen.

Hotel Erfurth’s Bergfried. Kære Alle. Her bliver man budt velkommen med et glas sekt. Det er da en yderst behagelig begyndelse på et hotel, ikke? Mange boblende hilsener, Inge og Steen.

Kaminhalle i Erfurth’s Bergfried. Medens vi lod boblerne komme til deres ret skulle vi tage stilling til hvad vi vil have at spise i aften. Blandt de 3 menuer kunne vi vælge frit og vi har på postkortet her indrammet vores valg. Ja, de franske råmælksoste behøver man ikke tage stilling til på forhånd, men lade appetitten eller mangel på samme bestemme undervejs i måltidet. Hilsen, Inge & Steen. PS: Vores valg viste sig gode og velsmagende og det med de franske oste blev ikke et problem. Vi havde ikke plads til dem – gør ikke noget, dem får vi jo hjemme hos os selv.

Erfurth’s Bergfried. Vi tog det sidste af vinen med op – en tør Weissburgunder Spätlese med megen karakter og god syre – og satte os ud på balkonen. Vi følte os trætte, men måske er det ikke underligt, vi havde jo rejst fra Meran over høje bjerge og været undervejs i mange timer. Man skal være god ved sig selv, og I ser med al ønskelig tydelighed at det er vi også. Med vinøse blikke over balkonens rækværk og pelargonien ud til skoven og nattehimlen derover sender vi de bedste hilsner, Inge & Steen.

Erfurth’s Bergfried. God morgen allesammen. Ikke overraskende startede vi dagen med et godt morgenmåltid som havde en lille detalje vi bed mærke i. En bakke med 6 slags rugbrød havde små informationsskilte med de forskellige brøds navne. Detaljen vi bemærkede var at et af dem hed “Pfunds-Kurbrot” og I som har “rejst” med  os på bloggen ved at vi sidste år og i år var i Pfunds. Første gang af retro-historiske årsager, anden gang fordi denne lille søvnige alpeby i en krog af Østrig lå på vores rute til Meran. Hvordan i alverden navnet “Pfunds” har været med til at give et brød navn ved vi ikke, men da vi overnattede i Pfunds sidste år, blev der i hvert fald ikke serveret Pfunds rugbrød! Gådefulde hilsner fra Inge og Steen.

Hinterzarten. Kære alle, Vi havde ikke mere vand og vin og måtte ud for købe ind. Vinmanden vidste vi hvor boede, men det med vand var noget vi måtte spørge os frem om. Derfor besøgte vi vinmanden først. 2 andre kunder, mand og kone, var kommet før os og de var afslappet optaget af at drikke sig et glas sekt. I vores konsultation med vindamen (vinmanden var travlt optaget af at bringe nye forsyninger ned i kælderen) spurgte hun om vi ville smage på nogle af de vine vi var kommet frem til. Vi takkede nej og sagde at det var lidt for tidligt på dagen for os, hvorpå hun elegant klarede situationen ved at forklare at hendes andre kunder sad og fik sig et glas sekt fordi det var godt for kredsløbet. Fint nok, vi er vel i en kurby Vi fik forklaret hvor vi kunne købe vand – det var ude i begyndelsen af byen og Steen kunne glæde sig over at vi alligevel tog bilen og ikke apostlenes heste som han oprindeligt havde forestillet sig. Det ville have været langt, varmt og tungt at bringe hjem. Forventningsfulde hilsner, Inge og Steen. PS: I ser ikke vinen, den er godt skjult i plastposerne under vandflaskerne.

Adler-Skistadion. Kære læsere, Postkortet her viser Hinterzartens 4 skihopbaner med deres fiberbelægninger der muliggør skihopkonkurrencer også om sommeren. Vi havde ellers tænkt at drive den af i dag, men besluttede os for en lille gåtur. Den lod vi starte med en lille runde hen om Adler Ski-stadion, der er lige i nærheden af vores hotel Erfurth’s Bergfried. Her ser man opad, og vi ville gerne se anlægget nedad, så der var kun en vej for vores fortsatte gåtur – opad! Sportslige hilsner, I&S.

Adler-Skistadion – på toppen. Kære alle, Vi havde stokkene med på turen efter anbefaling fra hotellet og de kom os fint til hjælp ved den meget  stejle stigning op til toppen af skihopanlægget. Vi ser da stadig friske ud, ikke? Opadgående hilsner fra os.

Adler-Skistadion – stadig på toppen! Kære læsere, Nu var der jo i det forrige postkort ikke meget bevis på at vi rent faktisk var på toppen af skihopanlægget, så derfor sender vi også dette kort med udsigten deroppefra. Billedet er taget så højt oppe fra man kan komme uden at stige op i tårnene, der løfter skihopperen yderligere i vejret til hvor selve banen begynder – der kunne vi ikke komme ind. Men for vores gåturs vedkommende er vi på toppen af skihopbakken her. Sandfærdige hilsner fra os, I&S.

Scheibenfelsen. Kære venner, Vi kunne jo have taget den nemme vej hjem ved lige at “planke den” oppe på toppen af skihopbanen og så glide ned et stort åndeløst sus – og aflsutte nedturen med det helt lange hop – men vores sportslige ånd piskede os fremad og yderligere opad og vi kunne kun adlyde. Længere oppe, efter at vi havde aflagt den lokale top, Kesslerhöhe (1017 m), et besøg satte vi os på en bænk på Scheibenfelsen – med ryggen mod udsigten (hvem der har monteret denne bænk må have tænkt på noget andet). Der kunne vi studere myrer, kæmpestore myrer  og tænkte at måske skulle vi se vores rejse fra deres fodsti. Det er hvad dette postkort drejer sig om og vi må indrømme at myrerne var så store at vi var bange for at de ville løbe afsted med telefonen. Myreflittige hilsner fra Inge og Steen.

I det høje Schwarzwald et sted. Hej igen. Vi blev ved med at forlænge vores oprindelige tur, den varslede regn og torden holdt vi lidt øje med men som I kan se viser himlen ikke uvejr, så vi forsatte i en slags omkreds af hotellet, da der var sidegåveje i en uendelighed. Inden vi var tilbage havde vi alligevel gået mere end 5 kilometer, betydeligt mere end den lille planlagte tur hen til skihop-stadion, som ikke ligger mere end 500 meter fra hotellet. Mange gående hilsener, I&S.

På hotellets terrasse. God sen eftermiddag. I dag er der da en masse postkort med os på, og her er et af de nu ofte sete med iskaffe i glasset. Vi var lidt spændte på om hotellet kunne lave den slags eller om det kun er noget man får på is-restauranter, men nej, nikke nej, det kunne vi sagtens få, og den var god – rigtig god kan vi hilse og sige. Kolde kaffe hilsener fra Inge og Steen som havde fortjent den efter at have besteget skiskansen.

På vores balkon. God aften. Klokken blev 18 og vi havde en lille forpligtigelse. Vindamen ville have os til at smage en vin, men da den ikke havde skrueprop var vi ikke så vilde i varmen for at smage den, da der ikke er noget bedre en skruepropper på vine når man er i transit. Hun hev straks en fiks lille tingest frem så hun ville låne os, og vi kunne afleverere den senere. Forpligtende hilsener Inge og Steen.

På vores balkon. Hej igen. Så er den fikse lille vinoplukker taget i brug og vi glæder os til et par dråber inden aftensmad i stille ro og fred på balkonen. Mange skålhilsener Inge og Steen

Bauernstube. God aften alle mand. Vi er under vores ophold her blevet placeret i Bauernstube, og har samme plads til både morgen og aftensmad, her kan I se hvad vi valgte at spise i går, eller rettere hvad vi valgte i går morges og som vi med glæde spiste i aften. Mange vitale madhilsener Inge og Steen.

Ved hotellets svømmepøl. Kære læsere, hilsener fra klorterapien, (I&)S. P.S. Steen brugte næsten en hel formiddag på at vælge om han ville have luft- eller klorterapi og han valgte det sidste. Hvis vi et kort øjeblik skal tænke tilbage til hans farmor Dorthea, så skrev hun for ca. 50 år siden i en rejsedagbog om at en herre i 60erne “gav forestilling” ved svømmepølen og hun fandt det modigt af ham i hans alder, så hvad kan man sige her…..

Oberzarten. Kære venner, Inge som manglede på det tidligere postkort var ude at gå tur hun valgte nemlig luftterapien, når hun nu var i en heilkurort eller sagt anderledes en by i 1000 meters højde og med helbredende frisk luft og som mente at klorterapi kunne man få overalt i verden. Fra den anden side af dalen, ovre i Oberzarten fotograferede hun Erfurth’s Bergfried, vores hotel. Den røde pil peger på hvor vi bor. Dejlige vandrende hilsner, Inge (og Steen i klorterapien).

Oberzarten. Kære læsere, Ovre fra den anden side af dalen og en del længere oppe blev Adler-Skistadion synlig, som vi jo gik forbi i går. Prøv at følge skovens øvre kant, så ser I den store skispringbane rage op over trætoppene, men den ser så uendelig lille ud. Udsigts-hilsener sender Inge (& Steen.)

Oberzarten. Kære venner, Ovre ved Oberzarten havde vejret gennem mange år forårsaget en forvitring af klipperne og derved skabt en helt naturlig skulptur eller rettere billede af Mikkel Ræv, som kigger ud af sin hule. Selv farverne er så relaistiske så man kan have en mistanke om at der har været en der med en pensel – OK, måske kan andres fantasier få det til noget helt tredie, men den med ræven der ligger med snuden fremme i hulens åbning er da fantastisk ikke? Det må absolut blive dagens kunstneriske hilsener fra Inge som havde glæden af at se den og som nød den friske bjergluft (&S).

Erfurth’s Bergfried. Kære alle, Vi tog i morges som sædvanlig stilling til det alvorlige spørgsmål om hvad vi ville have at spise i aften – og som før viser vi jer hvad valgene faldt på denne gang. Mange vitale hilsener Inge og Steen.

Bauernstube. Kære venner, Her et postkort med aftenens først ret “champignons-Carpaccio (eller sagt på dansk “skåret i tynde skiver”) med “frisk-ost”-marinade” som vel kan siges at være en let syrnet tynd mælket marinade (her mangler vi en mejeriingeniør). Appetitlige hilsner, I&S. P.S. Opskiften på marinaden er frischkäse, mælk, sherryeddike, salt og peber, den fik vi af kokken sidste år, da vi fik den samme ret, og den smager stadig dejligt.

Bauernstube. Kære læsere, Postkortet her bærer præg af at fotografen kom for sent fordi han ikke kunne vente med at smage den næste ret. Den var en drik annonceret som “æble-gulerod-yoghurt-drik”. Sunde, men alligevel dejlige og velsmagende hilsener, Inge & Steen.

Salat-buffetten i Hotel Erfurth’s Bergfried. Kære Læsere, Efter den sunde drik kom den ret -salaten – vi selv skulle rejse os fra bordet og sammensætte ude i salat-buffetten. Her var ingredienserne anrettet indbydende (I ser ikke alle på kortet her) og man vælger lige hvad man havde lyst og appetit til. Et lille stykke flodkrebse-terrin af himmelsk lethed rafinnerede hvad Steen ellers fik blandet sammen på sin tallerken. Salat-hilsener fra os.

Ostebuffetten i Erfurth’s Bergfried. Kære venner, Den opmærksomme læser spørger straks, når han eller hun ser dette postkort: “Hvor er fiskeretten?”. Svaret er at inden han fik tænkt på at fotografere den inviterende ret, havde fotografen flået skindet af denne dejlige fisk, der minder om en bækforel i kødets struktur, men ikke har de millioner af små ben tilbage i filetten der gør bækforellen næsten uspiselig – og så var det jo for sent, og derfor er der ikke et lækkert postkort af hovedretten og derfor springer vi direkte til de regionale bondeoste. Hovsa-hilsner fra fotografen og de bedste fra Inge, som undlod osten.

Ved bordet i Erfurth’s Bergfried. Kære postkortlæsere, Ingen tvivl om at dette kort handler om desserten, der også er en regional specialitet – Schwarzwaldbecher. Desserten er komponeret af syltede kirsebær i kirsebærbrændevin (kirsch), vanilje- og chokoladeis toppet op med flødeskum. Dessertkokken har ment at der skulle en cigarformet rullekiks og et mynteblad allerøverst. Med denne dejlige dessert som mindede en del om Schwarzwald-kagen kom vi til at kende Schwarzwald en lille smule bedre :-). Smovsehilsner fra os.

Unterlinden. Kære venner, Gaden Unterlinden er ikke en gade ved Middelhavet, som postkortet her umiddelbart kunne give anledning til at tro. Det gode vejr i dag, samt det milde klima her i det sydvestligste hjørne af Tyskland der tillader palmetræer at blive store snyder, for vi er i Freiburg im Breisgau, en halv times kørsel vest for Hinterzarten og det er der selvfølgelig en grund til. Vi er på en af feriens overraskelser som giver oplevelelser og minder. Gotiske hilsner fra os “under lindetræerne”.

CAB-butikken. Kære venner. Som I alle ved, så er en computer blevet en livsvigtig ting og duer den ikke, så skal den repareres – straks! Inges computer havde haft skavanker i lang tid og nu trængte den til at få nogle gode råd af en fagmand. Den havde besluttet sig til ikke længere at kooperere med Inge så efter rådslagning med receptionen i hotellet opsøgte vi denne butik i Freiburg. Mange nedsmeltnings-hilsener, Inge og Steen.

CAB og Sven. Kære venner. Man er ikke altid heldig at finde en person der er dygtig og sympatisk, men det fandt vi og  efter diverse afprøvninger af computeren blev vi enige om at trykke på den “store røde knap” der hedder at gå tilbage til dengang da Inges computer startede med at være hendes. En lettelse? – nej, men samtidig gav det Inge en selvtillid i og med at hun vidste at den var gal og der ikke var chancer for at komme ind på harddisken og hente de ting som hun ikke havde “backed up”. Nørdede hilsener, Inge og Steen. P.S. Ved at være i butikken i lang tid, oplevede vi hvad kunder kommer og spørger om, som f.eks. “Kan man købe en mus der ikke klikker?”, “Min kone har hældt vand i computeren, så holdt den op med at fungere. Er der noget man kan gøre?” og deslige. Man kan stå og gætte sig til hvad der sker i de små hjem og kan ikke lade være med at smile….

Katedralen i Freiburg. Kære alle sammen. Da computeren skulle stå og samle sig lidt sammen til at blive som nyfødt igen, havde vi en halv times ventetid, og vi valgte at gå hen for at se kirken. Det var næsten uhyggeligt så mange turister der var der og vi nåede lige at se den inden den blev lukket til klokken 12-bønnen. Kirkelige hilsener fra Inge og Steen.

Hinterzarten. Hej igen. Ja, vindamen havde været snu at låne Steen oplukkeren for så skulle han ned med den igen, og så blev der igen diskuteret vin og efter formiddagens tur til Freiburg mente Steen åbenbart at nu kunne han smage, men det blev bilen jo kun tungere af. Nu kan vi så glæde os til at smage dråberne derhjemme. Vinøse hilsener, I&S.

På balkonen i Erfurt’s Bergfried. Kære læsere. Nu da dagen havde været hård- ja, vi havde stået i en computerbutik, set en katedral, smagt og købt vin – var det på tide at få sig en iskaffe. Inge var med det samme begyndt at opdrage computeren til at lystre sig igen, så vi fik iskaffen op og nød den på vores balkon, mens Inge løb frem og tilbage og Steen bare sad og hvilede sig. Iskaffe hilsener, Inge og Steen.

Bauernstube eller bondestuen. Godaften alle sammen. Ja uden mad og drikke duer helten ikke og vi var da også gået igennem det vanskelige valg til morgenmaden med at beslutte os for hvad vi ville spise her til aften. Middelhavet var temaet i den kombinerede forret og salat menu og vi blev i syden med den kolde grøntsagssuppe Gazpacho. Så blev det lidt mere hjemligt med rødspættefilet med kogte kartofler og dampede bladbeder. Og så tilbage til Frankrig med et udvalg af råmælksoste. Vi forld Vital-menuen til fordel for mousse au chocolat i 3 farver. Det bekom os vel og vi sender de bedste hilsner, Inge og Steen.

Værelse 205. Godaften venner. Ja, traditionen tro er her et foto af den aktuelle hotel-kunst eller manglen på samme, dog er her et billede! Mange værelseshilsener, I&S.

Nattehimlen over Hochschwarzwald. God aften igen. Ja nogle gange giver naturen en opvisning i hvad den er i stand til – her til aften var det dens fyrværkeri, meget mere imponerende og behagelig at opleve end alt det kunstige der koster mange penge. Det var helt utroligt som tordenvejret spillede på alle tangenter, det ene lyn kom efter den andet og oplyste himmelen. Steen tog en uendelig masse telefonbilleder, men sandsynligheden for at et tryk på knappen falder sammen med et lyn er jo lille, så han nåede kun at få lys på himmelen på meget få af dem. Lynende hilsener, Inge og Steen.

Naturens lyn. God nat læsere. Dette var den eneste af nok 350 billeder hvor vi ser lyn og med dem siger vi godnat. Inge og Steen.

Morgenbuffetten i Erfurth’s Bergfried. Kære venner, Postkortet ovenfor viser hvordan morgenmaden var arrangeret for os – til selvbetjening efter smag og behag. Ja, egentlig er der to rum yderligere, et med brød og et med youghurt, quark, drys, etc. Et godt sted at starte en dag på, ikke? Morgenhilsner, Inge & Steen.

Bauernstube i Erfurth’s Bergfried. Kære læsere, nu har vi på flere postkort her fra Hinterzarten nævnt Bauernstube og fotograferet flere lækre og velsmagende retter her, men vi har aldrig vist hvordan der ser ud. Morgenmad spiser vi også her og “vores bord” er det (halve) yderst til venstre. God morgen fra Bauernstube, I&S.

Erfurth’s Bergfried. Kære venner, Bauernstube er kun en blandt flere lokaler og postkortet her viser et blik ind i 2 af disse. Det er fint at “gæste-kapaciteten” på den måde er delt op, så der ikke spises i en kæmpestor spisesal – det er hyggeligere på denne måde. Hilsner, I&S.

Uhrenstube i Erfurth’s Bergfried. Kære alle. Postkortet viser en væg i en af de andre stuer – Uhrenstube – der selvfølgelig ikke kan hedde andet med alle de kuk-ure der tikker afsted. Og selvfølgelig er urene alle Schwarzwaldure. Man vænner sig vel til al den tik-takkeri men vi har ikke manglet det i Bauernstube Kuk-hilsner fra os.

Rasteplads ved Verdun. Kære læsere, Alt har en ende (ja, ja, vi ved at en regnorm har 2) og det er også tilfældet med vores sommerferie. Kortet viser hvor praktisk en nogenlunde vandret bagagerumsklap kan være. Passer lige til en lille bakke med en flûte med ost og 2 espresso’er. Pausehilsner, I&S.

Rasteplads ved Verdun. Kære venner, Postkortet viser udsigten fra vores picnic-plads, der er domineret af en stor skulptur rejst til minde om de faldne i 1. verdenskrig. Mere præcist er monumentet også et minde om de 2 soldater som først faldt i denne frygtelige krig (dem har man ikke navnene på) og de 2 soldater som længst overlevede den (dem har man navnene på) – de døde i 2008 og blev henholdsvis 108 (en tysker) og 110 (en franskmand) år gamle! Eftertænksomme hilsner fra slagmarken ved Verdun. Inge & Steen.