Hotel Adria. Godmorgen alle sammen. Til vores store overraskelse skulle vi ikke tage stilling til hovedretten her til morgen, nææææææææh i stedet for kunne vi se at vi skulle til Gala middag, hvad det så end vil sige, mon det er at vi får serveret alt ved bordet, at der ikke er ta selv bord til forret og dessert, nåh det finder vi ud af til aften, mange morgenhilsener Inge og Steen.
Værelse 49 hotel Adria. God formiddag. Da vi nu skal til gala middag i aften, tænkte vi om dette herlige billede som hænger på vores værelse var en hentydning til, hvordan vi skal klædes på eller ud til gala middagen, men der kommer vi til at skuffe dem, sådanne kjoler rejser vi ikke rundt med i kufferten når vi er på ferie og ej heller hattene. Mode hilsener Inge og Steen.
På “Ninas Steig” i Hotel Adria. Kære allesammen, På kortet her ser I os i guldbelagt ramme på “Ninas Steig” som selv om den er stejl klares af os i sandaler. Pudsigt nok har alle de hoteller vi bor på en “Ninas Steig” og de er ikke til at komme uden om – selv om vi rækker ud efter elevatorknapperne kan vi aldrig nå dem og må tage “Ninas Steig”. Nedstigningshilsner fra os.
Linie 221. Kære læsere, Inden vi fik besluttet os til hvad vi ville lave i dag var det allerede blevet et godt stykke op ad formiddagen og dermed godt på vej til det meget varme vejr der var lovet. Derfor valgte vi at lade os transportere ud i landskabet for at spare på energien. Da vi som turister har fri kørsel med busserne tog vi en af dem og kørte med den til udgangspunktet for den gåtur vi havde forestillinger om ville være interessant og overkommelig i varmen. Med vandrestøvler på sender vi de bedste hilsner. I&S.
Undervejs. Kære læsere, Undervejs ud i landskabet havde vi et retro-øjeblik lige inden vi kom til Schloss Tirol. Vi oplevede samme udsigt som Dorthea, Steens farmor, havde foreviget i sidste halvdel af 1950’erne. Schloss Brunnenburg neden for Schloss Tirol havde hun fundet ideel som forgrund til et billede ud over Meran. Se, det er jo netop det helt specielle ved en retro-tur at kunne medleve en tur foretaget af sin farmor for knap 60 år siden og forestille sig hvordan hun har oplevet at være et bestemt sted. Nu har vi haft adskillige af disse retro-oplevelser på denne tur og sidste års sommerferie – og flere venter, og de har kun været mulige fordi vi har fået hendes resjsedagbøger og fotoalbummer i hænde. Og det har igen kun været muligt fordi nogen (Nogen = Steens fætter Einar) på trods af alt har opbevaret gammelt arvegods i lang tid og kravlet op på støvede lofter og fundet gamle papkasser frem med disse fine gamle sager – som for os er de rene perler. Vi sender endnu engang tanker til Einar og siger tusind tak! Hvad angår vores gåtur i dag, så er der bare at sige at vi fortsatte ufortrødent i den bagende varme. Hede hilsner, Inge og Steen.
Ved Schloss Thurnstein. Kære alle, længere henne ad ruten havde vi Schloss Thurnstein som checkpunkt, for der ville vi dreje til venstre og følge en serpentinervej (markeret med rød pil) ned i dalen. Altid godt at have styr på ruten og vide hvor man er. Gamle spejderhilsner fra os to (især Steen).
Længere henne ad ruten. Kære venner, Som sagt før er det godt at vide hvor man er (vi var allerede gået forkert, men vidste det ikke) og særlig godt hvis man også har check på de forskellige bjergtoppe. Derfor havde vi medbragt et kort, der kunne informere os i felten. Det var dog lidt for turistet og dermed så meget ude af proportioner at det ikke var den store hjælp. Men vi troede stadig på kortet (vi havde ikke andre) og mente at bjertoppen markeret med rød pil på vores postkort var 3000 meter oppe og hed “Tschigot”, men var dog ikke helt sikre. Måske var det “Zielspitze” som var 6 meter højere 😉 Navigationsmæssigt uklare hilsner fra Inge og Steen.
Under vinen. Kære venner, Da vejen snævrede ind vidste vi at vi ikke længere var på den oprindeligt planlagte rute, men at komme ind under vinen og få lidt skygge på en bagende varm dag var jo meget sympatisk så i stedet for at vende om fulgte vi Inges motto: “Man skal være parat til overraskelser, for det giver interessante oplevelser – og dermed gode minder”. Minderige hilsner, I&S.
Ochsentodweg. Kære læsere, Længere henne gik det nedad, selv om postkortet her er fotograferet “opad”. Ochsentodweg refererer til vejen med de døde okser, men dem var der heldigvis ikke så mange af. Måske kommer navnet af at hvis okser skulle drives ad denne vej ville de vrikke om og styrte i døden. Det passede vi også på, for der var meget stejlt ned. Hilsner med tungen lige i munden. I&S.
Algunder Waalweg. Kære venner, Vi mødte en ung mand med et kort der var meget bedre end vores og fand derfor hurtigt hen til en rute der gik tilbage i retning af hvor vi oprindeligt havde forestillet os at gå. Ruten har et navn: “Algunder Waalweg” og vi har lært at Waalweg kendetegner en slags vandvej, altså en infrastruktur til ledning af vand fra vandløb til vin- eller frugtmarker. Postkortet her viser hvordan vandet løber i en lille kanal ved siden af stien og undervejs er der forsk. installationer, helt enkle, til at lede vand til en bestemt mark. Vandløbende hilsner fra os.
Algunder Waalweg. Kære allesammen, Vi gik nu i den “rigtige” retning og havde Dorf Tirol i synsfeltet. Undervejs på Waalwegen studsede vi lidt over de bjergkamme der hævede sig langt ude i baggrunden og spurgte os selv om det mon ikke var Dolomitterne? Spørgede hilsner fra os to som vandrede tilbage til hotellet ad den samme vej som vi gik for et par dage siden, og vi fik da også gået mere end 10 kilometer på denne smukke solskinsdag og vi blev fortalt at der var 37 grader i skyggen og det tvivler vi overhovedet ikke på, men i den tørre luft som Meran er kendt for var det til at holde ud.
Dufthaven på Tappeinerweg. Kære læsere, Det er altså ikke til at have bedstemødre. Forleden fotograferede vi Dufthaven – som iøvrigt lever fuldt op til sit navn – ca. midt på Tappeinerweg og ville vise det med Dortheas eget fotografi. Men vi tog det for langt nede i den fjerne ende, så idag lavede vi i middagsheden den lille omvej op om haven for at tage et fotografi der mere matchede hendes. Og se, hvad det blev til. Tilsyneladende er Dorthea ikke gået helt tilbage som vi gjorde i dag, men fotograferede henne fra gelænderet i forgrunden til højre, så hun fik den mellemste plads med samt bjergene i baggrunden. Vi viser mere af Dufthaven, men hun får den dramatiske note med, i og med at hun har en 3000 meter høj bjergtop med på sit! Umulige hilsner fra Inge og Steen.
Hotel Adria. God aften vore damer og herrer. Galla, der er dækket anderledes op, mere højtideligt med servietter rullet i glasset i stedet for sammenfoldede på tallerkenen og høje stearinlys i stedet for telys og… hmmmmmm, der er allerede sat en isspand ved vores bord. På hotellet får man anvist et bord den første aften og der sidder man hele den tid man er på stedet! Mange uskyldige galla hilsener, Inge og Steen.
Forreten – den kolde: Kartoffel, broccoli, kogt skinke og hvad vi tror er olivenmos, dertil brioche med olie hen over.
Forretten – den varme, som man altid kun spiser med gaffel. Ravioli med spinat og tomat, det er da alt sammen lavet som et smilende ansigt, ikke?
Suppen. Det er ikke en kartoffel, der ligger deri, men vistnok hvad danskere ville kalde en semulje knödel. Retten spises kun med ske 🙂
Hovedretten. Oksefilet i en brød-og-urter-“frakke”, der ikke var raspet, men god og fyldig og saftig af kødets saft og altså ikke fedtet.
Desserten var en cassata, og det anede vi ikke hvad var, men fik forklaret at det var en slags frosen kvark og inden i var der tørrede frugter og chokoladestykker.
Spisesalen hotel Adria. God aften kære venner. Ovenover ser I en række små postkort, med galla middagens retter. En god ting ved hotellet her er at de anbefaler hver dag en rødvin eller hvidvin i flasker til rimelige penge, derudover anbefaler de en sød vin i glas til desserten. En virkelig god ide, for på den måde får man smagt vine man ellers aldrig ville have valgt fra et kort – og dermed aldrig smagt! Det var Galla’en. Godnat fra os – vi tager resten af vinen med op på balkonen.