Erfurth’s Bergfried. God morgen allesammen. Ikke overraskende startede vi dagen med et godt morgenmåltid som havde en lille detalje vi bed mærke i. En bakke med 6 slags rugbrød havde små informationsskilte med de forskellige brøds navne. Detaljen vi bemærkede var at et af dem hed “Pfunds-Kurbrot” og I som har “rejst” med os på bloggen ved at vi sidste år og i år var i Pfunds. Første gang af retro-historiske årsager, anden gang fordi denne lille søvnige alpeby i en krog af Østrig lå på vores rute til Meran. Hvordan i alverden navnet “Pfunds” har været med til at give et brød navn ved vi ikke, men da vi overnattede i Pfunds sidste år, blev der i hvert fald ikke serveret Pfunds rugbrød! Gådefulde hilsner fra Inge og Steen.
Hinterzarten. Kære alle, Vi havde ikke mere vand og vin og måtte ud for købe ind. Vinmanden vidste vi hvor boede, men det med vand var noget vi måtte spørge os frem om. Derfor besøgte vi vinmanden først. 2 andre kunder, mand og kone, var kommet før os og de var afslappet optaget af at drikke sig et glas sekt. I vores konsultation med vindamen (vinmanden var travlt optaget af at bringe nye forsyninger ned i kælderen) spurgte hun om vi ville smage på nogle af de vine vi var kommet frem til. Vi takkede nej og sagde at det var lidt for tidligt på dagen for os, hvorpå hun elegant klarede situationen ved at forklare at hendes andre kunder sad og fik sig et glas sekt fordi det var godt for kredsløbet. Fint nok, vi er vel i en kurby 🙂 Vi fik forklaret hvor vi kunne købe vand – det var ude i begyndelsen af byen og Steen kunne glæde sig over at vi alligevel tog bilen og ikke apostlenes heste som han oprindeligt havde forestillet sig. Det ville have været langt, varmt og tungt at bringe hjem. Forventningsfulde hilsner, Inge og Steen. PS: I ser ikke vinen, den er godt skjult i plastposerne under vandflaskerne.
Adler-Skistadion. Kære læsere, Postkortet her viser Hinterzartens 4 skihopbaner med deres fiberbelægninger der muliggør skihopkonkurrencer også om sommeren. Vi havde ellers tænkt at drive den af i dag, men besluttede os for en lille gåtur. Den lod vi starte med en lille runde hen om Adler Ski-stadion, der er lige i nærheden af vores hotel Erfurth’s Bergfried. Her ser man opad, og vi ville gerne se anlægget nedad, så der var kun en vej for vores fortsatte gåtur – opad! Sportslige hilsner, I&S.
Adler-Skistadion – på toppen. Kære alle, Vi havde stokkene med på turen efter anbefaling fra hotellet og de kom os fint til hjælp ved den meget stejle stigning op til toppen af skihopanlægget. Vi ser da stadig friske ud, ikke? Opadgående hilsner fra os.
Adler-Skistadion – stadig på toppen! Kære læsere, Nu var der jo i det forrige postkort ikke meget bevis på at vi rent faktisk var på toppen af skihopanlægget, så derfor sender vi også dette kort med udsigten deroppefra. Billedet er taget så højt oppe fra man kan komme uden at stige op i tårnene, der løfter skihopperen yderligere i vejret til hvor selve banen begynder – der kunne vi ikke komme ind. Men for vores gåturs vedkommende er vi på toppen af skihopbakken her. Sandfærdige hilsner fra os, I&S.
Scheibenfelsen. Kære venner, Vi kunne jo have taget den nemme vej hjem ved lige at “planke den” oppe på toppen af skihopbanen og så glide ned et stort åndeløst sus – og aflsutte nedturen med det helt lange hop – men vores sportslige ånd piskede os fremad og yderligere opad og vi kunne kun adlyde. Længere oppe, efter at vi havde aflagt den lokale top, Kesslerhöhe (1017 m), et besøg satte vi os på en bænk på Scheibenfelsen – med ryggen mod udsigten (hvem der har monteret denne bænk må have tænkt på noget andet). Der kunne vi studere myrer, kæmpestore myrer og tænkte at måske skulle vi se vores rejse fra deres fodsti. Det er hvad dette postkort drejer sig om og vi må indrømme at myrerne var så store at vi var bange for at de ville løbe afsted med telefonen. Myreflittige hilsner fra Inge og Steen.
I det høje Schwarzwald et sted. Hej igen. Vi blev ved med at forlænge vores oprindelige tur, den varslede regn og torden holdt vi lidt øje med men som I kan se viser himlen ikke uvejr, så vi forsatte i en slags omkreds af hotellet, da der var sidegåveje i en uendelighed. Inden vi var tilbage havde vi alligevel gået mere end 5 kilometer, betydeligt mere end den lille planlagte tur hen til skihop-stadion, som ikke ligger mere end 500 meter fra hotellet. Mange gående hilsener, I&S.
På hotellets terrasse. God sen eftermiddag. I dag er der da en masse postkort med os på, og her er et af de nu ofte sete med iskaffe i glasset. Vi var lidt spændte på om hotellet kunne lave den slags eller om det kun er noget man får på is-restauranter, men nej, nikke nej, det kunne vi sagtens få, og den var god – rigtig god kan vi hilse og sige. Kolde kaffe hilsener fra Inge og Steen som havde fortjent den efter at have besteget skiskansen.
På vores balkon. God aften. Klokken blev 18 og vi havde en lille forpligtigelse. Vindamen ville have os til at smage en vin, men da den ikke havde skrueprop var vi ikke så vilde i varmen for at smage den, da der ikke er noget bedre en skruepropper på vine når man er i transit. Hun hev straks en fiks lille tingest frem så hun ville låne os, og vi kunne afleverere den senere. Forpligtende hilsener Inge og Steen.
På vores balkon. Hej igen. Så er den fikse lille vinoplukker taget i brug og vi glæder os til et par dråber inden aftensmad i stille ro og fred på balkonen. Mange skålhilsener Inge og Steen
Bauernstube. God aften alle mand. Vi er under vores ophold her blevet placeret i Bauernstube, og har samme plads til både morgen og aftensmad, her kan I se hvad vi valgte at spise i går, eller rettere hvad vi valgte i går morges og som vi med glæde spiste i aften. Mange vitale madhilsener Inge og Steen.