Morgenmad spiste vi nede i den store restaurant, fordi den lille oppe på vores etage først åbner kl. 07:00. Tidligt om morgenen, hvis jeg husker rigtigt 05:30 så er morgenmadsbuffeten ikke “fuld”, og så tidligt om morgenen er vi heller ikke så sultne. Så Inge var hurtig færdig og kaffen var ifølge Inge udrikkelig. Men vi vidste, at der var morgenmad at få i loungen, når vi var igennem alle formaliteterne i lufthavnen.
Gåturen over til terminalen klarede vi som før med lidt forvirring omkring en elevator, der var vanskelig at finde. Skiltningen til T3 finder jeg mangelfuld – men det siger jeg altid, når der er vanskeligheder med at finde vej sådanne steder som en lufthavn.
Jeg blev utålmodig ved check-in, men egentlig havde jeg ikke travlt, vel?
Og ved filteret blev den lille rullekuffert stoppet, fordi der var en læbepomade, der ikke var i plastpose! Det var nyt for os.
I loungen satte vi os på en lys plads ved vinduet.
Interiøret havde fået et face-lift siden vi sidst var her. Nye stole, nye farver, ny indretning. Om det var til det bedre, det mener designeren nok. Os der bare venter på et fly, vi er nok ligeglade…
Med tilfredshed konstaterede vi fra loungen at “vores” fly var ankommet til tiden, så vi ville nok også komme afsted til tiden. Og der var ikke langt at gå til gaten. Der ville ikke blive forsinkelse, det er altid dejligt 
Alt gik glat og vi sad i flyet næsten 1/2 time før afgang. Men adspredelse er jo lige for hånden nu om dage 
Den der dump-phone er lige om hjørnet fornemmer jeg.
I Schipol havde jeg alt grejet fremme. Hvorfor mon? Til opladning? Måske fordi jeg har glemt at jeg er pensionist og gerne vil se ud som en travl forretningsmand i vandrestøvler
Først havde vi sat os et sted hvor air con ikke virkede, så vi flyttede længere ind i lokalet. Øl har jeg, og Inge er sandsynligvis på vej tilbage med et glas vin. Hun prøvede at få et power-nap, men det lykkedes desværre ikke. På væggen annoncerer KLM med sine nyeste destinationer. Mon det kunne blive vores næste rejsemål?
Og så fløj vi det sidste stykke op over de Frisiske Øer og inden vi så os om, var vi i Billund med 4 kufferter og sad i taxien, der skulle køre os hjem. Som altid fik vi undervejs en interessant snak med taxichaufføren. Han fortalte os meget om, hvordan Struer havde udviklet sig i alle de år vi boede i udlandet.
Der var ingen elektricitet i lejligheden (et voldsomt tordenvejr havde raset et par dage i forvejen, fortalte Carsten senere), og Heidi havde ikke kunnet støvsuge, men fejet og vasket gulve. Dybfryseren og køleskabet krævede et gennemsyn og efterfølgende udsmidning af kritiske madvarer. Så hvad vi troede, vi havde af madvarer til aftensmaden havde vi ikke, men vi var nu alligevel ikke sultne efter en dag med lounge- og flymad.
Det var slutningen på den rejse.