Tirsdag morgen. Jeg havde lyttet til en ræv, der gøede derude. Senere var der duer på spil med deres kurren. Den varede ved indtil deres støj blandedes med “Kra, kra, kra”. Så var der ro. Naturen sørger for sin egen orden 
Igen var avisposen hængt på dørens yderside med denne forbundsdækkende avis i, og…
…den mere lokale fætter med et beskedent dækningsområde: Sylt.
Morgenbuffetten var meget tilfredsstillende, med små fornyelser hver dag. Hvad vi lagde på tallerkener her…
…spiste vi her i hotellets sydligste rum. Meget lyst og med vue over Vadehavet – dog ikke i her til morgen på grund af tågen. Jeg havde medbragt postkort med den hensigt at skrive det ved morgenbordet. Havde dog glemt kuglepennen, så det måtte vente. Inge tænkte, at jeg da bare kunne dyppe en finger i rødt syltetøj og skrive en hilsen på den måde
Vores formiddagstur gik sydpå til Keitum, hvor vi ville se kirken. Den var desværre lukket på grund af renoveringsarbejde, så indtrykket af, hvordan sådan en ø-kirke i Vadehavet mon så ud, har vi endnu til gode.
Knortegæssene sørgede for adspredelse. Formationen var ikke specielt smuk eller symmetrisk, men der er noget magisk over sådan en flok store fugle. Måske var de lige lettet og ved at finde sig til rette i en formation…
Inden kaffebordet og konditorkagerne forpligtede, var der fin lejlighed til at køre ned ad tangen til Hörnum. Standsede dog ikke en gang for at fotografere, men udelukkende for at købe Tempo – papirlommetørklæder, som til min store og positive overraskelse nu fås i en vaskemaskinefast version! Yderst vigtigt for brugere, der som jeg af og til glemmer at tømme lommerne inden bukserne lander i vaskemaskinen – med den dumme konsekvens, at alt tøjet kommer ud igen med hvidt papirsmulder over det hele. Det skulle altså nu – så længe jeg har Tempo – være udelukket
Det forpligtende kagebord havde som ny variant lagkagen yderst til venstre: Frankfurter Kranz. Lagkagen til højre er en Friesentorte. På bordets anden side er kagerne, der kræver friskpisket flødeskum. Der starter vi og kommer til lagkagesiden derefter.
Frankfurter Kranz – den kongelige kage – er en ringformet smørcreme-lagkage med flere bunde af sandkage-, wiener- eller marengsmasse, og den er et symbol på kroningsbyen Frankfurt. Dens form symboliserer den runde krone, overtrækket på kagen med krokant minder om den gyldne farve, og de røde kirsebær som pynt henviser til de rubiner, som kongekronen var udsmykket med. Kagen blev nævnt for første gang i 1735, og i dag er det utænkeligt, at den ikke er med på et kaffebord i Frankfurt.
Frisertærte (på tysk Friesentorte) er en klassisk lagkage fra Nordfrisland og tilstødende områder i Nordtyskland. Lagkagen er bygget op af en mørdejsbund med op til tre lag af blommemos, butterdej og flødeskum. Kagen dækkes til sidst med et lag flødeskum og strøes med butterdejstykker eller nødder. Dertil kommer lidt flormelis. Kagen findes i en del forskellige variationer. Den danske modpart Gåsebryst er lavet af marcipan.
Medens jeg langsomt kom igang med at dekorere en karussel-hest i bedste souvenir-stil, gik Inge sig en tur i omegnen og glædede sig over at se og opleve nyt.
Hun var gået nordpå ad vejen mod Braderup og fik undervejs dette vue over hotellet. Yderst tilhøjre den gamle tilbyggede restaurant, hvor vi spiser og yderst til højre, delvist skjult bag træerne, det nyeste hotelafsnit, hvor vi bor. Billedet her viser dermed 150 års byggeri og udvidelser.
I baggrunden ligger drivisen stille i højvandet.
Hotelavisen benyttede for dagene 4-6 marts netop et billede af det første Hotel Fährhaus, og markerer i toppen at det er 150 år siden, der først var et hotel her.
Og menu-variationerne for halv-pensionærerne
Fra meuen valgte vi gravad laks med pumpernickel og friskost, efterfulgt at stenbider og desserten. Jeg kan ikke huske hvilken obstler jeg fik med på værelset. Jeg burde have spurgt Inge om der var noget hun ønskede fra baren, men det glemte jeg igen – baren lå på vejen tilbage til værelset.
Karussel-hesten ventede deroppe…