Livet undervejs…

04:38 vågnede jeg (Steen). Jeg skulle tisse og på vejen til toilettet bemærkede jeg ud af vinduet at morgnrøden allerede var på himlen. På vejen tilbage til sengen greb jeg en mobiltelefon og knipsede scenen uden for. Alt var dyb ro, ikke engang en kat at se. Vejret tegnede til at blive så fint som DMI havde lovet.

En runde omkring Åbakken inden gåturen. Her lå avisen og på dens forside – over midterfolden – var der et billede fra vernisagen på en udstilling af kunst lavet af elever på 7 skoler – inspireret af “den kendte Thy-maler Jens Søndergaard”. Journalisten var tilsyneladende mere optaget af buffeten end børnenes kunstværker, for man måtte som avislæser ind på side 6 for at se af dem.

Visitten på Åbakken var kun kort og inden længe var vi ude på den sædvanlige rute ved Agger. Vejret var pragtfuldt – ikke for varmt, ikke for koldt, ikke mere vind end det stadig var behageligt – og det bragte hele blomsterfloret frem. På hybenbuskene var blomsterne strøet så gavmildt som mælkevejens stjernevrimmel.

Ude på Agger Tange bemærkede vi at der siden vores sidste tur herop var blevet malet stiplet midterstribe på den asfalterede gang/cykle-sti. Spild af penge, for hidtil har cyklister og gående kunnet finde ud af det. Forskellen er at nu er der denne markante stiplede linie i de næste 100.000 fotografier, eller flere, der bliver taget i tangens længderetning.

Frilufts-groufie med 2 personer. Billedet oser af en dejlig dag i den tidlige sommer.

Som Inge sagde da vi gik på den tværgående dæmning syd for Agger: “Hvor der er en vilje, er der en vej!” – og det må man sige.

Tidligt på eftermiddagen tilsluttede Inge sig en lille gruppe af gamle elever fra Hurup Realskole i 1969 – så kunne der nemlig snakkes inden aftenens store klassefest.

Selv profiterede jeg af den dejlige sommerdag med Hjalmar, der viste mig rundt i den nyanlagte have. Her er vi nede ved åen hvor der var dejligt roligt at sidde og snakke med fuglekvidder og vindens susen i trætoppene som baggrund.

Sådan så der ud da Inge kom til hallen hvor klassefesten holdes. Ingen tivl om at der skulle komme over 1000 deltagere..

Her sidder de ældste elever – årgang 1970 i forgrunden, årgang 1969 i mellemgrunden og nederst ved det lange bord årgang 1968.

De ældre, med årgangen markeret på blå skilte, var de første der blev kaldt hen for at få den varme ret. Man viste respekt. Senere stod de yngre årgange i lange køer for at få maden – som viste sig at smage ganske udmærket.

Hovedretten var 3 slags kød, 2 slags kartofler og 3 slags salater, hvor en af hotellets kokke anbefaldede Inge svinekammen. Hun fortalte senere, at retten var udmærket og især salaterne virkelig gode. Fantastisk at et sådan måltid kunne laves til over 1000 deltagere i køkkenet på et relativt lille hotel, som det vi bor på. Imponerende!

Inge blev spurgt hvordan jeg fik noget at spise når jeg nu var helt alene. Hun beroligede dem med at sige, at han jo boede på et hotel – og hakkebøffen med kød fra opdræt i Naturpark Thy viser at jeg ikke led nød!

Efter hakkebøffen, kartoflerne med frisk persille, de syltede rødbeder, den brune sovs og agurkesalaten gik jeg en runde og kom forbi hallen hvor den store klassefest foregik. Jeg ville høre hvor højt musikken spillede :-).

Inge forlod den store klassefest 23:45 og skulle igennem de “unges” hal hvor orkestret spillede. Man må have ment at det var de unge der ville danse – og det var det også – men se, der var da ikke ret mange par på dansegulvet. Nej, som Inge siger: “Når man mødes til en klassefest så er det da klokkeklart at man mødes for at snakke sammen og ikke for at danse!”

Morgenen kl. 04:28. Jeg (Steen) må være lidt af et vanedyr, for i går var jeg oppe 04:38, men det giver jo så på den anden side en vis regelmæssighed i registreringen af morgenvejret. Hvad mon avisen har at fortælle i dag?

Ja, over folden på forsiden, den vigtigste plads i en avis, meddeles at svømmebadet med havvand, der bygges i Vorupør ikke bliver færdigt før om en måneds tid. Pinligt, for sommeren er stærkt på vej.

Ja, det var lidt gråt i vejret, der var lovet en enkelt byge – den kom aldrig – og det afholdt os bestemt ikke fra formiddags-gåturen. Som sædvanligt lige hen om Åbakken for at hilse på de gamle. Bemærk at bilen har ekstra mørke vinduer bagtil – trendy, men noget pjat. Tænk at være bagsædepassager på en tur over Alperne og se alt nedtonet…

Det blå flag var oppe ude ved Agger – en trøst for de, der ellers ville være kørt til svømmebadet med havvand i Vorupør.

…men lidt af en ringe trøst, for helt fint badevejr var det nu nok alligevel ikke.

Men selv om det var overskyet var der dog overalt tegn på at det nu er sommer i Danmark.

Og med Hotel Thinggaards hjælp lod vi sommeren fortsætte på værelset i bedste retro-stil med gammeldags æblekage.

Retro’en fortsatte på byens strøg. BT kiggede tilbage i tiden med fokus på Prinsgemalen som de jo altid har været efter, det er der jo ikke noget nyt i – kun måske i at han nu bliver kaldt for Provo-Prinsen, men provokerer han mere end BT?

Så hørte retro’en op og sommeren kom tilbage i form af en aldeles lækker fiskesalat med hvidløgsstegte jomfruhummere, dertil brød og pestosovs og en flaske af husets italienske hvide. Venligst komponeret på eget initiativ af kokken Thomas. Dejligt!

Når vi får serveret en ret på hotellets Mågestel uden måger er vi altid spændte på om initialerne vil komme frem, det er der nemlig slet ikke på alle. Den spænding har vi arvet fra svigerfar, hvis initialer netop er HM og i hans tid hed etablissementet Hurup Missionhotel.

Vi blev mætte, vi var trætte – og gik tidligt til ro.

Kl. 05:09 havde jeg (Steen) tilsyneladende så meget energi at der var lidt til overs til at lege med en True HDR app på mobiltelefonen. Vejret tegnede fint konstaterede jeg – og gled tilbage under dynen… Den lokale/regionale avis gav manglen på arbejdskraft “i visse brancher” prioritet frem for strandlivet, men sidstnævnte fik alligevel opmærksomheden i form af et stort farvebillede på forsiden med muntert boldspil på stranden. Vi skulle ud til Boddum for at se på oldtidsfund og havde den fornøjelse at kunne give Liv kørelejlighed. Hun havde sovet hos en veninde og det var jo helt fint da vi skulle samme sted hen. På tilbagevejen fik vi dette guldaldermaleri fra Kilen vest for dæmningen over til Doverodde. Det var jo helt uimodståeligt og måtte fotograferes. Der er en vis déjà vu over scenen men jeg kan ikke komme på malerens navn. Det kommer måske senere… På den anden side af dæmningen fik vi dette sommelige vue over Dover Fjord til Neessund. Som Hjalmar siger: “Der er dejligt ved æ hav, men der er nu skjønnere ved æ fywer”. Kan man andet end at give den gamle mand ret? Derefter hjem på hotellet, i vandrebukser og -støvler, og så ud til Agger hvor gåturen i dag skulle start med indkøb af is… …der var det helt rigtige akkompagnement på en dag som i dag. Havde vi mødt Egon Olsen, havde han taget cigarstumpen ud af munden, lettet på bowleren og sagt: “De har fuldstændigt ret – det var en god plan!” (det sorte hus fremme foran til højre spillede en rolle i filmen der vist hedder “Olsen-banden i Jylland”). Hvor vejen delte sig gik vi til venstre henne ved turistinformation blev vi informeret om kystbeskyttelsen der stærkt præger kysten ud for Agger og sydpå langs tangen. Vi holdt os dog på indersiden, hvor naturen oplyste os om at sommeren altså var kommet – skulle nogen være i tvivl. Tvivl hersker der heller ikke på hotellet om at Inge er en kær gæst …og heller ingen tvivl om at Stefanie i køkkenet kendte Inges smag for fiskeretter – her et meget velsmagende tværsnit af godt fra havet med lune og kolde fisk/skaldyr. Den lille glaskrukke indeholdt en fintsnittet ret med æbler, nødder, ristede jomfruhummere, tomater, rugbrøds-crouton’er i en mild vinaigrette. For nu at sige noget der rimer: …og vi blev mætte!

Ja, lige før jeg (Steen) starter, så havde vi en herlig retur-kommentar på Inges facebook gruppe om Boddum. En spurgte om Hummelshøj ikke var den barber i Boddum, der spøgte med at han kunne klippe drengene rødhåret?

Det bragte mig tilbage til drengeårene hvor min far sagde at vi drenge skulle klippes skotskternede med en træsaks.

04:48 var morgenrøden allerede ved at blive til en sommer-morgenhimmel, så hvis jeg vil have den pure morgenrøde heroppe på disse breddegrader må mit indre ur justeres frem med mindst en time, tror jeg.

Over morgenkaffen kunne vi læse hvad Thisted Dagblad mente læserne allerførst burde vide noget om.

Medens Inge var på Åbakken havde jeg en rigtig formiddag i Lidenlund… …Først var jeg hos en ejendomsmægler Inge havde truffet til den store klassefest, og dernæst var der et hængeparti fra i lørdags vedr. en værtindegave, der skulle ordnes. Det forårsagede først et besøg hos vinhandleren og dernæst hos værtindens mand for at aflevere gaven. Begge steder skulle der snakkes og det var vældig hyggeligt – og pludselig var klokken ved at være 12, og midt på dagen ville vi på gåtur ude ved Agger, der også i dag skulle indledes med indkøb af is. Alle steder hvor jeg havde ærinde var der åbent – dejligt!

På den faste rute kigger vi ud over havet 2 steder. På det første er vi nået ned til vaflen/kræmmerhuset og lige før det andet (billedet) er hele isvaflen spist. En affaldsspand på stedet modtager vores papiraffald.

Vi kiggede inden for i kirken. I våbenhuset hang der en præstekrave og en sort cap – at præstekraven vil blive brugt næste gang der er gudstjeneste eller anden kirkelig handling er sikkert, men hvornår vil cap’en blive brugt igen? Hvem har mon glemt den?

Agger kirke er udstyret med 2 skibe, “Margrethe” (i forgrunden) og “Caroline” nærmest alteret. Nederst til venstre anes lidt af et dannebrog.

…egentlig en fin måde at opbevare Dannebrog på.

Netop når man kommer inden for kirkerummet og kigger til venstre hænger en mindetavle over en lærer, Niels Marius Sö Pedersen, der med livet som indsats forgæves forsøgte at redde to drenge en sommerdag ude på Flade Sø. Brav indsats, men hvorfor mon drengenes navne ikke er nævnt?

Interiøret er meget enkelt – kun jeg er det forstyrrende element

Og udenfor gav denne mindesten over 13 fiskere fra Agger der druknede den 21. november 1893 – en skæbnedag hvor i alt 48 fiskere omkom. Ikke svært at forestille sig virkningen på et lille samfund af tabet af 13 voksne mænd. Hvad mon der gik galt for fiskerne fra Harboøre, Vorupør og Agger – hvordan kunne så mange vurdere vejret så forkert?

Gåturen kom ind på den vante runde. I dag med skorstene og vindmøller ved Tyborøn helt klare på horisonten.

Efter en runde omkring Åbakken stod den på et bjerg af marinerede rejer i en blanding af salat, rugbrødscrouton’er, nødder osv, plus kold dampet torsk på toppen. Det smagte vældig godt, men vi måtte begge strække våben på et tidspunkt. Vi var så mætte!

Som slutbillede for denne dag: Køkkenpersonalets improviserede “pause plads” bestående af mælkekasser fra Arla. Sen ankomst af 21 amerikanere på alternativ-energi-studie-tur og deres à la carte bestillinger holdt personalet på stikkerne – ingen tid til en smøg ind i mellem.

Morgenvejret 05:15 var der ikke noget at skrive hjem om, men det kunne jo være at situationen kunne forbedre sig i løbet af en ekstra times tid eller halvanden under dynen. Det ville da være indsatsen værd…

Der skulle åbenbart mere til, for til morgenmaden var der stadig gråvejr. Det var der også i dagens lokale avis, der kunne meddele at 4 plejehjem står for tur til at blive lukket. Det kan der måske være god grund til, hvis de er utidsvarende og kræver renovation, hvilket ofte koster mere end at bygge nyt. Problemet for læserne er at der ikke nævnes hvordan behovet, som disse 4 plejehjem dækker, skal dækkes efter deres lukning.

Extra Bladet havde en hel anden meddelelse til sine læsere, og var ifølge forsiden ude i lidt af en smædekampagne. Underligt at redaktionen mener at det er på sin plads at gå efter personen i stedet for bolden. Hvis redaktionen er republikansk, så angrib de vælgere der støtter op om kongehuset og dets funktioner, i stedet for de der udfylder dem og får betaling for det. Men det er jo nemmere at gå efter manden, der ingen mening må have og som bliver gjort nar af, fordi han stadig taler dansk med spor af sit franske modersmål. Hvis jeg, efter alle årene i Frankrig, kunne tale fransk som han kan dansk, ville jeg være meget tilfreds.

Inden vi tog på kirkegården var vi et smut inden om på Åbakken. Og igen inden kirkegården nåede vi også at få en god snak med Kirsten og Klavs i  Boddum.

…og på kirkegården konstaterede vi, at der trængte til at blive plantet nogle friske blomster på gravstedet…

…og graveren rådgav os venligst om hvilke slags, der var gode at plante lige nu. Vi fik en god snak med ham, og den indbefattede en demonstration af hvordan han havde indrettet det, så han kunne kime med 1 finger. Der blev kimet og kun for os, en dejlig oplevelse. Den gav også historien om kirkegårdens brønd med en pumpe, der var forsynet med et skilt, hvorpå der stod, at det ikke var drikkevand. Årsagen var at der på det tidspunkt ikke var drænet og brønden var på kirkegårdens laveste sted. Om vandets kvalitet havde en tidligere graver sagt at nej, boddumboerne, de ville ikke have ligsuppe (fra pumpen). En endnu tidligere graver fra dengang, hvor der endu var kakkelovn i Boddum kirke, havde som del af arbejdsopgaverne at skulle fyre i den, så der kunne være varmt til kirkegangen. Det påbegyndte han ved sengetid og lagde sig til at sove i kirken, så slap han for at gå hjem til sin utålelige kone.

Vi tog lige udsigten fra kirkegården med inden vi kørte for at købe de anbefalede blomster. Der er jo smukt i udkantsdanmark.

Anbefalingen lød på begonier, evt. isbegonier – dem kunne vi få og købte 6 stk. til udplantning.

Tilbage på kirkegården hvor jeg fik Boddums muld under neglene. Det er ellers længe siden det er sket sidst 

Det næste ærinde vi havde var i Agger. Her skulle vi checke Helmevej (på billedet) der står angivet som “location” for filmen “Olsen-banden i Jylland”.

Men vi mener, at det er nærmere klitrækken, henne ved den gamle remise i baggrunden, at de væsentlige scener fra Agger blev optaget – og ikke på Helmevej. Men, som sagt, vi må hjem og gense filmen.

Om eftermiddagen var vi til “redaktionsmøde” hos Hjalmar og P. U. kom forbi med sine kommentarer til artiklen om Lindholm. Det gav nogle gode diskussioner og det var helt klart at Hjalmar var helt på toppen. Vi fik rundet de forskellige ændringer af og som sådan er Hjalmars arbejde med artiklen ovre. Helt naturligt kom vi ind på at Hjalmar jo ikke skal hvile på laurbærrene, men bør koncentrere sig om den næste artikel. Emnet for den fik vi også på plads og vi sagde på gensyn til en motiveret 93-årig.

Dagen rundede vi af på bedste vis med endnu en kombination af kold fisk, tilberedt på forskellige måder. I aften syntes kokken – eller var det tjenereleven Rikke – at vi skulle have ristede baguette-skiver med tørrede tomater, hhv. basilikum, dertil en hvidløgs dressing og en grøn pesto-sovs. Dem havde hun selv lavet – måske inspireret af sit nylige ophold på tjenerskolen…

Aftenen faldt på over den lille provinsby og varslede en lys sommernat med fuldmåne. Efter dagens mange aktiviteter, den friske luft og det dejlige aftensmåltid, ville vi nok være i drømmeland inden det blev nat.

05:12 – morgenen lovede godt vejr, og med tanken om det vendte jeg (Steen) tilbage til sengen for lige at få en ekstra skraber.

Til morgenmaden havde avisen øverst på forsiden smagsprøver på det mere “fyldige” indhold: Første smagsprøve drejede sig om en der var gal over ringningen med kirkeklokkerne, og anden smagsprøve drejede sig om kongefamiliens fest på sommerslottet i Caix.

Hen på formiddagen var vi ude ved Agger. Vi gik en af de traditionelle runder, der inkluderer 2 udsigter over Vesterhavet. Her er vi ved den første af dem. Det er altid godt at få justeret sig selv efter den vide horisont.

…og her ved det nordligste af udsigtspunkterne.

En af de faste ruter omkring Agger er hen langs diget nord for byen, der giver en fin udsigt mod syd ind over byen (til højre og som vi kun kan se lidt af) og mod nord over Flade Sø (til venstre, hvor vi ikke kan se noget som helst af søen).

Herefter drejer vi mod syd og går ud på tangen for at dreje mod vest og gå tilbage til bilen på diget syd for byen. På denne strækning hører og ser vi gøgen, viben, lærken, svalen, gråanden, skarven, svanen, vipstjerten, mågen, ternen, rovfuglen (er ikke sikker på om det er en kærhøg eller musvåge), osv. Jeg synes at vi virkelig er i kontakt med naturen herude, og så har jeg naturligvis ikke nævnt alle de planter og blomster vi ser.

…hvor vi lige var inden om kiosken for at hente en is, som vi spiste i det dejlige solskin udenfor medens vi filosoferede over de forskellige huse vi kunne se, deres forrige, nutidige og evt. fremtidige brug.

Inge fik en opringning og så var der aftalt møde med Erik for bla. at diskutere gamle fotografier. Desværre havde manden det ikke så godt i øjeblikket, men mandede sig op og lod sit dejlige gode lune skinne igennem medens snakken gik mellem ham og Inge vedrørende gamle boddumboere. Udsigten fra hans hjem er bare fantastisk, jeg skulle have taget et foto af det.

Inden lukketid havde  jeg to ærinder i Super Bedst. Det ene var at returnere brugte flasker og hente panten for dem, det andet var at hente henvisningen fra Dansk Tipstjeneste på at jeg havde vundet flere millioner kroner. Jeg havde lært at hvis gevinsten var stor, så stod beløbet ikke på den checkede kupon, men der ville kun være en henvisning, så håbefuldt optismistisk havde jeg sagt til Inge at jeg skulle hente min henvisning. Det første ærinde gav 18 kr. Det andet gav ingen henvisning, og heller ikke noget kontant beløb, altså 0 kr. 

Efter en turen til Boddum var vi omkring Åbakken, hvor Hjalmar allerede var i gang med at forberede sig til endnu en artikel, vendte vi tilbage til hotellet, hvor kokkene – igen – havde været i det kreative fiske-hjørne. Der var dampet hellefisk øverst på et lille bjerg af marinerede rejer og jomfruhummere ristet med svampe og små tomater. I den lille skål var der varm tomatsuppe med kammuslinger, og i brødkurven ristede baguette-skiver med pesto- eller tomatsauce, igen lavet af tjenereleven Rikke.  Altsammen smagte dejligt.

Endnu en aften i nedgående sommersol – med tegn på vejrforandring – rundede endnu en dejlig dag af.

Den 13. er for nogen en ulykkesdag og især hvis det ovenikøbet er en fredag. For andre er det en lykkens dag. Vi mener det sidste, for en dejlig niece har fødselsdag i dag.

Morgenhimlen så sådan ud 04:55, helt i overensstemmelse med vejrudsigten, der havde lovet regn spredt over dagen (hvordan billedet er kommet så blåt og urealistisk ud af min behandling kan jeg ikke give årsagen til. Jeg må have sjusket med en justering…) Håbet var, at når vi i eftermiddag nåede København, så ville vejret vise sig fra en smukkere side med såkaldt opholdsvejr.

En scene udspillede sig i receptionen og morgenmad-restauranten. Et ældre ægtepar, hvor manden i adfærd og stemmeføring mindede meget om den gnavne lærer Andersen (så lad os kalde ham det) i Matador, var blevet klar over at der ikke var et værelse til dem på  hotellet i aften. En bekendt (antager jeg) der havde booket værelset for dem havde lavet en fejl, og hotelejer Michael prøvede at forklare situationen og at han havde aftalt med deres bekendt at der ville blive sørget for værelse til dem andetsteds i byen. Lærer Andersen var meget utilfreds med det og blev ved med at diskutere sagen, indtil Michael blev nødt til at sige at de jo kunne blive ved med at diskutere, men det blev der altså ikke noget værelse frit af (Inge og  jeg måtte jo også afsted i dag, for Lions Club havde booket alt over weekenden for 2 år siden). Lærer Andersen vedblev at brokke sig, bla. om “Hr. Thinggaards kølige professionalisme” – som stod han på en scene – til konen inde i restauranten. Hun prøvede at formilde ham ved at henlede opmærksomheden på rundstykkerne, så på marmeladen, om han ville have mere kaffe, osv. men lærer Andersen havde mistet appetitten og den sidste replik vi hørte inden vi gik var: “Det eneste der kan gøre mig glad er at tage dig i hånden og sige at vi var 2 om det!”. Det gav ingen mening for os… …og vi mener at have hørt konen minde lærer Andersen om at de jo vidste at der ikke var et værelse i aften 

Da bilen skulle pakkes efter morgenmaden, så det allerede bedre ud. Der var så meget blåt som buksebenet på en fransk gendarm, som de siger i Frankrig, når der kun er en lille smule blåt på himlen.

Undervejs til København. Bemærk bilens størrelse på kortet, der i øvrigt er vendt med sydøst mod “nord”. Omtrent på denne position var der en gravande-familie for hvem den 13. var en ulykkesdag. Hr. og Fru And var på vej over hovedvej 11 med omtrent et dusin ællinger, da Hr. And samt et par af ællingerne blev kørt over. Fru And så vi i luften og resten af ællinge-kuldet løb forvirret rundt på kørebanen. Vi nåede at svinge uden om og i bakspejlet lod det til at de andre biler umiddelbart efter os gjorde det samme. Men hvor længe ville det vare?

Da vi nærmede os Storebæltsbroen føltes det som kaffetid og der var en afviser til en rastplads lige før broen, men jeg mente i farten at så ville vi få besvær med at komme op på broen igen – idiot, som jeg var, for vi har jo navigator i bilen, så hvor stort kunne problemet være? Derfra var der ellers smuk udsigt til Storebæltsbroen.

Henne for enden af broen var så den næste mulighed for at køre ind på en rastplads, men på vej ud fra betalingsstationen var  min opmærksomhed henledt på at styre lige ud og få min pung ned i min skuldertaske, og inden det var gjort var vi forbi afkørslen til rastpladsen! 2 forbiere på mindre end 10 km!

Vi endte med at holde kaffepause ved et såkaldt Transportcenter, der var alt andet end charmerende. Men de små kransekager var som altid gode til kaffen…

Vi fik bilen afleveret og bestilt en taxi til at køre os til hotellet. Denne metode var smartere end sidst hvor vi først kørte til hotellet for at læsse af og så tilbage til Gl. Kongevej for at aflevere bilen. Måske kunne vi have rejst på tommelfingeren med damen her. Hun havde plads til alle vores kufferter 

Det vigtigste ærinde startede vi på straks efter at vi havde fået vores hotelværelse. Det gjaldt briller, og snart efter var vi i fuld gang hos Poul Stig.

Den nye brillemode – med dem på må der være en plads i Hollywood til mig 

Der var et par briller til Inge med indledende synsprøve og et par til mig, også med indledende synsprøve – og så var der lige mine solbriller der skulle fornyes! Så da vi var færdige meldte behovet for en kop et-eller-andet sig forståeligt nok – og gerne med noget til. Det blev en grøn Kusmi te hos Meyer med hindbærsnitte hhv. rabarbersnitte. Nu var vi ikke så kloge på det tidspunkt. Det var først da vi bemærkede at folk (damerne i baggrunden) købte bagværk (i dette tilfælde kanelsnegle) henne ved bagerbutiks-skranken, hvor vi havde valgt blandt det, der var fremme hvor vi bestilte drikkevarerne. Men nu kunne vi føje denne nyvundne erfaring til erfaringen med hvor afkørslerne til de interessante rastpladser er 

Vi købte ind til en hotel-picnic, stillede det på vores lille balkon, og gik op til Toldboden for at få et glas vin og se på det pulserende liv på kajen. Herlig groufie med royal baggrund i form af Kongeskibet “Dannebrog”. Mit hoved skjuler skibets store splitflag, men man ser dog Rigets Flag lige over hårtoppen

…og så tilbage til de danske oste fra Magasins delikatessebutik. Vi spørger pænt om de vil skære ostene ud i “finger-nemme” skiver, for vi skal på picnic. Det vil de normalt gerne. Brødet købte vi hos Meyer.

Månen kom frem – det gjorde musikerne også ovre på “Papirøen”, et nyt såkaldt Street Food sted, der tidligere har været oppe ved Tuborg Havn. Nu er det så her, lige over for i den lange hvide bygning, så vi får hele den musikalske udfoldelse med. Dagen sluttede med fyrværkeri medens jeg satte dette billede ind…

Steen må have haft øjne klokken 03:45 og der er allerede lidt lys på himlen. Ude i baggrunden er Melodi Grand Prix huset, Refshaleøen, og et par af de sædvanlige størrelser af sommerskibe ligger ved kajen her ved Toldboden. Sommerskibe hedder de jo ikke, men yacht’er. Ejerne ville korse sig, hvis de så, hvad jeg har skrevet, men lad mig sige, at der på yacht’erne jo nok er flere end et par gæsteværelser, nok en del flere, end der er på Dannebrog. Den næste til at vågne var mig og det var lidt før 6. Jeg vågnede ved at der kom en kraftig regnbyge og det lykkedes mig at få fotograferet regndråberne. Her kan man se, at vi også har et af de årlige sommerskibe foran vores vindue og det tager lidt af vores udsyn bla. til byggeriet på Kvæsthusbroen – jeg synes, at jeg et sted læste, at det skulle være færdigt engang i 2015. Nå, mine øjne lukkede sig igen, ialtfald på morgenmads-billedet og det jeg ville fotografere var egentlig, at nu er der ikke længere trip-trap teak møbler i hotellets “ekstra” morgenmadsrestaurant. De havde fået nye borde og stole. Det må også være meget nemmere at rengøre disse borde. Det var godt, at vi havde fået os en god morgenmad – mente vi da – for vi havde en travl indkøbstur foran os oppe i byen i de sædvanlige butikker. Jeg var i min trøjebutik, men kunne ikke beslutte mig. Steen var i sin køkkenbutik og kunne godt beslutte sig og kunne endda købe noget, som Nina nok ikke har. Jeg fik mig et par jeans, Steen de glasbakker han mener at mangle… Vi plejer altid at komme til København for sent på sommeren til at Steen kan få sig en sommerhat. Nu var vi lidt tidligere på den, så vi gik ind til Petitgas’ nye ejer og Steen fik købt sig en Stetson flatcap i hør. Der blev betalt og selv om der var kø i butikken, viste det sig, at han ikke var helt færdig endnu. Han kom da også ud af butikken med en Mayser Panamahat, der kan tåle regnvejr, så nu er han vel hatteklædt til sommeren.  Derefter blev teen og chokoladen indkøbt. Chockoladeindkøbet sørgede for, at vi ikke behøvede en formiddags-godbid som sædvanligt, for den fik vi i form af smagsprøver. I den første Summerbird-butik duede deres dankort-terminal ikke. Som kompensation fik vi en lille flødebolle. Så gik vi hen i den næste Summerbird-butik. Her virkede dankortet og først fik vi en chokoladekugle, der smagte af spejderhagl. Den efterfulgtes af endnu en smagsprøve, nemlig en jordbærmandel med tørrede økologiske jordbær og endnu en flødebolle. De kunne nu godt have serveret en espresso kaffe til, når de nu var i gang med at forkæle os…

Vi sad ikke længe med benene oppe, for vi bestluttede at tage over til Papirøen eller Copenhagen Street Food, som vi har stået og kigget på fra hotelværelset. Vi havde læst at man kunne tage havnebussen over, men det kunne man ikke. Da vi derudover fik at vide, at det egentlig ikke var noget særligt, glemte vi idéen om at krydse havnebassinet og gik videre.

Vi gik bevidst op ad den forkerte side af Nyhavn for bedre at se de farverige huse. Steen tog 3 billeder, som jeg har sat sammen til et lidt mærkeligt panorama, men hvad gør det, vi kender det jo alle.

Vi havde besuttet at gå op i Perchs tehus – eller mon det hedder testue, nej, det hedder tea room på godt dansk – for at få os en dejlig kop te, når nu vi ikke måtte få Street Food…

…og vi valgte en grøn earl grey te og finger sandwiches, som Steen spiste med kniv og gaffel. Det var som altid en fornøjelse at være der!

På Kongens Nytorv var vi nu flere gange gået forbi en aktivitets-væg uden at rigtigt at vide hvad det var, andet end at folk kunne åbne og lukke låger, som var det en julekalender, og skrive og tegne inde i dem – altså, en kæmpestor julekalender i alle regnbuens farver! Nu kunne vi så læse, at det var en Wall og ikke en væg, men at det ovenikøbet var en Happy Wall, lavet af noget fra Roskilde Festival. Nu skåner vi jo os selv for at tage dertil, så vi blev i dag belærte om Roskilde Festivals genbrug gennem en genbrugs-kunstner. Turister viste stor interesse for væggen, de lokale er nok trætte af at vi ikke har det smukke Kongens Nytorv, men i stedet en stor grim byggeplads!

Ideen er sjov og der blev skrevet ivrigt. Folk kan åbenbart godt lide at skrive deres autograf eller noget andet skriftligt snik-snak. Manden på den stige, der er til rådig og som kan skubbes frem og tilbage, var mægtig glad og stolt af, hvad han havde begået.

Så glad, at han fotograferede det stående på tæer i sandaler og gemmer måske nu billedet som et minde fra den 14. juni 2014.

Vi gik da også hen for at se, hvad han havde lavet. Han havde tegnet et sejlskib, en glad sol og skrev Conchita nedenunder. Det synes han må passe med hilsenen til venstre skrevet af nogle fra Østrig. Nu mener jeg at Conchita Wurst var personen, der vandt Melodi Grand Prix i år, men hvad det har med sejlbåden og den glade sol at gøre, ved jeg ikke. Nåe jo, det kan være at det er Hubert og Eva, der har tegnet den og så er morsomheden at skrive Conchita nedenunder og nederst står der vist Griyos og det er måske navnet på den skrivende mand med fotografiapparatet?

Andre kan også stå på tæer og det i balletsko. Bemærk balancekunsten her, fantastisk flot! Det er fra et billede monteret på Metro-væggen ved Kongens Nytorv, hvor der var en række balletbilleder fotograferet forskellige steder i København….

Lilla Dan er det røde træskib, der ses sejlende ud af havnen på det meget blå vand. Det er det skib, der ligger fortøjet ud for vores vinduer og ser kæmpestort ud. Men når det ses mellem havnens andre skibe, ser det nu ikke særlig stort ud.

Skonnerten Lilla Dan 
Lilla Dan er en tomastet topsejl skonnert bygget på Ring Andersens Træskibsværft i Svendborg i 1951. Hun har oprindeligt sejlet som skoleskib for rederiet J. Lauritzen A/S.

En topsejl skonnert adskiller sig fra andre skonnerter ved sit topsejl. Det er et råsejl, der sidder ovenover de gaffelriggede sejl. Der er flere spændende udfordringer ved at sætte et råsejl, da det kræver mandskab i riggen.

Lilla Dans ejerskab og drift
Topsejl Skonnerten Lilla Dan ejes fortsat af J. Lauritzen A/S. Til dagligt drives skibet af skonnertrederiet, De Forenede Sejlskibe, som også har to andre træskibe Skonnerten Halmø og Skonnerten Mira i sin flåde.

Alle tre sejlskibe har fast kajplads foran Copenhagen Admiral Hotel i hele sejlsæsonen.

Skonnerten Lilla Dan har en professionel besætning på fire mand og plads til 16 overnattende gæster på åben banje og 40 gæster på dagsture.

Vi besluttede os også for en lille tur og vi er vel farvemæssigt som Lilla Dan også noget med rødt og blåt. Ellers ses Steen med sin nye flatcap og jeg tror han er meget godt tilfreds med den, og hvis vi sejlede væk, så var var det i et dejligt glas vin på Toldboden, mens vi reflekterede over det vi så og oplevede blandt de andre, der sad omkring os…

Vi sejlede nu ikke helt væk.Vores aftensmad bestod af rester fra i går, med nye brød – denne gang ikke fra Meyer men fra Emmerys. Steen ser ud som en tjener der står og forklarer, hvad man får på tallerkenen, men i virkeligheder vifter han en lille flue væk, der havde fundet sin vej ind på vores værelse.

Klokken 21:30 var Lilla Dan ikke kommet tilbage, så aftensbilledet ses ikke gennem master. Aftensolen ses smukt på Operaen, byggerodet på Kvæsthusbroen og “Navigator” som vi kalder “Rasmus Klump skibet”, ligger ved kajen i tusmørket.

Lad os se, hvornår var Steen oppe for at fotografere her til morgen? Det var han 03:45. Det er da godt der er metadata med billeder nu om dage. Vi kan lige ane de tværgående “mastedimser” fra Lilla Dan, der er kommet tilbage og Rasmus Klump skibet “Navigator” ligger der stadig.

Vi var tidligt oppe og kom med i første bølge af morgenmads gæster, så vi kom ind i Salt’s restaurant og fik vores gamle plads. Ja gamle, for ved den har vi siddet mange gange.

Vi havde i går aftes af en eller anden grund siddet og læst Trip Advisor om steder i København. Nummer 1, man skulle se, var Davids Samling. Den har vi set. Nummer 2 var Vor Frelsers Kirke og især det at gå op ad den udvendige trappe til toppen af tårnet. Det havde vi ikke prøvet og vi læste derfor lidt mere om det, og kom til den konklusion at det ikke nødvendigvis var, hvad vi havde lyst til. Nummer 3 var at besøge Assistens Kirkegård. Det havde jeg ofte talt om, så vi blev enige om at gå derop i det dejlige junivejr. Vi bemærkede at busserne havde flag på og ved et vejkryds, hvor en bus holdt for rødt, spurgte Steen bussemanden om, hvorfor de havde flag på. Det vidste han ikke!
I baggrunden ses den gule mur ind til Assistens kirkegård.
Vejen, der går ind til venstre i forgrunden ved farvehandelen, er Solitudevej.

Mens vi ventede på grønt for at kunne gå over gaden i så nogenlunde sikkerhed, bemærkede vi skulpturen ved muren til højre i billedet. Det var, som om den prøvede at bryde gennem den gule mur eller  at klatre over muren. Det viste sig at skulpturen hed “De kantede bær’ de glatte glidere”. Så blev vi så kloge – eller forstod vi egentlig mere?
Måske det er et af den slags kunstværker, man skal se på i lang tid…
Kunsteren er Jørgen Haugen Sørensen.

Jørgen Haugen Sørensen De kantede bær’ de glatte glidere; udført i granit, 1984. Samspillet mellem de ru og de glatpolerede stenflader karakteriserer flere af Haugen Sørensens arbejder. Denne skulptur, bekostet af Københavns Kommune og Statens Kunstfond, er placeret på den stærkt befærdede Nørrebrogade i København op ad muren, der omkranser Assistens Kirkegaaård.

Ved indgangen var der heldigvis en plan over kirkegården og det glædede vi os naturligvis over, for så kunne vi læse om alle de kendte, der var begravet her og nemmere finde frem til dem.

Den mest berømte, der ligger her, er vel sagtens H. C. Andersen.

H. C. Andersens kiste blev nedsat på familien Collins gravsted på Assistens Kirkegård  i København. På H.C. Andersens grav står i dag kun én sten, men indtil 1914 stod der også en mindesten for Edvard Collin (1808-1886) og dennes hustru, Henriette Colllin (1813-1894). Stenen blev flyttet af familien, der efterhånden var blevet træt af at høre, at Collinerne skulle have udnyttet den gode digter, hvilket de så vist aldrig gjorde. Nu finder man ægteparrets sten på Frederiksberg kirkegård, men de hviler stadigt i denne grav. Det var et livslangt venskab, der forbandt Edvard Collin og H. C. Andersen. Edvard var søn af den gamle Collin, manden der mere end nogen anden var skyld i, at Andersen fik en uddannelse. 

Stenen bærer et vers fra H.C. Andersens digt “Oldingen” 

– Den Sjæl, Gud i sit Billede har skabt,
Er uforkrænkelig, kan ei gaae tabt;
Vort Jordliv her er Evighedens Frø,
Vort Legem’ døer, men Sjælen kan ei døe! 

Nogle morsomme besøgende havde sat en lille brun plastikand ind på graven. Det skal måske forestille den grimme ælling. Lidt længere bagud er en gris, men jeg kan ikke lige komme i tanker om et eventyr, hvor der optræder en gris – og dog, kunne det mon være Svinedrengen, der har inspireret her?

En anden grav var Natasia Saads grav.

Natasja Saad gjorde sig som en anden “Pippi Langstrømpe” gældende på de felter, der traditionelt er maskuline: Som internationalt reggaenavn og som væddeløbsrytter. Hun bevægede sig som det naturligste i verden mellem Klampenborg Galopbane og Jamaicas musikscene. Natasja blev født på fødeklinikken på Sankt Josephs Hospital på Nørrebro. Hendes udgangspunkt var tværkulturelt med en dansk mor og en far fra Sudan, der var på studieophold i København som veterinærstuderende. Natasja voksede op på Islands Brygge. Hendes gravsted bærer præg af at være et nyt “kultsted”. Slægtninge, venner og fans besøger graven flittigt. Her ligger genstande, der med lige så stor ret kunne befinde sig andre steder. Flere ting på graven refererer til Natasjas liv og virke: En plastikhest, “Bevar Christiania” og Jamaicas flag.

En nobelpris-modtager er her også, nemlig Niels Bohr.

Bohr familiens grav kan man også finde her med et fint monument med en ugle på en søjle af J. F. Willumsen (1912). De jordiske rester af Niels Bohr og hans far Christian og hans bror Harald er begravet her.

På kanten af monumentet lå to terninger, der tilsammen viste syv. Hvad det betyder eller symboliserer aner jeg ikke. Derudover er der et par stykker, som har skrevet på en sten og det aner jeg heller ikke hvad betyder. Jeg aner nok slet ingenting…

Her på kirkegården var begravet utroligt mange interessante mennesker, der på en eller anden måde har sat deres minderige præg på Danmark og lad mig slutte med Dan Turell. Jeg hørte engang i en radioudsendelse, at der var en, der ofte tog hen på Assistents Kirkegård for at dele en øl med Onkel Danny. Han drak selv den halve øl og hældte den anden halvdel ud over Dans grav.  I dag var der en, der havde delt en joint med ham og der var også en efterladt en banan. Derudover var der mange blyanter og kuglepenne nede imellem vedbendens blade.

Mætte af at have mødt en masse kultur-personligheder fra Danmark – ja, mødt og mødt, lad mig sige at vi havde gentænkt alle disse mennesker. Der var mange, ja rigtig mange, men på vejen tilbage gik vi lige ind i Botanisk Have og fandt os en skyggeplads på en bænk og talte om, at mange af de nyligt begravede havde en lille bænk på graven, og at det var en god idé, for så kunne man sidde der og tænke på dem eller endda have en imaginær samtale med dem.

Vi gik ind til Emmerys og fik en kop “lille kaffe” og en ostemad. Deres “lille kaffe” er alt for stor til os, vi kan kun drikke halvdelen….

Der sker tit og ofte et eller andet udenfor, når vi sidder der. I dag var det ikke bjørnebanden der kom forbi, men garderene der havde gået og passet på Amalienborg i formiddags. De gik nu, ledsaget af 1 stk. politibetjent, hjem til kasernen for at få sig et velfortjent hvil.

Steen gik sig en tur gennem Amalienborg…

…og fandt sig lidt senere et tog, som han kunne sætte sig ind i og køre til Lyngby for at besøge en fjern kusine og hendes mand – og der aflevere et lånt fotoalbum.

Han forevigede sig selv med Panama-hatten på. Nu er spørgsmålet så, om den sad korrekt. Der er den hovedregel, at man med det nederste led af tommeltotten kan måle fra næseroden til hvor hattekanten skal begynde – så kommer hatten til at sidde korrekt.

Jeg blev på hotellet og sad og skrev blog, men pludselig var der et enormt højt trutteri flere gange. Så meget at det fik mig hen til vinduet hvorfra jeg kunne se den store yacht sejle ud og måske truttede den for at sige: “Farvel Danmark”. Men jeg så også en masse mennesker nede på kajen ved Amaliehaven og vidste at jeg ikke var gået glip af en event, som jeg gerne ville deltage i.

Det var afgangen af Oceans of Hope, sejlskibet der skal sejle rundt med sclerose-ramte mennesker.

Glædelsesvis var mange mennesker mødt op for at sige farvel og rigtig, rigtig god tur.

Ingen snyderi. Skibet lagde fra kaj og sejlede stille ud og hejste sejlet og sejlede en tur rundt foran kajen for at sige farvel inden det fortsatte med sejl mod Gilleje, hvor der skulle overnattes.

Der var mange tårer på kajen og mange skibe fulgte Oceans of Hope ud af havnen – en meget rørende ceremoni havde det været på kajen og ikke mindre rørende at se de mange både og skibe, der var mødt op. Selv om der ikke ses så mange her, tro mig, de var der…

Lige inden vino-tid kom Steen tilbage fra sit fjerne familiebesøg, og vi gik endnu engang op til Toldboden for at få et glas Chardonnay.

Vi havde ikke flere rester, så det blev også til lidt guffo: fiskefrikadeller – vi bestilte også pomme frittes, men de var næsten alt for salte for os. Frikadellerne og rugbrødet var derimod OK. Vi havde prime pladser med udsigt til Rigets Flag.

På vejen tilbage til hotellet bemærkede Steen denne grafitti malet på en skraldespand. Der er jo ikke mange, som staver deres navn på den måde, men vi antog at “vores” Katy ikke lige har været i landet…

Kranerne spejlede sig som mange åkandeblade i bølgerne, der hele tiden var i bevægelse. Endnu en dag var til ende og vi regnede med at vi i morgen skulle vækkes tidligt af arbejderne der kom friske tilbage efter en weekend – parate til en ny uges tagfat på Kvæsthusbroen….

Det blev ikke arbejderne på Kvæsthusbroen, der vækkede os. Næh, det blev kokken, eller var det en kokkedreng, der var mødt på arbejde klokken 4. Han skulle ind i containeren, som vist er et stort fryse- eller kølehus for at hente noget til vores morgenmad. Han hamrede lidt med et eller andet, der er nok en hængelås på, og han kunne ikke gætte sig til at  hans små bankelyde – på en stille morgen – ville lyde så højt, at vi blev vækket oppe på 4. sal.

Steen fik også taget et billede ud over vandet her lidt over 4. Rasmus Klumps båd “Navigator” lå der stadig og vi kan se stævnen af sejlskibet “Lilla Dan” – ellers ingen både i sigte, men smukt kan jeg se det var. Kokkedrengen fik hvad han skulle have og der faldt igen ro over det hele og vi fik os et par timers søvn mere…

Efter morgenmaden begav vi os på vej op til Østerport station og kom forbi disse glade fyre. De bringer vel altid et smil på folks læber, vil jeg tro, og fra hotellet kigger vi jo også ned på hvad vi kalder Rasmus Klumps skib…

På den anden side er denne plakat, hvor der står “til de legesyge”. Jeg ville have troet “til dem med skrivekløe i form af egne autografer”, men det er nok til begge dele og måske har det slet ikke været beregnet til at skrive på, men kun til at lege med…

Vi skulle med toget til Hillerød.

Toget kom og Steen lavede en groufie af os og toget sammen – hvilket mindebillede at have!

Hillerød, eller skulle jeg skrive Frederiksborg Slot, ligger foran os. Det er længe siden, vi sidst har været på besøg her. Vi gik fra stationen herned og mange minder kom frem under gåturen, navne og steder, hvor der var oplevelser fra tidligere tider.

Det er første gang vi har fået senior-billetter, men hvad der er mere forundrende er, at vi ikke skulle vise legitimation. Vil det sige at vi ser ud til at være over 60, eller har vi bare en meget ærlig fremtoning?

Jeg var lige et smut inde på slottets dametoilet og jeg må sige, at jeg undres over at folk ikke ved, at de ikke skal smide papir og brugte hygiejnebind på gulvet i et WC-rum.

Vi var taget til Hillerød for at se denne udstilling. Det var planlagt før vi tog til København i denne omgang, og pudsigt nok var Steen i går blevet anbefalet at se den og det var uden at vedkommende vidste at vi havde besøget i vores egen planlægning 

Det er lidt svært at vælge hvilke af kunstværkerne af prins Henrik der skal tages med for at fortælle lidt om hvad vi så; men dette er det nyeste og gengiver jo på en måde hans liv med den nu 80-årige Henrik forrest. En farverig franskmand kom til Danmark, for der havde hans kone et job, og det er ikke altid lige let at flytte til et andet land!

Dette maleri er malet 26 år tidligere af samme maler, Niels Strøbek. Der er meget symbolik i det og baggrunden kan minde lidt om Margrethes collager eller decoupager.

Den sidste som jeg vil fremhæve er dette dobbelt-portræt, som er dobbelt på flere måder, for vi er også med, men der er en stille ro over det. Dejligt anderledes billede.
En god udstilling, der for mig gav tid til det at tænke over det at følge en ægtefælle, der arbejder, til det land, man nu skal bo i for at ægtefællen kan det – en reflektion over at man er expat og jævnfør danskernes syn på Henrik, er jeg også en ildeset person i de lande jeg har boet i. Det synes jeg er forkert, det er ikke nemt, men måske skal man have boet udenfor Danmark for at tænke på den måde og forstå Henri, som ovenikøbet har måttet skifte navn, nationalitet og sprog. Sprog er noget meget svært – igen skal man have prøvet det, for at forstå at det faktisk er umuligt, hvis de, man taler med, ikke kender ens opvækst i et andet land og hvordan den var.

Nå ja, her er vi da også. Der stod et spejl og jeg aner ikke hvorfor det stod der, men her er vi altså på Frederiksborg Slot.

Vi var også lige et smut inde i slotskirken. Vi mener, men husker det ikke helt sikkert og jeg gider ikke slå op lige nu og se efter, at Steens mor og søskende er konfirmeret der.

Det hele gav måske åndelig sult for at forstå forskelle, men måske trængte vi også til en lille bid og besluttede os for noget meget dansk. Noget dansk, som vi som expats aldrig får, nemlig en gammel ost med rødløg og sky og nu er man blevet avanceret i Danmark for nu om dage skal der hældes brun rom over det – skål i dansk vand!

Vi sad under parasollen på “Leonora’s” terrasse og sluttede det lille måltid af med en kop kaffe. Den var der ikke noget at skrive om…

Vi gik videre. Barokhaven var vi også blevet anbefalet. Ja, så meget af vedkommende der mente at Versailles nu var i anden række. Jeg kan her i bagspejlets lys se at der er Café, måske skulle vi have taget vores kaffe der….

Vi havde lidt besvær med at finde ind i haven, men den var flot. Her ser vi lidt af en af de 4 monogramhaver.

Frederiksborg Slot blev fuldendt ved at anlægge haver omkring det store bygningskompleks. Christian 4. havde sin egen have, men i 1720 blev J. Krieger bedt om at anlægge en ny slotshave. Man rev lystslottet Sparepenge ned og anlagde en smuk barokhave, der typisk for tiden skulle være symmetrisk opbygget og have snorlige hække.
Barokhaven forfaldt fra slutningen af 1700-tallet og blev først genskabt i 1990erne. I 1996 stod den klar til at blive genåbnet. De laveste plateauer i haven indeholder dronningens monogram udformet i tætklippede hække omgivet af kegleformede buksbom.

Vandkaskaden og ude til venstre en plæneklipper-styrmand, som styrer en orange robotplæneklipper på det skrå stykke. Haven er flot, den er absolut et besøg værd.

Vi forlod haven. Vi havde et ærinde mere i Hillerød. Vi skulle lige en tur ind i mindernes rige. Det var som om skyerne og himlen varslede ændringer.

Der var også ændringer! Der var stilladser, containere og flere forskellige “arbejdsbiler”.

Noget var nyt. Noget var som da vi sidste gang forlod stedet efter ejerens begravelse, der blev efterfulgt af en sammenkomst her. En flink mand fortalte os om de ændringer, der nu var ved at ske. Vores følelser om stedet, hvor Steen er kommet i 50 år er, at livet går videre og det er godt, at huset lever videre ligesom livet..
Vi gik ned til stationen og tog toget til Østerport, gik ned til Løgismose og købte en stor Hansen is – den største på programmet – mens vi reflekterede over, at tiden hele tiden er i bevægelse…

Efter at have hvilt benene en kort tid på hotellet gik vi op i byen og købte det sidste og derefter til Løgismose for at købe mad til en picnic på hotelværelset.

Et lille hvil her, så tilbage til hotellet med lidt til at vederkvæge os med, stadig filosoferende om det at bo i udlandet og ikke at være som dem, man bor iblandt.

Vi havde valgt Tapas for to og også den anbefalede vin dertil, plus en baguette. Et dejligt varieret måltid.

Sidste sommer fik en trifli fra Løgismose, som bare smagte så godt! Nu var det rabarber tid og så var det selvfølgelig rabarbertrifli – og deres trifli er stadig fantastisk!

Endnu en begivenhedsrig dag var til ende….