Lad os se, hvornår var Steen oppe for at fotografere her til morgen? Det var han 03:45. Det er da godt der er metadata med billeder nu om dage. Vi kan lige ane de tværgående “mastedimser” fra Lilla Dan, der er kommet tilbage og Rasmus Klump skibet “Navigator” ligger der stadig.
Vi var tidligt oppe og kom med i første bølge af morgenmads gæster, så vi kom ind i Salt’s restaurant og fik vores gamle plads. Ja gamle, for ved den har vi siddet mange gange.
Vi havde i går aftes af en eller anden grund siddet og læst Trip Advisor om steder i København. Nummer 1, man skulle se, var Davids Samling. Den har vi set. Nummer 2 var Vor Frelsers Kirke og især det at gå op ad den udvendige trappe til toppen af tårnet. Det havde vi ikke prøvet og vi læste derfor lidt mere om det, og kom til den konklusion at det ikke nødvendigvis var, hvad vi havde lyst til. Nummer 3 var at besøge Assistens Kirkegård. Det havde jeg ofte talt om, så vi blev enige om at gå derop i det dejlige junivejr. Vi bemærkede at busserne havde flag på og ved et vejkryds, hvor en bus holdt for rødt, spurgte Steen bussemanden om, hvorfor de havde flag på. Det vidste han ikke!
I baggrunden ses den gule mur ind til Assistens kirkegård.
Vejen, der går ind til venstre i forgrunden ved farvehandelen, er Solitudevej.
Mens vi ventede på grønt for at kunne gå over gaden i så nogenlunde sikkerhed, bemærkede vi skulpturen ved muren til højre i billedet. Det var, som om den prøvede at bryde gennem den gule mur eller at klatre over muren. Det viste sig at skulpturen hed “De kantede bær’ de glatte glidere”. Så blev vi så kloge – eller forstod vi egentlig mere?
Måske det er et af den slags kunstværker, man skal se på i lang tid…
Kunsteren er Jørgen Haugen Sørensen.
Jørgen Haugen Sørensen De kantede bær’ de glatte glidere; udført i granit, 1984. Samspillet mellem de ru og de glatpolerede stenflader karakteriserer flere af Haugen Sørensens arbejder. Denne skulptur, bekostet af Københavns Kommune og Statens Kunstfond, er placeret på den stærkt befærdede Nørrebrogade i København op ad muren, der omkranser Assistens Kirkegaaård.
Ved indgangen var der heldigvis en plan over kirkegården og det glædede vi os naturligvis over, for så kunne vi læse om alle de kendte, der var begravet her og nemmere finde frem til dem.
Den mest berømte, der ligger her, er vel sagtens H. C. Andersen.
H. C. Andersens kiste blev nedsat på familien Collins gravsted på Assistens Kirkegård i København. På H.C. Andersens grav står i dag kun én sten, men indtil 1914 stod der også en mindesten for Edvard Collin (1808-1886) og dennes hustru, Henriette Colllin (1813-1894). Stenen blev flyttet af familien, der efterhånden var blevet træt af at høre, at Collinerne skulle have udnyttet den gode digter, hvilket de så vist aldrig gjorde. Nu finder man ægteparrets sten på Frederiksberg kirkegård, men de hviler stadigt i denne grav. Det var et livslangt venskab, der forbandt Edvard Collin og H. C. Andersen. Edvard var søn af den gamle Collin, manden der mere end nogen anden var skyld i, at Andersen fik en uddannelse.
Stenen bærer et vers fra H.C. Andersens digt “Oldingen”
– Den Sjæl, Gud i sit Billede har skabt,
Er uforkrænkelig, kan ei gaae tabt;
Vort Jordliv her er Evighedens Frø,
Vort Legem’ døer, men Sjælen kan ei døe!
Nogle morsomme besøgende havde sat en lille brun plastikand ind på graven. Det skal måske forestille den grimme ælling. Lidt længere bagud er en gris, men jeg kan ikke lige komme i tanker om et eventyr, hvor der optræder en gris – og dog, kunne det mon være Svinedrengen, der har inspireret her?
En anden grav var Natasia Saads grav.
Natasja Saad gjorde sig som en anden “Pippi Langstrømpe” gældende på de felter, der traditionelt er maskuline: Som internationalt reggaenavn og som væddeløbsrytter. Hun bevægede sig som det naturligste i verden mellem Klampenborg Galopbane og Jamaicas musikscene. Natasja blev født på fødeklinikken på Sankt Josephs Hospital på Nørrebro. Hendes udgangspunkt var tværkulturelt med en dansk mor og en far fra Sudan, der var på studieophold i København som veterinærstuderende. Natasja voksede op på Islands Brygge. Hendes gravsted bærer præg af at være et nyt “kultsted”. Slægtninge, venner og fans besøger graven flittigt. Her ligger genstande, der med lige så stor ret kunne befinde sig andre steder. Flere ting på graven refererer til Natasjas liv og virke: En plastikhest, “Bevar Christiania” og Jamaicas flag.
En nobelpris-modtager er her også, nemlig Niels Bohr.
Bohr familiens grav kan man også finde her med et fint monument med en ugle på en søjle af J. F. Willumsen (1912). De jordiske rester af Niels Bohr og hans far Christian og hans bror Harald er begravet her.
På kanten af monumentet lå to terninger, der tilsammen viste syv. Hvad det betyder eller symboliserer aner jeg ikke. Derudover er der et par stykker, som har skrevet på en sten og det aner jeg heller ikke hvad betyder. Jeg aner nok slet ingenting…
Her på kirkegården var begravet utroligt mange interessante mennesker, der på en eller anden måde har sat deres minderige præg på Danmark og lad mig slutte med Dan Turell. Jeg hørte engang i en radioudsendelse, at der var en, der ofte tog hen på Assistents Kirkegård for at dele en øl med Onkel Danny. Han drak selv den halve øl og hældte den anden halvdel ud over Dans grav. I dag var der en, der havde delt en joint med ham og der var også en efterladt en banan. Derudover var der mange blyanter og kuglepenne nede imellem vedbendens blade.
Mætte af at have mødt en masse kultur-personligheder fra Danmark – ja, mødt og mødt, lad mig sige at vi havde gentænkt alle disse mennesker. Der var mange, ja rigtig mange, men på vejen tilbage gik vi lige ind i Botanisk Have og fandt os en skyggeplads på en bænk og talte om, at mange af de nyligt begravede havde en lille bænk på graven, og at det var en god idé, for så kunne man sidde der og tænke på dem eller endda have en imaginær samtale med dem.
Vi gik ind til Emmerys og fik en kop “lille kaffe” og en ostemad. Deres “lille kaffe” er alt for stor til os, vi kan kun drikke halvdelen….
Der sker tit og ofte et eller andet udenfor, når vi sidder der. I dag var det ikke bjørnebanden der kom forbi, men garderene der havde gået og passet på Amalienborg i formiddags. De gik nu, ledsaget af 1 stk. politibetjent, hjem til kasernen for at få sig et velfortjent hvil.
Steen gik sig en tur gennem Amalienborg…
…og fandt sig lidt senere et tog, som han kunne sætte sig ind i og køre til Lyngby for at besøge en fjern kusine og hendes mand – og der aflevere et lånt fotoalbum.
Han forevigede sig selv med Panama-hatten på. Nu er spørgsmålet så, om den sad korrekt. Der er den hovedregel, at man med det nederste led af tommeltotten kan måle fra næseroden til hvor hattekanten skal begynde – så kommer hatten til at sidde korrekt.
Jeg blev på hotellet og sad og skrev blog, men pludselig var der et enormt højt trutteri flere gange. Så meget at det fik mig hen til vinduet hvorfra jeg kunne se den store yacht sejle ud og måske truttede den for at sige: “Farvel Danmark”. Men jeg så også en masse mennesker nede på kajen ved Amaliehaven og vidste at jeg ikke var gået glip af en event, som jeg gerne ville deltage i.
Det var afgangen af Oceans of Hope, sejlskibet der skal sejle rundt med sclerose-ramte mennesker.
Glædelsesvis var mange mennesker mødt op for at sige farvel og rigtig, rigtig god tur.
Ingen snyderi. Skibet lagde fra kaj og sejlede stille ud og hejste sejlet og sejlede en tur rundt foran kajen for at sige farvel inden det fortsatte med sejl mod Gilleje, hvor der skulle overnattes.
Der var mange tårer på kajen og mange skibe fulgte Oceans of Hope ud af havnen – en meget rørende ceremoni havde det været på kajen og ikke mindre rørende at se de mange både og skibe, der var mødt op. Selv om der ikke ses så mange her, tro mig, de var der…
Lige inden vino-tid kom Steen tilbage fra sit fjerne familiebesøg, og vi gik endnu engang op til Toldboden for at få et glas Chardonnay.
Vi havde ikke flere rester, så det blev også til lidt guffo: fiskefrikadeller – vi bestilte også pomme frittes, men de var næsten alt for salte for os. Frikadellerne og rugbrødet var derimod OK. Vi havde prime pladser med udsigt til Rigets Flag.
På vejen tilbage til hotellet bemærkede Steen denne grafitti malet på en skraldespand. Der er jo ikke mange, som staver deres navn på den måde, men vi antog at “vores” Katy ikke lige har været i landet…
Kranerne spejlede sig som mange åkandeblade i bølgerne, der hele tiden var i bevægelse. Endnu en dag var til ende og vi regnede med at vi i morgen skulle vækkes tidligt af arbejderne der kom friske tilbage efter en weekend – parate til en ny uges tagfat på Kvæsthusbroen….