11. juni 2014

4757

Morgenvejret 05:15 var der ikke noget at skrive hjem om, men det kunne jo være at situationen kunne forbedre sig i løbet af en ekstra times tid eller halvanden under dynen. Det ville da være indsatsen værd…

4758

Der skulle åbenbart mere til, for til morgenmaden var der stadig gråvejr. Det var der også i dagens lokale avis, der kunne meddele at 4 plejehjem står for tur til at blive lukket. Det kan der måske være god grund til, hvis de er utidsvarende og kræver renovation, hvilket ofte koster mere end at bygge nyt. Problemet for læserne er at der ikke nævnes hvordan behovet, som disse 4 plejehjem dækker, skal dækkes efter deres lukning.

4761

Extra Bladet havde en hel anden meddelelse til sine læsere, og var ifølge forsiden ude i lidt af en smædekampagne. Underligt at redaktionen mener at det er på sin plads at gå efter personen i stedet for bolden. Hvis redaktionen er republikansk, så angrib de vælgere der støtter op om kongehuset og dets funktioner, i stedet for de der udfylder dem og får betaling for det. Men det er jo nemmere at gå efter manden, der ingen mening må have og som bliver gjort nar af, fordi han stadig taler dansk med spor af sit franske modersmål. Hvis jeg, efter alle årene i Frankrig, kunne tale fransk som han kan dansk, ville jeg være meget tilfreds.

4774

Inden vi tog på kirkegården var vi et smut inden om på Åbakken. Og igen inden kirkegården nåede vi også at få en god snak med Kirsten og Klavs i  Boddum.

4775

…og på kirkegården konstaterede vi, at der trængte til at blive plantet nogle friske blomster på gravstedet…

4778

…og graveren rådgav os venligst om hvilke slags, der var gode at plante lige nu. Vi fik en god snak med ham, og den indbefattede en demonstration af hvordan han havde indrettet det, så han kunne kime med 1 finger. Der blev kimet og kun for os, en dejlig oplevelse. Den gav også historien om kirkegårdens brønd med en pumpe, der var forsynet med et skilt, hvorpå der stod, at det ikke var drikkevand. Årsagen var at der på det tidspunkt ikke var drænet og brønden var på kirkegårdens laveste sted. Om vandets kvalitet havde en tidligere graver sagt at nej, boddumboerne, de ville ikke have ligsuppe (fra pumpen). En endnu tidligere graver fra dengang, hvor der endu var kakkelovn i Boddum kirke, havde som del af arbejdsopgaverne at skulle fyre i den, så der kunne være varmt til kirkegangen. Det påbegyndte han ved sengetid og lagde sig til at sove i kirken, så slap han for at gå hjem til sin utålelige kone.

4779+81

Vi tog lige udsigten fra kirkegården med inden vi kørte for at købe de anbefalede blomster. Der er jo smukt i udkantsdanmark.

4783

Anbefalingen lød på begonier, evt. isbegonier – dem kunne vi få og købte 6 stk. til udplantning.

3649

Tilbage på kirkegården hvor jeg fik Boddums muld under neglene. Det er ellers længe siden det er sket sidst 

4791

Det næste ærinde vi havde var i Agger. Her skulle vi checke Helmevej (på billedet) der står angivet som “location” for filmen “Olsen-banden i Jylland”.

4789

Men vi mener, at det er nærmere klitrækken, henne ved den gamle remise i baggrunden, at de væsentlige scener fra Agger blev optaget – og ikke på Helmevej. Men, som sagt, vi må hjem og gense filmen.

Om eftermiddagen var vi til “redaktionsmøde” hos Hjalmar og P. U. kom forbi med sine kommentarer til artiklen om Lindholm. Det gav nogle gode diskussioner og det var helt klart at Hjalmar var helt på toppen. Vi fik rundet de forskellige ændringer af og som sådan er Hjalmars arbejde med artiklen ovre. Helt naturligt kom vi ind på at Hjalmar jo ikke skal hvile på laurbærrene, men bør koncentrere sig om den næste artikel. Emnet for den fik vi også på plads og vi sagde på gensyn til en motiveret 93-årig.

4799

Dagen rundede vi af på bedste vis med endnu en kombination af kold fisk, tilberedt på forskellige måder. I aften syntes kokken – eller var det tjenereleven Rikke – at vi skulle have ristede baguette-skiver med tørrede tomater, hhv. basilikum, dertil en hvidløgs dressing og en grøn pesto-sovs. Dem havde hun selv lavet – måske inspireret af sit nylige ophold på tjenerskolen…

4755

Aftenen faldt på over den lille provinsby og varslede en lys sommernat med fuldmåne. Efter dagens mange aktiviteter, den friske luft og det dejlige aftensmåltid, ville vi nok være i drømmeland inden det blev nat.

This entry was posted in Hurup-København juni 2014. Bookmark the permalink.