Morgenen kl. 04:28. Jeg (Steen) må være lidt af et vanedyr, for i går var jeg oppe 04:38, men det giver jo så på den anden side en vis regelmæssighed i registreringen af morgenvejret. Hvad mon avisen har at fortælle i dag?
Ja, over folden på forsiden, den vigtigste plads i en avis, meddeles at svømmebadet med havvand, der bygges i Vorupør ikke bliver færdigt før om en måneds tid. Pinligt, for sommeren er stærkt på vej.
Ja, det var lidt gråt i vejret, der var lovet en enkelt byge – den kom aldrig – og det afholdt os bestemt ikke fra formiddags-gåturen. Som sædvanligt lige hen om Åbakken for at hilse på de gamle. Bemærk at bilen har ekstra mørke vinduer bagtil – trendy, men noget pjat. Tænk at være bagsædepassager på en tur over Alperne og se alt nedtonet…
Det blå flag var oppe ude ved Agger – en trøst for de, der ellers ville være kørt til svømmebadet med havvand i Vorupør.
…men lidt af en ringe trøst, for helt fint badevejr var det nu nok alligevel ikke.
Men selv om det var overskyet var der dog overalt tegn på at det nu er sommer i Danmark.
Og med Hotel Thinggaards hjælp lod vi sommeren fortsætte på værelset i bedste retro-stil med gammeldags æblekage.
Retro’en fortsatte på byens strøg. BT kiggede tilbage i tiden med fokus på Prinsgemalen som de jo altid har været efter, det er der jo ikke noget nyt i – kun måske i at han nu bliver kaldt for Provo-Prinsen, men provokerer han mere end BT?
Så hørte retro’en op og sommeren kom tilbage i form af en aldeles lækker fiskesalat med hvidløgsstegte jomfruhummere, dertil brød og pestosovs og en flaske af husets italienske hvide. Venligst komponeret på eget initiativ af kokken Thomas. Dejligt!
Når vi får serveret en ret på hotellets Mågestel uden måger er vi altid spændte på om initialerne vil komme frem, det er der nemlig slet ikke på alle. Den spænding har vi arvet fra svigerfar, hvis initialer netop er HM og i hans tid hed etablissementet Hurup Missionhotel.
Vi blev mætte, vi var trætte – og gik tidligt til ro.