Livet undervejs…

Klokken 06:08 fotograferede Inge “et sidste blik” ind i lejligheden i Chantilly, inden hun drejede nøglen om og gik ned ad trappen…

… til rez de chaussée, hvor jeg havde fået kufferterne uden for.

Mr. Cartier skulle komme 06:15 – hvilket han gjorde præcist som sædvanligt. Inge fik så en tur i hans helt nye VW Passat, som jeg har prøvet i de foregående dage, hvor jeg skulle frem og tilbage til Mercedes Benz for at ordne formaliteterne i forb. med salg af Daimleren.

I loung’en gik det afslappet til og som sædvanligt snuppede vi et eksemplar af Beaux Arts og Paris Match, samt 2 små flasker vand til den senere køretur fra Billund til Hurup.

Afgang til tiden og tid til romanen “Redemption” på Kindle. Selv fandt jeg min frem og fortsatte min læsning af “Die Büchse der Pandora: Geschichte des Ersten Weltkriges”, som jeg så sad og nikkede over på turen. Inge mente, at den var for krævende ud fra den betragtning at jeg var træt, og foreslog at jeg fandt lettere læsestof frem, for eks. en krimi. Det havde nok været det rigtige valg, men jeg hang i med at forstå den komplicerede optakt til krigen, der havde rødder langt tilbage i det 19. århundrede. Jeg har lang vej til den forståelse – og det har de fleste vist – men det er en fornøjelse at læse denne bog på originalsproget.

Jeg skal tilbage til Chantilly midt i april for at kontrollere flytningen derfra, hvorimod Inge bliver i Danmark – det fik mig til at tænke på, hvornår Inge næste gang holder på startbanen i Paris 

Da vi kom til Schipol var alt mørkt og stille – der holdt fly ved alle gates. Der annonceredes, at der var et strømudfald i hele Nordholland og vi skulle sidde i flyet, indtil en trappe kunne skaffes, for gangbroen var jo elektrisk drevet og styret, så vi kunne komme ud og ind i terminalen.

Efter en lille halv time kom 2 mand skubbende med en trappe. Trapper var pludselig i høj kurs, så vi må nok betragte os som heldige, at der ikke gik længere tid for vores fly. Vi fik så lov til at forlade flyet – max. 4 personer ad gangen (af sikkerhedshensyn) – og gå hen til terminalbygningen.
Den var også uden elektricitet, så vi måtte undervejs skubbe de tunge branddøre op selv. Men, vi skal ikke klage, for da vi nærmede os loungen begyndte lamper og reklamer osv. at tændes. Så i loungen var alt som normalt, og den helt store overraskelse var, at der ikke var propfuldt derinde. Der var nærmest god plads. Forklaringen fra receptionisten var, at de anbefalede passager at gå til gates, som om flyene afgik til tiden. Lidt pudsigt, men det virkede da.

Vi kom afsted med 20 min. forsinkelse, hvilket var meget gunstigt situationen taget i betragtning. På den anden side havde vi ikke set vores kufferter glide op i flyets bug…

…og det viste sig at vores fornemmelse for ankomst uden bagage holdt stik. Med 4 kufferter var det ellers helt perfekt, at Europcar havde upgraded os – men den gode plads kunne vi slet ikke udnytte.

Bilen var splinter ny – havde kun kørt 6 km. da vi fik den. Omkring Herning havde jeg efterhånden fundet ud af, hvordan fartpiloten blev aktiveret, og så rullede det bare lige så stille deropad. Når vi når hertil, udbryder Inge normalt: “Endelig rigtigt vand!”

På bordet i “suite 213” lå denne hilsen fra oldfruen, som personligt havde forberedt værelset. Det var da sødt af hende!

… og i anledning af den forestående påske var der pyntet op med påskeliljer, påskelam og påskekylling…

…og en lille potte med stedmoderblomster.

Vi ankom til Hurup en halv time før lukketid og strøg ud for at købe nattøj, undertøj, skjorter/T-shirts, strømper, tandbørster osv. så vi kunne klare os et par dage indtil kufferterne kom. Selv om det er  fredag, er der ikke længe åbent – det skal vi til at vænne os til.

Shopping-ræset på the high-street of Hurup City medførte at vi ikke kunne nå at besøge Hjalmar inden det blev spisetid for ham, så vi kiggede ind forbi ved 18:30 tiden. Hjalmar var i fin form og godt humør – dejligt at se.

Hos Hjalmar genså vi den lille bjørn, jeg dekorerede på sidste besøg heroppe. Det blev egentlig en meget sjov lille fyr.

Køkkenet mente, at vi skulle have ovnbagt lyssej på grønne asparges og champagneskum. Det havde vi bestemt ikke noget imod. Det smagte dejligt.

Inges gode forhold til hotellets personale medfører som regel en lille sympatisk tilkendegivelse i form af en smily – her en fuld sol

Azra var kokken bag aftensmaden og som sædvanligt skulle den og meget andet diskuteres på en kort runde i køkkenet. Jeg synes, at disse småsnakker med køkkenet er hyggelige, og vi passer altid på at forsvinde hurtigt, hvis der er meget travlt.

Efter aftensmaden mødtes vi med Rie (Else Marie, som er Jens Tofts barnebarn) til et glas og snak om Boddum og dens gamle. Vi glæder os til at hotellet får bygget en lounge, kamin-stue, eller hvad vi kan kalde det, for dette åbne rum virker lidt “køligt” – men vi havde det hyggeligt alligevel (det er jo samværet, der tæller allermest, ikke?) og køkkenet sørgede for en bakke med snacks af forskellig art.

I aftes aftalte vi med Rie at spise morgenmad sammen. Det kunne fint lade sig gøre med hendes togafgang omkr. 09:30.

KLM begyndte at informere os om kufferternes gøren og laden. Her får vi anledning til at tro, at de vil ankomme til Billund 13;15 og dermed mulighed for at få dem her i Hurup ud på aftenen.

Efter lukketid mødtes vi med Søren Peter henne ved “Auktionshuset”. Ydes Boligmontering ejer huset og benytter det til at oplagre gammelt og nyt – mest gammelt, men det var også netop det, vi gik efter.

Dette bord kan vi godt lide, for det har gode mål (for os) i bredde og længde – og så har det historie. Det er nemlig lavet af Søren Peters bedstefar (møbelsnedkeren S. P. Yde) for næsten ca. 95 år siden…

…hvilket på de 6 medfølgende stole er markeret helt tydeligt. Vi ved også, at de er leveret til S. Th. Sørensen i Agger.

KLM fortsætter med at sende sms’er. Der er stadig håb om, at kufferterne kommer i aften 

Vi gik hen til Åbakken for at snakke med Hjalmar. Han lå og sov og det havde han tilsyneladende gjort fra kort tid efter at eftermiddagskaffen og -kagen var serveret. Han vågnede efter at en af de andre beboere var vandret ind til ham i soveværelset.
Han var ret groggy og fortalte, at det hang sammen med at  han i nattens løb ikke havde sovet ret meget, fordi katederet havde lukket sig og han måtte have hjælp til at få det til at virke igen. Det er tilsyneladende noget, der er ret ubehageligt.

Men ovenstående gamle fotografi fik vi en god snak om.

Og så kom Christian og Stine. Stine medbragte fastelavnsboller, hun selv havde bagt og dækket med glasur. De så fine ud, og hvis jeg ikke tager fejl, så får  jeg dem nok smagt i de kommende dage

På det foregående fotografi var Christians hovede nærmest helt skjult af et “flamme påskeæg”. Hvad der morer ham og Inge, er jeg ikke klar over – men billedet her illustrerer fint stemningen.
Vi forlod Åbakken, så Christian og Stine kunne få tid med Hjalmar i ro og mag.

Jeg gik først over i restauranten, da det blev aftensmadstid. Medens jeg ventede på Inge, bladrede jeg i et bil-blad og stødte på denne artikel om Caterhams svære tid, der lader til at blive lidt lettere. Tænkte, at Roland ville være tilfreds med at firmaet overlever.

Og så blev det rødspætte-tid. Den var superb! Saftig og fast i kødet og helt frisk i smagen. Og så var der kartofler med persillesovs!

Runden i køkkenet blev munter – som det ofte er tilfældet. Nikolaj til højre er om nogle dage nyuddannet kok med sølvmedalje til svendeprøven og så begynder han som tjenerelev for også at tage den uddannelse. På dette lille hotel i provinsen er der tilsyneladende en gensidig inspiration kollegaerne imellem, der får de unge til at gå den ekstra mil rent uddannelsesmæssigt. Mageløst, ville H. C. Andersen nok have skrevet. For at være med på moderne dansk, skulle jeg nok have skrevet, at det var Cool 

Vi fortsatte med at få beskeder fra KLM om bagagen, men “snart” er jo et relativt begreb, så lad os se…

Ved sengetid… Alle værelser i hotellet var i brug.

En af dagens forudsete aktiviteter var at aflægge endnu et besøg i den tidligere auktionshal for at kigge på borde…

…især det, der var lavet af Søren Peters bedstefar. Vi havde målestok med for især at få fastlagt frihøjden under bordet. Det mål er vigtigt for valg af stole, for armlænet skal kunne gå under bordet. Ja, de andre mål er naturligvis også vigtige, så som bordpladens dimensioner og højde over gulvet.

…og så var vi omkring andre borde for at finde deres mål for at kunne sammenligne. Det er ikke helt let at finde stole til Bedstefar Yde bordet.

Og så kom kufferterne! 12:30 på denne søndag.

Vi tog til Åbakken for at se til Hjalmar. Hans Storm P. kalender markerede fint at vi nu har sommertid, har fået stille urene en time frem, samt at det er Palmesøndag. Hjalmar har megen fornøjelse af denne kalender og ved næsten ethvert besøg checker vi den og diskuterer dagens emne – som regel med et smil.

Selv var Hjalmar ikke helt på toppen. Han sad og blundede i stolen, da vi kom og undervejs i samtalen kom han tilbage til, at han ikke kunne huske så godt længere.

Vi kørte ud til Agger for lige kort at kigge på Nordsøen, men derude på P-pladsen begyndte det at regne. Da det allrede blæste godt, satte vi hurtigt tilbage i bilen og kørte hjemad igen.

Søndag = pizza, og i aften tog jeg en kurdisk pizza. Den adskiller sig mest på den måde, at der ikke er den normale bund af tomatsovs. I denne version var der så strøet iceberg salat over og derefter en dressing af en slags. Smagte udmærket. Vinen var middelmådig, så jeg må gøre bedre næste gang – den var ellers fra Sydafrika 

En af dagens opgaver var at gøre fremskridt mht. at finde stole til Bedstefar Ydes egetræsbord.

Målene havde vi taget i går, og de er vigtige for valg af stole, for, som det fremgår, er der en dekorativ bue, der reducerer “frihøjden” til 63.5 cm, hvilket igen reducerer antallet af egnede stolekandidater – når der skal være ryglæn, som vi gerne vil have.

Der skulle helst også gøres fremskridt mht. entrémøbel, der kan gå til det antikke spejl. Vi havde stadig nøglerne fra i går, og gik da også en ekstra runde på Søren Peters lager for at se, om der skulle være noget interessant at “adoptere” og evt. give “en kærlig hånd”.

Der er også sengeborde og andet, der skal besluttes.

Inge tog sig en tur til Agger for at hilse på Mary. Vejret har ikke været det gunstigste for disse ture, så hver mulighed udnyttes.

Mary var trofast på pletten og man kan ikke sige, at stranden og udsigtsterrassen  var overrendte. Det har også været meget sportsligt i form af hårdt vejrlig, men her på billedet er himlen stadig blå mellem skyerne, sigtbarheden stor, marehalmen vintergrøn – helt sikkert har Inge bemærket disse positive aspekter af turen.

På billedet her ser jeg, at hun gik sydud ad Agger Tange vejen. Der er mange tanker at holde styr på for tiden, og jeg tror, at der ikke er mange andre steder, der er mere velegnet for hende til netop det.

Midt på dagen var vi atter i konstruktiv dialog med Søren Peter (tv) og Michael (th) – her om stole og skamler til spisebord, med mere. “Vi gør fremskridt hver dag”, som Søren Peter sagde. Og det gør vi også – trin for trin.

…derefter hen til Hjalmar på Åbakken. Han skal sørge for at bevæge sig, så vi spørger ham en gang imellem om han ikke trænger til at gå en lille tur. Den korte tur er op til “glashjørnet” ved fugleburet. Fuglene kan vi godt undvære, me der er et par stole, som er udmærkede at sidde i. Nu er jeg jo snart pensionist, så jeg er her på en slags jobtræning 

Kokken Thomas havde tænkt på os i form af en af Inges favoritter blandt de kolde fiske-retter: rørt torsk, her garneret med marinerede rejer og dild. Bordkortet havde ny håndskrift – muligvis tilhørende Trine, som serverede for os i aften.

Azra, Inge og Thomas i den traditionelle après-dinér snak. Bag mig havde kokkeeleven Charlotte 3 gryder i gang for at reducere saucer med det formål at få dem meget kraftige i smagen.

Der var lige en formalitet at ordne i dag, den at sende et claim til KLM for udgifter til “the first necessities” medens vi ventede på kufferterne. Billedet her blev vedhæftet en claim form, KLM har på hjemmesiden. Inden jeg første gang fik fyldt den ud, fik jeg en time-out, så meget ville de vide – og jeg kunne begynde forfra. Næste forsøg gik via parat tekst skrevet i Words 

Klokken 2 havde jeg møde i lejligheden med gardinmanden for at han kunne måle op og vi kunne diskutere gardiner: typer, farver, hvor de skulle “parkeres” og hvor snoretræk skulle være.

Det var seniormedarbejderen Jens Christian, som kom. Han arbejder stadig med tommestok(ke), som han benytter i forlængelse af hinanden, og ikke – som jeg havde forventet – en lasermåler. Men han tog sin tid og virkede omhyggelig.

Jeg følte mig ikke kompetent til at træffe alle afgørelser alene, så jeg fik nogle prøver med hjem. Hvis gulvet forekommer lidt trist at se på, så er det fordi, at gulvfolkene har dækket parketgulvet med pap, så det ikke tager skade under de resterende arbejder i lejligheden.

Jeg skulle se på biler, og startede hos VW i Holstebro for at kigge på en Up! – og skulle egentlig også have snakket brugt bil med dem, men det havde jeg ikke i tankerne, så det fik jeg ikke gjort – for derefter at snakke brugte biler hos Mercedes Benz, men da jeg kørte forbi dem, var der kun 10 min. tilbage af åbningstiden, så det fik jeg heller ikke gjort. Måske er jeg allerede for meget pensionist, eller omvendt: måske er jeg endnu ikke oppe i de omdrejninger pensionistlivet kører i 

Køkkenet havde tænkt på os i form af stegt kulmule med grønne asparges og champagneskumssovs, der til brød og dildkartofler. Dejligt.

Inge fik sin aften-køkken-snak med Thomas. Jeg fotograferede (som Dorthea ville have skrevet i sin dagbog) og sagde tak for mad.

Natten faldt på, regnen faldt ned, og snart faldt vi i søvn.