21. juli 2015 – Lemvig

081521

Inge havde tidligere besøgt museet for religiøs kunst for at se dronningens malerier, men for mig var det første gang.

Udstillingen, de havde på programmet i dag, var “Oversete eksistenser – George Rouault”. Det drejede sig om såkaldte akvatinter – og det interessante ved udstillingen var, at de forskellige mellemstadier i processen var vist sammen med det endelige tryk.

En anden udstilling var Bodil Kaalunds illustrationer til Biblen, som hun lavede tilbage i sidste halvdel af 1980’erne til den nye bibeludgave der kom på markedet i 1992. Andre af hendes arbejder var også repræsenteret, men for mig havde illustrationerne mere “kant” som det vist hedder nu – eller mere karakter 🙂

Så var der, i overensstemmelse med museets navn, en udstilling af det 20. og 21. århundredes religiøse kunst. Flere af arbejderne var interessante – især “logoet” for udstillingen, en korsfæstet Jesus omgivet af en slags barok ramme, lavet af Bjørn Nørgård. Og så var der, i den smalle gang langs vinduet ud mod fjorden, skulpturer med religiøs mening. Her var der et par stykker jeg gerne ville have haft med hjem, men den jeg allerhelst ville have med hjem var Bjørn Nørgårds krucifiks – selv om det “kun” var et forstudie til et krucifiks i Knebel Kirke 🙂

132208

Jeg fik slet ikke taget fotos undervejs i museet, men kun det grønne løv på skrænten mellem vejen og museumsbygningen – til evt. brug for et motiv på en spejlramme 🙂

This entry was posted in Ind i mellem. Bookmark the permalink.