En af dagens opgaver var at gøre fremskridt mht. at finde stole til Bedstefar Ydes egetræsbord.
Målene havde vi taget i går, og de er vigtige for valg af stole, for, som det fremgår, er der en dekorativ bue, der reducerer “frihøjden” til 63.5 cm, hvilket igen reducerer antallet af egnede stolekandidater – når der skal være ryglæn, som vi gerne vil have.
Der skulle helst også gøres fremskridt mht. entrémøbel, der kan gå til det antikke spejl. Vi havde stadig nøglerne fra i går, og gik da også en ekstra runde på Søren Peters lager for at se, om der skulle være noget interessant at “adoptere” og evt. give “en kærlig hånd”.
Der er også sengeborde og andet, der skal besluttes.
Inge tog sig en tur til Agger for at hilse på Mary. Vejret har ikke været det gunstigste for disse ture, så hver mulighed udnyttes.
Mary var trofast på pletten og man kan ikke sige, at stranden og udsigtsterrassen var overrendte. Det har også været meget sportsligt i form af hårdt vejrlig, men her på billedet er himlen stadig blå mellem skyerne, sigtbarheden stor, marehalmen vintergrøn – helt sikkert har Inge bemærket disse positive aspekter af turen.
På billedet her ser jeg, at hun gik sydud ad Agger Tange vejen. Der er mange tanker at holde styr på for tiden, og jeg tror, at der ikke er mange andre steder, der er mere velegnet for hende til netop det.
Midt på dagen var vi atter i konstruktiv dialog med Søren Peter (tv) og Michael (th) – her om stole og skamler til spisebord, med mere. “Vi gør fremskridt hver dag”, som Søren Peter sagde. Og det gør vi også – trin for trin.
…derefter hen til Hjalmar på Åbakken. Han skal sørge for at bevæge sig, så vi spørger ham en gang imellem om han ikke trænger til at gå en lille tur. Den korte tur er op til “glashjørnet” ved fugleburet. Fuglene kan vi godt undvære, me der er et par stole, som er udmærkede at sidde i. Nu er jeg jo snart pensionist, så jeg er her på en slags jobtræning
Kokken Thomas havde tænkt på os i form af en af Inges favoritter blandt de kolde fiske-retter: rørt torsk, her garneret med marinerede rejer og dild. Bordkortet havde ny håndskrift – muligvis tilhørende Trine, som serverede for os i aften.
Azra, Inge og Thomas i den traditionelle après-dinér snak. Bag mig havde kokkeeleven Charlotte 3 gryder i gang for at reducere saucer med det formål at få dem meget kraftige i smagen.