Ved 7-tiden havde skyerne nede i dalen trukket sig tilbage og vejret så ud til at blive hæderligt.
Det blev bekræftet af hotelavisen, der forudsagde 22-27 C nede i dalen og 11-14 C oppe i 2000 m.
Ved morgenmaden diskuterede vi dagens gåtur og Inge fortalte, hvilken ny vej, hun kunne tænke sig at gå. Men jeg havde nogle problemer med broer, og her hørte jeg ikke ordentligt efter, hvilket senere på gåturen forårsagede problemer og resulterede i en lidt underlig gåtur.
Gåturen er illustreret på kortet her. Den røde rute er den, vi rent faktisk gik. Vi forlod hotellet i Krössbach og fulgte rangrends-stien nordpå langs landevejen. Nord for Scaller fortsatte vi på denne sti, indtil den blev for kedelig og det blev klart, at vi ikke var på den tænkte rute. Vi gik samme vej tilbage og krydsede landevejen i Schaller og tog vejen ind til Milders. I midten af byen drejede vi til venstre og fulgte vejen op til kort forbi P-pladsen. Her vendte vi om og gik opad og ind i skovkanten, hvor vi fulgte skiltene mod Krössbach. Hvor den grønne pil peger, fortalte min app, som jeg i mellemtiden havde fået startet, at vi skulle følge den rød-stiplede rute til Krössbach. Inge protesterede – og med rette, fordi hun kunne huske at netop den sti ville være afbrudt kort før Unteregg. Derfor foreslog hun den grønne rute. Den ville føre os opad og ind i skoven på gode skovveje og vi ville komme ud på kendt vej, når vi nåede vejen til Milderaunalm.
Den rute så jeg ikke lige for mig, og min app sagde noget andet, så jeg argumenterede lidt for stærkt – så stærkt at Inge opgav og begav sig på vejen tilbage ad samme rute som vi var kommet. Jeg fulgte efter og fik også set udsigten 2 gange. Ruten blev den samme, bortset fra stikket i retning mod nordøst fra Schaller.
…og sådan gik vi op og ned og turen var ikke særligt spændende. Denne tur var ikke et forbillede på velforberedt gåtur 
Inge har sandsynligvis stået udenfor og ventet på mig og benyttet tiden til at tage dette billede af hotellet. Jeg tager det med her, for det er så vidt jeg husker det bedste vi har af hovedindgangen og ankomstområdet.
Undervejs fik Inge den gode idé at samle noget bark, som vi så derhjemme kunne lave forskellige ting af. Jeg kunne bidrage med en tom plastpose – som Inge nok har foreslået mig at have i tasken, hvis vi nu skulle finde noget undervejs 
Vi kunne kigge op til Unteregg (den hvide gård) og det er, såvidt jeg forstod, ude i højre side af billedet at stien er afbrudt (hvor den røde stiplede linie i kortet ovenfor ender).
Og det lille kapel i Schaller. Jeg kan godt lide disse små kapeller, krucifixer og lignende her i Alpeområdet. Men det har jeg vist filosoferet over i en tidligere rejseblog
Det var, hvad jeg fotograferede gennem gitterdøren.
Lidt længere henne ad stien var dette værtshus, som på den sorte tavle meddelte at det var lukket på grund af lortevejr indtil den 19. juli 
Vi kom ud til landevejen og diskuterede om vi skulle gå over den blå Schaller-Bro og dreje til højre lidt længere fremme for at komme til Milders, eller om vi skulle fortsætte på langrendsstien i retning af Neustift. Vi valgte den sidste og vendte om, som vist på kortet ovenfor, og kom tilbage hertil, krydsede broen og drejede til højre.
Vi gik ind til centrum af Milders, drejede til venstre op i side-dalen til P-pladsen. Herfra lidt tilbage – hvor jeg tog dette billede – og så til højre op i skoven.
Tilbage på hotellet bemærkede Inge dette lille tableau af træ.
Og oven over tableau’et på væggen var dette store blomster og korn-motiv. Imponerende!
Eftermiddags-guffet var vist en slags Apfelstrudel og denne gang var flødeskummet OK.
Så i Sauna og Sole-Bad og Bio-Kräuter-Sauna og 20 minutter afslapning i die Zirbenstube for at dampe af.
Der blev pakket flere tasker og slappet af på balkonen. Vinden var blevet lidt køligere – eller der var måske bare lidt mere af den.
Inge reflekterede over øjeblikket: Dalen er grøn, gletscherne hvide, husene gråhvide og lysegule, tagene røde, brune og sorte, træværket meget mørkt, nybyggeri i lysere træ som vores altan, husene har malede navne og dekorerede rammer om vinduesåbningerne. Lige nu galper hunde, ellers har vi ikke hørt hunde. I dag skriger børn, ellers har vi ikke hørt skrigende og råbende børn.
Er det tegn til, at vi skal videre – måske, men det skal vi i morgen, nu begynder vi at nyde det!
18:30 var der Begrüssung i hotelfoyeren – en halv times venten på taler, der blev holdt af vandringsmanden Marcus og hotelværtinden. Hun tog udgangspunkt i en netop afsluttet fodboldkamp Tyskland-Mexico, som Mexico vandt 1:0.
Fodbold – ferie – galaaften. For os er ferie vigtigst.
Jeg købte lyserøde tøfler til Inge og 2 blikkrus til mig og Almhonig til os – minder fra feriesteder har jeg endelig lært – posthumt – af min farmor
Aftenbilledet kalder vi “Duften af grønt”, fordi duften af det slåede græs var så intens og liflig, at det var en hel oplevelse.