Livet undervejs…

Søndagsbesøg i Nørre Vinge. Den ca. 1 time lange køretur derop førte os gennem det midtjydske forårsland, præget af lysgrønt i bevoksninger og knaldgult i rapsmarkerne.

Fik desværre ikke fotograferet den smukke Gudenå, men så var der jo også de maskinelt hyppede kartoffelmarker, der gav landskabet en grafisk dimension.

Da vi trådte ind i Anne og Carstens hjem stod Anne i det nye køkken og havde gang i noget ved komfuret. Det var den store pande, hvori en æggeret simrede. Det lovede godt – og viste sig også at være det – særdeles endda, som den blev serveret med hjemmebagt rugbrød til.

Laura var som sædvanlig meget selskabelig og viste os sit værelse og hvad der var at lege med der.

Efter den dejlige frokost viste Carsten os sine legesager – i form af en nyanlagt køkkenhave og især drivhuset med en større samling kartoffelplanter, som han regner med vil vinde ham kapløbet med svigerfar om hvem af de to der først kan høste nye kartofler.

For eftermiddagen var der planlagt en udflugt til Hald Sø, et område vi ikke selv havde udforsket før. Søen lå pragtfuldt i det gode vejr, omkranset som den var af skovklædte bakker med nyudsprungne træer.

Vi lod bilerne stå ved Hald Hovedgård og med Carsten som stedkendt fører gik det nedad mod bredden og ud på den smalle tange der fører over til den lille halvø med ruinen af den katolske biskops middelalderborg.

Det var interessant at se borganlægget og hvordan det runde borgtårn var muret op i røde teglsten.

Fordi tårnet er så relativt velbevaret udgør det et fint sted at se rundt på søen og dens omkransende bakker…

…og også fint til at fotografere os allesammen…

…samt den lille nye i familien.

Efter fotosceancen på toppen af borgtårnet tog Inge og Laura en rundtur på resterne af de gamle voldanlæg.

Både på halvøen og hen langs søbredden var der mange dramatiske træformationer, der ubetinget måtte afprøves af Laura og som gav Carsten en god undskyldning for at gøre hvad enhver rask dreng ville have gjort, nemlig kravle med op. Turen blev for os en fin naturoplevelse med den nyudsprungne skov, de mange smukke partier med blomster, og den enestående udsigt over søen til bredderne på den anden side.

Barnevognen var med hele vejen hvilket viste at Carsten virkelig var stedkendt, for umiddelbart oppe fra bakken ved Hald Hovedgård var det ikke indlysende at det kunne lade sig gøre. I skoven var der fin sti for hele selskabet, inkluive barnevognen.

Det var en fantastisk og for os sjælden oplevelse at gå i den helt nyudsprungne bøgeskov og Laura var da også travlt beskæftiget undervejs med at plukke blomster.

Vi rundede den fælles dag af på allerbedste måde med kaffe og kage i Dollerup Bakker, sagde farvel og tak for en dejlig eftermiddag til den lille familie på 4 og kørte hjem til hotellet. Lauras buket glemte hun bordet, men mon ikke den flinke dame i restauranten blev glad for denne lille utilsigtede forårshilsen fra et barn?

Profiterede endnu engang af den dejlige morgenmad og fik skrevet postkort – ja, alt foregår ikke elektronisk –  inden vi checkede ud fra Gl. Skovridergaard og begav os ad landevejen mod syd.

Det var især den første del af ruten som præsenterede foråret for fuld styrke – måske mest pga. det kuperede landskab som viste skråninger med blandede bevoksninger der gav et væld af nuancer i grønt.

Nu var det jo mandag og om mandagen har arkiverne i Aabenraa lukket. Det havde biblioteket derimod ikke, og ved en tidligere forespørgsel til arkivet havde vi fået at vide at biblioteket råder over en stor samling af regionens aviser.

Vi ankom sidst på formiddagen og havde nogle timer inden vores næste gøremål i byen. Det passede fint med at få taget hul på søgningen i de gamle aviser fra 1950’erne til midt i 80’erne, så vi styrede direkte mod biblioteket på Haderslevvej, lige ved siden af Folkehjem.

Vi fik meget fin betjening og snart efter var vi på egen hånd i bibliotekets kælder, hvor de især havde aviserne Jydske Tidende og Heimdal, der begge dækkede de lokale begivenheder i Aabenraa i den periode vi var interesserede i.

På Den Sorte Diamant i København havde vi tidligere søgt efter en evt. pressedækning af Birtes død, for på den måde måske at få lidt indblik hvad der rent faktisk skete da hun forulykkede en sommerdag i 1962. Mikrofilmene på Diamanten var af en meget dårlig kvalitet, og den lille artikel vi fandt i en kopi af Jydske Tidende kunne stort set ikke bruges til andet end lige akkurat læse den. Derfor ville vi gerne have selve avisen under eget kamera, så vi kunne sikre os en god kvalitet af kopien. Vi fandt artiklen i Jydske Tidende fra Tirsdag den 31. juni 1962 og i Heimdal fra dagen før, den 30. juni.

Derudover ledte vi efter dødsannoncer, nekrologer etc. for andre familiemedlemmer og på nær en, Steens morfar, var der gevinst. Et andet af vores formål med at besøge arkiverne i Aabenraa var også at få klarlagt Arnes karriereforløb i 1950’erne, og her fik vi en god begyndelse. 

Vi skulle videre, men det var et fantastisk rigt udbytte vi havde af de par timers arbejde.

Inden vores eftermiddagsbesøg hos Anne Marie tog vi hen på kirkegården for at besøge alle dem vi havde ledt efter i bibliotekets avissamlinger. Deres urner er lagt ned i det samme lille stykke græsplæne i Urnehaven nær kapellet.

De er 5 ialt, derfor lægger vi altid en buket med 5 blomster. Denne gang var det hvide chrysanthemer, der fangede forårssolen meget fint.

Planlægningen af eftermiddagens besøg hos Anne Marie havde været næsten lige så svær som den med Mogens. Men vi var heldige med at hun ville være hjemme mellem to hospitalsbesøg og den mulighed havde vi set frem til. Det blev ikke til så megen fotografering hos hende, men en god lang eftermiddag havde vi sammen, med snak om både nutid og datid over god kaffe, wienerbrødskringle og fragilitékage. Anne Marie husker med en fabelagtig klarhed tilbage til begyndelsen af 1950’erne da Ester og Arne flyttede ind i Solgården med 3 små børn – en ren skatkiste! Efter dette hyggelige besøg kørte vi ud i det sydvestlige hjørne af kongeriget, ud i den flade marsk hvor himlen synes at spille en større rolle end på østkysten.

Schackenborg Slotskro ventede os. Den er altid så hyggelig at rulle op forbi og så kan man stadig parkere lige uden for. Hvor kan man det nu om dage?

Mørke skyer havde fulgt os og trak meget dramatisk op over byen, men hindrede ikke Møgeltønders piger at spille fodbold under megen råben og skrigen fra forældre og venner på sidelinien. Fodboldbanerne er kun et lille stykke vej fra hotellet og det var den livlige aktivitet der lokkede os over for at kigge på. Det var meget fornøjeligt og vi gav os god tid til det.

Vi er begyndt at lægge mere mærke til ”hotelkunst” og kunne over resten af vinen fra sofagruppen betragte og diskutere både hvad der hang på væggen og det farvematchende pudearrangement på sengetæppet. Hotelkunst er lidt for sig selv, og en skønne dag kan vi måske udtale os med vægt om dette fænomen.

Lammestegen blev spist og aftenen faldt på med stille vejr og et enestående og meget varieret fuglekvidreri i slottets store træer. En god slutning på en meget afvekslende dag.

Morgenmaden på Schackenborg Slotskro udmærker sig ved dels at være veltillavet og dels ved at blive serveret individuelt ved bordene. Helt forfriskende ikke at skulle skære af brød andre har haft hænderne fast omkring, eller hente pålæg fra en buffet andre har været inde over med snik og snak og rodet til. Måske lidt gammeldags, men meget behageligt når det gøres som i Møgeltønder.

I fint vejr begav vi os igen til Aabenraa, denne gang for at se hvad Institut for Sønderjysk Lokalhistorie måtte ligge inde med af fotografier der kunne være af interesse for os. Vi var ude efter fotografier af Bruhnshave i Aabenraa, alderdomshjemmet hvortil Steens mormor og morfar kom sidst i 1950’erne da de ikke kunne klare at bo længere i deres eget hjem. Edwin døde et par år efter ankomsten, men Emmy levede videre i mange år og kom senere hen på Grønnegården da det var blevet udvidet sidst i 1960’erne. Derfor var vi også interesserede i fotografier af Grønnegården, for vi havde bemærkelsesværdigt nok ikke selv taget nogle i tidens løb.

Med god hjælp af en engageret arkivar, samt en gammel spejderkammerat der pludselig dukkede op i korridoren blev det et udbytterigt besøg. Et fotografi af en af Steens faddere blev det også til, samt yderligere detaljer vi kunne bruge til historien om Arnes karriereforløb i 1950’erne.

Vi var lige inde om Landsarkivet for personligt at sige tak til den hjælpesomme arkivar som vi havde korresponderet med ugen i forvejen. Derefter gik det videre til biblioteket for at kigge videre i gamle aviser og bøger om Aabenraas historie.

Gårsdagens søgning i aviserne havde givet os en relativt begrænset tidsperiode at søge i for at finde noget om Arnes overtagelse af praxis’en i Aabenraa. Vi fandt derfor nemt frem til omtale af overtagelsen af praxis’en, samt Arnes egen annoncering om at han nu var på banen, samt andre detaljer, som vi ikke skal trætte læserne af vores rejseblog med, så vi runder fortællingen om denne for os særdeles spændende jagt på historiske facts med at fortælle at Arne havde sin første søndagsvagt den 5. oktober 1952. Steen har lært sin far, og Inge sin svigerfar, bedre at kende!

Der er en lille bonus ved at søge gennem gamle aviser – den at historien passerer revu fra dag til dag i den periode der søges i, hvilket er meget interessant og det krydres med annoncerne fra den tid om biler, sæbe, stillingsopslag og ikke at forglemme:  omtalen af den aktuelle film der vistes i biografen.

Efter arbejdet i biblioteket  føltes det helt rigtigt at tage op på Galgebakken og kigge ud over Aabenraa by. Bemærk det gule hus lige neden for buskene i højre halvdel af ovenstående fotografi. Det er det hus Ester og Arne lod bygge i 1958. Den gang var det ikke gult, men nærmere flødeskumsfarvet og havde mørkebrune skodder, samt eternittag.

Vores dag var nu helt i nostalgiens tegn, og vi gjorde da også holdt for at fotografere Solgården og opgangen der havde adressen Løgumklostervej 43. Lejligheden på 3. sal var Arne og Esters første permanente bolig efter at de kom fra Sønderborg for at overtage praxis’en. Den gang var der en rigtig lille købmandsbutik for enden og vi kunne nu se at der efter mange års pause igen var butik der.

Vejrliget var på vejen tværs over Sønderjylland blevet vådt og gråt, men vores næste ærinde i Møgeltynder var at sætte os ind i krostuen og drikke kaffe og spise kage, som til vores glæde viste sig at være gammeldags æblekage med friskpisket flødeskum til. Herligt og lige hvad vi havde brug for.

Vores lille have måtte henstå tom, istedet for at have os siddende med et glas vin og lytte til fuglekvidderet, som virkelig var enestående.

Fra Møgeltønder skulle vi tværs over Sønderjylland for derefter at fortsætte til Kerteminde. Vi kørte, med slukket GPS, ud af den lille by for først at kigge på stedet hvor de 2 guldhorn blev fundet. Siden skoletidens grundige og gentagne fortællinger om guldhornene er vi med uregelmæssige mellemrum stødt på dem igen, men aldrig havde vi set stedet hvor de er blevet fundet. Det havde vi her en gylden lejlighed til, idet findestederne kun er et  par km. nordpå. Det vidste vi fordi vi dagen før i byens nordlige udkant havde set et seværdighedsskilt med teksten ”Guldhornene”.

Findestederne for de 2 guldhorn er markeret med pile på fotografiet ovenfor og de var ikke langt fra hinanden. Imellem stenene ude ved vejsiden var der et lille brolagt område med et informationsskilt. Det hjælper altid lidt hvis Danmarkshistorien mht. guldhornene skulle være rustet lidt i tidens løb.

Tidsmæssigt var der dog ca. 100 år imellem fundene, så det sidste horn har ligget dybt, skulle man tro, for mon ikke gravefeberen har raset på den lille stump mark efter det første fund? Tanken er da nærliggende at alle med lidt energi, en skovl og lidt grådighed skulle ud for at grave den mark igennem for at se om der nu ikke skulle være mere. Det har nok været for utroligt at der skulle være to horn, men nogle mønter og smykker kunne det vel blive til.

Det var meget interessant at stå her for første gang og mindes underskolens bøger med tegninger af hornene og fantasien om hvad man kunne få i findeløn hvis man en dag fandt sådan nogle krabater af det pure guld!

Det næste stop var Sommersted. I vores ungdom et stop for toget når man skulle hjem  på orlov, nu slettet af listen af stationer – ja, selv trinbrætter. Hvilken ydmygelse for en stationsby og de drømme der engang drømtes der om fremdrift og storhed. Vi ledte efter kirken, kunne først ikke finde noget tårn men lidt længere mod øst var hvad man vel kan kalde kirkebyen, og der var denne arkitektoniske særegne kirke med russiske træk – og døren var mindsanten åben. Så vi gik ind.

Inge havde et ærinde på kirkegården, og det var at finde, hvis det stadig eksisterede, et familiegravsted.

Tinne og Jens Poulsen, gift i Oksenvad kirke 5. august 1921

Lige rundt om kirkens hjørne var 2 gartnere ved at pleje nogle gravsteder og dem henvendte vi os til. De kunne ikke svare på hvor stedet evt. kunne være, men henviste til chefen som arbejdede lidt længere henne med en praktikant – og som evt. kunne slå op i bøgerne for at finde svaret.

Gartnerchefen var meget venlig og snart havde både han og Inge deres computere igang i kontoret. De fandt frem til at gravene var sløjfet men han kunne vise hvor de havde været.

Det var her hvor der nu er plæne i forgrunden. Gartnerchefen var bornholmer og særdeles lun og hyggelig at snakke med. Og måske er han og Steen – sådan lidt langt ude – endda i familie, fjerne fætre J

I folkekirkens salmebøger har der altid – med vores målestok – på en af de allerførste sider været en mosaiktegning af Danmarks domkirker – blandt dem  Haderslev domkirke, som vi aldrig havde besøgt. Så Haderslev var vores næst mål og vi må sige at det var det helt rigtige at besøge en kirke på en dag hvor regnen silede ned.

Domkirken tog sig godt ud – vi fornemmede at det var en domkirke, og ikke en sognekirke. Den havde noget majestætisk over sig – var en kirke i stort format.

Som bonus for de besøgende var dronning Margrethes 4 bispekåber med samhørende alterduge(bortset fra den der lå på alteret) udstillet i et rum under alteret. Det var meget interessant at se disse par-kreationer og fint at de var udstillet, så folket kan se dronningens gave til Haderslev domkirke.

I de fleste kirker er der en eller flere kuriositeter og Haderslev domkirke er ingen undtagelse. Dette dobbelt-billede som skifter motiv når man forbi det. Et gammelt trick, men her i domkirken var det ganske uventet.

På vej over Fyn skippede vi Odense og kørte lige til Kerteminde, hvor Tornøes Hotel havde et dobbeltværelse klart til os. Hotellet ses i højre halvdel af ovenstående fotografi, og det ligger meget centralt i byen og nær et af vores gøremål i byen, nemlig det at guffe godt.

Tornøes hotel gav os mulighed for at fortsætte studiet af ”hotelkunst”. Management mente at vi her på værelset skulle fornemme (næsten) at være i et toscansk eller provencalsk landskab. Ved at kigge ud af vinduet så vi ud over Kertemindes tage og hen på kirken. Meget hyggeligt, men langt fra Firenze og Saint Tropez J

Det var blevet eftermiddag og vi vidste hvor kaffen skulle indtages: Café Matisse. Vi skulle senere spise på ejernes andet etablissement og tænkte at deres renommé måske også strakte sig til deres café. Da vi gik derhen småregnede det.

Bortset fra et par som diskuterede med personalet om et kommende fødselsdagsarrangement i caféen var der ingen kunder, så vi havde det som Palle alene i verden, der kunne vælge frit blandt alt. Udvalget var muffins og to andre slags hjemmelavede kager, heriblandt en citronkage med vanillecrème, som af damen fik superlativet “meget lækker” ved præsentationen. Den valgte vi og må sige at den var aldeles dejlig, og stempelkaffen var god. Det var rart at sidde her medens regnen tog til udenfor.

Et par hundrede meter fra caféen lå aftenens destination med sin karakteristiske hvide skorsten helt ud til vandet – her set fra broen der fører over kanalen til byens centrum.

Destinationen var fiskerestauranten Rudolf Mathis. Inge havde hørt stedet omtalt rosende, og for første gang, ever, besluttede vi os over et glas champagne der kvalitetsmæssigt lovede godt, til at lade en vinmenu akkompagnere aftensmaden. Det valg gav gode vinøse oplevelser og det viste sig at mandskabet ude i nødkøkkenet (det oprindelige køkken brændte et par uger i forvejen) ikke alene lavede god mad – de kokkererede simpelthen så guddommeligt, at vi var helt henførte! Det er ikke noget der sker hver dag, og man bør ikke afslutte sådan et måltid med kaffe, så vi rundede oplevelsen af som vi begyndte, med champagne.

Regnen var holdt op da vi begav os til hotellet på den anden side af kanalen og der var klart tegn på at de lyse nætter var på vej.

Gråt regnvejr var det udenfor, fra før det blev mørkt og til det blev lyst og ellers resten af dagen. Men kirkeklokkerne kom fint igennem og deres tårn kunne vi kigge lige hen til fra vores værelse. Efter morgenmad ville vi checke ind til vores flyvetur næste dag, men det virkede ikke for Inges vedkommende, selv om KLM havde sendt den sædvanlige email om at nu kunne hun checke ind hele vejen fra Billund via Amsterdam til Paris. Det brugte vi så tid på at finde ud af hvorfor, men hverken KLM eller Air France kunne forklare hvordan det hang sammen. Inge gættede på overbooking og i Billund lærte vi næste dag at det lige netop var tilfældet. Besynderligt at KLM og Air France fortæller kunderne at de ikke ved noget, ikke kan gøre noget, etc. og egentlig ikke ved hvordan deres egne fly er booket. Selvfølgelig ved de det.

Nå, efter denne utilfredsstillende start på dagen gik vi en runde i Kerteminde. Den centrale del er hurtigt overskuet. Vi fik dog lokaliseret posthuset til senere forsendelse af postkort og bestemte os til at købe en 10’er gavepakning af blandede øl fra hotellets eget bryggeri. Dem skulle vi bruge istedet for blomster ved eftermiddagens besøg.

Men vi skulle lige have løst et problem først. Det var vores TomTom cigartænderstik der havde sat sig urokkeligt fast i Mazda’ens cigartænder. Normalt stikker vi det ind og hiver det problemløst ud, men ikke her. En forespørgsel i hotellets reception gav en adresse på et af byens værksteder, som vi begav os hen til. Vi var heldige, for mekanikeren kom netop hjem fra en prøvetur og vi fik ham til at se på sagen. Han erkendet at det TomTom kabelstik sad morderligt godt fast og foreslog at vi blev ved med at rokke med det i de kommende dage. Det sagde vi at vi havde gjort de seneste 3-4 dage men at vi ikke havde hans styrke i hænder og arme. Det fik ham til at give den en skalle og mindsandten om han ikke fik den ud! Både imponerede og taknemmelige og efterladende lidt til personalets wienerbrødskasse kørte vi ud til Kerteminde Bugt og op langs stranden og videre op på halvøen Hindsholm. Efter et stykke tid dæmrede det for os at vi havde glemt at købe øllerne. Det kunne jo ikke gå an at vi kom tomhændede på besøg, så vi vendte om og kørte tilbage til Tornøes Hotel, fik købt varerne og begave os igen nordpå.

Vores destination var en lille halvø på vestsiden af den større halvø Hindsholm. Den lille halvø hedder Langø og der har Einar og Hanne sommerhus – i forreste række! Regnen silede stadig ned.

Det blev et meget hyggeligt gensyn og der var mindsanten bagt boller og i overensstemmelse med sæsonen lavet rabarberkage med friskpisket flødeskum. Det får vi ellers aldrig, så det var en herlig spise for os. Snakken kom ind på bagning og grydebrød og det viste sig at Hanne lå inde med Amo’s hæfte med en samling interessante opskrifter, heriblandt naturligvis grydebrød. Det havde vi ellers kun oplevet en gang før hos Freja men ellers aldrig prøvet selv. Generøst fik vi hæftet foræret og da vi skriver denne rejseblog efter hjemkomsten kan vi sige at hæftet allerede er godt brugt og der allerede er lavet 2 grydebrød!

Einar hentede en plan over Dortheas lejlighed i Hellerup frem. Den havde vi sendt tidligere for at få hjælp til at ”møblere” den som hun havde. Planen var endnu tom, men sammen fik vi over kaffen og rabarbertærten og hjemmebagte knækbrød nogenlunde sikkert møbleret den efter fælles erindring.

Og så havde Einar også kigget lidt længere ind på loftet eller dybere ned i kasser, for han kom frem med en fin lille samling fotolommer fra den gang der blev lavet sort-hvide papirbilleder og der var flere gamle familiefotos i, som for os er de rene lækkerbidskener! Virkelig en fin gestus at huske på at kigge efter endnu en gang.

Der var fotos taget af Arne og også af Dorthea, bla. nogle hun fik fremkaldt og kopieret på selve rejsen til Meran, heriblandt hendes yndlingsrejsefører, nordmanden Bjørndalen, som hun næsten betragtede som sin 3. søn.

For at det ikke skulle være løgn, havde Einar og Hanne fundet Dortheas gamle, monogrambroderede servietter frem fra arvegodset. Rørende – og endnu mere rørende at vi fik dem foræret. Så nu kan vi spise med Dortheas monogrammiserede bryllupsgafler og tørre læberne med hendes broderede servietter – ren nostalgi J

Efter en virkelig hyggelig eftermiddag på Langø tog vi afsked – også med shæferhunden – og trillede tilbage mod Kerteminde. Igen havde vi kun kørt kort før det dæmrede for os at vi havde glemt alle de sager vi havde fået og skulle have med hjem. Omkring løb! …som de sagde på rekrutskolen – tilbage til Langø igen for at hente sagerne og så tilbage til Kerteminde. Vi havde en aftale i huset ovre på den anden side af kanalen mellem Storebælt og Kerteminde Fjord – i huset med den karakteristiske brede skorsten, hvor man spiser fisk: hos Rudolf Mathis.

Ja, vi havde jo været der aftenen før og havde derfor visse ideer om hvad vi denne gang ville vælge fra menuen. Men kokkene havde tænkt, sagde de, at når vi nu allerede kendte deres menu så havde de kreeret en specielt for os denne aften. Vi valgte 3 af deres foreslåede forretter og dessert, og til forskel fra aftenen før lod vi huset anbefale en flaske vin der ville passe de retter vi havde valgt. De valgte godt og det er sjældent vi har oplevet en hvid vin udvikle sig sådan i løbet af et måltid. Dog mente kokkene at vi til forret nr. 2 skulle have en lidt kraftigere vin, så der kom 2 glas ind til denne ret. Igen blev det til et pragtfuldt måltid, en reel og gedigen oplevelse til sanserne, uden skaberi og snob som garniture.

Turen tilbage over broen bød på snak med en nattefisker, som fortalte om hvad de lokale lystfiskere fangede på stedet og det var gerne havørreder de gik efter, men tog også hvad sæsonen bød på, nu for tiden var det hornfisk, som han introducerede os til ved at pege ned på vandet hvor en stime hornfisk sås helt tydeligt i gadelygtens skær som de nærmest stod stille i den stærke strøm under broen. Når havørrederne bed på, så var der dramatik i luften og lystfiskerne flyttede sig hen til begyndelsen af broen og ned til venstre til bredden hvorfra de kunne kæmpe med fisken. Man skal forestille sig at de skal  have fiskestængerne, med en sprællene fisk for enden af linen, uden om lygtepælen og de to skilte længere henne. Jo, i Kerteminde har lystfiskerne god underholdning og lader til at være meget motiverede.

Sidste dag i Danmark for denne gang. Der skulle pakkes og køres til Billund og flyves hjem.

Vejrliget var stadig gråt, men ikke så vådt og medens monsieur pakkede under det norske flag indledte madame besøget i byens kirke.

Vi var så heldige at kirketjeneren var til stede og at han var venligt stemt og i humør til at forælle om kirken og dens inventar. I den mere kuriøse ende var nogle sværd og et par støvler monteret på muren, meget højt oppe. De stammede fra svenskekrigen og støvlerne havde angiveligt tilhørt en brav dansker som desværre måtte bukke under for den svenske overmagt, men først efter at have nedlagt 10 af dem – og alt det skulle være sket her i Sankt Laurentius kirke. Kirketjeneren tilføjede dog at en anden version henlagde denne  dramatiske begivenhed til byens torv, men den modige officer skulle være begravet i kirken.

Kirkeskibe har vi en særlig interesse for og det vi så her var en flot skibsmodel fra 1685. Vi vik fortalt at det skulle være blandt landets ældste og hedde “Dannebrog”, samt at den bl.a. var et minde om mange søfolk fra Kerteminde, der omkom sammen med søhelten Ivar Huitfeldt under slaget i Køge Bugt.

I Billund lufthavn bekræftede de Inges teori om at der var overbooking på flyet til Amsterdam og de foreslog hende at tage det direkte fly til Paris senere på aftenen. Det passede naturligvis ikke ind i vores planer og det lykkedes at få gangsæde til Inge på begge fly. Havde KLM været ærlig fra begyndelsen kunne vi allerede i går morges have overvejet denne mulighed, eller afslået den og derefter foretaget vores check in og ikke skulle bekymre os om det.

Noget forsinket kom vi afsted…

… men havde en god margin i Shipol, så der var tid til at ringe til hospitalet i Odense og spørge til Anne Maries helbred, samt at tage et glas vin og få lidt at spise. Så gik det derefter til Paris og hjem til Chantilly.