Gråt regnvejr var det udenfor, fra før det blev mørkt og til det blev lyst og ellers resten af dagen. Men kirkeklokkerne kom fint igennem og deres tårn kunne vi kigge lige hen til fra vores værelse. Efter morgenmad ville vi checke ind til vores flyvetur næste dag, men det virkede ikke for Inges vedkommende, selv om KLM havde sendt den sædvanlige email om at nu kunne hun checke ind hele vejen fra Billund via Amsterdam til Paris. Det brugte vi så tid på at finde ud af hvorfor, men hverken KLM eller Air France kunne forklare hvordan det hang sammen. Inge gættede på overbooking og i Billund lærte vi næste dag at det lige netop var tilfældet. Besynderligt at KLM og Air France fortæller kunderne at de ikke ved noget, ikke kan gøre noget, etc. og egentlig ikke ved hvordan deres egne fly er booket. Selvfølgelig ved de det.
Nå, efter denne utilfredsstillende start på dagen gik vi en runde i Kerteminde. Den centrale del er hurtigt overskuet. Vi fik dog lokaliseret posthuset til senere forsendelse af postkort og bestemte os til at købe en 10’er gavepakning af blandede øl fra hotellets eget bryggeri. Dem skulle vi bruge istedet for blomster ved eftermiddagens besøg.
Men vi skulle lige have løst et problem først. Det var vores TomTom cigartænderstik der havde sat sig urokkeligt fast i Mazda’ens cigartænder. Normalt stikker vi det ind og hiver det problemløst ud, men ikke her. En forespørgsel i hotellets reception gav en adresse på et af byens værksteder, som vi begav os hen til. Vi var heldige, for mekanikeren kom netop hjem fra en prøvetur og vi fik ham til at se på sagen. Han erkendet at det TomTom kabelstik sad morderligt godt fast og foreslog at vi blev ved med at rokke med det i de kommende dage. Det sagde vi at vi havde gjort de seneste 3-4 dage men at vi ikke havde hans styrke i hænder og arme. Det fik ham til at give den en skalle og mindsandten om han ikke fik den ud! Både imponerede og taknemmelige og efterladende lidt til personalets wienerbrødskasse kørte vi ud til Kerteminde Bugt og op langs stranden og videre op på halvøen Hindsholm. Efter et stykke tid dæmrede det for os at vi havde glemt at købe øllerne. Det kunne jo ikke gå an at vi kom tomhændede på besøg, så vi vendte om og kørte tilbage til Tornøes Hotel, fik købt varerne og begave os igen nordpå.
Vores destination var en lille halvø på vestsiden af den større halvø Hindsholm. Den lille halvø hedder Langø og der har Einar og Hanne sommerhus – i forreste række! Regnen silede stadig ned.
Det blev et meget hyggeligt gensyn og der var mindsanten bagt boller og i overensstemmelse med sæsonen lavet rabarberkage med friskpisket flødeskum. Det får vi ellers aldrig, så det var en herlig spise for os. Snakken kom ind på bagning og grydebrød og det viste sig at Hanne lå inde med Amo’s hæfte med en samling interessante opskrifter, heriblandt naturligvis grydebrød. Det havde vi ellers kun oplevet en gang før hos Freja men ellers aldrig prøvet selv. Generøst fik vi hæftet foræret og da vi skriver denne rejseblog efter hjemkomsten kan vi sige at hæftet allerede er godt brugt og der allerede er lavet 2 grydebrød!
Einar hentede en plan over Dortheas lejlighed i Hellerup frem. Den havde vi sendt tidligere for at få hjælp til at ”møblere” den som hun havde. Planen var endnu tom, men sammen fik vi over kaffen og rabarbertærten og hjemmebagte knækbrød nogenlunde sikkert møbleret den efter fælles erindring.
Og så havde Einar også kigget lidt længere ind på loftet eller dybere ned i kasser, for han kom frem med en fin lille samling fotolommer fra den gang der blev lavet sort-hvide papirbilleder og der var flere gamle familiefotos i, som for os er de rene lækkerbidskener! Virkelig en fin gestus at huske på at kigge efter endnu en gang.
Der var fotos taget af Arne og også af Dorthea, bla. nogle hun fik fremkaldt og kopieret på selve rejsen til Meran, heriblandt hendes yndlingsrejsefører, nordmanden Bjørndalen, som hun næsten betragtede som sin 3. søn.
For at det ikke skulle være løgn, havde Einar og Hanne fundet Dortheas gamle, monogrambroderede servietter frem fra arvegodset. Rørende – og endnu mere rørende at vi fik dem foræret. Så nu kan vi spise med Dortheas monogrammiserede bryllupsgafler og tørre læberne med hendes broderede servietter – ren nostalgi J
Efter en virkelig hyggelig eftermiddag på Langø tog vi afsked – også med shæferhunden – og trillede tilbage mod Kerteminde. Igen havde vi kun kørt kort før det dæmrede for os at vi havde glemt alle de sager vi havde fået og skulle have med hjem. Omkring løb! …som de sagde på rekrutskolen – tilbage til Langø igen for at hente sagerne og så tilbage til Kerteminde. Vi havde en aftale i huset ovre på den anden side af kanalen mellem Storebælt og Kerteminde Fjord – i huset med den karakteristiske brede skorsten, hvor man spiser fisk: hos Rudolf Mathis.
Ja, vi havde jo været der aftenen før og havde derfor visse ideer om hvad vi denne gang ville vælge fra menuen. Men kokkene havde tænkt, sagde de, at når vi nu allerede kendte deres menu så havde de kreeret en specielt for os denne aften. Vi valgte 3 af deres foreslåede forretter og dessert, og til forskel fra aftenen før lod vi huset anbefale en flaske vin der ville passe de retter vi havde valgt. De valgte godt og det er sjældent vi har oplevet en hvid vin udvikle sig sådan i løbet af et måltid. Dog mente kokkene at vi til forret nr. 2 skulle have en lidt kraftigere vin, så der kom 2 glas ind til denne ret. Igen blev det til et pragtfuldt måltid, en reel og gedigen oplevelse til sanserne, uden skaberi og snob som garniture.
Turen tilbage over broen bød på snak med en nattefisker, som fortalte om hvad de lokale lystfiskere fangede på stedet og det var gerne havørreder de gik efter, men tog også hvad sæsonen bød på, nu for tiden var det hornfisk, som han introducerede os til ved at pege ned på vandet hvor en stime hornfisk sås helt tydeligt i gadelygtens skær som de nærmest stod stille i den stærke strøm under broen. Når havørrederne bed på, så var der dramatik i luften og lystfiskerne flyttede sig hen til begyndelsen af broen og ned til venstre til bredden hvorfra de kunne kæmpe med fisken. Man skal forestille sig at de skal have fiskestængerne, med en sprællene fisk for enden af linen, uden om lygtepælen og de to skilte længere henne. Jo, i Kerteminde har lystfiskerne god underholdning og lader til at være meget motiverede.