Fra Møgeltønder skulle vi tværs over Sønderjylland for derefter at fortsætte til Kerteminde. Vi kørte, med slukket GPS, ud af den lille by for først at kigge på stedet hvor de 2 guldhorn blev fundet. Siden skoletidens grundige og gentagne fortællinger om guldhornene er vi med uregelmæssige mellemrum stødt på dem igen, men aldrig havde vi set stedet hvor de er blevet fundet. Det havde vi her en gylden lejlighed til, idet findestederne kun er et par km. nordpå. Det vidste vi fordi vi dagen før i byens nordlige udkant havde set et seværdighedsskilt med teksten ”Guldhornene”.
Findestederne for de 2 guldhorn er markeret med pile på fotografiet ovenfor og de var ikke langt fra hinanden. Imellem stenene ude ved vejsiden var der et lille brolagt område med et informationsskilt. Det hjælper altid lidt hvis Danmarkshistorien mht. guldhornene skulle være rustet lidt i tidens løb.
Tidsmæssigt var der dog ca. 100 år imellem fundene, så det sidste horn har ligget dybt, skulle man tro, for mon ikke gravefeberen har raset på den lille stump mark efter det første fund? Tanken er da nærliggende at alle med lidt energi, en skovl og lidt grådighed skulle ud for at grave den mark igennem for at se om der nu ikke skulle være mere. Det har nok været for utroligt at der skulle være to horn, men nogle mønter og smykker kunne det vel blive til.
Det var meget interessant at stå her for første gang og mindes underskolens bøger med tegninger af hornene og fantasien om hvad man kunne få i findeløn hvis man en dag fandt sådan nogle krabater af det pure guld!
Det næste stop var Sommersted. I vores ungdom et stop for toget når man skulle hjem på orlov, nu slettet af listen af stationer – ja, selv trinbrætter. Hvilken ydmygelse for en stationsby og de drømme der engang drømtes der om fremdrift og storhed. Vi ledte efter kirken, kunne først ikke finde noget tårn men lidt længere mod øst var hvad man vel kan kalde kirkebyen, og der var denne arkitektoniske særegne kirke med russiske træk – og døren var mindsanten åben. Så vi gik ind.
Inge havde et ærinde på kirkegården, og det var at finde, hvis det stadig eksisterede, et familiegravsted.
Tinne og Jens Poulsen, gift i Oksenvad kirke 5. august 1921
Lige rundt om kirkens hjørne var 2 gartnere ved at pleje nogle gravsteder og dem henvendte vi os til. De kunne ikke svare på hvor stedet evt. kunne være, men henviste til chefen som arbejdede lidt længere henne med en praktikant – og som evt. kunne slå op i bøgerne for at finde svaret.
Gartnerchefen var meget venlig og snart havde både han og Inge deres computere igang i kontoret. De fandt frem til at gravene var sløjfet men han kunne vise hvor de havde været.
Det var her hvor der nu er plæne i forgrunden. Gartnerchefen var bornholmer og særdeles lun og hyggelig at snakke med. Og måske er han og Steen – sådan lidt langt ude – endda i familie, fjerne fætre J
I folkekirkens salmebøger har der altid – med vores målestok – på en af de allerførste sider været en mosaiktegning af Danmarks domkirker – blandt dem Haderslev domkirke, som vi aldrig havde besøgt. Så Haderslev var vores næst mål og vi må sige at det var det helt rigtige at besøge en kirke på en dag hvor regnen silede ned.
Domkirken tog sig godt ud – vi fornemmede at det var en domkirke, og ikke en sognekirke. Den havde noget majestætisk over sig – var en kirke i stort format.
Som bonus for de besøgende var dronning Margrethes 4 bispekåber med samhørende alterduge(bortset fra den der lå på alteret) udstillet i et rum under alteret. Det var meget interessant at se disse par-kreationer og fint at de var udstillet, så folket kan se dronningens gave til Haderslev domkirke.
I de fleste kirker er der en eller flere kuriositeter og Haderslev domkirke er ingen undtagelse. Dette dobbelt-billede som skifter motiv når man forbi det. Et gammelt trick, men her i domkirken var det ganske uventet.
På vej over Fyn skippede vi Odense og kørte lige til Kerteminde, hvor Tornøes Hotel havde et dobbeltværelse klart til os. Hotellet ses i højre halvdel af ovenstående fotografi, og det ligger meget centralt i byen og nær et af vores gøremål i byen, nemlig det at guffe godt.
Tornøes hotel gav os mulighed for at fortsætte studiet af ”hotelkunst”. Management mente at vi her på værelset skulle fornemme (næsten) at være i et toscansk eller provencalsk landskab. Ved at kigge ud af vinduet så vi ud over Kertemindes tage og hen på kirken. Meget hyggeligt, men langt fra Firenze og Saint Tropez J
Det var blevet eftermiddag og vi vidste hvor kaffen skulle indtages: Café Matisse. Vi skulle senere spise på ejernes andet etablissement og tænkte at deres renommé måske også strakte sig til deres café. Da vi gik derhen småregnede det.
Bortset fra et par som diskuterede med personalet om et kommende fødselsdagsarrangement i caféen var der ingen kunder, så vi havde det som Palle alene i verden, der kunne vælge frit blandt alt. Udvalget var muffins og to andre slags hjemmelavede kager, heriblandt en citronkage med vanillecrème, som af damen fik superlativet “meget lækker” ved præsentationen. Den valgte vi og må sige at den var aldeles dejlig, og stempelkaffen var god. Det var rart at sidde her medens regnen tog til udenfor.
Et par hundrede meter fra caféen lå aftenens destination med sin karakteristiske hvide skorsten helt ud til vandet – her set fra broen der fører over kanalen til byens centrum.
Destinationen var fiskerestauranten Rudolf Mathis. Inge havde hørt stedet omtalt rosende, og for første gang, ever, besluttede vi os over et glas champagne der kvalitetsmæssigt lovede godt, til at lade en vinmenu akkompagnere aftensmaden. Det valg gav gode vinøse oplevelser og det viste sig at mandskabet ude i nødkøkkenet (det oprindelige køkken brændte et par uger i forvejen) ikke alene lavede god mad – de kokkererede simpelthen så guddommeligt, at vi var helt henførte! Det er ikke noget der sker hver dag, og man bør ikke afslutte sådan et måltid med kaffe, så vi rundede oplevelsen af som vi begyndte, med champagne.
Regnen var holdt op da vi begav os til hotellet på den anden side af kanalen og der var klart tegn på at de lyse nætter var på vej.