Lufthavnen vågner under en grå himmel – og vi vågnede med 1 times jetlag. Måtte vente til morgenmad kunne fås, men brugte bla. tiden til at snakke om følelserne: glæde, hengivenhed, nærhed og ømhed.
Vi valgte at spise morgenmad i loungen på 8. etage, hvor vi boede. Udvalget er måske ikke helt så stort, som nede i restauranten, men her er alt, hvad vi behøver. Det virker friskere og frem for alt er her meget roligere, og vi kan spise med udsigt over lufthavnen.
Utroligt nok, havde jeg glemt at barbere mig inden jeg gik herhen. Det reddede mig nok fra skandale, at det er moderne for mænd at se ubarberede ud. Jeg tænker naturligvis ikke på dem, der har fuldskæg 
Vi satte os først på hønsepindene henne for enden, men bordet var for højt i forhold til stolene. Så vi skiftede bord, fik komforten tilbage, og spiste vores morgenmad i fred og ro.
The Times underholdt læserne med nedbrydning af plast, russisk hacking og en TV-vært, der havde smadret sin bil i en ordentlig brandert.
Daily Mail, som bevæger sig nærmere rendestenen, havde TV-værten som hovedtema over folden på forsiden med en understregning af, at bøden for spritkørsel på 86.000 GBP svarede til kun 4 dages løn for ham. 86.000 GBP svarer ca. til 724.000 kr. Hvis vi regner lidt på det, så er TV-værtens årsløn i nærheden af 65.000.000 kr. Jeg tænkte på DR’s TV-værter og det lød helt usandsynligt for mig, så jeg checkede artiklen på nettet. Med en partner producerer han nogle populære TV-shows, og i den 3-års periode han er midt i nu, passer beløbet omtrent, fordi han per år får 10 Mio GBP. Men hvad avisen ikke siger noget om er, hvorvidt disse beløb også skal betale produktions-team, produktions-faciliteter, marketing, osv. og dermed efterlader læseren med det indtryk at alle gysserne glider lige lukt ned i Mr. Ants egne lommer 
Nå, jeg kunne ikke fortsætte mit intermezzo som misundelig avislæser, for vi skulle videre. Der var den lunch med Roland, som vi glæder os rigtig meget til, men først skulle vi hente et køretøj. Ude i Car Rental området gik jeg hen til AVIS’s “preferred”-skranke. Til min overraskelse stod mit navn ikke på listen over de personer, for hvem der stod en bil parat.
Derfor spurgte jeg om, hvorfor jeg ikke var på listen. Ekspedienten checkede sin computer og forklarede at jeg skulle hen til Mr. Ash, som sad og ventede på mig ved AVIS Prestige skrivebordet. Ah bon, tænkte jeg og trillede vores kufferter derhen. Mr. Ash tilbød mig en stol med det samme, og som det første beklagede at de desværre ikke havde den 2-liters Jaguar XE, som jeg havde bestilt. Til gengæld havde han en 3-liters! Og så jokede han os igennem formaliteterne.
Her ruller drengerøven Steen bilen frem – efter at have fået en introduktion af Mr. Ash – ud af P-pladsen så vi kunne læsse kufferterne ombord, hvilket var en fest: kun 2 store kufferter til et endnu større bagagerum
Og så rullede vi – efter at have kodet navigatoren – i retning af Wilmslow, hvor vi skulle møde Roland.
I Wilmslow parkerede vi hos Sainsbury, hvor jeg oplevede den mest komplicerede betalingsautomat, jeg indtil nu har været ude for. Inge blev helt utålmodig. Hun frøs og fordi en stor bil i mellemtiden havde parkeret så tæt ved vores, at hun ikke kunne komme til sin jakke, var den jo helt gal. Men endelig fik jeg min P-ticket og ejeren af den store bil flyttede sig, så vi kunne få Inges jakke ud og komme ind butikken for – nu vi alligevel var der – at købe lidt vin og vand.
Derefter spadserede vi hen mod restauranten. Undervejs kom vi forbi Emerson Court, hvor hovedindgangen til TT findes i venstre side af bygningen på den anden side af gaden.
Vi var i så god tid, at jeg kunne vise Inge den lille café, hvor jeg efter mit sidste besøg herovre havde siddet og ventet på en taxi til lufthavnen, som Roland havde bestilt. Derfra, hvor jeg sidder, kan jeg gennem et højtsiddende vindue se op til Rolands kontorvinduer. Og bag dem et sted var han lige nu. Pudsigt at tænke på. Jeg sidder minsandten med min smartphone. Uha, en dumb-phone kommer nærmere .
Inge og jeg gik ind i “Serafina”, en italiensk restaurant på den anden side af gaden, og spurgte til det bord, som Roland havde reserveret. Vi satte os og Roland kom lidt efter – og hvor var det dejligt at se ham igen!
Han havde 24-timers uret på, og virkede tilfreds og snakkede frit fra leveren og tidligt fortalte han os, at han havde sagt op hos TT. Lidt af en overraskelse – og dog ikke, for han har i nogle år leget med tanken at blive selvstændig og nævnt den stress han i stigende grad oplevede i firmaet og at ethvert initiativ skulle gennem 14 komiteer for at blive besluttet. Og nu havde han taget det modige skridt at skifte til et job uden fast månedsløn, men med fuld selvstændighed i stedet for.
Vi var glade på hans vegne, og Inge tænkte, at vi nu ville se mere til Roland i fremtiden. En god tanke. Han og Katy har sammen dannet virksomheden “Fraction7”. De vil udvikle apps til mobiltelefoner og web-software – dels på bestilling, dels på eget initiativ.
Roland fik de brød og Tufte-bøgerne, som vi havde haft med i kufferterne. Vi skiltes, han tilbage til kontoret og vi ud på motorvejen til Liverpool.
Vi skulle bo på Titanic Hotel i det gamle dok-område, og fandt frem til det efter lidt køren rundt på grund af vejarbejde.
Vi var ventet… …og billedskærmen bragte tankerne tilbage til de første computerspils primitive grafik 
Men man skal ikke skue hunden på hårene, for hotellet er stort set papirløst. Al information er at finde på TV’et via apps.
…og værelset lignede det vi havde set på hotellets website. Et kæmpeværelse med få møbler og helt klart præget af at være indrettet i et gammelt lagerhus – der forøvrigt havde lagret importeret rom, hvis jeg husker korrekt.
Overalt i hotellet er der noget, der skal minde om Titanic og dets epoke…
…og det var gjort ganske godt i baren.
Jeg har i mange år fablet om “at nu trænger jeg til en lille mocha” og egentlig ment en lille kaffe. Men her kunne vi få en rigtig mocha…
…med hotellets segl i skummet. Cool!
Men vi brød os ikke om den
Vi var ikke opsatte på at søge et spisested uden for Titanic. Hotellet ligger i et område præget af gamle dokker og lagerhuse, der kun langsomt bliver renoveret – grunden til, at det ikke ligger ligefor at spadsere rundt herude. At vi tog pub-food blev til en fortrydelse. Inges sandwich med æg og mayonnaise var uspiseligt mærkelig i smagen. På den positive side var tjeneren meget venlig og lod os smage forskellige vine, som han anbefalede. Overraskende nok valgte vi en italiensk pinot gris. Havde forventet at det blev en hvid fra den Nye Verden.