Livet undervejs…

“Home is behind, the world ahead,
And there are many paths to tread
Through shadows to the edge of night,
Until the stars are all alight.

 J.R.R. Tolkien, The Fellowship of the Ring

Hjemmet er bag os og ferien er foran os. Første stop er der 361 km til og Fraülein Daimler tog os igennem Paris – helt inde på den indre ringvej! Det var vi nu ikke helt tilfredse med i morgentrafikken, men hun mente hun var klogere end os, og det var hun måske også. Det er der jo ingen af os, der ved….

Første turist stop var Dijon. Der havde været et kaffestop undervejs. I Dijon havde Steen planlagt, at vi skulle se katedralen.

Der var både noget nyt og noget gammelt i kirken, lamperne virkede, som om de var nyere. Om de er efter anden verdenskrig, er rent gætværk fra min side. Kirken havde en renhed over sig.

Der blev fotograferet høje ting.

Mens vi gik rundt i kirken, var det, som vi hørte et ur slå et par slag, og vi ledte lidt efter det, men fandt det ikke. Og dog, da vi betalte for et stearinlys, hørte vi klokkelyden og det var fra da pengene faldt ned i “kassen” 

Vores lys blev tændt og kunne nu stå med flakkende flamme og brænde her i sennepsbyen, hvor vi overhovedet ikke så sennep eller en butik, der solgte det!

Hvorfor dette billede var ophængt i kirken, ved jeg ikke; men jeg kan godt lide hans grønne tøj. Og ja, så er det et godt billede…

Næste turistmål var Mont Roland, et sted som jeg gerne længe har villet besøge, men Roland nåede at komme der før os. Han var her for nogle år siden på en af sine sommerture med vennerne.

Her var et lille kapel kaldet “Notre Dame de Mont Roland”.

Da vi gik ud af kapellet bemærkede vi, at salmebøgerne havde metalklemmer på på ryggene. Vi troede, at det var fordi de var godt slidte. Steen ville tage en ud, men det viste sig at være meget vanskeligt.

Vi var overraskede over, at det var en lang og blød salmebog med små tegninger i. Egentlig ganske hyggelig, og hvorfor er salmebøger i Danmarks kirker ikke illustrerede?

Vi gik ud i en lille gård ved siden af kirken. På muren omkring gården var der monteret mange plader med taksigelser til Notre Dame de Mont Roland. Eksempelvis blev der på en tavle takket for at sønnerne var kommet hjem fra første verdenskrig. På en anden blev der takket for veloverstået eksamen engang i 1870’erne…

Længere inde i gården var der et lille hus, hvor denne Fatima stod. Hun var omgivet af masser af friske blomster, korsstingsbroderier og inde i glasmontre, knælede tre menigmands-figurer.

I et andet lille hus kunne man tænde lys og Steen puttede penge “le trunc”…

..tændte lyset og fik det sat på en pig.

Og Roland skulle selvfølgelig have en sms herfra….

Og ja, lige en ting mere. Da vi kørte op til Mont Roland så vi 14 kors langs vejen. Hvorfor de står der, ved jeg ikke, men det havde vi ikke set før…

Næste stop var vores hotel.

Vi havde kørt 476 km i dagens løb…

…og været oppe i 548 m. højde.

Vi blev budt velkommen på værelse nr. 22. Når vi åbnede denne lille “brochure”, kunne vi læse om, hvad der var at se ud af vores kvistvinduer. En god og sjov idé, der på den måde også fortalte os om den “lille” landsby, hvor vi er. Bla. kunne vi se op til et feriehjem for hele landets børn, hvor de kunne komme og få frisk luft her i Jura. Men tiderne har ændret sig for feriebørn, så hjemmet er nu lukket. Men vi var der i stedet til at indånde den friske og sunde luft 

Her kunne jeg spejle mig selv i det uendelige oven over vinduet 

Vi besluttede os for at gå en tur og beså først hotellets have/park, der var virkelig dejligt og smuk lavet. Her er vi ved den såkaldte naturlige svømmepøl…

Vi gik også en lille runde i byen, Her er byens kirke. Den måtte vi ikke se. Døren var låst, og indgangsdøren bar ikke præg af, at byens borgere ofrede mange penge på kirken. Måske var den slet ikke i funktion som kirke mere…

Vi kom også forbi byens kirkegård på vej tilbage til hotellet og kunne ikke lade være med at smile over budskabet på dette skilt der var monteret på kirkegårdslågen.

Vi var tilbage på hotellet til espresso-tid klokken 17, og drak den på terrassen.

Et par timer senere blev det vino-tid, og vi sad igen på terrassen i selskab med en dejlig chardonnay her fra Jura området. Det var et godt val,g og vi må med skam sige, at vi egentlig ikke kender meget til vine fra Jura.
Menu-kortet kom også, og der havde kokken skrevet om sin madlavning på en meget enkelt måde og uden dikkedarer omkring det. Det lød lovende.

Mens vi sad og drak den sidste vin, kom en tjener med denne anretning. Det var en slags isærtesuppe og nogle osteboller af en slags, som sikkert hedder noget helt andet. Vi er jo i 0mrådet Comté så det med osten overrasker ikke – aftenens måltid kunne vi glæde os meget til med denne utroligt velsmagende lille “mund-åbner”.
Vi havde valgt en af husets menuer med 5 retter – en lille forret med foie gras i hummersovs, 1 blå tun, 1 torsk og 1 pintade, derefter en abrikosdessert og nu ville vi ikke gå sultne i seng på den første feriedag. Jeg skal måske lige nævne, at vi sagde nej tak, da det blev ostens tid lige inden desserten. Vi ved, at vi de næste dage får rig lejlighed til at smage oste….

Vi var ved at ville rejse os for at tage det sidste af den vin med op på værelset – det var igen en hvid chardonnay fra Jura, dog lidt finere og mere tør end pre-dinner-vinen – da tjeneren kom med dette lille arrangement, for absolut at sikre sig at vi  på ingen måde gik sultne i seng. Hvad jeg godt kan lide er, at der ikke er to af hver, men to små skeer. Vi skulle da også lige smage på, hvad han nu var kommet med: Til venstre en creme brulé med en af de der franske makroner ovenpå, til højre noget jeg ikke lige husker hvad hed, men som smagte som en tynd citronfromage med syltetøj i bunden, og den lille kage bag gelé-dimsen var lavet af pistaciemarcipan og chokolade – men den var for meget for os.

Nu troede vi, at vi kunne falde om på sengen og få en dejlig nats søvn; men inden det skete, fandt vi en lille note på sengen, som var blevet “tæppet af”, mens vi spiste.

Vi blev introduceret til Ernest. Hvis jeg har forstået rigtigt, så passer han godt på os, mens vi sover, men han driller også hotellets personale og hver aften bringes der en skål til ham ved hotellets – eller før i tiden: Marquiens hovedbord – for at Ernest skal blive ved med at gøre gode gerninger. Men hvad, jeg kan ikke fransk, men følte alligevel, at jeg trygt kunne lægge mig til at sove ved tanken om Ernest….

“Little by little, one travels far”

 J.R.R. Tolkien

Nu var der lige det med Ernest, han lod mig få en god nats søvn og der var musestille hele natten; men han havde også sat Steens telefon fra “ring” til “ikke ring”, så det var først her til morgen, at vi lærte, at vi havde spist hos en Michelin-stjerne mand, men maden var også god!

Morgenmaden blev serveret ude på terrassen. Det var en let tåget eller diset morgen og morgenmadsdamen sagde til alle, at solen ville komme lige om lidt. Nå ja, jeg fik da en jakke på. Ja, en dansker ville skrige, for der var omkring 19 grader…
Ellers blev morgenmaden serveret ved bordet. Ikke noget med ta-selv bord og til min overraskelse var mejeriproduktet en fromage frais vaisselle. Normalt bryder jeg mig ikke om fromage frais, den er for bastant for mig, men denne havde en behagelig surhed og virkede ikke fed! Resten var meget fransk og fra regionen.

Vi kom afsted fra hotellet og efter at have krydset grænsen til Schweiz måtte Steen ind til toldermændende for at hente, nej, købe en vignette. Den skal man have, hvis man ønsker at benytte motorveje – og prisen er den samme for 1 dag og 1 år
Nu var det ikke sådan, at alt gik glat. Vi havde mistænkt Ernest for at have været nede og pille ved folks GPS systemer. Fraülein Daimler var i alt fald regelmæssigt ude i nogle lange søforklaringer og helt rundt på gulvet med hvilken vej, vi skulle køre. Da vi ikke har oplevet det før, konkluderede vi, at Ernest havde været i  drillehumør, fordi han ville have folk til at blive på hotellet, hvor han kunne passe så godt på os…..

Vignetten blev klistret godt og grundigt på forruden, så nu kan vi køre lovligt i Schweiz.

Vores første stop i Schweiz var et naturfænomen, der kaldes Creux-du-Van, der hovedsageligt bestod i et markant “halvt hul” i bjerget, og dybt nede springer en kilde der altid er 4 gr. C. varmt. Vi beså det oppe fra kanten. Selv om der var mange mennesker, var det et forholdsvis stille sted, måske fordi vidderne var uendenlige.

Nogle gange må man have respekt for naturen og hvordan den har formet sig. Jeg, som menneske, kan kun stå målløs og iagttage den.

Der ER ikke meget at sige, kun at iagttage.

Måske lige kun at vise kameraets plads på stendiget, der indhegnede vores orkester.

Dette var vores orkester! Koklokkerne bimlede og bamlede hele tiden og orkesterets medlemmer havde ingen problemer med, at vi gik imellem dem for at komme op og se naturfænomenet de græssede på. Jeg tror ikke altid, at musikere vil have folk til at vade rundt imellem sig mens de performer. De er nok mere som hellige køer end vores firebenede venner på fotografiet her…

Da vi kom tilbage til parkeringspladsen, der var denne “Einkehrsmöglichkeit”, som vi udnyttede til toiletbesøg og…

…til en espresso serveret i glas med køer og edelweiss, samt sommerens første Schorle.

Vi havde ikke kørt langt, før der var noget, vi absolut ikke anede, hvad var, og som vi måtte ud og fotografere.

Det var træer, træer der voksede i en rundkreds så der var et lille hus derinde. Vi aner ikke, om træerne er plantet bevidst på den måde eller om de selv formerer sig i sådan en rundkreds.

Da vi nu havde været oppe på højdedraget og se, så måtte vi jo nedad igen. Den vej, vi kørte, havde den smukkeste udsigt over Lac Neuchatel.

Næste stop var Bern. Her kørte Steen lidt forkert i Parkeringsgaragen og mente, at en mand vinkede ham ind, hvor der var Frauenparkplätze. Jeg mente ikke, det var korrekt at parkere der og fangede dette skilt på vej ud – og ikke et ord mere…

Vi skulle lidt ind i byen, og meget passende skulle vi hen ad denne gade…

Vi skulle se domkirken. Dens tårn var tilsyneladende under renovering.

Frisen over ingangsdøren kunne give stof til eftertanke. Midt i bliver man vejet i en vægt, og så kommer man ind i Paradiset til venstre eller Helvede til højre. Ja, der var meget grumt at se til højre, hvorimod alt var fryd og gammen til venstre….

Fine vinduesmosaikker, hvor temaet igen var de døde og de levende.
Vi fik os en espresso et sted byen. Bern vidste ikke, hvad en iskaffe var. Nå jo, vi kunne da godt få en kop kold kaffe…

Dortheas album fra rejsen i 1960, “Guldbryllupsrejsen” kaldte hun den, indeholder bla. dette postkort af Berner Münster, som domkirken hedder. Tårnet er 100 m højt og på kortet her rager det godt op. Det var sværere at se nede fra gadeniveau.

Vi kørte videre til Kandersteg, hvor vi også var sidste år.

Vi havde været 7:30 timer undervejs og tilbagelagt 250 km…

Turen havde bragt os op i 1400 m højde ved Creux-du-Van, så ned i niveau med Lac du Neuchatel omkring de 400 m og derefter gradvist stigende til Kandersteg.
Steen trængte til at gå en runde inden spisetid. Det blev en lidt besværlig runde, han havde valgt, og jeg blev bange for om solen ville gå ned bag bjergene, inden vi kom tilbage til byen. Det var absolut ikke en sti man ville gå på i mørke.

Det var første dag i flere uger, at det ikke havde regnet her, og stien var fuld af små rullesten. Vi skulle have haft stokke med, men de lå godt gemt nede i bilen,

Til gengæld var der en smuk udsigt ned over lilleput-byen Kandersteg.

Vi kom ned og solen kom frem igen mellem to bjerge. Steen lagde mærke til, at der var plantet en blomst i en lille udhulningen i toppen af Wanderweg-pælen.

Denne før-aftensmad-tur bragte os op fra 1168 m til 1314 m, altså en højdeforskel på 146 m, hvilket svarer til 1.5 gange højden af tårnet på Berns domkirke. Steen siger: “Det var lidt ambitiøst, men turistkortet angav ikke turens stress-faktor. Den var dobbelt så lang, dobbelt så svær og tog den dobbelte tid af, hvad jeg havde antaget”.

Første aften her på hotellet er der ikke valgfri menu, når man er på halvpension. Det gjorde os nu ikke noget.

Vi blev betjent venligt af en tysk ung tjener, der har sommerferiejob her i juli og august, og ellers er studerende i Hannover.

Aftenens sidste billede er af feriebarnet. Man kan da sagtens se, at han har ferie ikke 

“Where did you go to, if I may ask?’ said Thorin to Gandalf as they rode along.
To look ahead,’ said he.
And what brought you back in the nick of time?’
Looking behind,’ said he.”

J.R.R. Tolkien, The Hobbit

Omkring klokken 6 er der kommet lidt lys på himlen. Der er ikke så mange skyer, men at bemærke er flaget – eller mon det er en vimpel? – på lygtepælen. Det er vistnok Berner Oberlands flag, men jeg kan tage fejl. Hvad der står fast er, at det i dag den 1. august er Schweiz Nationalfeiertag.

Schweiz har eksisteret som en løs konføderation siden det 13. århundrede. Ifølge landets nationalmyte grundlagdes staten den 1. august 1291 på en eng i Rütli ved en besværgelse. I sin nuværende form er Schweiz en føderal forbundsstat dannet med forfatningen af 1848. Siden 1979 består den af 26 kantoner. Befolkningstallet i Schweiz er på 7,5 mio., hvoraf 20 procent er udlændinge. Schweiz er hverken sprogligt eller konfessionelt en enhed: De officielle sprog i landet er tysk, fransk, italiensk og rætoromansk; 41 procent af schweizerne er romerskkatolske og 40 procent er protestantiske. Schweiz’ udenrigspolitiske neutralitet er siden Wienerkongressen i 1815 anerkendt folkeretligt. Landet er i dag medlem af EFTA, Europarådet, Verdenshandelsorganisationen og FN. Schweiz er med en BNI per indbygger på 58.000 schweizerfranc (289.000 kr.) et af de økonomisk stærkeste lande i verden. Tre fjerdedele af de erhvervsaktive er beskæftiget i serviceerhverv.
Hovedstaden er Bern mens den største by er Zürich. Flere internationale organisationer har hovedsæde i Schweiz, f.eks. det Internationale Røde Kors og den Olympiske Komité, ligesom FN har sæde i Geneve.

Til morgenmaden som er ta-selv-bord kom der en lille kurv ind med et par bollelignede boller med et lille Schweizerkors i, som morgenmadsdamen kaldte flaget. Det er en speciel slags Brötchen, som man bager til den 1. august.

1.-August-Weggen
Der 1.-August-Weggen ist ein Brötchen, das in der Schweiz in den Bäckereien zum Schweizer Bundesfeiertag vom 1. August angeboten wird. Vor dem Backen wird ein Kreuz auf dem 1.-August-Weggen in den Teig eingeschnitten. Ähnlich sieht das 1.-August-Brot aus, das etwas grösser ist. Sie werden seit Mitte des 20. Jahrhunderts gebacken und meistens mit kleinen Schweizerfähnchen beschmückt.

Udsigten fra vores altan er lidt mindre end normalt, da der hænger en fane ned i anledningen af Feiertag’en.

På forespørgsel om hvad der skulle ske i dagens løb, fik Steen en fotokopi af det opslag, han senere så var ophængt ved elevatoren. Derudover fik han formaningen om, at vi skulle spise ekstra tidligt – 18:15 – så alle retter kunne blive serveret og spist inden aftenens optog, der skulle starte ved 9-tiden.

Vores hotel er pyntet op både med små og store flag. Til venstre for schweizerkorsflaget ses det, jeg mener er Berner Obelands flag. Det er ophængt på altanen over vores, men hænger ned i vores udsigt :-).

Vi tog Seilbahn’en op i håb om, at vi denne gang måske kunne se den seværdige, fredede sø og omegn, der af UNESCO er defineret som Verdensarv. Da vi var der sidste år, var det helt tæt tåge og nærmest regn hele tiden, og vi så den gang kun 50 m ud i søen.

Der var godt nok lidt truende skyer, der til venstre, da vi kom op og det var i området under dem, at Steen havde planlagt en rute.

Her gik Dorthea i 1960 med andre medrejsende i rejseselskabet til Schweiz, og hun fotograferede nogle af dem på vej herfra og ned mod søen.

Det var godt nok en mere krævende rute, end vi havde troet; men udsigterne var mange, smukke, imponerende og begejstrende. Her ses den fredede Oeschinensee nede i bunden.

Der var en lang og meget fysisk krævende opstigning, så vi var glade for at have vandre-stokkene med. Lige her var de dog ikke absolut nødvendige, for det var en af de få behagelige strækninger på bjergruten.

Selv om det en overgang småregnede, var der også fantastisk flotte vues.

Vi kiggede ofte ned på søen, men fik den ikke fotograferet i sin helhed. Det gør ikke noget, for Dorthea købte i 1960 et postkort, som netop kan tjene dette formål.

Her kigger vi ned i, hvad der vistnok bliver kaldt søens “amfiteater”.

Her er et vue, hvor man kan se, hvor vores nedtursvej er, men hvad der måske i øjeblikket er mere interessant er, at vi ser små huse med flag og parasoller. De giver nemlig håb om, at der er Einkehrsmöglichkeiten. Ret betydningsfuldt for os, da vi ikke har madpakker med og det kan vi se, at alle andre der går ruten har. Vi har kun vand og en sort æske Ga-Jol med som proviant – ikke særligt gennemtænkt ;-).

Der blev krydset mange vandfaldsbække med strømmende vand.

Omkring her checkede vi positionen og højden – respektable 1993 m over havet!

Vi blev også lige mindet om juleaften. Der var en grotte fuld af får, så om Marie og Joseph også har gemt sig derinde vides ikke, men vi så dem ikke. De kan jo også have siddet henne i en af Einkehrsmöglichkeiten…

Dagens musik var igen leveret fra køernes klokker, og dagens variant i lydbilledet var tilføjelsen af det konstant rislende vand..

Vi nåede denne lille primitive oase i en lokalitet, der hedder Oberbergli.

Udover et stort glas æblesaft var stedet leveringsdygtigt i ost området. Det må være noget bjergvandere spiste, så det gjorde vi også…

Det gik stejlt, meget stejlt, nedad og der var kæmpestore sten på pisten, som var meget ubehagelig at gå på.

Stien havde heldigvis også behagelige strækninger, men der var stadig et godt stykke ned til søen.

Vi nåede ned og hen til Seilbahn’en og besluttede ikke at gå ned, da det havde været en mere fysisk udfordrenede tur end vi havde regnet med. Det var den korrekte beslutning, for kort tid efter, at vi returnerede til vores hotel, begyndte det at regne og tordne….

Turen var på lidt over 14 km, og vi var godt og vel 5 timer undervejs.

Ved nærmere eftersyn havde vi været over de 2000 m. De to ensartede stigninger i højre og venstre side tog vi med Seilbahn’en, men over det niveau viser højdekortet alligevel nogle alvorlige stigninger, så intet under at vi følte dem anstrengende.:-)

..og det blev ved med at småregne. Der var stadig pyntet flot op med flag, men det var ikke til at sidde udenfor….

Vi fik en sms, og svarede….

18:15 gik vi ned i restauranten, som vi var blevet bedt om. Der var pyntet flot op, det var som der herskede en forventningens glæde – ligesom til juleaften.

Den der flag-serpentiner – eller hvad sådan en kan hedde – er forøvrigt ganske smart. Det må være nemt at pynte op med flag på denne måde. Pudsigt nok har jeg ikke set sådanne serpentiner i andre lande. Måske er den schweiziske version med hvide kors, der ikke går til kanten på den røde bund, særlig nem at lave på serpentiner-form.
Serpentineren gik hen over bordet og rundt om et par røde roser i en vase. Alt var rødt og hvidt og de lokale havde også rødt og hvidt tøj på….

Alle gæsterne fik bragt deres ønske af drikkevarer til bordet, og vi fik at vide at forretten ville blive serveret ved bordene. Mens vi ventede, kom en harmonika-spillende herre ind og underholdt os.

Klokken 19 kom kokken og annoncerede aftenens forløb på tre sprog og fortalte at retterne vi i aftenens løb ville få, representerede Schweiz’ 4 landsdele. Han havde i øvrigt fået skiftet sin cap ud med kokkehuen…

Mens kokkene fik det sidste på plads, bugserede to herrer hver sit Alpenhorn ind i restauranten og begyndte at spille deres specielle musik. Det er altid en fornøjelse at høre, Bemærk tjeneren i baggrunden. Alle tjenere havde t-shirts på med det schweiziske flag -også tjeneren fra Hannover 

Derefter skete der noget! Kokken kom ind med forretten i en gammel kobbergryde, der blev hængt op i en krog. Steen fik taget dette utydelige billede af gryden, der var ophængt lige bag ham. Retten var lavet efter kokkens bedstefars opskrift. Den var deftig i og med at den bestod af makaroni, kartofler, ost og bacon; men den smagte fremragende og må være en ret, der er nem at lave i en hytte i bjergene til en træt bjerghyrde eller en vandrer.

Nu gik det hurtigt! Kokken til højre øste op i tallerkener, satte dem oveni de tomme, kokken til venstre dryssede persille på og tjenerne greb dem og fordelte dem til gæsterne.

Og voila! Sådan så forretten ud og den smagte som nævnt godt: kokkens bedstefars opskrift serveret på Schweiz’ nationale festdag!

Indimellem kom Alpenhorn-spillerne ind og spillede, indimellem spillede harmonika – manden og et par af kokkene kom ind og viste en bradepande frem ved alle bordene. På den lå en indbagt skinke…

…som selvfølgelig havde et kors over sig. Steen fik den smagt det gjorde jeg ikke, der var så meget på ta-selv bordet af hovedretter fra Schweiz….

Skinken blev bragt ind i salen med buffetten, hvor den blev skåret op. Steen fik at vide, at han også skulle spise den bagte skorpe.

Der blev flameret kalvelever i små skiver, blandet med æbletern og persille.

Kokkene, der flamberede lever-retten og skar skinken i skiver, står bagerst i salen. Resten af ta-selv bordet var selvfølgelig formet som et kors. Og så må vi ikke at glemme osten på bordet til venstre, som vi lige aner hjørnet af…

Her er menuen, som vi var kommet langt ned i. Vi havde stadig den store dessert-buffet til gode. Den – ja, jeg tror ikke jeg behøver at fortælle det, men lad mig alligevel – indeholdt alt muligt med forskellige chokolader (vi er vel i Schweiz…), samt en kæmpestor iskage, gæt – ja, formet som et stort schweizisk flag, og indeni var der lyserød jordbæris og vanilleis. Jeg kunne blive ved at skrive om de forskellige slags, men, men, men jeg havde ikke appetit til at smage ret mange af dem.

Dette rystede billede viser bare lidt…

Klokken 21 skulle optoget starte ved hotellet og der var en hel masse vi ikke forstod; men optoget var jo heller ikke lavet for turister men for de lokale. Vi kunne se, at de have det mægtig skægt. Vi gik heller ikke ned og hørte borgmesteren tale. Det ville alligevel ikke sige os noget. Mht. fyrværkeriet nøjedes vi med at håbe for de, som ville møde op til det senere på aftenen, at det ville blive tørvejr. Vi har set så meget fyrværkeri og vi trængte til hvile, så vi gik til ro.

Vi blev vækket omkring 22:45 af en støj der fik os til at tro at det styrtregnede. Men det var såmænd bare fyrværkeri lige uden for hotellet. Det skulle vi jo have billeder af til denne blog, men Steen kom hver gang for sent til at tage et billede. Der var nemlig lange pauser og hver gang troede vi at nu var det ovre, og lagde kameraet til side. Det interessante var, at det hovedsageligt var lavt fyrværkeri, der blev tændt, og kun få raketter der for op i himlen og sagde bang og krævede at man stod med brækket nakke for at få det hele med.

“You certainly usually find something, if you look, but it is not always quite the something you were after.”

 J.R.R. Tolkien, The Hobbit

Det belv en syvsover-dag, forstået på den måde, at Steen først så ud af vinduet 7:15.

Til morgenmaden blev vi præsenteret for måden hotellets pensionærer vælger hvilken af aftenens menuer de ønsker. Vi valgte menu nr. 2. En kalv, der havde løbet rundt her i nærheden havde måttet lade livet for, at vi kunne blive mætte; men hvad “Ramseyer Art” vil sige aner jeg ikke, men det behøver jeg nok heller ikke…

Her til morgen så vi denne bog stå i restauranten. Om det er en kogebog, ved jeg ikke, men titlen er god. Den kan man godt sige et par gange og smilende tænke på, næste gang man spiser, ikke?

Vejrprofeterne havde ikke lovet os det bedste vejr i dag, men det skulle hovedsageligt være opholdsvejr omkring middagstid, så vi besluttede at holde os til dalen i dag og gå hen i enden af den.

Vi fulgte Bahnwanderweg et stykke og blev informeret om biltoget der tager biler på i Kandersteg og kører dem ind i bjerget lidt syd for byen.

Vi kom forbi et sted, hvor man åbenbart, hvis vandstanden i floden bliver for høj, kan løfte sluserne, så det løber ud på gaden og ned af bakke. Det må have alvorlige konsekvenser for de beboere, der har huse i nærheden, skulle man tro.

Vejret holdt sig tørt…

…så vi tog en hurtig beslutning om at tage en Seilbahn op til en Alm – ikke for at gå, for vi havde ladet vores stokke blive hjemme. Vi ville jo bare gå i dalen og havde læst, at oppe på Almen var der der “bjergstier”, som man kun anbefalede at benytte, når det var godt vejr, og jeg tror ikke, jeg er en klogere turist end de lokale, der kender naturen!

Det gik temmelig stejlt opad.

Vi kom op i 1730 meters højde til noget der hedder Untere Allme. Der begyndte det at regne 

Vi gik lidt opad og var opmærksomme på følgende: (1) at vi ikke havde vandre-stokkene med, (2) den smukke alm og (3) den imponerende udsigt deroppefra.

På vej ned i Seilbahn’en havde vi ståpladser, og jeg var glad for at Steen nøjedes med at lege med at tage selfies og ikke med de forskellige knapper på kontrolpanelet….

Det regnede lidt mindre, da vi kom ned, så vi besluttede at følge den rute vi havde planlagt i dalen og gik langs floden Kander.

Vi havde fået at vide, at der var ca. 1000 pathfinders i Kandersteg. Steen forklarede mig, at det var spejdere og i dag kom vi forbi en slags spejder-hjem. Et område under rækken af flag var afspærret af politiet. Hvad der kan være sket, ved jeg ikke, men vi hørte mange tungemål derhenne – også dansk. De så nu alle trætte ud.
Jeg har lige læst mig til, at det er International Scout Center, Kandersteg og det blev oprettet 12. april 1923.
Når jeg nu ikke har været spejder, er jeg så en u-spejder, eller er jeg spejderløs eller lykkelig spejderfri? Nej, jeg er nok ikke-spejder, og spejdere vil aldrig regne mig fordi jeg ikke har været spejder! Så meget for forståenheden fra de, som mener, at de gør gode gerninger!

Nu var den rute vi havde valgt jo ikke helt tilfældig, Steens bedstemor havde overnattet i Kandersteg på en af sine rejser, og vi gik på opdagelse for at se om vi kunne finde hotellet hvor hun og resten af rejseselskabet boede. Vi vidste, at det lå ved Kanderfloden i den sydlige ende af byen.

Og vi fandt det sørme! Men at det var tilfældet, fandt vi først ud af med sikkerhed, da vi kom tilbage til hotellet og kunne google det. Damals, i 1960, hed det Park Hotel Gemmi. Nu om dage heder det Hotel Gemmi!

Siden dengang i 1960 er der sket nogle forandringer…

Steens bedstemor, Dorthea, overnattede i annekset ved siden af, der nu hedder Gemmi Taverne.

Vi gik tilbage til byen og det regnede det meste af tiden, men der var da noget blåt i himlen og vi fik da også tørvejr igen senere på dagen.

Steen overvejede at købe sig en ny lommekniv. Han havde ikke set denne version af Swiss Army før. Hvis han læste facebook noget mere, ville han have læst anmeldelser og kommentarer om den. En af de sjove ting ved kniven er, at tandstikkeren findes cirka midt i. Forestil jer, hvordan det vil være at stange tænder med den – hvordan man skal holde kniven? Jeg tror nu ikke, han ville have plads i lommen til den.

Inklusive Seilbahn’en havde vi tilbagelagt 11.5 km…

…og været oppe i 1770 m højde. Den stejle kurve repræsenterer ganske godt hvor stejlt bjerget er ved Allmenalp.

I dag ville vi have sommerens første iskaffe, hvis altså byen kunne levere den, så vi gik hen til hotel Adlers Kaffestue, hvor vi satte os udenfor. Der vidste de så sandelig godt, hvad Eiskaffee var. Ja, vi kunne jo aldrig vide, da landet hovedstad Berns beværtninger ikke vidste hvad det var. Men, men, men, bemærk hvordan den er opbygget! Se alle de figurer/kunstværker der er i den. Hvis de hang på et museum, ville folk først stå på det ene ben og sige fantastisk og så stå på det andet ben og sige det samme; men for mig ligner det lidt værkerne af en kunstner, som jeg ikke husker hvad hedder, og nu lyder jeg som min mor. Jeg mangler bare at skrive, at jeg kender ham, men det GØR jeg ikke. Jo, var det Leger jeg tænkte på?

Joseph Fernand Henri Léger (French: [leʒe]; February 4, 1881 – August 17, 1955) was a French painter, sculptor, and filmmaker. In his early works he created a personal form of cubism which he gradually modified into a more figurative, populist style. His boldly simplified treatment of modern subject matter has caused him to be regarded as a forerunner of pop art.

Da der skulle betales gik jeg ud på gaden for at finde satelitter til mit ur og da jeg vente mig om, så det ud som om tjeneren og Steen var ude i et eller andet mærkeligt – om de undersøgte, hvad der ligger under bordet eller om Steen prøvede at gemme sig for ikke at betale. Nej det sidste tror jeg ikke, det er…

Da det nu var strålende tørvejr, besluttede vi at gå en omvejs-vandretur tilbage til hotellet – tværs gennem dalen.

Vi mødte et skilt, der gjorde mig glad over stadig at have vandretøj på og dermed også vandrestøvler….

Da det stadig var tørvejr, gik vi endnu en lille omvej. Men så blev vi også fortalt af vejrguderne, at vi nu altså ikke skulle lave flere omveje, for det begyndte at småregne…

Omvejen ses her. Den blev 4.9 km lang og førte os fra 1163 op i 1230 m højde.

Der kom sidst på eftermiddagen en sms – og vi svarede….

Der gik lidt koks i aftensmaden, eller mon det var trætheden efter landets Nationalfeiertag, der gjorde sig gældende, men aftensmaden kunne man ikke rigtig få til at “køre” (for nu at tale restaurantssprog). Vi måtte vente længe på hvert måltid, og de var også halvkolde, når de endelig kom. Men desserten fik vi før alle de andre – måske fordi vi brokkede os.
Udenfor var aftenen faldet på, og det var som om skyerne var faldet ned. Vi sad stille med resten af vinen og inden vi så os om,var øjenlågene også ved at falde ned….

“It is not the strength of the body that counts, but the strength of the spirit.”

J.R.R. Tolkien

Søndag morgen i Kandersteg. Ja,det er ikke så mange bjerge, der kan ses, men hvis nu man ikke ved, de er der, savner man dem vel ikke. Men nu VED vi, at de er der, så ja, vi ved, at skyerne hænger lavt, og vejrguderne har også varslet regn i dag.

Her til morgen var der slået op i bogen om Gaumenakrobatik og ja, jeg har ingen kald til et køkken, men glædeligvis for mig, er der mange andre, der har det.

I dette vejr – dvs. det lovede regnvejr hele dagen – besluttede vi at gå på jagt efter et motiv på et postkort, som Steens bedstemor havde sat i et rejsealbum der bla. dækkede et kort ophold her i Kandersteg.
På jagten kom vi forbi denne spøjse indgang, hvor 2 meget børnelignede dukker så ud, som om de var sat i skammekrogen. Hvad det betyder, og hvorfor nogen har sat dem op, aner vi ikke 

Vi fandt stedet – men ikke med 100% sikkerhed – da vi ikke kunne se bjergene for bare skyer. Vi besluttede at gå lidt videre og ved et kort – ja, vi er der, hvor “malingen” er skrabet af kortet, der sætter alle åbenbart deres finger – fik jeg øje falder på det stednavn pilen peger på. Tænk, at der er et sted der hedder “Jeg er tosse” eller mere korrekt “Jegertosse”…..

Vi gik videre og stoppede op ved en bro, hvorunder vand strømmede for lidt længere nede at møde floden Kander.

Og sådan så vi ud, mens vi stod der  på broen. Vi gik videre…

… og fra nu af gik det opad. Vi gik på en behagelig jævn og asfalteret vej, og på begge sider var der fuldt af smukke vilde blomster.

Der var også mange smukke vues ned i dalen, og her, lidt til venstre, er det hotel, hvor Dorthea, Steens bedstemor, overnattede på en af sine rejser. Yderst til højre ses Talstation for Seilbahn’en til Sunnbuel, hvorfra man kan fortsætte til Gemmi-passet. Der tog vi ikke op i dag, for der ville ifølge de lokale nok ikke være meget at se, og selv ville de ikke tage derop på sådan en dag.

Det var blandingsvejr, småregn, regn og tørvejr.

Og Steen gik ikke ned til floden for at komme tættere på det brusende vand, der med rasende fart strømmede nedad.

Hvis vi ville have kørt i bil op ad den behagelige vej vi gik opad på, ville det – iflg. et opslag vi læste nede ved vejens begyndelse – koste 10 schweizer-franc. Vi gik ud fra, at det var fordi beboerne langs vejen ville have turisterne til at bidrage til vejens vedligeholdelse; men det er gætværk for vores side. Det gjorde måske, at der ikke kørte ret mange biler, hvilket for os var dejligt…

Vi havde besluttet at vende om, når vi havde gået omkring 7.5 kilometer, men Steens skarpe blik i regnvejret opfangede, at der var et schweizisk flag oppe ved det lille hus, hvor vejen drejede. Måske kunne det være en Einkehrsmöglichkeit, så vi gik videre, men jeg troede nu ikke på det og mente, at det var bare nogle, der ikke havde fået deres 1. august flag ned…

Men Steen havde ret, og sådan så det ud fra den anden side. Vi kunne se, at der var skoletavler hvorpå der med kridt var skrevet anprisninger på diverse ting, men det så alligevel dødt ud. Vi gik ind på terrassen og spurgte en dame, der kom ud af en dør, om vi kunne få noget her. Jeg tænkte, at vi skulle sidde ude i regnvejret ved et af bordene, men nej, hun sagde, at vi skulle gå ind i varmen i hytten til højre.

Inde i hytten var alle bordene besat, men vi fandt dog en plads og fik bestilt 2 store glas Süssmost, som æblemost kaldes i regionen…

…og en portion Hobelkäse til. Det var meget udansk, kun et par skiver brød til. Næh, her er det osten, man trænger til. Den smagte godt. Nu lærte vi jo for et par dage siden, at for at man kunne høvle en ost, så skulle den være lagret i 3 år. Den virker meget tør og det er fantastisk at den kan rulles, for selv om man tager meget blidt om rullerne, så smuldrer de meget nemt til større eller mindre flager.
Min vandreskjorte passer godt ind i det schweiziske interiør, ikke?
Steen bemærkede en af tavlere udenfor, hvor der stod, at her kunne man købe Muschl. Det vidste han ikke, hvad var, og spurgte damen om det. Hun forklarede og hentede som smagsprøve 3 små stænger ost. For mig smagte det som en tør Rohmilchskäse, men jeg synes også hun sagde noget med Weisskäse, så vi manglede lige en mejeriingeniør i vores lille selskab.

Nå, vi skulle jo nedad igen inden vores muskler blev kolde. Uden for virkede vinden ret kold, og vi talte om, at det måske havde været bedre at tage en varm ret inde i hytten. Tilbageturen var lige så lang så lang som udturen, så det gjaldt om at blive varm igen. Inden han satte det lange ben foran, checkede Steen lige, hvor højt oppe vi var.

Den viste 1.587 m – ikke helt dårligt af vores ben og ovenikøbet på en dag med småregn, når vi tænker på at Kandersteg er ca. 1170 m over havet.

Seilbahn’en sejlede stadig op og ned mellem sin Talstation ved Eggeschwand i bunden af dalen og sin Bergstation ved Sunnbuel.

Nedad, nedad…

Der havde vi været og vi anede ikke ved turens begyndelse, at vi ville gå derop, men det gjorde vi alligevel her på en Mieswettersonntag!

Skyerne havde lettet lidt og vi fandt stedet, hvor motivet på Steens bedstemors postkort fra byen var fotograferet. Det var jo det, vi i morges var gået ud for at finde, så vi betragtede gåturen op i højderne som en bonus.

Dagens vandretur fra hotellet i øverste højre hjørne til Einkehrmöglichkeit’en i nederste venstre hjørne. Satellitbilledet er taget om eftermiddagen og viser, at det nok ikke er tilfældigt, at Kandersteg ligger, hvor den ligger, og ikke sydligere

Vi havde tilbagelagt lige knapt 17 km og var steget op fra Kandersteg i 1170 m højde, til knap 1600 m.

Der kom en sms og vi svarede.

Vi brugte nogen tid på igen at studere Dortheas billeder og konkluderede at hendes tur i 1960 til Gemmipass ikke gik til Gemmipass, men kun til Gemmistock. Det kunne vi meget bedre få til at passe med hendes alder dengang og med, hvad man kunne forvente af en 75 årig. Den grundige analyse af de facts vi havde og vores nyvundne viden gav os en lille bonus, ud over det at få et åbent spørgsmål besvaret. Bonussen var, at vi fandt en interresant rundtur via Gemmipass, som vi kan vandre næste gang vi kommer til Kandersteg.
Alt imens vi analyserede lysnede det lidt op udenfor, og det blev spisetid.

Aftensmaden i aften var ekstremt lækker. Her er det hovedretten med schweizisk oksefilet, fyldt tomat og kartoffelgratin. Her i aften blev vi hele tiden betjent først. Om det var, fordi vi havde brokket os i går aftes, og at de vidste, at der var sket et par fejl, ved jeg ikke, men både de og vi kunne smile ad det – og så er alles jo in Ordnung!
Menuen blev ikke fotograferet, men forretten var noget med andelever og marinerede linser, derefter en kraftig currysuppe, hovedretten vist ovenfor, og endelig desserten baseret på Cointreau-is med amaretto-kage til.

Et tysk par fra Baden-Baden, der spiste ved nabobordet, havde deres sidste aften på hotellet, og begyndte at tale om en anbefalesesværdig dal, der var et besøg værd. Der var en prima Einkehrsmöglichkeit, hvor der ikke var indlagt el. Manden hentede et kort i bilen og så var Steen fortabt, for kortet havde den præcision og de detaljer turistkortet manglede og som frustrerede ham. Ja, ægteparret fra Baden-Baden nævnede flere sehenswertige lokaliteter, så med turen over Gemmipass og nu denne dal er der vel til endnu et besøg i Kandersteg.
Vejret var også klaret op til natten…