“It is not the strength of the body that counts, but the strength of the spirit.”
J.R.R. Tolkien
Søndag morgen i Kandersteg. Ja,det er ikke så mange bjerge, der kan ses, men hvis nu man ikke ved, de er der, savner man dem vel ikke. Men nu VED vi, at de er der, så ja, vi ved, at skyerne hænger lavt, og vejrguderne har også varslet regn i dag.
Her til morgen var der slået op i bogen om Gaumenakrobatik og ja, jeg har ingen kald til et køkken, men glædeligvis for mig, er der mange andre, der har det.
I dette vejr – dvs. det lovede regnvejr hele dagen – besluttede vi at gå på jagt efter et motiv på et postkort, som Steens bedstemor havde sat i et rejsealbum der bla. dækkede et kort ophold her i Kandersteg.
På jagten kom vi forbi denne spøjse indgang, hvor 2 meget børnelignede dukker så ud, som om de var sat i skammekrogen. Hvad det betyder, og hvorfor nogen har sat dem op, aner vi ikke 
Vi fandt stedet – men ikke med 100% sikkerhed – da vi ikke kunne se bjergene for bare skyer. Vi besluttede at gå lidt videre og ved et kort – ja, vi er der, hvor “malingen” er skrabet af kortet, der sætter alle åbenbart deres finger – fik jeg øje falder på det stednavn pilen peger på. Tænk, at der er et sted der hedder “Jeg er tosse” eller mere korrekt “Jegertosse”…..
Vi gik videre og stoppede op ved en bro, hvorunder vand strømmede for lidt længere nede at møde floden Kander.
Og sådan så vi ud, mens vi stod der på broen. Vi gik videre…
… og fra nu af gik det opad. Vi gik på en behagelig jævn og asfalteret vej, og på begge sider var der fuldt af smukke vilde blomster.
Der var også mange smukke vues ned i dalen, og her, lidt til venstre, er det hotel, hvor Dorthea, Steens bedstemor, overnattede på en af sine rejser. Yderst til højre ses Talstation for Seilbahn’en til Sunnbuel, hvorfra man kan fortsætte til Gemmi-passet. Der tog vi ikke op i dag, for der ville ifølge de lokale nok ikke være meget at se, og selv ville de ikke tage derop på sådan en dag.
Det var blandingsvejr, småregn, regn og tørvejr.
Og Steen gik ikke ned til floden for at komme tættere på det brusende vand, der med rasende fart strømmede nedad.
Hvis vi ville have kørt i bil op ad den behagelige vej vi gik opad på, ville det – iflg. et opslag vi læste nede ved vejens begyndelse – koste 10 schweizer-franc. Vi gik ud fra, at det var fordi beboerne langs vejen ville have turisterne til at bidrage til vejens vedligeholdelse; men det er gætværk for vores side. Det gjorde måske, at der ikke kørte ret mange biler, hvilket for os var dejligt…
Vi havde besluttet at vende om, når vi havde gået omkring 7.5 kilometer, men Steens skarpe blik i regnvejret opfangede, at der var et schweizisk flag oppe ved det lille hus, hvor vejen drejede. Måske kunne det være en Einkehrsmöglichkeit, så vi gik videre, men jeg troede nu ikke på det og mente, at det var bare nogle, der ikke havde fået deres 1. august flag ned…
Men Steen havde ret, og sådan så det ud fra den anden side. Vi kunne se, at der var skoletavler hvorpå der med kridt var skrevet anprisninger på diverse ting, men det så alligevel dødt ud. Vi gik ind på terrassen og spurgte en dame, der kom ud af en dør, om vi kunne få noget her. Jeg tænkte, at vi skulle sidde ude i regnvejret ved et af bordene, men nej, hun sagde, at vi skulle gå ind i varmen i hytten til højre.
Inde i hytten var alle bordene besat, men vi fandt dog en plads og fik bestilt 2 store glas Süssmost, som æblemost kaldes i regionen…
…og en portion Hobelkäse til. Det var meget udansk, kun et par skiver brød til. Næh, her er det osten, man trænger til. Den smagte godt. Nu lærte vi jo for et par dage siden, at for at man kunne høvle en ost, så skulle den være lagret i 3 år. Den virker meget tør og det er fantastisk at den kan rulles, for selv om man tager meget blidt om rullerne, så smuldrer de meget nemt til større eller mindre flager.
Min vandreskjorte passer godt ind i det schweiziske interiør, ikke?
Steen bemærkede en af tavlere udenfor, hvor der stod, at her kunne man købe Muschl. Det vidste han ikke, hvad var, og spurgte damen om det. Hun forklarede og hentede som smagsprøve 3 små stænger ost. For mig smagte det som en tør Rohmilchskäse, men jeg synes også hun sagde noget med Weisskäse, så vi manglede lige en mejeriingeniør i vores lille selskab.
Nå, vi skulle jo nedad igen inden vores muskler blev kolde. Uden for virkede vinden ret kold, og vi talte om, at det måske havde været bedre at tage en varm ret inde i hytten. Tilbageturen var lige så lang så lang som udturen, så det gjaldt om at blive varm igen. Inden han satte det lange ben foran, checkede Steen lige, hvor højt oppe vi var.
Den viste 1.587 m – ikke helt dårligt af vores ben og ovenikøbet på en dag med småregn, når vi tænker på at Kandersteg er ca. 1170 m over havet.
Seilbahn’en sejlede stadig op og ned mellem sin Talstation ved Eggeschwand i bunden af dalen og sin Bergstation ved Sunnbuel.
Nedad, nedad…
Der havde vi været og vi anede ikke ved turens begyndelse, at vi ville gå derop, men det gjorde vi alligevel her på en Mieswettersonntag!
Skyerne havde lettet lidt og vi fandt stedet, hvor motivet på Steens bedstemors postkort fra byen var fotograferet. Det var jo det, vi i morges var gået ud for at finde, så vi betragtede gåturen op i højderne som en bonus.
Dagens vandretur fra hotellet i øverste højre hjørne til Einkehrmöglichkeit’en i nederste venstre hjørne. Satellitbilledet er taget om eftermiddagen og viser, at det nok ikke er tilfældigt, at Kandersteg ligger, hvor den ligger, og ikke sydligere 😉
Vi havde tilbagelagt lige knapt 17 km og var steget op fra Kandersteg i 1170 m højde, til knap 1600 m.
Der kom en sms og vi svarede.
Vi brugte nogen tid på igen at studere Dortheas billeder og konkluderede at hendes tur i 1960 til Gemmipass ikke gik til Gemmipass, men kun til Gemmistock. Det kunne vi meget bedre få til at passe med hendes alder dengang og med, hvad man kunne forvente af en 75 årig. Den grundige analyse af de facts vi havde og vores nyvundne viden gav os en lille bonus, ud over det at få et åbent spørgsmål besvaret. Bonussen var, at vi fandt en interresant rundtur via Gemmipass, som vi kan vandre næste gang vi kommer til Kandersteg.
Alt imens vi analyserede lysnede det lidt op udenfor, og det blev spisetid.
Aftensmaden i aften var ekstremt lækker. Her er det hovedretten med schweizisk oksefilet, fyldt tomat og kartoffelgratin. Her i aften blev vi hele tiden betjent først. Om det var, fordi vi havde brokket os i går aftes, og at de vidste, at der var sket et par fejl, ved jeg ikke, men både de og vi kunne smile ad det – og så er alles jo in Ordnung!
Menuen blev ikke fotograferet, men forretten var noget med andelever og marinerede linser, derefter en kraftig currysuppe, hovedretten vist ovenfor, og endelig desserten baseret på Cointreau-is med amaretto-kage til.
Et tysk par fra Baden-Baden, der spiste ved nabobordet, havde deres sidste aften på hotellet, og begyndte at tale om en anbefalesesværdig dal, der var et besøg værd. Der var en prima Einkehrsmöglichkeit, hvor der ikke var indlagt el. Manden hentede et kort i bilen og så var Steen fortabt, for kortet havde den præcision og de detaljer turistkortet manglede og som frustrerede ham. Ja, ægteparret fra Baden-Baden nævnede flere sehenswertige lokaliteter, så med turen over Gemmipass og nu denne dal er der vel til endnu et besøg i Kandersteg.
Vejret var også klaret op til natten…