“You certainly usually find something, if you look, but it is not always quite the something you were after.”
J.R.R. Tolkien, The Hobbit
Det belv en syvsover-dag, forstået på den måde, at Steen først så ud af vinduet 7:15.
Til morgenmaden blev vi præsenteret for måden hotellets pensionærer vælger hvilken af aftenens menuer de ønsker. Vi valgte menu nr. 2. En kalv, der havde løbet rundt her i nærheden havde måttet lade livet for, at vi kunne blive mætte; men hvad “Ramseyer Art” vil sige aner jeg ikke, men det behøver jeg nok heller ikke…
Her til morgen så vi denne bog stå i restauranten. Om det er en kogebog, ved jeg ikke, men titlen er god. Den kan man godt sige et par gange og smilende tænke på, næste gang man spiser, ikke?
Vejrprofeterne havde ikke lovet os det bedste vejr i dag, men det skulle hovedsageligt være opholdsvejr omkring middagstid, så vi besluttede at holde os til dalen i dag og gå hen i enden af den.
Vi fulgte Bahnwanderweg et stykke og blev informeret om biltoget der tager biler på i Kandersteg og kører dem ind i bjerget lidt syd for byen.
Vi kom forbi et sted, hvor man åbenbart, hvis vandstanden i floden bliver for høj, kan løfte sluserne, så det løber ud på gaden og ned af bakke. Det må have alvorlige konsekvenser for de beboere, der har huse i nærheden, skulle man tro.
Vejret holdt sig tørt…
…så vi tog en hurtig beslutning om at tage en Seilbahn op til en Alm – ikke for at gå, for vi havde ladet vores stokke blive hjemme. Vi ville jo bare gå i dalen og havde læst, at oppe på Almen var der der “bjergstier”, som man kun anbefalede at benytte, når det var godt vejr, og jeg tror ikke, jeg er en klogere turist end de lokale, der kender naturen!
Det gik temmelig stejlt opad.
Vi kom op i 1730 meters højde til noget der hedder Untere Allme. Der begyndte det at regne 
Vi gik lidt opad og var opmærksomme på følgende: (1) at vi ikke havde vandre-stokkene med, (2) den smukke alm og (3) den imponerende udsigt deroppefra.
På vej ned i Seilbahn’en havde vi ståpladser, og jeg var glad for at Steen nøjedes med at lege med at tage selfies og ikke med de forskellige knapper på kontrolpanelet….
Det regnede lidt mindre, da vi kom ned, så vi besluttede at følge den rute vi havde planlagt i dalen og gik langs floden Kander.
Vi havde fået at vide, at der var ca. 1000 pathfinders i Kandersteg. Steen forklarede mig, at det var spejdere og i dag kom vi forbi en slags spejder-hjem. Et område under rækken af flag var afspærret af politiet. Hvad der kan være sket, ved jeg ikke, men vi hørte mange tungemål derhenne – også dansk. De så nu alle trætte ud.
Jeg har lige læst mig til, at det er International Scout Center, Kandersteg og det blev oprettet 12. april 1923.
Når jeg nu ikke har været spejder, er jeg så en u-spejder, eller er jeg spejderløs eller lykkelig spejderfri? Nej, jeg er nok ikke-spejder, og spejdere vil aldrig regne mig fordi jeg ikke har været spejder! Så meget for forståenheden fra de, som mener, at de gør gode gerninger!
Nu var den rute vi havde valgt jo ikke helt tilfældig, Steens bedstemor havde overnattet i Kandersteg på en af sine rejser, og vi gik på opdagelse for at se om vi kunne finde hotellet hvor hun og resten af rejseselskabet boede. Vi vidste, at det lå ved Kanderfloden i den sydlige ende af byen.
Og vi fandt det sørme! Men at det var tilfældet, fandt vi først ud af med sikkerhed, da vi kom tilbage til hotellet og kunne google det. Damals, i 1960, hed det Park Hotel Gemmi. Nu om dage heder det Hotel Gemmi!
Siden dengang i 1960 er der sket nogle forandringer…
Steens bedstemor, Dorthea, overnattede i annekset ved siden af, der nu hedder Gemmi Taverne.
Vi gik tilbage til byen og det regnede det meste af tiden, men der var da noget blåt i himlen og vi fik da også tørvejr igen senere på dagen.
Steen overvejede at købe sig en ny lommekniv. Han havde ikke set denne version af Swiss Army før. Hvis han læste facebook noget mere, ville han have læst anmeldelser og kommentarer om den. En af de sjove ting ved kniven er, at tandstikkeren findes cirka midt i. Forestil jer, hvordan det vil være at stange tænder med den – hvordan man skal holde kniven? Jeg tror nu ikke, han ville have plads i lommen til den.
Inklusive Seilbahn’en havde vi tilbagelagt 11.5 km…
…og været oppe i 1770 m højde. Den stejle kurve repræsenterer ganske godt hvor stejlt bjerget er ved Allmenalp.
I dag ville vi have sommerens første iskaffe, hvis altså byen kunne levere den, så vi gik hen til hotel Adlers Kaffestue, hvor vi satte os udenfor. Der vidste de så sandelig godt, hvad Eiskaffee var. Ja, vi kunne jo aldrig vide, da landet hovedstad Berns beværtninger ikke vidste hvad det var. Men, men, men, bemærk hvordan den er opbygget! Se alle de figurer/kunstværker der er i den. Hvis de hang på et museum, ville folk først stå på det ene ben og sige fantastisk og så stå på det andet ben og sige det samme; men for mig ligner det lidt værkerne af en kunstner, som jeg ikke husker hvad hedder, og nu lyder jeg som min mor. Jeg mangler bare at skrive, at jeg kender ham, men det GØR jeg ikke. Jo, var det Leger jeg tænkte på?
Joseph Fernand Henri Léger (French: [leʒe]; February 4, 1881 – August 17, 1955) was a French painter, sculptor, and filmmaker. In his early works he created a personal form of cubism which he gradually modified into a more figurative, populist style. His boldly simplified treatment of modern subject matter has caused him to be regarded as a forerunner of pop art.
Da der skulle betales gik jeg ud på gaden for at finde satelitter til mit ur og da jeg vente mig om, så det ud som om tjeneren og Steen var ude i et eller andet mærkeligt – om de undersøgte, hvad der ligger under bordet eller om Steen prøvede at gemme sig for ikke at betale. Nej det sidste tror jeg ikke, det er…
Da det nu var strålende tørvejr, besluttede vi at gå en omvejs-vandretur tilbage til hotellet – tværs gennem dalen.
Vi mødte et skilt, der gjorde mig glad over stadig at have vandretøj på og dermed også vandrestøvler….
Da det stadig var tørvejr, gik vi endnu en lille omvej. Men så blev vi også fortalt af vejrguderne, at vi nu altså ikke skulle lave flere omveje, for det begyndte at småregne…
Omvejen ses her. Den blev 4.9 km lang og førte os fra 1163 op i 1230 m højde.
Der kom sidst på eftermiddagen en sms – og vi svarede….
Der gik lidt koks i aftensmaden, eller mon det var trætheden efter landets Nationalfeiertag, der gjorde sig gældende, men aftensmaden kunne man ikke rigtig få til at “køre” (for nu at tale restaurantssprog). Vi måtte vente længe på hvert måltid, og de var også halvkolde, når de endelig kom. Men desserten fik vi før alle de andre – måske fordi vi brokkede os.
Udenfor var aftenen faldet på, og det var som om skyerne var faldet ned. Vi sad stille med resten af vinen og inden vi så os om,var øjenlågene også ved at falde ned….