Atter en dag med en masse, der skal gøres. Jeg var på besøg i Boddum, hvor den ældste var 93, og der var meget, vi fik diskuteret. Steen havde påtaget sig jobbet at tage med min far hen til lægen for at få taget blodprøver. Steen var klædt godt på, min far havde kun sommerjakke (der ikke kunne lukkes ordentligt) og kasket på og var iført tøfler. Ja, og så havde han en stok med, en stok som han ikke har kræfter til at støtte sig til mere, så der var et lille uheld. Men det skete heldigvis hos lægen….
Bagefter sad de to herrer og diskuterede mere om kontrolforeninger. Hvad gennemsnitspoint betyder, ved jeg ikke. Måske var ug = 12 points dengang, og så giver det mening…
Vi nåede også biblioteket og bemærkede Kirstines nye maleri. Jeg mener, at det angiver lidt for optimistiske åbningstider, for det er sygekorts-åbningstider og ikke hvis-man-ønsker-bibliotekarernes-hjælp-åbningstider….
Mon ikke det skal forestille dronning Margrethe med bøger, ridende på en læsehest og med et royalt vink til andre læseheste.
Steen læste i en avis fra 1946 om Boddum kirkegård, og sjovt nok var der stadigvæk dengang tale om at få et tårn på kirken. Det blev ikke til noget, og det bliver det aldrig – og at tænke sig, at kirkegårdsdiget er/var et af de største og sværeste i Thy at anlægge omkring en kirkegård. Jo, jo, man kan blive belært af en avis fra 1946. Gad vide om kirkegårdsdiget blev flyttet?
Jeg nåede en lille visit i Ydby hos en 89-årig, og Steen nåede at hente et mysterium af et fotoalbum….
Endnu en gang var vi så heldige, at der var tænkt på os til aftensmaden og det endda med et smil!
Nicolaj havde lavet en lakseret til os, og for lille jeg var det overraskende med tomatsovs til laks. Men det smagte ganske dejligt, og det var noget Nicolaj tit lavede derhjemme. Derudover var der kartofler med host, høm, jeg er ikke kok, men jeg vil kalde det ovnbagte hvidløg til. Det passede os vældig godt, og de lå sammen med kartoflerne. Nicolaj er startet som kokkelærling i Doverodde og hvis jeg husker rigtigt – men det gør jeg nok ikke – så havde han lært det af en italiensk kok, som måske har været der til såkaldte “specielle kokkeaftener”, men det er altså rent gætværk fra min side.
Måltidet sluttede som sædvanligt. Nå, næsten som sædvanligt, med en runde i køkkenet og “tak for dejlig mad”. Det er så hyggeligt.
Der er altid et eller andet der skal laves eller checkes, men heldigvis kommer Ole Lukeøje altid forbi og drysser sand i vores øjne….