Livet undervejs…

Morgenen lovede godt her lidt i klokken 8 inden morgenmaden – natten havde bragt et fint drys sne med sig, og det kan vi alle godt lide her i juleferien.

Vi skulle holde os omkr. frysepunktet, så sneen vil blive liggende og pynte lidt endnu.

Vi har denne gang værelse 107, som er et hjørneværelse med 3 vinduer mod nord. Her om vinteren kommer der godt lys ind den vej, for træerne udenfor er løvfældende

Det var interessant at se, hvordan solen – efterhånden som den steg op over bjerget bag os – lige så stille smeltede sneen fra oven og ned ovre på granskoven.

Inge gik sig en god tur, medens jeg lavede postkort. Værelsesdamen kom forbi på et tidspunkt for at gøre værelset i stand og det afbræk benyttede jeg til at dreje en runde syd om byen og fik undervejs dette pano set mod nord.

Bild am Sonntag havde denne forside. Jeg bemærkede at avisen forkorter sit eget navn til “SamS”.

Vi havde begge  meget at se til, så den blev over 4 om eftermiddagen før der stod 2 store stykker indbydende Apfel-Sahne-Zimt Torte foran os hos Café Diva.
Ja, den smagte selvfølgelig godt – syndigt godt!

Efter dinner fortsattes arbejdet med at checke vandhaner, køkkener, etc.

Klokken 21, ikke helt præcist denne jul, startede aftenturen med fakler. I år var det ikke tåget og heller ikke isglat, så det blev en forholdsvis nem tur for os, men en af deltagerne var svagelig, så tempoet blev sat derefter.

I sig selv var denne aftentur i mørket rundt i Hinterzarten en god ting, for den hjalp utvivlsomt til en bedre fordøjelse. Men der var en bonus i form af Glühwein, da vi kom tilbage. Det var ingen overraskelse, men måske også en af årsagerne til at vi deltog i fakkelturen. Sommelier’en Moritz havde brygget den, og som forventet var den ikke sød som Gløgg, havde ikke rosiner eller mandler i, men var en ren Glühwein. Den sover man godt på.

Lidt over 8, inden morgenmaden tog jeg lige et check på vejret..,

Det lod til at hotellets vejrudsigt passede overens med min egen, nemlig at det skulle blive fint i dag.

Nu har vi så tit vist aftensmaden eller eftermiddagskagen, så lad os vise lidt morgenmad i dag. Efter Bircher-müesli’en er jeg her nået til det blødkogte æg og lidt pålæg fra buffetten: kold bækforel, Schwarzwälderschinken, små frikadeller. Kaffen venter vi normalt med til senere, når vi er nået til Brötchen med honning.

Så var det, at vi bemærkede samtalerne rundt omkring os – de drejede sig om en sanger og komponist, som i det tyske sprogområde var kendt og tilsyneladende afholdt. Han havde holdt sig en pæn karriere fra han var omkr. 30 år til han her blev 80. Det var flot gået, og en nådig død – et hjertetilfælde, genoplivning, så til  hospitalet, hvor han døde.
Et af hans kendetegn i showbizz var afslutningsnummeret sunget i badekåbe.

Vi besluttede os til at gå til Titisee, nu da vejret var så fint, for at kigge på træskærerarbejder. Første markante punkt på ruten var Adlerschanze med dens 3 skihop.

I Wintershalde fandt vi denne plade monteret på en granitsten…

“Otto Müller-Hartau gehört zu denjenigen schlesischen Künstlern, deren Leben und Schaffen durch die Ereignisse der beiden Weltkriege bestimmt wurden.Unmittelbar nach dem ersten Weltkrieg gelangte er nach Hannover, wo er mit dem dortigen Künstlermilieu in Berührung kam und sich entschloss, Maler zu werden. Otto Müller-Hartau liebte die Landschaftsmalerei. Hauptsächlich entstanden seine Landschaftsmalereien im Schwarzwald. Als charakteristisches Merkmal diese Werke gilt die naturgetreue Wiedergabe der Landschaft in Verbindung mit der außergewöhnlichen Fähigkeit, die jeweiligen Tagesstimmung als Momentaufnahme in das Bild zu integrieren.”

…måske har Herrn Müller-Hartau boet her på dettte sted i den østlige udkant af Hinterzarten og malet landskabs billeder – en rar tanke.

…og han har sandsynligvis gået her og passeret forbi Jockelishof derhenne i svinget.

…og gået gennem skoven på stien, der fører til Titisee.

Vi havde et ærinde i Titisee, derfor gåturen dertil i dag. Der er en træskærer, Holzer på Parkstrasse, som laver meget interessante arbejder selv, og som sælger træskærerarbejder der kommer fra regionen og endda fra Sydtyrol. For at øge omsætningen har han også postkort og meget andet, samt udlejer ferielejligheder. Vi købte nogle små gaver og gik derfra med overvejelser om køb af noget mere.

Tilbageturen gik vi ad en sti lidt højere oppe i terrainet, og udsigten var tilsvarende længere.

Jeg havde min Garmin med, og den havde et 1:25000 kort over Tyskland i, så det var ren luxus at navigere.

Lidt længere fremme mødte vi et gravsted, som ikke foralte om det var et menneske, en kat eller en hund, der var begravet der.

Ved 3-tiden var vi tilbage i Hinterzarten og kort efter bænket i Café Diva, denne gang med en Kirsch-Sahne Torte foran os. Bestemt en horisontudvidende oplevelse på højeste plan.

På den korte vej til hotellet mødte vi dette menneske/maskin-skabte himmelfænomen, og jeg spurgte Inge om, hvad mon Gorm den Gamle ville have udbrudt, hvis han pludselig havde set det? Og hvad havde det medført – ville han have ofret til guderne, eller startet en krig?

Aftenen startede med en smuk solnedgang, som jeg absolut følte, jeg måte fotografere.

Inden aftensmaden indbød familien Erfurht til aperitif i kaminstuen og ved den lejlighed introducerede de traditionen tro medarbejderne. Her er det tjenerne, der en for en introduceres, og Herrn Erfurht lægger stor vægt på at fortælle hvor mange år hver især har været på hotellet. Han fortæller også hvad der er sket af forbedringer, udvidelser, etc. i årets løb, og rundede af med at fortælle at datteren, Myriam, havde overtaget 49% af anpartselskabet, de havde startet for 4 år siden. Grundigt forberedt generationsskifte…

Perlehønen og dens forretter og dessert lod vi ledsage af en vin fra Franken – på anbefaling af Moritz.

Ved 21-tiden var vi atter på værelset. Inge tog dette billede af mig ved hendes laptop. Måske har hun fundet en hjemmeside med Grohe vandhaner eller lignende, jeg lige skulle se

Chekede aviserne på vej til morgenbuffetten. Endnu et dødsfald og igen i entertainer-branchen.

Scenen her er mere livsbekræftende: En skøn kvinde og smuk udsigt – eller omvendt, begge er lige gode 

På min første runde ved buffetten kunne jeg ikke få øje på Schwarzwälderschinken, den uforlignende, og kompenserede derfor med en ekstra lille lun frikadelle – men lidt senere spurgt Inge mig, om jeg havde set den smukke anretning med skinke. Det havde jeg så 2 sekunder senere, og rundstykket fik dermed rollen som support for 3 af disse tynde, velsmagende skiver.

Hotelavisen lovede godt vejr.

En af dagens almindelige aviser skrev en længere artikel om Udo Jürgens, som døde i går, og Inge henledte min opmærksomhed på en del af en sang, der tilsyneladende var en ledetråd i hans liv. Den kan man vist godt tage ved lære af…

Inge kom på sin gåtur forbi en sten med et krucifix. På stenen stod “ES IST VOLLBRACHT” og nedenunder “Gest. v. Familie Faller”.

Inge var oppe på skråningen mod “Windeck”, hvor hun profiterede af udsigten, det gode vejr gav.

Hun tog en lille serie fotos, der blev til dette panorama…

…og dette.

Sjældent at Inge tager en selfie, men dette dejlige sted har nok gjort undtagelsen…

Valget hos Café Diva blev egnsbestemt – Schwarzwälder Kirschtorte – og ja, vi har været der før i denne ferie, men blandt udvalget i dag, stod denne øverst på scoringslisten.

…og så var der julens Weinprobe, arrangeret af Sommelier Moritz. Det foregik i die Kuck-kuckuhrenstube denne gang. Ganske gemütligt med 13 deltagere og en god dialog mellem smagere og arrangør, og det fine er, at han selv vælger ud og altså ikke repræsenterer et bestemt vinbrug.

Lillejuleaftensmenuen komponerede vi fra 2 af søjlerne i dagens menukort. Vi tog resten af flasken fra i går, så sig ikke, at vi ikke kan holde måde.

Klokken 21 var der den traditionelle sammenkomst i die Kaminhalle omkring en Feuerzangenbowle, fabrikeret af Moritz med hjælp fra køkkenet. Han stod selv for at varme 73% rom og hælde det brændende over sukkertoppen der lå hen over gryden med den varme krydrede vin.
Herrn Erfurht læser muntre julehistorier medens drikken tilberedes. De var meget fornøjelige og bidrog til den gode stemning.

Feuerzangenbowle is a traditional German alcoholic drink for which a rum-soaked sugarloaf is set on fire and drips into mulled wine. It is often part of a Christmas or New Year’s Eve tradition. The name translates literally to fire-tongs punch.The popularity of the drink has been boosted by the 1944 film comedy Die Feuerzangenbowle. It is a traditional drink of some German fraternities, who also call it Krambambuli, as the red colour is reminiscent of a cherry liqueur of that name which was manufactured by the distillery Der Lachs zu Danzig.

Vi havde ikke problemer med at falde i søvn efter vinsmagning, aftensmad og Feuerzangenbowle

Morgenaviserne ønsker Glædelig Jul…

…hver med sin redaktionelle tilføjelse.

Vores restaurant-naboer til begge sider har fødselsdag i dag, og det kan man ikke have incognito her på Erfurths Bergfried. Der er hjerteformet kage (så man skal have god appetit på sin fødselsdag) og en flaske vin. Og så er der derforuden en lykønskninng rullet sammen med snor om.

Hotelavisen  her Heiligabend den 24. gav os fint vejr det meste af idag og informerede gæsterne om hvem, det var, der havde fødselsdag.

Inge var på en gåtur for at udforske lidt mere af Windeck-området…

Hun kom højt op denne gang, og hele vejen op havde hun en voldsom modvind. Det har været en sportslig tur…

Da hoteldamen kom for at ordne værelset gik jeg mig en tur, og drejede ind om kirkegården. Der var et kapel med spir på…

…men det viste sig at være et mindesmærke for de, der er døde i alle krige. Dog var der navnetavler over ofrene i sognet her. Sådan noget som det her giver altid stof til eftertanke.

Inge havde oppe ved Mühlemichelshäusle (?) og kom hjem med 4 billeder, der blev til dette pano. Intet under at hun var begejstret for turen.

Hos Café Diva faldt valget på en Kirsch Florentiner. Guddommelig!

Vi var lidt tidligt på den, for der var den traditionelle Weihnachtsfeier, der begyndte kl. 16.

Die Familie Reichard er meget musikalske og alsidige, men desværre kan Papa ikke afholde sig fra at lave en længere version af juleevangeliet, hvori der flettes musik og sang. Denne gang var det som om han kørte os fra Nazareth til Betlehem med fingeren på et kort …folk ville meget hellere have haft mere musik og fælles salmesang!

Jeg havde sat mig i die Kaminhalle og ville bestille et glas Riesling til os begge som aperitif, men Claudia kom ikke hen til bordet, hvilket undrede mig. I stedet stod Moritz der et minut senere med en flaske sekt fra vinbruget Köbelin i Kaiserstuhl-området og det brev med teksten: “Kære Inge og Steen. Glædelig jul fra os i Whaley Bridge. Vi håber I nyder jeres ophold i Schwarzwald, og benytter ferien til at slappe ordentligt af inden I får travlt med at flytte tilbage og bosætte jer i Danmark. Kærlig hilsen fra Roland og Katy”.
Det var lidt af en overraskelse og vi blev helt rørt over denne gestus og de varme tanker, der ligger bag.
Sekten er valgt af Mouritz for den kom fra hans kælder, og da vi på hans anbefaling har drukket vin derfra, også nogle vi selv har købt der, vidste vi at vi smags og kvalitetsmæssigt var på den helt rette hylde  – så 1000 tak til Katy og Roland.

Vi kvitterede straks med en sms og sagde tak. Vi skrev: “Kære Katy og Roland. 1000 tak for den overraskelse det var da sommelier’en Moritz kom med brev fra jer og en flaske ypperlig sekt fra vinbruget Köbelin, som vi estimerer højt. Vi lægger dermed fint ud til Heiligabend og vi forsikrer at holde niveauet aftenen ud  Kærlige hilsner med ønsket at jeres juleaften bliver rigtig hyggelig! Inge og Steen”.

Menuen var fastlagt af værtsparret, så der var kun vinen at tage stilling til, og det havde vi gjort allerede ved morgenbordet.

I anledning af denne specielle aften var servietterne foldet elegant og vi kunne, med schweizerne og østrigerne, sige at det var pænt af værtsparret at dekorere bordene i vores nationale farver.

Medens man ventede, kunne sjælen beriges med et digt om tiden…

Det var aftenen med de bedre vine. Galleriet var fuldt på skænken.

Så havde vi vores fotosceance efter julemaden, der først var afsluttet 21:30 – ja, det tog lidt lang tid mellem retterne denne gang. Da vi gjorde det sidste juleaften, må det vel så kvalificere som en tradition.

…og så en godnat-sms til Roland og Katy.

Roland havde nemlig sendt en hvor han forklarede at han og Katy havde spist dansk-inspireret julemad, inkluderende vanillekranse og brunede kartofler. Vanillekransene var en katastrofe, men kartoflerne var gode.
Fin afslutning på juleaften.

Sådan så der ud klokken 08:20. Ikke specielt opmuntrende, men hver dag har sin charme – man skal bare nogle gange ud for at finde den.

Medens vi spiste  morgenmad forblev vejrsituationen den samme…

…men så havde vi hotelavisen at hente opmuntring i, og her lovedes sne hen under aften, så den hvide jul kom ind på lystavlen igen. Spruch des Tages noterede vi os naturligvis og nikkede bekræftende til hinanden.

Hotelavisen havde i dagens anledning af højtiden lidt poesi omkring Jesusbarnet…

…og lidt til eftertænksomhed nu da året snart har gået sin gang.

Der er ikke noget der hedder dårligt vejr, kun forkert påklædning. Inge havde den rigtige påklædning og gik ud for at finde dagens charme. Lidt vådt her i begyndelsen, men de første sneflokke indfandt sig da – og vinden peb hende om ørerne.

Da værelsesdamen kom for at ordne værelset tog jeg frakke og hat på og begav mig ud på en lille gåtur – startede ud mod syd ad stien mod Mathieslehof, der ses lidt henne ad stien, med sit lille kapel foran.
Ved vandpytten kom jeg i tanker om, at jeg havde glemt at hænge nøglen i receptionen, så Inge kunne komme ind, hvis jeg var ude at føjte. Jeg vendte derfor om.

Med nøglen pænt på sin plads ved nr. 107 gik jeg ud igen, men valgte at gå ad en skovvej, for ude i det åbne føg vinden nemlig også mig om ørene.

Inge var i mellmtiden kommet lidt op i højderne omme på Windeck-kanten, som helt levede op til sit navn i og med at vinden piskede sne og hagl lige i ansigtet på hende.

Selv var jeg kommet ud af skoven, og nede i mit niveau var sneen af den våde slags, så vuet nordpå over Hinterzarten var lidt “mudret”.

Snart var jeg hjemme på hotellet med al dets komfort, men Inge stred sig videre opad, nu et godt stykke over 1000 m højde, og var kommet ind på der Winterwanderweg.

Oppe ved vej/sti-knudepunktet “Fürsatsplatz” vendte hun om, for at få den flotte udsigt på vejen ned til Hinterzarten.

Her er et af dem gennem en åbning i skoven ved Winterwanderweg…

…og her, da hun kom ud af skoven og havde det åbne landskab foran sig. Man må jo sige, at hun havde fundet charmen ved dagen, ikke?

Efter Inges tilbagekomst og lidt senere sad vi på Café Diva, og denne gang følte vi en vis forpligtelse til at (gen)smage den kage, der har navn efter caféen. Her mangler ikke chokolade i nogen form, og så er der abrikosmarmelade i tynde lag og marcipan for oven og for neden. Bestemt en diva blandt konditorkager!

Og endnu senere på dagen, da det blev tid til en aperitif, havde vi et gensyn med den dejlige sekt, som Roland og Katy havde foræret os med ønsket  om god afslapning inden det gik løs med praktiske spørgs- og gøremål omkring flytning til Danmark. Vi havde alligevel tegninger af lejlighedens faciliteter og specifikationer med ned in der Kaminhalle.

Aftensmaden blev serveret mere individuelt (som normalt) end i går, og det hele gled nemmere. Menuen var bestemt af køkkenet, så vi kunne bare lade det hele komme – dog kunne vi ikke finde plads til osten med kompot og mandler.

Men menuen, som vi kendte til fra morgenstunden, fulgte lidt julepoesi om både juleånden og sandhedsånden.

Klokken 21 var der musik i kaminstuen – vi overvejede at gå ned for at høre på, gik så ned, men der var allerede ved at være fuldt af hotelgæster. Det passede os egentlig godt, for vi var trætte. Et sidste postkort blev sendt og laptoppene slukket.

Hotelavisen lovede let frost og sne, og det skulle nok passe, for da vi stod op, var der kommet et drys sne i løbet af natten.

Helt aktuelt havde redaktionen af husavisen lidt snefnug-relateret poesi til os.

…og efter morgenmaden kunne vi lave dette pano fra balkonen.

Dette vejr og det, at det var vores sidste dag i Hinerzarten i denne omgang, gjorde en gåtur uomgængelig – vi startede med at gå nordpå nede i den flade dal.

…hvorfra kirken ses ganske idyllisk…

Vi drejede op ad vejen, der fører til Windeck, og ved at kigge bagud var dette romantiske vinter-scenario med skihopbanen længst ude mod horisonten.

…og hvis man kiggede opad, var der dette scenario – eller udfordring, om man vil, for det var jo der, vi ville op – altså ikke husene, men bakkerne i baggrunden.

Vejen fører forbi “Ospelehof” med den stald(?)bygning i bedste log-cabin stil, vi så blive pågegyndt i sommers. Dengang viste vi ved sammenligning med en mand, HVOR store disse logs egentlig er. Byggeriet var tilsyneladende ikke helt afsluttet for taget var dækket af plastikfolie og bag bygningen lå endnu stabler af byggematerialer, så til foråret skal der nok gang i den igen med at få taget færdiggjort.

Den her tur byder altså på den ene skønne udsigt efter den anden. Her var vi kravlet lidt længere op.

Det er egenligt sjældent at “fange” et snevejr, men her er det lykkedes rimeligt, for snefnuggene var store, og lige på dette sted, dalede de stille ned, hvilket er sjældent her. Bare tænk på lokalitetens navn “Windeck”.

Vi ved endnu ikke, hvilket formål denne nye hytte tjener. Der er ikke noget vandrelaug eller teknisk service i kommunen, der har sat et skilt op. Men hvad der er aktuelt for dagens blog er, at ca. 50 meter ad vejen til højre for hytten når man 1000 m over havets overflade.

200 m, sådan ca., længere oppe ad vejen, nær “Mühlemichelshäusle”, står dette skilt. Vores mål var krydset ved Fürsatz.

Vejen fra skiltet og op til Fürsatz hedder “Winterwanderweg” – et navn den helt lever op til i dag.

…og den byder på meget forskelligt, ud over det at være en god vej at gå på. Her en konstellation af istappe…

…her en dramatisk udsigt…

Vi kom op i nærheden af 1180 m over havet og gik samme vej ned, som vi gik op, for så fik vi alle de grandiose vistas, vi havde haft i ryggen på vej op. Nede i byen besluttede vi at opsøge Café Diva direkte, i stedet for at gå til hotellet først, for så en halv time senere, at tage støvler og jakker på for at gå derhen.
Det blev så den 3. gang at klassikeren Schwarzwälder Kirschtorte vandt i konkurrence med de andre beauty queens i kagedisken.

Vi havde ikke meldt os til den “romantische Kutschenfahrt”, men jeg blev alligevel en del af den, fordi den bagerste af de 4 charabanc’er spærrede for udkørslen fra garagen – og jeg skulle hen til benzintanken for at fylde op og checke lufttryk. Alle de tilmeldte hotelgæster sad i vognene, så jeg regnede med at de lige straks ville køre – men nej, der var en ceremoniel part jeg ikke havde regnet med: gæsterne skulle have en “Obsterle”, og den bliver  serveret her. Den klare frugtbrændevin har nok givet et godt tilskud til at turen blev humørfyldt.

Menuen var idag også fastlagt af køkkenet, og det var et dejligt måltid. Vi er ikke så meget for sorbet i al almindelighed, men den blodappelsin-kanel sorbet der var lagt ind midt i menuen smagte ganske fortrinligt og var fin efter brislerne. Vi havde gemt vin fra i går, og den løb vi ud for inden oksefilet’en. Moritz foreslog en halv flaske chardonnay spätlese fra vinbruget Wassmer i Bad Krozingen-Schlatt der ligger ca. 25 km sydvest for Freiburg. Vinen var meget interessant, så der må vi på vinbesøg engang. Wassmer havde også fået 4 krydser på listen Moritz lavede til os i sommers, så ja, der må vi hen.

Perlehønesuppen med fjerkræ’s “melbolle” (den aflange gule dims) smagte fortrinligt. Den anden hvide runde dims var en slags pocheret skum. Smagte fint, men af hvad nøjagtigt, ved jeg ikke.

På menu’ens bagside var dette lille vintereventyr.

…og så fandt vi ud af, hvad sådan et møbel for enden af sengen hedder – i Tyskland, i hvertfald: Bettablage! Nu må vi så se om sådan noget findes i Danmark og hvad det hedder der 

Det er hjemrejsedag i dag og derfor var det ekstra interessant at kigge ud på landskabet for at få en idé om, hvor meget sne der er kommet i nat. Og det var der

Frostgrader og 2 snefnug. Det bliver vinterligt og meget smukt i morgen når skyerne letter. Er ikke misundelig, vi har haft dejligt vejr, og det er godt for gæsterne at deres nytårsperiode bliver hvid, de fleste har jo nok ikke haft hvid jul derhjemme

Kort før vi kørte fotograferede Inge udsigten. Bemærk det kraftige snefald! Imedens pakkede jeg det sidste og glædede mig over vinterdæk og intelligent 4-hjuls træk ;.)

Det var derinde – under koen – at jeg pakkede bilen. Hotellets altmuligmand var ude med snekasteren da jeg bar tasker over. Her har Inge fotograferet hans effektive rydning.

På vej mod Freiburg. Foran kører et par af hotelgæsterne, som også skulle hjem. Manden sagde at hovedvejen til Freiburg ville være fin, for der var så meget trafik – well, alt er relativt, men måske er han vant til at køre i meget værre konditioner. Der var dog heller ikke problemer af nogen art.

Længere nede, ved Teufelsschlucht, var temperaturen steget så meget, at saltet havde virkning. Vores medgæst kører stadigvæk foran os – vi holder behørig afstand. Det mindede Inge mig om, at det var bedst sådan, og det har hun jo ret i

Nede i Freiburg var temperaturerne oppe på omkr. 5 grader C, hvis jeg husker korrekt, og det holdt til vi kørte ind i Strasbourg. Men smukt vejr var det ikke.

Føret var vådt og sjasket, men vejen var fri for trafikpropper…

…det gik bare derud af…

…indtil vi nærmede os det næste betalingssted, som var ved at blive moderniseret. Foran det var der en kø på adskillige  kilometer. Det tog ca. 45 minutter før vi var igennem den.

Det gik videre med snefald og advarsler om at der blev saltet. Jeg tror at der blev saltet og gruset, for da vi overhalede en af saltbilerne lød det på de korte knald på bilen, som om et læs grus var hældt bagud i en sky af salt.

Vi havde forsøgt et par rastepladser for om der var mulighed for at købe kaffe og spise vores “medbragte mad” (et par rundstykker med hotellets morgenost og lidt rød- og purløg imellem) for vejret inviterede ikke til at stå ude. Det lykkedes ved Verdun.

Motorvejene i Frankrig er gode, men de skal fodres en gang imellem, og normalt får jeg ikke bilen tæt nok på automaten, så jeg skal strække mig alt hvad mine arme kan klare, og nogle gange endda åbne bildøren for at kunne gennemføre transaktionen. Her sker det med fingerspidserne og det sorte under neglene 

Fra afkørsel nr. 19 på motorvejen (A4) kørte vi skråt over til Chantilly. Ruten tog vi også på udrejsen. Google sagde dengang at den ville være 30 km og 19 minutter kortere end den, som Fräulein Daimler normalt foreslår via de ydre periferiveje omkring Paris. Den var godt nok de 30 km kortere, men kun 1o minutter hurtigere, så jeg kom ikke helt på niveau med Google. Måske har trafikken på perifierien omkring Paris været sløvere da jeg checkede. Men, alt i alt, var det rarere at køre på landevejene og gennem de små byer, end via periferien – helt sikkert – og så spare tid og km…
Historisk set, så kørte vi faktisk over de gamle slagmarker ved Marne. Jeg havde forventet flere mindesmærker, for vi så kun et enkelst. Måske stod de afgørende kampe et andet sted ved Marne. Det må jeg finde ud af ved lejlighed…

Møgvejret fulgte os helt hjem til Avenue Marie Amélie. Men vi var kommet velbeholdent hertil, og det var det allerbedste af det hele. Så skidt med møgvejret, så længe vi havde det bag os!