Det er hjemrejsedag i dag og derfor var det ekstra interessant at kigge ud på landskabet for at få en idé om, hvor meget sne der er kommet i nat. Og det var der 🙂
Frostgrader og 2 snefnug. Det bliver vinterligt og meget smukt i morgen når skyerne letter. Er ikke misundelig, vi har haft dejligt vejr, og det er godt for gæsterne at deres nytårsperiode bliver hvid, de fleste har jo nok ikke haft hvid jul derhjemme 🙂
Kort før vi kørte fotograferede Inge udsigten. Bemærk det kraftige snefald! Imedens pakkede jeg det sidste og glædede mig over vinterdæk og intelligent 4-hjuls træk ;.)
Det var derinde – under koen – at jeg pakkede bilen. Hotellets altmuligmand var ude med snekasteren da jeg bar tasker over. Her har Inge fotograferet hans effektive rydning.
På vej mod Freiburg. Foran kører et par af hotelgæsterne, som også skulle hjem. Manden sagde at hovedvejen til Freiburg ville være fin, for der var så meget trafik – well, alt er relativt, men måske er han vant til at køre i meget værre konditioner. Der var dog heller ikke problemer af nogen art.
Længere nede, ved Teufelsschlucht, var temperaturen steget så meget, at saltet havde virkning. Vores medgæst kører stadigvæk foran os – vi holder behørig afstand. Det mindede Inge mig om, at det var bedst sådan, og det har hun jo ret i 🙂
Nede i Freiburg var temperaturerne oppe på omkr. 5 grader C, hvis jeg husker korrekt, og det holdt til vi kørte ind i Strasbourg. Men smukt vejr var det ikke.
Føret var vådt og sjasket, men vejen var fri for trafikpropper…
…det gik bare derud af…
…indtil vi nærmede os det næste betalingssted, som var ved at blive moderniseret. Foran det var der en kø på adskillige kilometer. Det tog ca. 45 minutter før vi var igennem den.
Det gik videre med snefald og advarsler om at der blev saltet. Jeg tror at der blev saltet og gruset, for da vi overhalede en af saltbilerne lød det på de korte knald på bilen, som om et læs grus var hældt bagud i en sky af salt.
Vi havde forsøgt et par rastepladser for om der var mulighed for at købe kaffe og spise vores “medbragte mad” (et par rundstykker med hotellets morgenost og lidt rød- og purløg imellem) for vejret inviterede ikke til at stå ude. Det lykkedes ved Verdun.
Motorvejene i Frankrig er gode, men de skal fodres en gang imellem, og normalt får jeg ikke bilen tæt nok på automaten, så jeg skal strække mig alt hvad mine arme kan klare, og nogle gange endda åbne bildøren for at kunne gennemføre transaktionen. Her sker det med fingerspidserne og det sorte under neglene 
Fra afkørsel nr. 19 på motorvejen (A4) kørte vi skråt over til Chantilly. Ruten tog vi også på udrejsen. Google sagde dengang at den ville være 30 km og 19 minutter kortere end den, som Fräulein Daimler normalt foreslår via de ydre periferiveje omkring Paris. Den var godt nok de 30 km kortere, men kun 1o minutter hurtigere, så jeg kom ikke helt på niveau med Google. Måske har trafikken på perifierien omkring Paris været sløvere da jeg checkede. Men, alt i alt, var det rarere at køre på landevejene og gennem de små byer, end via periferien – helt sikkert – og så spare tid og km…
Historisk set, så kørte vi faktisk over de gamle slagmarker ved Marne. Jeg havde forventet flere mindesmærker, for vi så kun et enkelst. Måske stod de afgørende kampe et andet sted ved Marne. Det må jeg finde ud af ved lejlighed…
Møgvejret fulgte os helt hjem til Avenue Marie Amélie. Men vi var kommet velbeholdent hertil, og det var det allerbedste af det hele. Så skidt med møgvejret, så længe vi havde det bag os!