Hotelavisen lovede let frost og sne, og det skulle nok passe, for da vi stod op, var der kommet et drys sne i løbet af natten.
Helt aktuelt havde redaktionen af husavisen lidt snefnug-relateret poesi til os.
…og efter morgenmaden kunne vi lave dette pano fra balkonen.
Dette vejr og det, at det var vores sidste dag i Hinerzarten i denne omgang, gjorde en gåtur uomgængelig – vi startede med at gå nordpå nede i den flade dal.
…hvorfra kirken ses ganske idyllisk…
Vi drejede op ad vejen, der fører til Windeck, og ved at kigge bagud var dette romantiske vinter-scenario med skihopbanen længst ude mod horisonten.
…og hvis man kiggede opad, var der dette scenario – eller udfordring, om man vil, for det var jo der, vi ville op – altså ikke husene, men bakkerne i baggrunden.
Vejen fører forbi “Ospelehof” med den stald(?)bygning i bedste log-cabin stil, vi så blive pågegyndt i sommers. Dengang viste vi ved sammenligning med en mand, HVOR store disse logs egentlig er. Byggeriet var tilsyneladende ikke helt afsluttet for taget var dækket af plastikfolie og bag bygningen lå endnu stabler af byggematerialer, så til foråret skal der nok gang i den igen med at få taget færdiggjort.
Den her tur byder altså på den ene skønne udsigt efter den anden. Her var vi kravlet lidt længere op.
Det er egenligt sjældent at “fange” et snevejr, men her er det lykkedes rimeligt, for snefnuggene var store, og lige på dette sted, dalede de stille ned, hvilket er sjældent her. Bare tænk på lokalitetens navn “Windeck”.
Vi ved endnu ikke, hvilket formål denne nye hytte tjener. Der er ikke noget vandrelaug eller teknisk service i kommunen, der har sat et skilt op. Men hvad der er aktuelt for dagens blog er, at ca. 50 meter ad vejen til højre for hytten når man 1000 m over havets overflade.
200 m, sådan ca., længere oppe ad vejen, nær “Mühlemichelshäusle”, står dette skilt. Vores mål var krydset ved Fürsatz.
Vejen fra skiltet og op til Fürsatz hedder “Winterwanderweg” – et navn den helt lever op til i dag.
…og den byder på meget forskelligt, ud over det at være en god vej at gå på. Her en konstellation af istappe…
…her en dramatisk udsigt…
Vi kom op i nærheden af 1180 m over havet og gik samme vej ned, som vi gik op, for så fik vi alle de grandiose vistas, vi havde haft i ryggen på vej op. Nede i byen besluttede vi at opsøge Café Diva direkte, i stedet for at gå til hotellet først, for så en halv time senere, at tage støvler og jakker på for at gå derhen.
Det blev så den 3. gang at klassikeren Schwarzwälder Kirschtorte vandt i konkurrence med de andre beauty queens i kagedisken.
Vi havde ikke meldt os til den “romantische Kutschenfahrt”, men jeg blev alligevel en del af den, fordi den bagerste af de 4 charabanc’er spærrede for udkørslen fra garagen – og jeg skulle hen til benzintanken for at fylde op og checke lufttryk. Alle de tilmeldte hotelgæster sad i vognene, så jeg regnede med at de lige straks ville køre – men nej, der var en ceremoniel part jeg ikke havde regnet med: gæsterne skulle have en “Obsterle”, og den bliver serveret her. Den klare frugtbrændevin har nok givet et godt tilskud til at turen blev humørfyldt.
Menuen var idag også fastlagt af køkkenet, og det var et dejligt måltid. Vi er ikke så meget for sorbet i al almindelighed, men den blodappelsin-kanel sorbet der var lagt ind midt i menuen smagte ganske fortrinligt og var fin efter brislerne. Vi havde gemt vin fra i går, og den løb vi ud for inden oksefilet’en. Moritz foreslog en halv flaske chardonnay spätlese fra vinbruget Wassmer i Bad Krozingen-Schlatt der ligger ca. 25 km sydvest for Freiburg. Vinen var meget interessant, så der må vi på vinbesøg engang. Wassmer havde også fået 4 krydser på listen Moritz lavede til os i sommers, så ja, der må vi hen.
Perlehønesuppen med fjerkræ’s “melbolle” (den aflange gule dims) smagte fortrinligt. Den anden hvide runde dims var en slags pocheret skum. Smagte fint, men af hvad nøjagtigt, ved jeg ikke.
På menu’ens bagside var dette lille vintereventyr.
…og så fandt vi ud af, hvad sådan et møbel for enden af sengen hedder – i Tyskland, i hvertfald: Bettablage! Nu må vi så se om sådan noget findes i Danmark og hvad det hedder der 