Morgenen med sin dis såede tvivl om, hvorvidt aftenen ville blive god for fyrværkeri.
Dagen er jo mere speciel, end at det er nytårsaften i aften, for hele dagen er det Rolands fødselsdag! Der skulle selvfølgelig sendes en hilsen.
Men den grå morgen afholdt os ikke fra at gå op i byen. Der var forsk. ærinder vi kunne ordne, selv om mange butikker har lukket i dag. I Hovedvagtsgade er der en butik med sjove ting og sager i. Bla. en cooker af en slags, hvor betjeningspanelet lignede en, som rækker tunge af forbrugeren, der køber den – men hvem vil købe en maskine med sådan et rædselsfuldt og nærmest forbrugerfjendsk design?
I et vindue i Pilestræde så vi Queenie – med vinkende hånd, drevet af et solbatteri i dametasken. Vi gik ind og spurgte, hvor vi kunne købe en. Det kunne vi lidt længee oppe ad gaden og så til venstre i butikken “Victoria”. Den viste sig at være en butik med artikler fra Old Blighty, som ville bringe enhver mangeårig engelsk expat til tårer på få minutter. Her var Queenie iført en mørkeblå kjole.
Vi købte ikke en Queenie i “Victoria” (yderst til venstre). Det må vente til vi også kan få en hund dertil, eller en af Daisy, som også vinker. Vi skulle så have fundet et apotek og søgte hjælp hos tobakshandleren på hjørnet. En utrolig butik, hvor de ansatte stod og røg store havanacigarer af hjertens lyst, så lokalet var helt tæt af røg. Det tog Inge resten af dagen at få vejret på normal vis. Heldigvis gik vi da ikke forgæves, for de vidste hvor apoteket var – nær Rundetårn.
Lige ved siden af Rundetårn havde en eller anden lænket denne skulptur til risten omkring et træ. Det er nok ikke boghandlerne lige i nærheden, men ganske sikkert en IT-hader og bogelsker 
Nærheden af boghandlerne havde givet Inge en god idé til køb af en bog. Den gik vi ned til posthuset i Købmagergade for at sende sammen med en kærlig hilsen.
Igen var det fint at kunne hente al den nødvendige emballage på hylderne i posthuset. En dag bliver jeg nok helt god til det, men så er de fleste posthuse nok nedlagt, som tendensen er i Danmark. Det bekræftede postfunktionæren, der betjente mig forleden.
Og så gjorde vi noget helt usædvanligt, men for tiden meget relevant – vi gik i Illums Bolighus for at kigge på lamper! Det er jo noget vi også skal tage stilling til. Det viste sig igen at være en af Inges gode indfald, og måske fik vi der den nødvendige inspiration til lamperne over køkkenbordet, bla. 
Illum inviterer hvert år nogle kunstnere og andre kendte til at dække hver sit julebord. Dette var det mest interessante for os. Virkelig fantasifuldt og originalt.
Julegaverne kommer med flyvemaskine, der foretager lidt af en crash-landing på spisebordet, der er dækket med kostbart Flora Danica porcellæn. Det går ikke helt skadesfrit til.
Her er historien bag. Manden, som havde idén og lavet det hele, hedder Shane Brox, og hans baggrund er design og det at være TV-vært.
Vi gik lige ud af Illums Bolighus og ind i en propfyldt Royal Café Smushi, men fik dog bordplads henne ved grantræet på det runde bord.
Det blev ikke smushi, men nøddetærte, til en kande te.
Ude på pladsen ved Storkespringvandet sad en musiker af en lidt anden kaliber end de, vi husker fra hippie-årene i slutningen af 1960’erne 
Vi gik uden om Skuespilhuset, der stod gabende tomt, og havde haft lukket restauranten i flere dage. Det ved vi, for Marie havde prøvet at reservere bord forleden eftermiddag, og da fik hun at vide, at det var lukket.
Minsandten om ikke det klarede op hen på eftermiddagen – nytårsfyrværkeriet indkøbt for mange millioner på landsplan, lader så til ikke at være købt forgæves
Forleden så vi et brudstykke af en gammel dansk film med Dirch Passer og Githa Nørby, den hed “Pigen og pressefotografen” og pigen var datter af en oberst, som pludselig vågnede en nat, vækkede oberstinden og sagde: “Nu kan jeg se det. Det er en hest!”. Han hentydede til et moderne maleri de havde i soveværelset.
I eftermiddags faldt det mig pludseligt ind, hvad maleriet over hotelsengen forestiller, og jeg udbrød til Inge: “Nu kan jeg se det. Det forestiller en hemmelig agent og en mystisk kvinde!” De er ikke altid til at få hoved eller hale på, de malerier, de har hængende her på Admiralen.
Ved godt 4-tiden bemærkede vi noget flimmer ovre ved Operaen. Det viste sig at være de indledende manøvre til et lysshow på facaden i anledning af nytårsaften. Lyset skiftede fra rød over gul og grøn til blå, og så stod der “Happy new year”. Jeg husker ikke om der også stod “Godt nytår”.
Jeg ville helst have haft scenen til sidst, hvor dronningen siger “Gud bevare Danmark”, men det blev ikke så godt. Det bedste skærmbillede gik i stedet til sydslesvigerne, og jeg bemærkede at hun ikke specielt adresserede det danske mindretal der. I år blev nytårstalen transmitteret fra Fredensborg Slot.
Aftensmaden ville vi først have spist hos Marchal på d’Angleterre, men der var fuldt udsolgt, da vi ringede for nogle uger siden. Så ringede vi til Meyers restaurant “Almanak” i “The Strand” på Havnegade, og der fik vi plads, og gik derhen efter Dronningens nytårstale.
Der var næsten fuldt, da vi kom omkring 18:30.
De malede plankevægge gav interiøret i “Almanak” et strejf af landet på den anden side af Øresund. Vi er (næsten) uskyldige i dette opbud af glas. Det var vores adgangs-billets skyld – den indeholdt nemlig en vinmenu.
Amusen var et julesalatblad garneret med en torsketatar.
Ret no. 1: Hummer, porre, fløde og rogn.
Ret no. 2: Selleri, verbena og Asserbo-skinke.
Ret no. 3: Velhængt okse fra Himmerland, brændte hvidløg og Karl Johan.
Ret no. 4: Æbleterrine, fløde og mousserende vin.
…og helt traditionelt, kransekage til kaffen.
22:07 blev dette billede taget på vej hjem til hotellet. Det viser en rolig Nyhavn – stilheden før stormen. Folk sidder endnu indenfor og guffer og drikker og fester.
Der var selvfølgelig hele tiden drøn fra fyrværkeri i byen, men i gaderne helt roligt. Ved “Admiralen” helt stille. Hurlumhejet var stadig indenfor.
Det er jo stadigvæk Rolands fødselsdag, så endnu en sms er på sin plads
…Godt at læse, at hans dag havde været god. Det er vigtigt for en mor og far at vide
Fyrværkerimesteren ovre på Kvæsthuskajen havde fået skudt sig ind mht. vindretning og styrke, så en halv time før midnat var der allerede godt gang i den.
Vi kunne jo ikke stå i vinduet hele tiden, og der var ikke noget i TV, der trak, så vi trak os tilbage. Fra hovedpuden var der derimod noget at se på gennem den halvåbne balkondør.
…og ved alligevel at gå hen og kigge ned var der glimtvis sådan en udsigt her! Som en krigszone hvor kampområdet lyses op af flares… Vi kunne så glæde os over, at det var i fredelige København, lægge hovedet på puden igen og slappe af til den første lyse morgen i 2015 
Hjalmar havde udfyldt et skema til høre-apparat-specialisten, som skulle komme forbi med det formål at justere hans 2 apparater. De udsender en gang imellem en meget højfrekvent lyd der går gennem marv og ben – og hvis vi er generet af den, hvordan må stakkel Hjalmar have det!
.
