I går fik vi julens program tilsendt fra hotellet i Schwarzwald, så vi ved, at i overmorgen aften skal vi ud på den traditionelle gåtur efter aftensmaden – og det med brændende fakler – der slutter med Glühwein foran hotellet. Man sover så godt bagefter 🙂
Men allerførst skulle vi jo derned. Bildøren blev lukket ca. 8:30 og vi trillede afsted. Vi skal kun afsted i 8 dage, så bagagerummet var ikke for lille denne gang 🙂
Jeg havde checket med Google Map hvilken rute den ville anbefale, og den faldt jeg for, for den førte ud østpå over landeveje og gennem små byer for at mødes med motorvejen ved afkørsel 19 – det skulle spare 30 km og 20 minutters kørsel og fuldstændig undgå morgentrafikken i Paris. Men Fräulein Daimler ville, at vi skulle den sædvanlige vej over Paris’ ydre periferiveje, så jeg havde lavet en lille liste med check-punkter, indtil hvor jeg antog, at Fräulein Daimler begyndte at følge samme rute.
Her er vi ude på min rute i en lille by. Vi holder bag en stor lastbil med store rør på ladet. Inge og jeg snakkede om, at det måske var Google, der bragte denne trafik, og vores, til de små byer på landet, hvor infrastrukturen ikke var bygget til det. Her venter vi på, at en modgående stor lastbil med byggekran klarer et 90 graders sving på en smal gade…
Vi kom ud på motorvejen som planlagt og drønede deruda’. Ind imellem må vi stoppe ved betalingsstederne, og så går det videre. Det er næsten som et pit-stop på en racerbane, hvor det gælder om at komme hurtigere videre end bilen ved siden af 🙂
På et tidspunkt, lidt over halvvejs fra hjemmet og Hinterzarten, havde vi et mere rigtigt pit-stop. Dog har vi ikke en stab i røde dragter til at fylde på…
Jeg hentede kaffe…
…og vi spiste vor medbragte mad, som var helt fransk, da det var på baguette. Kaffen var udmærket. Vejret, som man måske ikke kan se, var regnfyldt og det småregnede det meste af vejen til Tyskland, derefter blev det klart, meget klart, men overskyet, så vi kunne se Hochschwarzwald rejse sig forude – uden sne på toppen.
I Hinterzarten havde vi et par stop inden hotellet. Først i et supermarked efter vand, dernæst i vinbutikken, hvor vi ikke spilder tid med overvejelser, men går direkte efter deres Sauvignon Blanc 🙂
Vi snakkede om den manglende sne, og vindamen mente, at vi altid kunne male lidt hvidt på brillerne, så ville det give illusionen om sne på gader og i landskabet.
Vi checkede ind, blev budt hjerteligt velkommen og fik anvist vores værelse. Døren til det var dekoreret med engle i et for os nyt formsprog…
…og indenfor var den sædvanlige Begrüssung.
Bilen trillede vi ind under koen, inden losningen begyndte. Der var jo jede Menge Taschen. Selv om vi får tilbud fra personalet om at bringe det op på værelset, gør vi det altid selv. Hvis vi en dag ikke kan selv, så vil vi nok sige ja tak.
Og så var det hen på Café Diva. Naturligvis også på grund af den lille gåtur derhen, som var herlig i den rene, kølige luft efter 7 timers rejse 🙂
…og ja, der serveres syndigt lækre kager på Café Diva!
…og ja, det blev en Schwarzwälder Kirschtorte – kunne vi vælge andet?
Der var mere Begrüssung, nemlig vores Begrüssungsdrink, som vi gerne ville vente med til lidt senere. Det var jo kun midt på eftermiddagen, at vi ankom 🙂
Så det blev drinking-time tidligere end normalt, for Begrüssungsdrinken skulle afvikles inden aperitif-tid, sagde en receptionsdame. Den regel kendte vi ikke, men skik følge eller land fly, så vi samarbejdede, naturligvis, og sekten var dejlig som altid på dette hotel 🙂
Selv om det er ferie, skal der hele tiden tages stilling – og vanskelige beslutninger træffes!
Her aftensmaden.
Vores Bachsaibling på hybenconfit…
…og her desserten med Apfelküchle, der senere udløste en interessant diskussion på facebookgruppen “Aabenra i gamle dage” om Berliner Pfannkuchen.
Og denne diskussion medførte, at jeg der “mødte” nogle, der havde gået i skole med Birte – og så var vi pludselig langt tilbage til barneårene i Aabenraa. Og tråden førte til Premiere Is – manden, som gav is en gang imellem, når han kom hjem efter fyraften og parkerede sin røde is-lastbil ved kantstenen ud for Solgården, og til Kimse, som kom ned fra sin hytte oppe på Hjarupvej – men det er helt andre historier.
…og så var det blevet sengetid.