Juleferiens første morgenæg kom i ny indpakning.
…og over ægget havde jeg denne udsigt. Dagen startede smukt.
…og ville holde sig smuk, lige over frysepunktet og med håbet om et lille drys julesne hen på dagen. Det glædede vi os til.
Vi besluttede os til at tage til Freiburg for at se dens Weihnachtsmarkt, som bliver omtalt rosende. Og så var det at det gik galt – men det vidste vi først. da vi var på banegården i Hinterzarten, hvor dette billede blev taget.
Toget holdt ved perronen da vi drejede ind foran banegården – på den anden side, så vi skulle under. Jeg glemte at jeg ikke er 14, men 64, så jeg foreslog Inge at vi sprang over sporene (Stricht verboten!!) for at nå det. Inge tænkte at jeg var gal, hvilket hun havde ret i, men sprang alligevel med over, snublede, men kom op på perron 2. Jeg trykkede på dørknappen, men døren åbnede sig ikke. Henne foran var der en åben dør, så der gik jeg hen, men den lukkede sig – og vinduet i førerhuset åbnedes og en lokomotivfører stak sit hoved ud og sagde, at han ikke ville lukke os ind, og at vi kunne vente en halv time til næste tog – som straf. Altenativt kunne han ringe til politiet, som ville give os en bøde på 72 €. Alternativet kunne vi jo ikke bruge til noget, for så ville vi alligevel ikke komme med det tog.
Det var jo ærgerligt, men manden var på sin egen måde flink, og det svarede til, at en uartig dreng fik en over næbbet.
…så vi ventede til næste tog. Bemærkede du på foregående billede at jeg havde fået uret omvendt på? Min tidsramme var helt forskruet, og istedet for en rolig spadseretur blev det stress fra nu af. En halv time på en kold perron er ikke så rart, og jeg bemærker her på billedet, at jeg har røde ører. Grunden kender vi.
Toget kom et par minutter forsinket…
…og vi kom til Freiburg. På jagt efter Birkenstock og iPhone6 (som ikke førte til køb) var vi snart ved domkirken, hvor det almindelige marked + lidt julemarked var i fuld gang.
Vi fik det sidste af orgelkoncerten med. Jeg var imponeret af som orgelet kunne fylde kirkerummet med lyd, det var som om der var proppet med lyd. Inge havde bemærket organisten langt fremme foran, og mener at der var et elektronisk orgel i gang derinde, og så må der ikke have manglet på udgangseffekt til højttalerne. Det var imponerende.
Det var svært at få et billede af den bod, hvor vi købte nogle trækrukker med låg, drejet i oliventræ (sandsynligvis importeret 
). Jeg bemærker julestresset lyse ud af ansigtet på damen som er på vej ind i billedet i venstre side.
Her købte vi fødselsdagsgaver. Publikum var meget interesseret og damerne i boden gjorde et godt stykke arbejde for at holde interessen.
Julemarkedet var derefter hurtigt overstået for os, så vi kørte hjem, via Himmeriget, til Hinterzarten.
Så var det også blevet tid til Café Diva…
…og valget faldt på en Linzer Torte. Den havde vi ikke prøvet før, og man har jo pligt til at udvide sin horisont, så det var helt rigtigt for os at vælge denne nøddekage med kirsebærsyltetøj.
Aftenen faldt på i Hochschwarzwald…
…og det blev spisetid og denne aften stod den på Galamenu, hvilket vil sige at der “kun” er 2 søjler at vælge retter fra. Vi klarede os igennem, og Inge udenom lammesuppen. Sommelier’en Moritz var stadig fraværende, så vi holdt os til husets åbne hvide, en dejlig Riesling, som Moritz har hjemkøbt.
En jazz-pianist underholdt fra ved 9-tiden i pejsestuen. Det var for meget jazzet og for lidt julet til publikum her på hotellet så tæt på jul. Vi holdt ham ikke ud hele forestillingen og trak os tilbage. At hans musik heller ikke uforbeholdent fangede Inges interesse, gjorde derimod at hun studerede hans snørrebånd. De var meget lange, sagde hun .