Livet undervejs…

Trætte efter at have styrket ånden på museet trængte vi til at styrke legemet og da vi havde lagt mærke til Le salon de Nina’s dagen før var det et oplagt valg. Vi måtte vente lidt indtil et bord blev frit. Udenfor var der 5 polstrede stole og vi blev beordret til at sidde på dem og man rykkede så frem på stolene indtil man sad tættest på døren og det dermed blev vores tur. Ventetiden benyttede vi til at gennemgå menuen, og valget faldt på salonens Afternoon Tea Set. Selv om det ser engelsk ud, så er det bestemt japansk.

Det kunne vi så bestille med det samme og gå lige til valget af te. Det var også nemt. Der kunne jo kun blive tale om den øverste på listen. Den var ganske dejlig.

Den serveredes naturligvis i et stel med stil.

Efter lidt blogskribleri rundedes dagen af med buffet’en i Tosca, vores “sædvanlige” restaurant i hotellet (Der er 5 her på hotellet).

Vi forstørrer lige den nederste del af menuen:

Restauranten har en rund lille bygning i midten, uden hjørner, men det afholder dem ikke fra at indrette “hjørner” med forskelligt. Når man har valgt “Buffet’en” kan man gå rundt fra hjørne til hjørne som man vil og så meget man har lyst til. I “Action-hjørnet” småsnurrer store kasseroller med gode sager i.

Der er en med pot-au-feu hvor man kan vælge forsk. grisekød…

…en med fiskesuppe (som vi ikke fik fotograferet) og en med grøntsager og pocherede æg i bouillon hvortil der blev serveret tynde oksekødsskiver som blev tilberedt medens man så på…

…og til sidst en med pasta.

Inden “action-hjørnet” havde vi dog besøgt det “kolde” hjørne, hvor der var salater, pickles, tun carpaccio, blækspruttesalat, etc. – meget fint at starte måltidet med.

Efter besøg i det “kolde hjørne” og derefter “action-hjørnet” var der ikke rigtig appetit tilbage til at gøre noget ved det “varme” hjørne med minestrone, sardiner, græskarpie, etc., hvis vi også skulle runde af med lidt godt fra “dessert-hjørnet”. Og det skulle vi jo.

Her ventede oplevelsen, den allerbedste tiramisu vi har smagt, på os. Fjerlet og yderst velsmagende. Så let, at der blev plads til et lille stykke Paris-Brest, en hjulformet vandbaggelse med fyld af creme, flødeskum og friske jordbærskiver – skåret ud i små beskedne stykker, den var dog lidt tung i det.

Vi lod en Sauvignon Blanc fra New Zealand ledsage det hele, og forståeligt nok var vi nu mætte og parate til at gå til ro – lidt stolte af os selv, for vi havde holdt ud til kl. 22:00.

Mandag morgen var vi oppe 07:06 og snart efter nede ved morgenbordet. Som I kan se serveres morgenmad mellem 07:00 og 11:00, men som den opmærksomme læser naturligvis straks har bemærket så slutter morgenbuffet’en 10:00.

Vi beskrev tidligere hvordan indkøbsgaden hang sammen under de 3 bygninger. En af dem er Yokohama Landmark Tower, den højeste bygning og den 3. højeste struktur i Japan. 296.3 meter høj er den og oppe i en højde af 273 meter er der en udsigtsetage, Landmark Tower Sky Garden, hvorfra der er panoramiske udsigter hele vejen rundt. Der ville vi op og kigge ud.

Brochurer og plakater fortalte undervejs at udsigtsetagen var den 69. i bygningen og at den var Japans højeste udsigtsplatform.

Der er mange trapper derop, men vi kunne suse derop med Japans hurtigste elevator, der undervejs når op på en hastighed af 750 meter per minut, så det tog kun 40 sekunder. Man skal jo heller ikke spilde tiden, hvilket vi jo så heller ikke gjorde. Billetterne kostede kun 1000 yen og det var lige før at en af os kunne have fået pensionistrabat.

Inden havde vi gjort vores overvejelser om hvordan sådanne høje bygninger bliver stående i flere år selv om der ofte er jordskælv i området. Landmark Tower har en sindrig hydraulisk anordning til at dæmpe svingninger, som er demonstreret her. Klik på det lille billede øverst oppe til højre på siden.

Det med udsigten havde de ikke løjet om, men dog taget det forbehold at det skulle være klart vejr før man kunne se deres berømte bjerg Fuji. Helt klart var det ikke, men bjerget er ude i højre øverste del af dette fotografi.

Hvis I ikke synes at det er så indlysende, så har I det lige som os, men der var oplysende panoramafotos med pile, så vi kiggede i det mindste i den rigtige retning. Derimod var der et klart vue over vores hotel, der er markeret med den midterste røde pil.

Pilen til højre peger på paradishjulet som I allerede kender godt fra andre fotografier, og som vi vender tilbage til, og til venstre det center hvor det, som vi egentlig er rejst hertil for, skal foregå i de kommende dage.

Deroppe på 69. etage var der café og automater med forskellige drikke, som for os så meget morsomme ud, nu vi så skriften fra den mere dekorative side. Forstå den kunne vi ikke, men det havde de vel taget højde for med billedere ved hver valgmulighed.

Man kunne også finde et sted at fotografere sig og samtidig få lidt af omgivelserne og udsigten med, inden man kørte ned med samme hastighed som før, der nærmede sig et frit fald.

Nede igen ville vi kigge efter japansk køkkengrej, men det kunne vi kun, hvis vi ville købe franske varer i dette indkøbscenter. Efter at have forhørt os om, hvor man så kunne og fået det at vide begav vi os ud på en lille gåtur for at komme derhen. Undervejs bemærkede vi hvordan man opbygger et juletræ. Højtiden nærmer sig, så måske var det godt for nogle af læserne at kigge godt efter her. Det er jo et spørgsmål om planlægning, medarbejdere og leje af det nødvendige udstyr.

Henne i det andet center købte Steen et håndlavet rivejern, der iflg. ekspedienten var skarpere end et lavet på maskine. Så det må være skarpt som et modig samurais sværd. Det bliver interessant at se hvad det vil sige når rivejernet møder en rå gulerod for første gang. Nu er det ikke den eneste grund til at dette ikke er hvilket som helst rivejern; men det kan vi evt. komme tilbage til senere.

En taxi bragte os tilbage til The Landmark Tower, hvor vi tog ned til arkadens niveau 2 hvor vi dagen før havde observeret damer sidde i kimono og drikke te og spise noget. Dette noget var wagashi, et begreb for en bestemt traditionel japansk version af søde sager. Dem kan I læse om her. Til det serveredes matcha en drik lavet af fint pulveriseret grøn te, som I kan læse om her. Det var meget specielt, meget zen – og sådan så det også ud.

Det gav energi til at arbejde med vores taler, som vi skal holde i de kommende dage, samt skrible lidt mere på denne blog. Men ved 5-tiden måtte vi have en kop espresso, og gik ned i arkaden for at købe et par kopper det nærmest mulige sted. Det blev Café de Crié.

Ja, som før nævnt er det åbenbart trenden her at benytte europæisk klingende forretningsnavne og produkter – men oversigten over drikkevarerne var lokal nok, dog med hjælp til sådan nogle som os.

Vi fik de 2 espressoer vi havde behov for.

… og gik op for at arbejde videre.

Mørket faldt på ved 5-tiden og The Bay Bridge, som på afstand ligner den nye Lillebæltsbro meget, selv om man her kører i 2 lag, kom til at ligne den endnu mere…

… og paradishjulet, The Cosmo Clock 21, begyndte at få sin bedste tid på dagen.

Hjulet var, da det i 1989 blev bygget, det største af sin slags (107.5 m) – en rekord det holdt til 1997, hvor det blev overhalet af et andet. Allerede i 1999 var en ny version af hjulet bygget (112.5 m), men den blev overhalet allerede samme år af et andet japansk. Men som ur, er det et af de to største i verden. Vi kiggede lidt på The Cosmo Clock 21 fra balkonen og arbejde så videre et par timer indtil vi følte at det var tid til en pizza og gik ned til den sædvanlige restaurant.

…hvor vi kunne fortsætte i hjulets selskab – tjeneren insisterede på at tage et med vores apparat.

Tirsdag var den sidste hele dag vi havde for os selv, så den benyttede vi til flere forskellige gøremål og forberedelser til de travle dage forude. Derfor er der ikke det mest eksotiske at berette om, men måske kan det alligevel være interessant at kigge på nogle af detaljerne. Lad os begynde med yoghurten, som vi har nævnt før.

Her ser I hvordan den grønne kiwi-sauce smukt forbinder rosinerne på toppen af den meget lette yoghurt. Det er starten på morgenmåltidet.

Når vi nu er ved bordet, skulle vi også vise en anden detalje, nemlig den fugtige serviet, nærmere hvad vi kalder en vaskeklud i Danmark, som udleveres når man har sat sig til bordet for at indtage et måltid. Dog ikke om morgenen, men til frokost, eftermiddags og aftenmåltiderne er det standard. Den giver mulighed for en sidste håndhygiejne og det fine er at tjenerne ikke, som det er tilfældet i rutefly, kommer og henter dem med det samme. Servietten forbliver til rådighed hele måltidet igennem, og det er meget praktisk når man en gang imellem får fedtede fingre – det kan jo ske, selv for den mest omhyggelige.

På mindre caféer og i tesaloner udleveres der en fugtig engangs papirserviet pakket ind i en aflang lukket pose. Herunder ses servietten i brug om eftermiddagen i hotellets tesalon. De små tårne i 3 etager indeholder et “5 O’clock Tea Set”. Vi snakkede iøvrigt om muligheden for at englænderne havde traditionen fra japanerne, og ikke omvendt.

En anden lille detalje er den sorte knap øverst på OP/NED panelet ved elevatorerne. Den opfordres man til at trykke på først for at undgå statisk elektricitet, så det må være en afladningsordning af en slags. Inge opdagede den efter et par dage og bemærkede at der stod noget til at læse på et sprog vi forstår.

Vi havde et ærinde på 5 etage henne i enden af indkøbsgaden…

… og undervejs derhen fik vi svar på et spørgsmål vi havde forleden, nemlig om Japan havde egen vinproduktion. Ved et tilfælde – og det var et tilfælde – befandt vi os ved en butik i en butik, hvor netop japansk vin solgtes. Ja, man blev inviteret til at smage på varerne inden købet, og det var overraskende. Så på tilbagevejen måtte vi lige have en flaske med, så vores horisont kan blive udvidet lidt i fjernøstlig retning.

Da vi kom tilbage til vores hotelværelse bemærkede Inge gartnere på arbejde i det lille anlæg overfor.

De var en hel lille flok, der arbejde ihærdigt med at fjerne gamle planter og plante nye.

Heller ikke tirsdag var der gastronomiske udskejelser. Vi nøjedes igen med en helt enkel pizza. Maverne er OK, men ikke til store måltider på det tidspunkt. Og da vi kom op på værelset blinkede telefonen rødt. Der var en besked til os, om at der var kommet en fax – noget så gammeldags som en fax. Måske bliver det en af de sidste vi får af slagsen i vores liv. De er jo ved at uddø. Men vi fik en.

Vi fortalte for nogle dage siden om vores oplevelse af vådrummets høje teknologiske niveau. Vi fortalte at toiletbrættet var opvarmet og at når man satte sig på det begyndte vandet at fosse ned i toiletkummen og blev ved med det et halvt minuts tid. Årsagen til denne funktion mente vi var japanernes ulyst til at blive hørt tisse og det fossende vand gjorde det så sværere helt nøjagtigt at vide hvad der skete bag den lukkede toiletdør.

En ny teori har fundet vej til os, nemlig at vandet fosser af 2 årsager. Den første er at befugte toiletkummen før den mere alvorlige del af besøget lander i den, og den anden er at det fossende vand psykologisk hjælper ældre mænd til at kunne lade vandet.

Lad os igen begynde med begyndelsen, morgenmaden. Denne gang drejer det sig om det begreb der i Danmark går under wienerbrød, og som i engelsksprogede lande går under begrebet danishes. Brødet har hverken noget med Wien eller dansk at gøre, så vidt vi forstår, men selv her i Japan holder den engelske brug stand – i hotellets restaurant dog med et fransk islæt.

Kurven her indeholder 2 slags “wienerbasser”. Øverst til venstre ligger Danish Marron, hvor det franske “marron” som betyder kastanie hentyder til den halve kastanie der ligger på en bund af creme i midten. Til højre ligger Danish Praline, hvor det franske “praline” sandsynligvis hentyder til de knuste brændte mandler der er strøet på “sneglene”.

Efter dette lille illustrerede engelsk-japanske sprogkursus er vi nået så langt at vi kan kaste os over en lidt vanskeligere tekst. Et passende let læseligt og samtidig aktuelt emne får I her…

… og nu da vi ikke længere er begyndere kan vi skrue niveauet en lille smule op:

Det var slet ikke så svært som vi troede, vel? De 2 ovenstående tekster er fra kataloget til International Quilt Week Yokohama 2011, som er grunden til at vi befinder os i Yokohama.

Vi gik en tur over til Pacifico centret hvor der var travlhed med at stille alt op til den internationale quilt uge, for nu at sige det på dansk, kiggede lidt indenfor og gik ellers en runde.

Der er store ligheder med Houston, idet der fra centret er udsigt til højhuse, beton og glas.

Der er altså på den måde ikke så stor forskel, beton har jo den samme farve overalt, men det er der jo så på så mange andre måder. For eksempel på bussernes farve og informationen til bilisterne malet på kørebanen. Centeret er til højre i billedet.

Så var der lige lidt til drengerøvene at kigge på. En smart splinterny model skulle fotograferes et smart sted med smart arkitektur, og det er denne bydel.

Tilbage på hotellet trængte vi til lidt og installerede os i thesalonen for at få en kop the og lidt at spise. Der serveres først en kopfuld af den valgte the medens man venter på at det man ellers har bestilt bliver tilberedt. Det giver lidt tid alene med  koppen, og tid til at observere den lidt anden måde der serveres the på her i Yokohama.

Den skarpe iagttager bemærkede naturligvis straks at theskeen her lægges på “forsiden” af kop-underkop sættet, hvor den europæiske skik er at gemme den omme bag ved. En lille interessant detalje.

En kop the senere var resten serveret sammen med en frisk gang the, og hvis vi kigger lidt længere bag ved thekoppen ses to små 3-etagers tårne, som på  menuen går under “mixed sandwich”. Bag dem ses en ung mand som en halv times tid senere ikke længere var så sulten, som da han blev fotograferet her.

Vi fik jo ikke med i det tidligere indlæg, at vi efter det lette eftermiddagsmåltid arbejdede på denne blog og ved 17-tiden mødtes over en kop the med en af vores “forbindelser” til organisatorerne bag den internationale quilt uge i Yokohama for at forberede lørdagens talk show. Da det var på plads gik vi alle 3 over i centret for generelt at se hvor langt de var kommet med at sætte hele hurlumhejet op og i særdelseshed hvordan det stod til med vores galleri. på vej dertil så vi at de var færdige med indgangskontrollen.

Folk var i gang overalt og vi kunne på lidt afstand se at der var sket noget siden sidst. Den kæmpestore quilt der hænger ned fra loftet befinder sig over området bag vores galleri og genererede ikke. Quilten er udstillingens “vartegn” og benyttes hvert år.

Nu var det jo godt at vi havde det lille kursus i japansk i en af de tidligere indlæg her på bloggen, for så forstår I jo uden problemer at det drejer sig om Inge og Steens quiltudstilling.

For de som ikke kunne se det helt tydeligt, er her et nærbillede til hjælp. Baggrunden er lyst træ, som prægede hele vores galleri på en meget sympatisk og neutral måde. Det var vi meget tilfredse med.

De røde løbere var ved at blive lagt ud og afspærringen i form af hvide kæder var ved at blive spændt ud foran vores quilts, så publikum ikke kom for tæt på. Det var dog noget vi ikke behøvede frygte her i Japan, for her er publikum yderst disciplinerede. I USA og Europa skal mange helst hen for at røre og allerhelst vende quilten om så bagsiden kan beundres. Ikke her.

I baggrunden ses det kommercielle område under opbygning. Flere hundrede boder blev sat op af handlende der mente at have noget at tilbyde de 30.000 besøgende som ville strømme ind i løbet af de næste dage.

Naomi, vores “forbindelse”, roste vi for det meget sympatiske galleri der var blevet sat op for os,  og at vi var glade for at det var i en form der ledte publikum rundt i en ring skabt af en “ø” i midten der også benyttedes til at hænge vores quilts på.

Naomi inviterede os på sushi-restaurant. Det havde vi ikke prøvet før, men sagt at skulle det være, så skulle det være i Japan. Det kræver nemlig et komprisløst hygiejneniveau – og det har de i Japan, mener vi. Og her var vi så, og det var en oplevelse. Alt meget friskt og interessant tilbehør i form af misosuppe, grøn the, en slags æggestand med fisk og svampe, og på tallerkenen 12 store stykker sushi, inklusive 3 slags rå tun, blæksprutte, laks, andre fisk fra Stillehavet og endelig rå ål. Meget interessant måltid, som spistes med pinde og med soja i en lille sidetallerken til at dyppe bidderne i, hvis man havde lyst til det.

Den tidlige formiddag var præget af åbningsceremonien der foregik inden showet åbnedes for publikum klokken 10. Vi var blevet opfordret til at give lille 1-minuts tale, hvilket vi gjorde og derefter skulle selve åbningen foregå. Det var oppe på podiet hvor hovedsponsorer, organisations-komitteen, et par kendte japanske quiltere og os som “the stars” og ceremonien gik naturligvis ud på at klippe en rød silkesnor over med guldsakse. Inge førte vores saks og klippede synkront med de andre honoratiores silkesnoren over.

Vi har ingen fotografier taget af os selv, så det må I forestille jer til. I må også forestille jer os stående inde i vores udstillingsområde, foran svirrefluen, og give en såkaldt Gallery Talk, hvor vi med oversætter på forklarede de interesserede fremmødte lidt om hvordan vi arbejder. Vi rundede af med en spørgerunde, hvor publikum kunne stille de spørgsmål de evt. havde. Og det havde de.

Det var kun spørgerunden der improviseredes. Vores Gallery Talk var forberedt på forhånd så oversætteren kunne have sin kopi på japansk. Vi var tilfredse med fremmødet og spørgelysten. Det hele varede vel en times tid. Her blev taget mange fotos, bare ikke med vores kamera, så det må I også forestille jer.

Frokosten er der derimod ingen mystik i og her behøver I ikke at forestille jer ret meget. Der er nemlig god billeddækning. Vi havde sammen med andre “medvirkende” et lokale til rådighed og midt på dagen blev der bragt forsyninger ind. Vores første “lunch box” så således ud. 

Øverst lå et par spisepinde på et stykke celofan som afslørede hvad der var i vente.

Det var ris med ristede sesamfrø og en stærkt marineret frugt af en slags midt i. Vi ser her at ca. 40% af måltidet var ris. Øverst i midten et rum med en lille soyaolieflaske, et stykke ørred og derunder et stykke tofu. I øverste højre hjørne grøntsager i pickles-stil, i nederste højre hjørne kogte grøntsager, i midten lidt marineret julesalat og derunder i midten sort tang med ristede kærner af en slags.

Lidt sødt til sidst i form af små canache-lignende terninger med grøn the i.

… og drikkevarerne var vand på flasker og grøn the i små kartoner.

Jo, vi blev mætte.

Om eftermiddagen var vi lidt på arbejde, idet vi var blevet bedt om at vælge de 3 bedste udstillinger sat op af 17 quiltegrupper fra forskellige egne af Japan. Vi kunne derfor ikke bare slappe af og kun gå rundt efter vores egne interesser. Dog blev der tid til  at snakke med de forskellige grupper, og ofte blev der spontant stillet op til gruppebilleder.

For grupperne er det serious business at deltage i konkurrencer som denne, men der er overalt smil og latter og samtaler om den fælles interesse på det niveau de gensidige sprogkundskaber tillader. Og det er forbløffende hvad der med lidt gensidig tålmodighed, mimik, armbevægelser og velvilje kan udveksles af information.

Der var en stille strøm af besøgende i udstillingsområdet, inklusive vores eget galleri…

…men hvor der hele tiden var tryk på var i handelsområdet med de mange boder. En quilt festival som denne giver mulighed for på en og samme dag at købe ind af alt muligt forskelligt relateret til quiltning og patchwork, og derefter kigge på quilts i de mange forskellige udstillinger.

Når der senere om aftenen på  hotellet skulle printes tekstforslag til for eksempel prisoverrækkelse for vinderne af gruppeudstillingerne, måtte hotellets faciliteter tages i brug.

Formedelst 100 yen kunne der surfes i 15 minutter eller printes 3 sider. Dog skulle der lige glippes med øjnene et par gange i begyndelsen, men vi kan vel alle lidt japansk, som Hans Otto Bisgård ville have udtrykt sig…

… om ikke andet så kan vi bruge ikonerne hvor vi ikke lige kan komme i tanker om hvordan nu et af de japanske skrifttegn skal forstås

Torsdag aften var vi inviteret til The Quilters’ Party, som festivalkommiteen havde arrangeret for sponsorer, instruktørerne på de forsk. kurser der også afholdes, de nærmeste medarbejdere, samt de indbudte quiltere, heriblandt os. I Pacifico centret er der 4 restauranter, hvor den italienske er den bedste. Det vidste kommiteen heldigvis og havde valgt den til dette party, hvor vi var blevet bedt om at holde en lille åbningstale. Maden var italiensk med et japansk tilsnit, ganske udmærket og snart var stemningen høj. Vi lærte at japanerne holder meget af at spille bingo, så det skulle ikke mangle her.

Hver gæst fik ved indgangen udleveret et kort og senere på aftenen løb spillet så af stabelen.

Og da aftenens program var til ende, lærte vi en japansk skik, nemlig den at afslutte festen sammen ved at klappe en bestemt rytme 3 gange – det skulle gøre folk glade og samtidig signalere at nu var festen forbi, og alle går hjem.

Det gjorde vi også og kom i indkøbsgaden på vejen til hotellet forbi et stort juletræ, som er uhyre populært. Vi skal ikke glemme at julen snart er over os.

Fredag regnede det fra morgenen, men vi kunne gå over til centret stort set uden behov for de paraplyer vi havde lånt af hotellet. Først på formiddagen havde vi vores 2. Gallery Talk som igen gik meget fint, takket være vores dygtige oversætter, Noriko, som vi ses med på fotografiet herunder. Vi var helt utroligt heldige med at få en som kendte til “branchen” og som smilende oversatte for os på en måde der lod til at forekomme smittende på publikum.

Der var flere tilhørere end dagen før og på Norikos forslag fortsatte vi med at forklare om 3 af de nyeste quilts vi har lavet. Det lod til at falde i god  jord hos tilhørerne og vi sluttede af med at besvare nogle spørgsmål. Vores oversætter, Noriko, oversatte tilsyneladende uden problemer, selv om der her var tale om improvisation uden forudgående manuskript.

Derefter var der tid for os til at kigge på markedet og lidt nærmere på de gruppe udstillinger vi var blevet bedt om at finde de bedste 3 i. Sådan et marked er meget mere end stof til quilts og tråd til at sy dem med. Mange quiltere laver meget andet kreativt med deres hænder.

Besøgende til den internationale quilt uge kunne flere steder holde sig orienteret om hvornår der foregik hvad. I ser straks at vores Gallery Talk denne fredag den 11/11 startede 10:30.

Vi fandt ud af at vi på etagen ovenover kunne få os en espresso, som mindede om dem vi kender og nogle gange trænger til. Medens vi sad her bemærkede Inge, som den skarpe iagtager hun er, at paraplybrugere når de kom ind i “vindfanget” snuppede sig en lang smal plastpose fra et par standere og stak paraplyen deri. Derved undgås dryppende paraplyer og glatte gulve inde i centret. Her er 3 damer på vej ud af centret. Den første har taget sin plastikpose af og deponeret den i spanden til venstre, den midterste dame er ved at gøre ligeså og damen til højre vil gøre det 10 sekunder senere.

Standeren er ganske enkel i konstruktion, og en af centrets medarbejdere sørgede for at der blev fyldt efter så der aldrig manglede.

Udenfor stod vejvisere med skilte, og at det regnede ændrede ikke noget ved det. Tålmodigt blev der vist vej. Nu var der andre arrangemeter i centret, så det var ikke helt uden grund, og for folk som måske var lidt fortabt mht. hvorhen de skulle, havde nogen at spørge.  Højt serviceniveau.

Vi fik i eftermiddagens løb besluttet os for hvilke 3 quiltegruppers udstillinger vi ville vælge som de bedste. Tilbage på hotelværelset blev vores tale til lørdagens formelle præmieoverrækkelse for disse udstillinger skrevet, sendt til vores anden “forbindelse” til arrangørerne og printet nede i et af hotellets business-“celler”. Men nu var det jo ingen sag. Det fungerede bare. Så var vi trætte og lod aftensmaden bestå af en enkel, men dejlig pizza med denne japanske note vi tidligere havde bemærket.