11. november 2011

Fredag regnede det fra morgenen, men vi kunne gå over til centret stort set uden behov for de paraplyer vi havde lånt af hotellet. Først på formiddagen havde vi vores 2. Gallery Talk som igen gik meget fint, takket være vores dygtige oversætter, Noriko, som vi ses med på fotografiet herunder. Vi var helt utroligt heldige med at få en som kendte til “branchen” og som smilende oversatte for os på en måde der lod til at forekomme smittende på publikum.

Der var flere tilhørere end dagen før og på Norikos forslag fortsatte vi med at forklare om 3 af de nyeste quilts vi har lavet. Det lod til at falde i god  jord hos tilhørerne og vi sluttede af med at besvare nogle spørgsmål. Vores oversætter, Noriko, oversatte tilsyneladende uden problemer, selv om der her var tale om improvisation uden forudgående manuskript.

Derefter var der tid for os til at kigge på markedet og lidt nærmere på de gruppe udstillinger vi var blevet bedt om at finde de bedste 3 i. Sådan et marked er meget mere end stof til quilts og tråd til at sy dem med. Mange quiltere laver meget andet kreativt med deres hænder.

Besøgende til den internationale quilt uge kunne flere steder holde sig orienteret om hvornår der foregik hvad. I ser straks at vores Gallery Talk denne fredag den 11/11 startede 10:30.

Vi fandt ud af at vi på etagen ovenover kunne få os en espresso, som mindede om dem vi kender og nogle gange trænger til. Medens vi sad her bemærkede Inge, som den skarpe iagtager hun er, at paraplybrugere når de kom ind i “vindfanget” snuppede sig en lang smal plastpose fra et par standere og stak paraplyen deri. Derved undgås dryppende paraplyer og glatte gulve inde i centret. Her er 3 damer på vej ud af centret. Den første har taget sin plastikpose af og deponeret den i spanden til venstre, den midterste dame er ved at gøre ligeså og damen til højre vil gøre det 10 sekunder senere.

Standeren er ganske enkel i konstruktion, og en af centrets medarbejdere sørgede for at der blev fyldt efter så der aldrig manglede.

Udenfor stod vejvisere med skilte, og at det regnede ændrede ikke noget ved det. Tålmodigt blev der vist vej. Nu var der andre arrangemeter i centret, så det var ikke helt uden grund, og for folk som måske var lidt fortabt mht. hvorhen de skulle, havde nogen at spørge.  Højt serviceniveau.

Vi fik i eftermiddagens løb besluttet os for hvilke 3 quiltegruppers udstillinger vi ville vælge som de bedste. Tilbage på hotelværelset blev vores tale til lørdagens formelle præmieoverrækkelse for disse udstillinger skrevet, sendt til vores anden “forbindelse” til arrangørerne og printet nede i et af hotellets business-“celler”. Men nu var det jo ingen sag. Det fungerede bare. Så var vi trætte og lod aftensmaden bestå af en enkel, men dejlig pizza med denne japanske note vi tidligere havde bemærket.

This entry was posted in Japan 2011. Bookmark the permalink.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *