Trætte efter at have styrket ånden på museet trængte vi til at styrke legemet og da vi havde lagt mærke til Le salon de Nina’s dagen før var det et oplagt valg. Vi måtte vente lidt indtil et bord blev frit. Udenfor var der 5 polstrede stole og vi blev beordret til at sidde på dem og man rykkede så frem på stolene indtil man sad tættest på døren og det dermed blev vores tur. Ventetiden benyttede vi til at gennemgå menuen, og valget faldt på salonens Afternoon Tea Set. Selv om det ser engelsk ud, så er det bestemt japansk.
Det kunne vi så bestille med det samme og gå lige til valget af te. Det var også nemt. Der kunne jo kun blive tale om den øverste på listen. Den var ganske dejlig.
Den serveredes naturligvis i et stel med stil.
Efter lidt blogskribleri rundedes dagen af med buffet’en i Tosca, vores “sædvanlige” restaurant i hotellet (Der er 5 her på hotellet).
Vi forstørrer lige den nederste del af menuen:
Restauranten har en rund lille bygning i midten, uden hjørner, men det afholder dem ikke fra at indrette “hjørner” med forskelligt. Når man har valgt “Buffet’en” kan man gå rundt fra hjørne til hjørne som man vil og så meget man har lyst til. I “Action-hjørnet” småsnurrer store kasseroller med gode sager i.
Der er en med pot-au-feu hvor man kan vælge forsk. grisekød…
…en med fiskesuppe (som vi ikke fik fotograferet) og en med grøntsager og pocherede æg i bouillon hvortil der blev serveret tynde oksekødsskiver som blev tilberedt medens man så på…
…og til sidst en med pasta.
Inden “action-hjørnet” havde vi dog besøgt det “kolde” hjørne, hvor der var salater, pickles, tun carpaccio, blækspruttesalat, etc. – meget fint at starte måltidet med.
Efter besøg i det “kolde hjørne” og derefter “action-hjørnet” var der ikke rigtig appetit tilbage til at gøre noget ved det “varme” hjørne med minestrone, sardiner, græskarpie, etc., hvis vi også skulle runde af med lidt godt fra “dessert-hjørnet”. Og det skulle vi jo.
Her ventede oplevelsen, den allerbedste tiramisu vi har smagt, på os. Fjerlet og yderst velsmagende. Så let, at der blev plads til et lille stykke Paris-Brest, en hjulformet vandbaggelse med fyld af creme, flødeskum og friske jordbærskiver – skåret ud i små beskedne stykker, den var dog lidt tung i det.
Vi lod en Sauvignon Blanc fra New Zealand ledsage det hele, og forståeligt nok var vi nu mætte og parate til at gå til ro – lidt stolte af os selv, for vi havde holdt ud til kl. 22:00.
