Livet undervejs…

14042014, 20140414 eller 140414, mon ikke der er nogen der har leget med tallene til denne dag. Nå, det er jo fuldstændig ligegyldigt, men hvad der ikke var ligegyldig var, at det var en smuk morgen – dog med en meget god blæst og havet skummende langt ud.

Men hvad der måske også er ligegyldigt, eller ikke, er at mens man kører op og ned i elevatoren så kan man få sig lidt hollansk undervisning for her bliver man ønsket en “Fijne dag”. Det blev faktisk en fijne aprilsdag. Vejrguderne vidste godt at det var april, så ud over blæsten og dejligt solskin, nå ja, så skulle man da ikke glemme at det var april, så der kom også meget kortvarige regnbyger. Selv om de var korte, så blev man meget våd af dem!

Dagen gik med en blæsende gåtur i dejlig solskin, opdatereing i Noget om Boddum, gamle billeders forbedringer og Harry Hole. Men klokken 17:15 måtte jeg have en kop kaffe for ikke at falde i søvn, så jeg gik i baren og her undrede jeg mig over… nej, det var ikke at jeg fik en normal kop med kaffe og heller ikke en slags kiks til som jeg ikke smagte på, men derimod det lille glas vand der kom med. Ja, jeg forstå godt at klovnen danser rundt med violinen i baggrunden, for hvorfor mon sådan et lille glas?

Vejret var stadig smukt, Steen arbejdede stadig, så lidt over 19 gik jeg igen i baren, denne gang for et glas vin…

Han og kollegerne var travlt beskæftiget med planlægning og prioritering, og det var ikke langt fra hotellet hvis man betragter afstanden som kragerne flyver den.

Steen kom og da det var blevet halvsent besluttede vi at gå ned i hotellets brasserie for at spise. Valget faldt på en Caesar-salat med kip. Nå ja, vi kan vel allesammen lidt hollandsk, men på dansk er det kylling. Dressingen på den sprøde bacon leder tanken hen på stribet flæsk…

Stribet flæsk – kød med tykke lag af fedt som udskæres fra den underste del af siden på et svin bruges fx til suppe eller stegt flæsk

The salad’s creation is generally attributed to restaurateur Caesar Cardini, an Italian immigrant who operated restaurants in Mexico and the United States. Cardini was living in San Diego but also working in Tijuana where he avoided the restrictions of Prohibition. His daughter Rosa (1928–2003) recounted that her father invented the dish when a Fourth of July 1924 rush depleted the kitchen’s supplies. Cardini made do with what he had, adding the dramatic flair of the table-side tossing “by the chef.” A number of Cardini’s staff have said that they invented the dish.
Julia Child said that she had eaten a Caesar salad at Cardini’s restaurant when she was a child in the 1920s. The earliest contemporary documentation of Caesar Salad is from a 1946 Los Angeles restaurant menu, twenty-two years after the 1924 origin stated by the Cardinis.

Da Steen ville betale regningen vendte han sig om og vinkede efter en tjener – imellem ham og tjeneren i baggrunden sad en enlig dame. Hun vinkede venligt tilbage til Steen – det var en kvindelig kollega 

Mæt og træt satte Steen sig lige ind i “Sjower”ens historie. Ja, alt er ikke sort og hvidt, man lærer noget nyt hele tiden og det er jo dejligt – og det var alt i alt en “fijne” dag!

Det var svært at se på skyerne hvilket vejr vi ville få i dag, men en ting var sikkert: vinden var løjet lidt af, havet havde ikke “hvide” bølger så langt ud længere.

Jeg gik mig en formiddagstur igennem de hollanske klitter, det var pragtfuldt gåvejr.

Gik langs stranden tilbage, og vejrguderne kom i tanker om at de skulle levere aprilsvejr, så det småregnede ind i mellem. Steen sad i går og diskuterede aprilsvejr med sine europæiske kollegaer og det viser sig at alle lande kalder den type vejr vi normalt har i april for “aprilsvejr”.
Hotellet rager op over horisonten 4 kilometer i det fjerne….

Det var brunchtid for fuglene, vandet trak sig tilbage og de havde travlt med af få havmad eller på gourmet-sprog: alt godt fra havet. Fuglene er jo fuldstændig ligeglade med om solen skinner eller det regner, det er den lækre mad som havet nok så venligt skyller op til dem, de går op i. Det er som om de skriger “tak for mad” til det buldrene hav.

Der var dog også noget som der ikke var meget sul på. Hedder fiskekød mon “sul”?

Om eftermiddagen var det pragtfuldt vejr og teltet blev fjernet nede ved hotellets beach house. Harry Hole underholdt mig en stor del af tiden, mens jeg af og til så ud på denne udsigt, når jeg kunne tage øjnene fra min e-bog…

Steen kom tilbage inden klokken 18, så vi besluttede at gå hen i Blue Beach og tage os et glas pre-dinner vin, og her bemærkede vi at folk stod og så på skibet som vi nu havde fulgt et par dage når det kom tæt på kysten for at læsse oppumpet sand ud…

Lige nu sprøjter skibet “hvidt” vand ud, men inden dette billede blev taget sprøjede det “brunt” vand ud, dvs. vand med sand i. Dette sand bliver så med bølgerne ført ind til stranden hvor det lægger sig pænt oven på muslingeskaller og andet og det giver en god badestrand. Nå, det er altså min teori. Jeg kan sagtens tage fejl, det er sket før og det vil ske igen.

Vi besluttede at gå over til “italienerne” og spise igen,

Steen valgte en vegetarisk pizza og nå ja, jeg er jo glad for de italienske oste, så jeg spiste igen den aldeles glimrende 4 ostes pizza.

Steen skulle igen have deres spicy oil for at dryppe rundt på sin pizza….

Der var mange jet-spor på himlen. Solen gik ned i en sæk, men jeg kan godt afsløre at den ikke stod op i en bæk….

Der var stadig jet-spor på himlen og solen stod ikke op i en bæk. Dronningen og tante Annas fødselsdag, altså en dag hvor meget kunne og kan fejres, een carpe diem dag!

Efter morgenmaden kunne vi se at nu kom sandskibet ind igen.

På dette dårlige zoom billede fra telefonen er det måske lidt tydligere at skibet pumper/sprøjter sand ud i vandet.

På vores kørsel gennem Nederlandene, som det vistnok hedder på nudansk – det hed Holland i min skoletid, men tingene ændrer sig jo og det gælder om at følge med – så vi mange tulipanmarker og også vindmøller og mange biler….

Her er så ikke så mange tulipaner og biler, men vindmøllerne er bygget på et dige. Det virker egentlig OK at have noget kunstigt på noget kunstigt. Forruden begynder at vise døde insekter der nok kom frem for at glæde sig til en dejlig sommer, men hvis glæde blev lidt kortvarigt…

Vi kom til Tyskland og endnu flere insekter havde sagt farvel og tak. Nå nej, tak har de nok ikke sagt, mange af dem var nok ikke mange dage gamle.

Os vi fik os en kop udmærket tysk kaffe og vores spejlbillede er blevet lidt støvet. Måske er det tidens tand på os, eller en ikke længere nyvasket bil, eller begge dele der gør det.

…og tilbage til det med carpe diem, som kunne være lidt af en udfordring: Her i forbindelse med bilkøer syd for Hamborg, som vi dog godt kunne have været foruden.

Der kom lys for enden af tunnelen. Dejligt – vi var nu nord for Elben!

Her er ruten vi tilbagelagde fra Noordwijk til Glücksburg.

…og vi ankom til Alter Meierhof og var glade for at køreturen ikke havde været mere besværlig, vi havde frygtet en værre og glædede os over den mere behagelige….

Inden kaffen gik vi lige en lille tur rundt om hotellet for at tage et kig over Flensborg Fjord til det danske land. Vejret så dejligt ud, men det var altså meget koldt…

Det blev også vino tid, og vi fik et glas dejlig tysk riesling fra Nahe-regionen. Det var jo en dag hvor der var meget at skåle for: Dronningen, tante Anna som kunne være blevet 92 år og endelig at Steen nu er lige så mange dage gammel, som hans far var den dag han døde. På væggen bagved hænger et billede af den danske kirke i Flensburg, som det så ud anno et eller andet…

Her sidder Steen småsulten og glæder sig over det dejlige liv, men sender også tanker til Arne…

I brasseriet hos Alter Meierhof blev der bragt dejlig mad på en tallerknen. Det var noget med svampe, grønne asparges og noget hønskekød, og det smagte ganske dejligt. I dagens mange anledninger fik vi også dessert: en glimrene crême brulé serveret i en espressokop og noget is og æble på en tallerken ved siden af og vi undlod ikke et glas tysk sekt til. Mætte og tilfredse sluttede vi denne dag.

På vej ned ad trapperne hænger dette lille billede af Glücksborg Slot. Mon ikke det er til ære for alle deres danske gæster?

Morgenbilledet bliver dette her, for her im Hohen Norden, ja næsten på grænsen til Danmark, kunne vi få to forskellige udgaver af Bircher Müsli, og det siger vi ikke nej tak til. Vi tog begge versionen med æbler og ikke den med skovbær. Den med æbler er vel egentlig den klassiske…

Vejret var som lovet, lidt overskyet og Danmark lå stadig på den anden side af Flensborg Fjord. Den tossede mand, som er lodret begravet med kun hovedet stikkende op, har vi set før, men husker ikke hvor. Hvem begraver dog mænd på den måde og planter blomster rundt i ring omkring ham…

Et lille kig op mod en del af morgenmadsbuffetten og kokken der bukker sig fremover for at ordne et eller andet, fortæller at vi var tidlig på færde. Dog var der andre der havde været lidt tidligere end os så vi sad absolut ikke alene – der var liv i lokalet.

Her var der også en lille – og jeg mener lille i forhold til hvad vi får andre steder – ensidet morgenavis og her er dagens citat derfra…

Et andet sted i et hæfte læste vi dette. Teksten var også oversat til dansk og jeg kender ikke hr. Thakur. Ja, jeg går ud fra at det er en herre, men det passede meget godt til hvad Steen og jeg talte om til morgenmaden, en morgenmad der iøvrigt var ganske fremragende….

Vi skulle videre og ville selvfølgelig gerne videre i tilværelsen med et klart udsyn, så vi  havde noget at give videre, og nu da vi var mætte efter en dejlig morgenmad og udsynet blev gjort klart, så måtte bilen også lige have sig noget velfortjent til at føre os videre….

Når man har undret sig over huset til venstre, må man sige om beboerne, at de i sandhed bor ved grænsen…

…og hvor utroligt det end lyder, så var der minsandten en butik der havde åbent i Danmark og det var en blomsterhandler ved siden af kirkegården…

Vores fine lille buket med 5 blomster til 5 mennesker, der har betydet noget i Steens liv, blev lagt på “deres” lille plæne….

Vi fortsatte nordpå og passerede en bro med forblæste lystfiskere og himlen blev mere og mere blågrå…

Der var ikke så langt tilbage til dagens finale-flag.

Regnen kom og forsøgte at vaske de døde insekter væk, som Steen havde haft svært ved at fjerne da han vaskede forruden tidligere på dagen.

Vi kom så frem og profiterede undervejs af den nye motorvejsstrækning nord for Vejle.

Vi var på Åbakken for at besøge Elly og Hjalmar og blev der indtil de skulle ned og spise aftensmad.

Vi fik også aftensmad: dagens fisk og det var helleflynder. Natten faldt også på i Hurup.

Og Steen glædede sig over at han havde fået bestilt nogle arktiske tæpper i ren ny norsk uld, her til det kolde klima i Hurup.

Morgenstemning hos Hotel Thinggaard. Vi var de første, hotellet var helt fuldt og inden længe var lokalet fuldt. Der er noget bestemt stille over at være de første…

Efter morgenmaden var det gåtur i Agger. Det blæste og det var koldt; men det var dejligt solskinsvejr. Jeg aner egentlig ikke hvad denne dims med den røde pil i toppen er, men mon ikke pilen viser hvilken retning vinden kommer fra?

Det buldrende Vesterhav og ikke en sky i horisonten, men mange forspor i sandet.

Stien på diget mellem Flade Sø og Agger.

Cykelstien ud ad Agger Tange. Nej, det er det jo ikke, det er cykelstien langs den vej, der fører ned til færgen til Thyborøn.

Agger i det fjerne, som vi nu er på vej tilbage til, og vandet er så blåt, så blåt.

Eftermiddagen stod i Åbakkens tegn. Hjalmar havde det ikke for godt. Han havde siddet i en stol et par nætter og sovet, da han ikke kunne sove, når han lå ned og nu havde han fået ondt i en skulder. Elly er/var måske endnu mere utilfreds med tilværelsen…

Christian kom også ned for lige at se og snakke med Hjalmar og for at se og høre, om der var noget vi kunne hjælpe ham med…

Aftenen var stille og roligt på vej mod natten, og vi var dejligt mætte efter en perlehøne med islæt fra nationalparken.

…og inden vi havde set os om – det er heller ikke så nemt om natten  – viste morgenrøden sig på himlen og fortalte os at endnu en dejlig ny dag ventede på os…

Der var først lidt arbejde. Nåh nej, Steen mener jo ikke at folk arbejder hvis de “kun” sidder ved computeren, men når han selv sidder der så er det selvfølgelig seriøst….

Jeg var lige et smut nede på plejehjemmet for at se hvordan Hjalmar havde det, og han var betydeligt bedre, men man holdt stadig øje med ham og han fik igen målt blodtrykket. Det var nu blevet normalt igen og han havde sovet dejligt om natten, først i stolen, siden i sengen og nu var han stort set smertefri i skulderen. Da man ikke må tage billeder af personalet på plejehjem, så kan I ikke se en venlig, hjælpende personale på billedet…

Steen brugte formiddagen til at købe ind. Han havde – jeg skulle til at skrive: som sædvanligt, men næsten sædvanligvis – glemt at pakke underbukser i rejsetasken, så han måtte også omkring den lokale tøjmand.
Vi taler ikke om hvordan han hjemme har stakkevis efterhånden…..

Var også en lille smut i Agger og gik en lille tur. Det var lunt og der var næsten ingen blæst.

…og vi snakkede om, hvorfor der mon ikke var Beach Houses i Danmark, og kom til at det var nok fy, fy og atter fy. Hvorfor skulle folk sidde og nyde en kop kaffe eller en is eller et måltid mad og se ud over havet? Næh, naturbeskyttelse! Man skulle jo næsten tro at Danmark ikke havde ret meget kystlinie.
Et Beach House, med god gåvej dertil, ville give mange dårligt gående nem adgang til at kunne sidde og se ud over havet, få sig et hvil, mens de drak en kop dejlig kaffe….

Vandet i Flade Sø var der heller ikke de store bølger på. Kreaturene var kommet ud i enggræsset, sommeren kommer lige straks…

Elly og Hjalmar sad i forhallen da vi besøgte dem om eftermiddagen og vi lokkede lige Hjalmar ud i solen på bænken og vi brugte hans roullator til at sætte telefonen på, så vi fik et lille gruppefoto. Elly ville ikke med ud på bænken.
Bemærk at det er den 93 årige, der har mindst tøj på! Jeg skal lige sige at vi andre hurtigt fik smidt jakken og fleecen….

Natten sænkede sig igen over Hurup, og i aften var vi mætte af en rejemad og Inges isdessert, som en af de venlige tjenere kunne huske, hvad var…

Vær velkommen, Herrens år,
og velkommen herhid!
Påskemorgen, da Herren opstod,
da livstræet fæsted i graven rod.
Velkommen, nytår, og velkommen her!

N.F.S. Grundtvig 1849.

Livstræet – Paradis-træet er det evige livs symbol, som Grundtvig her bruger til at forkynde kristendommens paradoks, at livet for den kristne kommer af Jesu død og opstandelse fra graven.

Påskemorgen i Hurup, alt er stille og roligt og det ser ud til at blive en påskedag med pænt vejr.

Hvis man siger at ugen op til påsken er den stille uge, så kan man vist også sige at det er påskedag også – ikke en bil på parkeringspladsen! 2 tog mødes på Hurups banegård, men man ser ikke et menneske…

Vi tog på Åbakken. Der var ikke stille der, for et par oldebørn og 3 børnebørn var på besøg hos E&H. Vi havde bestemt os for at nu skulle de billeder vi havde med til Hjalmar hænges op, og Carsten, den flinke mand, hjalp venligst til og han var dygtig og hurtig og havde det rigtige slag i hammeren så stålsømmene kom tilstrækkeligt ind i muren.

Billederne og Carstens arbejde blev beundret.

Der blev spurgt til og snakket om billederne og der blev forklaret….

Om ting fra fortiden og nutiden… Jow, billeder er gode samtaleemner.

Det blev tid til påskeaftensmaden på Åbakken, og noget glædeligt skete – Elly gik hele vejen derned med roullatoren, dog var det som om hun midtvejs kom i tanker om at hun jo ikke kunne gå, men må så igen hurtigt have glemt det og gik resten af vejen. Miraklernes tid er ikke forbi.

Det halve, hvis ikke det hele, af Hurup sad i haverne og nød det mirakuløst fine påskevejr, og der blev læst historier om prinsesser…

…og når man nu går i ABC-klasse og forbereder sig til nulte, så er det også blevet interessant at skrive. Og hvad er det første vi alle lærer at skrive? Det er vel vores navne, men her gælder det bestemt ikke kun fornavnet, næh, her skal hele navnet med og der var ingen spejlvendte bogstaver!!!

…og når man ikke lige kan huske hvordan et bogstav ser ud, så slår man da bare op i prinsesse-bladet. Jo, et prinsesseblad kan bruges til meget.

Der var også påskemiddag til os med lamme- og rådyrsteg og Steen var så heldig at dele lidt af prinsesse dækkeservietten sammen med en prinsesse. Han var yderligere så heldig at han ikke skulle dele cola’en, men i stedet fik rødvin.

Vi fik foræret en meget flot tegning af en påfugl.

Ja, han er her, Guddoms-manden!
Sprængte er nu dødens bånd!
Han er visselig opstanden,…
og hans ord er liv og ånd!
Nu en forårsmorgen skøn
rinder op for os i løn,
og, som påskesalmen klinger,
vokser sjælens fuglevinger.

Grundtvig 1832

Tag det sorte kors af graven.

En morgen. Klokken er knap 9. Den ene bil tilhører morgenmadstilberederen, den anden værelsesrengøringspersonen, og den tredie en gæst. Der var ikke mange på hotellet i nat. Nå ja, vi var der også, men sandelig en stille 2. påskedags morgen.

Jeg blev venligst afhentet af Else M. og vi kørte til Taabel Hede på sommerhusbesøg og tilbragte en dejlig eftermiddag hos Ingeborg. Om formiddagen havde jeg også nået en times besøg på Åbakken…

Imedens kørte Steen ned over heden for at besøge sin kusine i Silkeborg.

Han bragte dette billede med fra besøget hos Ingelise og Ib, der havde givet et godt gensyn, en god snak og været meget hyggeligt.

Vi nåede begge tilbage i fin tid til sammen at spise en dejlig fiskesalat lavet specielt til os af kokken Thomas.

Nu sagde påskeferierende farvel og tak og rejste hjem til sig selv. En ferie var forbi og hverdagen begynder igen for mange – dog ikke for os endnu, vi har lige nogle flere dage…

Dette  morgenstemningsbillede er som taget på et sted, hvor der ikke sker så meget…

Dagen gik hurtig og det blev aften og vi gik relativt tidligt over for at spise aftensmad, ja, vi var endda de første. Det havde været en dag hvor der skete en masse, men ikke af den slags man tager billeder af / nemlig snak. Om formiddagen var det om Lindholm og Boddum sammen med Erik og Poul U. på Åbakken – om eftermiddagen var det igen Åbakken og igen snak og det er sjovt som Hjalmar kan sidde og komme i tanker om, hvornår han første gang var på Lindholm. Jeg kan da slet ikke huske, hvornår jeg var der første gang.

Nå, Max var kokken i aften og han lavede en dejlig fiskeret til os. Det var hellefisk på ærtepuré og med bulgursalat til. Det smagte dejligt og prikken over i’et var, at det blev serveret på en HM tallerken!

Aftensbilledet taget med en Slow Shutter app på mobiltelefonen, og den har nok været lidt for generøs med eksponeringstiden.

Aftensbilledet i en mere normal optagelse, og det er igen som var det taget et sted, hvor der ikke sker så meget. Jo, der var da en lastbil parkeret foran – feriedagene er forbi og folk er på arbejde igen…

En morgen hvor solen hele tiden prøvede at skubbe skyerne væk, men det lykkedes den ikke helt. Toget venter på at nogle passagere skal stige ombord og køres et sted hen, lastbilmanden er kørt hen til hvor han nu skal arbejde i dag, der er stadig en stilhed på stedet klokken 06:30. Det der forstyrrer stilheden er togets dieselbrummen….

Jeg havde aftalt et formiddagsmøde med en person som jeg ikke havde mødt før, men jeg var klar over at hun ikke var en af de ungdommelige personer der trådte ud af toget – en ung pige med gulerodsfarvet hår i en lidt spøjs klipning og en ung mand med næsten sort hår.

Næh, hende jeg skulle mødes med var en jævnaldrende og hun havde samme indstilling som jeg, at hårfarven, den lader vi stå i naturlige toner. Vi tilbragte en hyggelig formiddag sammen over en kop formiddagskaffe på hotellet. Tiden gik desværre alt for hurtigt, og inden vi så os om var vi på Åbakken – 5 minutter forsinket. Vi nåede ikke at få sagt ordentligt farvel til hinanden, da der var forskelligt at diskutere med personalet, både om min mor og om hendes moster. Vi er travle kvinder i 60’erne…

Steen gik ned i bibliotekets kælder for at se aviser og desværre var årgang 1964 kun på microfilm og det er noget værre l… at fotografere, svært at få læseligt, men vi kan da læse overskrifter og se billeder.

Næh, de gode gamle papiraviser er bedre at kigge i og fotografere, her er Steen igang med årgang 1914, 1. verdenskrigs begyndelse for 100 år siden, her kunne han læse hvad avisen dengang mente at thyboeren skulle vide om den krig…

Om eftermiddagen var vi i Boddum og se lidt til en grav, som i lang tid ikke havde fået kærlig pleje….

Vi blev mætte af en dejlig fiskesalat og togene kørte både den ene og den anden vej, medens mørket faldt på.

Vi fik noteret de sidste informationer, de guldkorn som min far har i erindringen, vel vidende at får vi dem ikke registreret, så vil de gå i glemmebogen, og det er egentlig synd for fremtiden, hvis det sker.