Livet undervejs…

Tidlig morgen, alt for tidlig morgen, men jeg kunne se skyerne og deres farve i den åbne dør, da jeg åbnede det ene øje på klem for at se hvor lyst det var. Men det var smukt, meget smukt….

Jeg havde også været tidligt oppe – telefonens vækker brummede 04:40 – fået lagt det sidste i kufferten og lukket den, og inspireret af DMI’s meget lovende vejrudsigt for de næste mange dage, tog jeg min Panama-hat med som følgesvend.

Jeg var ved at tro, at der ikke blev en formiddags-gåtur i dag, for det småregnede. Men Karsten her på hotellet sagde til mig, at jeg vel ikke var lavet af salt og så ville vandet jo ikke ødelægge mig, men jeg svarede, at det, jeg frygtede, var det der skete for et par dage siden, hvor der også kun var lovet småbyger. I stedet for småbyger østesjaskede regnede det så meget, at sokkerne sugede vand ned i vandrestøvlerne og det sagde sjask, sjask, når jeg gik. Men da jeg kom til Agger i dag, var det tørt og det holdt tørt, heldigvis….

Jeg kom forbi denne tomme, ja, jeg går ud fra, at det var en tom Ga-Jol æske, der var smidt på vejen. Jeg ved godt, at det danske vejr er Ga-Jol vejr, men jeg anede ikke, at der fandtes Ga-Jol med ananas-lakrids-smag. En bemærkelsesværdig smagskombination, men hvad værre var, var at den lå smidt kun få meter fra en affaldsbøtte. Måske man kan finde trøst i sloganet, eller hvad det hedder, der sagde: “En fejl er først en fejl anden gang den begås” og jeg håbede i mit stille sind, at det var første gang vedkommende bare smed en tom æske fra sig…….

Min gåtur foregik i tørvejr. Jeg var lidt sløv til bens og stoppede op og nød det typiske danske sommervejr mange gange, og tilbage ved bilen kunne jeg se, at vinden havde tørret den. En dejlig gåtur med vind fra sydvest, desværre ikke vest, men man kan ikke regne med at få alt, vel?

Mellem fly 1 og fly 2 holdt jeg pause i Schipol og bemærkede at Mutti Merkel havde rund fødselsdag. En bemærkelsesværdig dame runder 60 år i dag.

I eftermiddag skulle jeg over og snakke billeder med Kirsten H. og det der til højre i billedet ligner en del af et dannebrogsflag er bare en plastikpose fra Fakta. Man kunne ellers nemt tro, at det var et flag, som jeg skulle stå og byde Steen velkommen til Danmark med; men det var det ikke. Jeg havde nemlig sørget for, at han blev afhentet i Billund, så jeg kunne få en dejlig eftermiddag i Boddum.

Aftenbilledet bliver et stillleben med blomster og bordkort, der på helt enkelt vis illustrerer det gode forhold Inge har til hotellets personale. Der kommer friske blomster på værelset, og vores bord var det eneste med kun fornavne og en smiley.

Meget tidligt var Steen oppe, ja det er jo tidligt lyst for en, der lige kommer fra Frankring. Klokken var endnu ikke 04:30, så det var hen under dynen igen…

Vores formiddagstur var, som jeg plejer om formiddagen, nemlig at tage til Agger og gå der. Ikke for at gå ved havet, men i baglandet og ud på tangen. Men det var altså lidt kedelig vejr i Agger i dag. Ja, misforstå mig ikke, men der var ingen vind til at “blæse os igennem”, og så er det altså lidt kedeligt ved havet…

Steen fotograferede disse smukke Klatschmohn, som tyskerne kalder dem. Det var Steens første udbrud da han så dem, men mon ikke vi kalder dem valmuer på dansk?

Tilbage på hotellet gjorde vi Hjalmars artikel færdig og fik den sendt afsted, og Anja fik hejst flaget. Der skal være guldbryllup her til aften – for 100 gæster!

Vi havde et ærinde i Boddum i eftermiddag og efter en par timers snak om nu og en fortid, besluttede vi at holde ind i Dovereodde for at få en kop kaffe. Det viste sig, at de også havde det, man kalder en gammeldags æblekage. Gad vide, hvad en moderne æblekage egentlig er… Den gammeldag var meget velsmagende og et godt valg.
På vej til Boddum blev vi på toppen af “æ smees bak” konfronteret med en gigantisk himstregims af en landbrugsmaskine. Den fyldte hele vejen, og det var umuligt at komme forbi. Vi prøvede at bakke ind på den gamle indkørsel til Tut og Pedersen og manden i himstregimsen prøvede at få den forbi, men det kunne han ikke. Vi måtte derfor bakke ned af “æ smees bak”  og køre ind til PU. Der kunne den og et efterfølgende landbrugskøretøj komme forbi. Ja, sådanne maskiner var der ikke i min tid i Boddum. Er det et tegn på, at jeg er ved at være gammel, måske….

Ovnbagt hellefisk på ærtepuré med hønse-glace, jomfruhummerhaler og grønne asparges – og dertil nye danske sommerkartofler. Det var hvad kokken, Thomas, mente vi skulle have til aftensmad i dag. Han havde tænkt godt på os!

05:25. Steen er allerede ved at vænne sig til de lyse morgener. Det er næsten normal stå-op-tid i Frankrig…

Vi var brave, det hedder det vist ikke, men vi gik en tur i Agger i det lummerhede stille-østenvinds-formiddags-vejr.

Ja, vi gik den sædvanlige tur. Er det kedeligt at vi gentager os selv, eller er det tegn på, at det er en god rute for en formiddags-gåtur i et dejligt landskab? Jeg mener det sidste.

Nu er det jo ikke ferie at være her, så vi arbejdede på missionshotellet et par timer, inden vi  kørte til Doverodde for at “nyde” det alt for varme sommervejr og en kop kaffe, samt en gammeldags æblekage, som i går. Boddum ligger mod sydøst på den anden side af vandet, og der findes der ikke et sted, hvor man kan købe en kop kaffe – og det har der ikke gjort i min tid!

Stadig i Doverodde og på samme plet som forrige billede. Men her et kig mod øst, ses et hus som jeg med glæde har været på besøg i flere gange. Her boede Ester, og noget hun lærte mig var, at man skal huske at sige tak, medens man kan det. Så “Tak”, Ester, for de gode stunder og de gode grin, vi havde sammen.

Efter kaffen i det varme Doverodde var jeg på besøg i Hurup for at aflevere et fotoalbum. Steen var helten og tog alene på Åbakken og var så venlig og udskifte “vores” billede hos Elly og Hjalmar, med det vi tog sidste måned i England, og fortalte dem lidt om, hvor Nina og Christian var kommet til på deres cykeltur.
Jeg mødte ham der, og vi havde lidt snak om gamle billeder med E&H.

Inden vi så os om, var det deres spisetid, og inden vi så os om igen, var vi også blevet småsultne…

Ja, tak småsultne! Kokkene var blevet enige om, at vi skulle have stegt rødspætte. Jeg tør næsten ikke skrive, at det er hotellets “store” tallerkner, vi får serveret på. Men det var det, og det giver lidt dimensionen af rødspætterne. Vi lærte bagefter, da vi gik i køkkenet og takkede for maden, at den store efter kokkens mening skulle serveres for Steen. Det blev den også. Vi gik ikke sultne fra aftensbordet, men mætte på en behagelig måde. Bemærk, rødspætten sejler ikke i fedt, kødet var hvidt og fast og smagte fremragende. Det gjorde de nye kartofler også og persillesovsen ligeså. Det hele meget dansk. Efter måltidet var vi, som allerede nævnt, i køkkenet og takkede for maden. Her lærte vi også om problemer, som kokke kan have, når de skal levere mad ud af huset…

Mens vi stod ved den franske altan på vores værelse og filosoferede med resten af vinen i glasset, bemærkede vi dette stilleben og funderede lidt over det, at når en fest er forbi, så bliver lykønskningen sat til side. Gad vide, hvor mange af gæsterne, der egentlig bemærkede skiltet, som højst sandsynlig har siddet over døren ved en æresport…

Endnu et morgenbillede, hvor det ser ud til at blive en smuk dag – og det blev det, og igen meget varmt med vind fra øst!

Vi tog som sædvanligt til Agger for at gå en formiddagstur, og jeg havde for nogle dage set, at der på et af de sorte huse ved Helmevej stod et lille diskret skilt med udstilling, og at der var åbent.

Vi gik ind og var overraskede over, hvor meget om Agger, der blev vist med billeder og små forklaringer i det forholdsvis lille hus!

Lidt længere nede ad Helmevej kunne vi denne søndag formiddag høre kirkeklokken bimle og bamle og gøre opmærksom på, at der var gudstjenste klokken 10. Det er nu altid hyggeligt at høre malmen runge….

Jeg har for vane at sige “hej” eller “daw” til alle, jeg møder og har fundet ud af, at “hej” nok er det bedste, for det kan siges på alle sprog. De fleste hilser igen, men i dag oplevede vi en lille variation ved at tilbagehilsnen var “hejsa”. Vi havde også den glæde at opleve, at et par cyklister ringede med cykelklokken for at gøre opmærksom på, at de gerne ville have halvdelen af cykelstien til at cykle forbi os. Det måtte de også gerne, og vi gik så pænt til den ene side, og da cyklisterne kørte forbi, takkede de os mange gange. Se, det var meget høfligt af dem – en smuk gestus.

Nå, da vi nåede tilbage til Agger, bemærkede vi, hvor mange dannebrogsflag der var blevet hejst på denne søndag….

Flittige os! Det er godt at rose sig selv, men efter arbejde på hotellet besluttede vi at køre på kirkegården for at se, hvordan det så ud dernede. Gravstedet var nyrevet og frit for ukrudt, men her i denne varme var der ikke mere vand i vasen til den buket, en venlig person havde sat ved en af gravstenene, og isbegonierne ville også være glade for en lille slurk vand. Det gav Steen dem gerne, og vasen blev fyldt op.

Vi gav også lidt vand hos Marius og hos Emmy, og kiggede over mod Doverodde og tænkte, at det måske ville være dejligt med en æblekage og en kop kaffe. Som tænkt så gjort…

Derefter var det Åbakken. Steen havde nu i flere dage gået og snakket om, hvad de planter, vi så på vores gåture, hed. Jeg havde anbefalet ham at tage nogle med og spørge Hjalmar. Jeg kunne så fortælle Steen om min skoletid, og hvordan vi botaniserede med læreren ude i naturen, når det var godt vejr, og også om hvordan vi hver mandag skulle have 5 forskellige vilde planter med i skole – og det med rod – til ja, hvad mon timen hed? Det var egentlig en hyggelig “lektie” at lave.
Steen undersøgte på nettet, hvis der var lidt tvivl. Jo, de to herrer var meget koncentrede.
Tilbage på hotellet skrev Steen nogle postkort via PostDanmark og overstående billede er det første, han sendte til et par stykker. Nu er vi så spændte på at se resultatet om et par dage.

Tiden går hurtigt i godt selskab. og vi var i godt selskab til aftensmaden! Vi havde aftalt at mødes og spise pizza med et par dejlige unge mennesker, og det gjorde vi, og inden vi så os om, så var pizzaerne spist og igen, inden vi så os om, så var det ved at være lukketid og pizzafolkene ville hjem. Vi sagde farvel og tak for en hyggelig aften…

Morgenstund har guld i mund.

I salmelinjen “Morgenstund har Guld i Mund” findes der en dobbeltmetafor. I de følgende linjer tolkes metaforerne i en sammenligning og i et symbol: “Og Guld betyder Glæde. / Og glædelig er hver en Dag, / som leves til Guds Velbehag”. Ordet “betyder” markerer sammenligningen, og menneskenes liv placeres i relation til Gud. I videre forstand er Gud lyset, morgenen, dagen, der besejrer mørkets dæmoniske magter, og mennesket møder sin dag med glæde og lovsang, lige så vel som Gud skabte med ord og så, at alt var såre godt.

Det blev kun til det jeg kalder den lille rute i dag, den er på 5.5 km eller deromkring. Hvad Steen har ville fotografere her, ved jeg ikke, men det er nok bilen og ikke mig, der drikker en tår vand i det varme vejr…

På Hotel Thinggaard skulle der være guldbryllup og jeg må sige, at det var en af de smukkeste æresporte jeg har set. Der var brugt masser af friske blomster og grønt; men vi skulle nu ikke til guldbryllup i dag.

Os vi skulle til fødselsdag! Det var en 6-års slagsen, og det er den hoppende/svævende pige til venstre, som er fødselaren, nemlig Laura. Lillesøsteren, Linea er blevet 3 for ikke så længe siden, så nu er de store piger, og så duer en lille trambolin ikke mere. Derfor er de blevet begavet med en større, og de hoppede og havde det sjovt og viste alle de kunststykker, som man nu kan når man 3 og 6.

Ingen fødselsdag uden fødselsdagskage. Anne præsenterer en smuk kage, en smuk kage som smagte godt og var dejlig frisk i sommervarmen.

Men inden kage havde vi fået dejlige hjemmebagte boller. Som det ses, så sad hele fødselsdagsselskabet ude på terrassen. Nogle under en parasol, andre var modige og sad i solen – men uanset, hvor vi sad, så smagte det hele dejligt.

Carsten stod for fødselarens ønske-aftensmad nemlig “dreje-rundt-kylling”. Måske var det ikke lige det, det blev kaldt, men noget lignende, og endnu engang må vi sige, at Carsten bare kan det der med fjerkræ og grill. Dertil farfars nyopgravede kartofler, snittede gulerødder og Annes agurkesalat lavet af hjemmeavlede agurker….

Vi kørte Michael ind til Viborg Station – den havde vi ikke set før – og ønskede ham god rejse og god arbejdslyst inden skolen igen begyndte.
Vi kørte tilbage til Hurup med solen i øjenene hele vejen.

Morgenudsigten fra det samme hotelværelse vil altid have noget ens over sig. Det, der er forandringen, er himlen og antallet af biler og måske antallet af blade på træerne afhængig af årstiden. Der er vel ikke to ens himler, bortset fra når himlen bare er fuldstændigt og kedeligt blå….

Vi var som sædvanligt på en formiddags-gåtur til og omkring Agger. Her et kig mod Flade Sø.

Husene er de såkaldte “sorte huse” og det er den første hvide dør, der går ind til “Udstillingen”. Vejen er Helmevej, som Steen mener burde hedde Egon Olsens Vej eller Olsenbandevej…

…fordi en meget lille del af “Olsenbanden i Jylland” er filmet her. Men den hedder nu engang Helmevej.

Steen var lige inde og fotografere dette kort, som viser “Strandinger på Danmarks Kyster”, og det er ikke uinteressant at studere. Desværre hænger det, så det er svært at fotografere uden at få “spejlinger” i motivet.

Steen fandt lidt planter, som han ville have med til Hjalmar for at snakke om og identificere, Vi gik derfor ind i Hurup Citys største (læs eneste) boghandel, for at købe en bog om Danmarks vilde planter til Hjalmar. Sådan en kunne vi slet ikke få. Det havde de ikke, så vores konklusion må være, at den vilde flora ikke interesserer hurupboere.
Men Hjalmar interesserer det at se planter, og nogle kan han fortælle en masse om, andre kan han ikke huske navnene på – og lad mig straks skrive, at jeg heller ikke kan huske, hvad de hedder!
Vi sad igen ude på den skyggefulde terrasse i det varme vejr med Hjalmar, og det lader til at gøre ham godt at sidde derude.

Vi fik ikke fotograferet vores dejlige aftensmad, som Stephanie havde lavet til os, men det var en perfekt aftensmad på en varm dag!

Nej, det er ikke et morgenbillede! Det er et aftenbillede – endnu en dag er til ende lige om lidt…..

Ja, dette billede er taget 03:45, og gadelamperne er stadig tændte. Nå ja, nogle af dem. Månen er oppe. Et billede, hvor man ikke rigtig kan se hvilken årstid, det er taget på.

Der var ikke mange, der spiste morgenmad lige så tidligt som os, hvilket egentlig er mærkeligt. Når man ved, at det bliver en varm dag, er det da vigtigt at komme op og nyde den kølige morgen; men heldigt for os at kunne spise morgenmad i fred og ro.

Steen havde udskudt nogle aktiviteter lidt for længe, bla at tale med Dell om BSoD. Ja, det er forkortelsen for “Blue Screen of Death”, som fylder laptoppens skærm med blåt, en sur smiley og en fejlmeddelelse, man ikke kan bruge til noget, samt en besked om at computeren vil restarte. Det man lige har lavet og ikke gemt endnu, er tabt, og grafikkortet vil typisk ikke fungere efter restart. Steen fortæller: “Jeg endte hos Dell’s tekniske service i Sverige, som bad mig sende nogle diagnose-filer. Windows 8 er relativt nyt land for mig, så undervejs i søgningen af filen skulle jeg have administrators lov til at gøre noget, hvilket normalt er enden på det hele, for så kommer man ikke videre. Men jeg kunne via en omvej kopiere filerne på en stick, overføre dem til min egen laptop, og sende dem derfra til Sverige.”
Der kom senere en besked om, at de ikke kunne sige hvad fejlen skyldes, men at vi skulle køre en diagnose-test. Alternativt skulle vi hive en RAM-chip ud ad gangen, starte computeren igen og se, om BSoD stadig plagede os. Men vi taler om en tilfældig fejl, så det vil være en lang process.
Vi er nu ikke så sikre på teknikerens diagnose. Den er lidt for ukvalificeret, for hans sidste råd var at geninstallere Windows, og dette råd er normalt det råd man får fra ukompetente teknikere, der ikke aner, hvad de skal stille op med et problem. Det er i hvert fald vores mangeårige erfaring, og teknikeren er sandsynligvis ferieafløser på lavt kompetence-niveau

Jeg, derimod, var så nogenlunde med med de ting, jeg skulle have gjort, så jeg gik mig en tur i og omkring Agger.

Steen blev ved med at skulle teste og teste og teste og det tog en evighed – og afholdt mig fra at få lavet noget arbejde, jeg ellers havde planlagt! Og selvfølgelig var alting OK, da det kun er en fejl, der optræder af og til, og så duer computeren ikke. Men i dag, hvor han ringede til dem, da fungerede den jo.
Nå, jeg kørte til Boddum og afleverede nogle fotos og fik kaffe hos et par herlige ungkarle. Det var en god eftermiddagssnak, jeg fik med dem.

Vi nåede da også vores daglige besøg på Åbakken, og satte os igen udenfor i skyggen og diskuterede gamle boddumske ord, såsom “urisse, sals, flyhus, naerstov….” – og jeg vil gerne indrømme, at jeg ikke kendte dem alle. Men tak til Kirsten H. for at nedskrive dem, efterhånden som hun kommer i tanker om dem. Vi kiggede også på gamle billeder, og Steen fik ajourført Hjalmars ringbind med “Noget om Boddum”.

Det blev også aftensmadstid – igen. Kokkene havde lavet os en dejlig fisketallerken og til vores store glæde, blev den serveret på en bestemt tallerken!

Nemlig en H. M. tallerken! H. M. kan jo enten stå som min fars initialer eller Hurup Missionshotel 

Steen vidste ikke rigtigt, om han havde plads til en isdessert. Vi besluttede at rejse os og gå, og så kunne han hente en senere. Idet vi gik, lød der fra en af tjenerne: “Inge er ved at gå!” og derefter: “I må ikke gå endnu. Kokkene er ved at lave en overraskelse til jer.”
Det var denne tallerken. De havde nemlig bagt kransekagekonfekt i dag og tilføjet lidt frisk sommerfrugt. Sødt af dem og det smagte pragtfuld!

Igen var der yderligere en bonus. Igen en HM tallerken, som jo altid får os til at smile, fordi min far engang for mange år siden sagde, at hvis hotellet engang solgte ud af deres porcelæn, så ville han købe det.

Igen meget tidligt. Jeg ved ikke, hvad man kan få ud af denne himmel, men det blev i alt fald endnu en varm dag i Sydthy!
Jeg fik en dejlig gåtur i Agger, hvor jeg i går lærte om et canadisk ægtepar, der cyklede Nordsøruten på cykel – en lille etape hvert år – og til næste år regner de med at fuldføre den. Så lærte jeg også i dag om lejligheder i Struer. Sig ikke, at det ikke er afvekslende, at gå tur i og omkring Agger!

Om eftermiddagen skulle jeg aflevere nogle billeder i det boddumske. Selv om det var meget varmt, så glemmer jeg varmen, når jeg har en interessant samtale med et meget vidende menneske, som jeg lærer så meget af om den egn, jeg er vokset op i. Jeg er meget taknemmelig for, at Kirsten vil dele sin viden med mig!

Steen var taget med og var så heldig at lære af Klavs en masse om det at drive et økologisk landbrug. Her har vi vist Hereford-tyre, skriver en landmandsdatter om noget, hun ikke har nogen som helst forstand på.

Steen fik også en kørt “markvandring”, og han havde travlt med at lave en selfie, eller mon det var Limfjorden han fotograferede? (Steen skriver: Jeg så Lindholm fra en ny vinkel, og de 2 holme var ganske tydelige at se. På grund af kameraets vide vinkel bliver det nok selfien, der dominerer mest.)

Vi nåede også lige Åbakken, inden de ældre der skulle spise aftensmad. Vi skulle jo sige farvel og tak for denne gang og lige aflevere Hjalmar noget arbejde….

Blomsterne på aftensmadsbordet var nærmest holdt i sensommerfarver. Efteråret er på vej, men vi har sommerferien til gode!

Endnu engang en pragtfuld “fisketallerken”. Denne gang komponeret af rørt torsk med kapers, dertil marinerede fjordrejer, forskellige nødder, frugter og grønt. Hvis jeg skriver, at det var den bedste, vi havde fået, kan det opfatttes, som om det ikke er fair mod de andre kokke, men sådan har vi følt hver aften – og så er det vel på en måde fair, ikke? Sagt på en anden måde: det er fantastisk, som de forskellige kokke har lavet fisketallerkner til os, OGSÅ denne gang.
Jeg har lige lært, at for 10 år siden tog et restaurant-besøg 1 time og 5 minutter. Men her i 2014, tager det 1 time og 55 minutter. Det er fordi folk har deres smartphones med og bla. skal fotografere retterne. Det skal lige med, at jeg har det fra en amerikansk restaurant-undersøgelsen…
Hmmm, jeg var i den naive tro, at en kok var stolt af, hvordan han havde anrettet maden og brugt tid til det, og at restaurant-gæster også værdsatte denne del af oplevelsen at spise på restaurant. Men nogle mennesker slubrer retter i sig nærmest uden at have set på dem, lugtet til dem, og virkelig smagt på dem – og det kan de gøre, inden jeg har fået den første bid i munden, fordi jeg bruger tid på at se på retten foran mig, lugte til den og virkelig smage på den så godt, som jeg evner. Jeg synes også, det betyder meget, hvordan maden er anrettet!

En tur i køkkenet for at sige “tak for  mad, tak for venlighed, tak for at lave mad uden for menukortet til os og tak for denne gang”. Vi slap for at ordne opvasken. Det er først i morgen, at regningen skal betales….

Hvad mon himlen fortalte Steen, da han stod op og tog dette billede? Mon han tænkte mere på at sove et par timer mere, eller over at pakke kufferter, eller at han skulle huske at købe et rugbrød med hjem, for der er igen brød i køleskabet derhjemme?

Morgenmaden er spist, regningen er betalt – vi slap for opvasken – rugbrødet er hentet og nede i en kuffert, kufferterne er i bilen, og nu er det afgang fra Hurup City for denne gang.

Køreturen til Billund fra Hurup er gjort 10 minutter kortere, efter at det sidste stykke motorvej er blevet åbnet for trafik – dejligt.
Steen har husket panamahatten. Det er da altid noget, for da vi havde checket ind, spørger jeg ham om, hvor hans solbriller er. Så går han i stressmode og roder rundt i alt og ja, finder dem ikke. Der er kun et at gøre, og det er tilbage efter bilnøglen hos Europcar. Får at vide, at bilen allerede er i vaskehallen. Steen hen i vaskehallen. Bilen står drivvåd under den snurrende vaskemaskine. Vaskemanden beder ham vente 2 minutter til vasken er færdig. Vaskemaskinen stopper. Steen og vaskemanden åbner alle 5 døre og leder intenst efter solbrilleetuiet. De finder det ikke. En tredie mand kommer slentrende ud fra en nabogarage og spørger om, hvad de leder efter. Han åbner langsomt den venstre fordør, kigger ind, bukker sig ned, holder et stort sort brilleetui op og spørger, om det er det her, de ledte efter? Naturligvis var det det! Det var gledet ned ved siden af forsædet og lå på gulvet mellem det og “dørtærsklen”…

Med panamahat og solbriller i “Ingenmandsland” og afvikling af det sidste, der skal ordnes, inden vi lægger Danmark bag os denne gang – og dertil et glas hvidvin.

Det er os, hvis nogen er i tvivl. Flyet var lidt forsinket og vi gik til gaten til tiden. Billund lufthavn virkede utroligt rolig denne fredag eftermiddag her i ferien…

KLM har 95 års jubilæum, og det her er forsiden på deres menukort. Ja, jeg må sige, at jeg aldrig har oplevet at flyve med sådan en servering. Ville flyveturen blive kortere, hvis de havde taget billeder af deres mad dengang? Det tvivler jeg på – også på, om der blev skålet i champagne, mens folk tog et billede af sig selv eller bad stewadessen eller stewarden om at gøre det.

Stadig i et “Ingenmandsland”. Denne gang i Holland. I disse Ingenmandslande høres så mange tungemål, men jeg leger med Bitstrips…

C5 og 4 minutter gåvej dertil. Det var jo dejligt. Det var lige om hjørnet fra loungen. At det så blev ændret til C7 gjorde, at der lige kom 2 minutters gang mere til 

Alle vore kufferter kom med. Her glider to af dem op i flyet….

Og her den sidste som den næstsidste

Inden vi så os om var vi over Paris og Seinen. Vi vidste, at alle vore kufferter var i maskinen, og vores venlige taxi-mand stod som sædvanlig og ventede på os, og som altid garanterede han, at der ingen ændring var sket i Chantilly, og at slottet stod der endnu