Igen meget tidligt. Jeg ved ikke, hvad man kan få ud af denne himmel, men det blev i alt fald endnu en varm dag i Sydthy!
Jeg fik en dejlig gåtur i Agger, hvor jeg i går lærte om et canadisk ægtepar, der cyklede Nordsøruten på cykel – en lille etape hvert år – og til næste år regner de med at fuldføre den. Så lærte jeg også i dag om lejligheder i Struer. Sig ikke, at det ikke er afvekslende, at gå tur i og omkring Agger!
Om eftermiddagen skulle jeg aflevere nogle billeder i det boddumske. Selv om det var meget varmt, så glemmer jeg varmen, når jeg har en interessant samtale med et meget vidende menneske, som jeg lærer så meget af om den egn, jeg er vokset op i. Jeg er meget taknemmelig for, at Kirsten vil dele sin viden med mig!
Steen var taget med og var så heldig at lære af Klavs en masse om det at drive et økologisk landbrug. Her har vi vist Hereford-tyre, skriver en landmandsdatter om noget, hun ikke har nogen som helst forstand på.
Steen fik også en kørt “markvandring”, og han havde travlt med at lave en selfie, eller mon det var Limfjorden han fotograferede? (Steen skriver: Jeg så Lindholm fra en ny vinkel, og de 2 holme var ganske tydelige at se. På grund af kameraets vide vinkel bliver det nok selfien, der dominerer mest.)
Vi nåede også lige Åbakken, inden de ældre der skulle spise aftensmad. Vi skulle jo sige farvel og tak for denne gang og lige aflevere Hjalmar noget arbejde….
Blomsterne på aftensmadsbordet var nærmest holdt i sensommerfarver. Efteråret er på vej, men vi har sommerferien til gode!
Endnu engang en pragtfuld “fisketallerken”. Denne gang komponeret af rørt torsk med kapers, dertil marinerede fjordrejer, forskellige nødder, frugter og grønt. Hvis jeg skriver, at det var den bedste, vi havde fået, kan det opfatttes, som om det ikke er fair mod de andre kokke, men sådan har vi følt hver aften – og så er det vel på en måde fair, ikke? Sagt på en anden måde: det er fantastisk, som de forskellige kokke har lavet fisketallerkner til os, OGSÅ denne gang.
Jeg har lige lært, at for 10 år siden tog et restaurant-besøg 1 time og 5 minutter. Men her i 2014, tager det 1 time og 55 minutter. Det er fordi folk har deres smartphones med og bla. skal fotografere retterne. Det skal lige med, at jeg har det fra en amerikansk restaurant-undersøgelsen…
Hmmm, jeg var i den naive tro, at en kok var stolt af, hvordan han havde anrettet maden og brugt tid til det, og at restaurant-gæster også værdsatte denne del af oplevelsen at spise på restaurant. Men nogle mennesker slubrer retter i sig nærmest uden at have set på dem, lugtet til dem, og virkelig smagt på dem – og det kan de gøre, inden jeg har fået den første bid i munden, fordi jeg bruger tid på at se på retten foran mig, lugte til den og virkelig smage på den så godt, som jeg evner. Jeg synes også, det betyder meget, hvordan maden er anrettet!
En tur i køkkenet for at sige “tak for mad, tak for venlighed, tak for at lave mad uden for menukortet til os og tak for denne gang”. Vi slap for at ordne opvasken. Det er først i morgen, at regningen skal betales….