05:25. Steen er allerede ved at vænne sig til de lyse morgener. Det er næsten normal stå-op-tid i Frankrig…
Vi var brave, det hedder det vist ikke, men vi gik en tur i Agger i det lummerhede stille-østenvinds-formiddags-vejr.
Ja, vi gik den sædvanlige tur. Er det kedeligt at vi gentager os selv, eller er det tegn på, at det er en god rute for en formiddags-gåtur i et dejligt landskab? Jeg mener det sidste.
Nu er det jo ikke ferie at være her, så vi arbejdede på missionshotellet et par timer, inden vi kørte til Doverodde for at “nyde” det alt for varme sommervejr og en kop kaffe, samt en gammeldags æblekage, som i går. Boddum ligger mod sydøst på den anden side af vandet, og der findes der ikke et sted, hvor man kan købe en kop kaffe – og det har der ikke gjort i min tid!
Stadig i Doverodde og på samme plet som forrige billede. Men her et kig mod øst, ses et hus som jeg med glæde har været på besøg i flere gange. Her boede Ester, og noget hun lærte mig var, at man skal huske at sige tak, medens man kan det. Så “Tak”, Ester, for de gode stunder og de gode grin, vi havde sammen.
Efter kaffen i det varme Doverodde var jeg på besøg i Hurup for at aflevere et fotoalbum. Steen var helten og tog alene på Åbakken og var så venlig og udskifte “vores” billede hos Elly og Hjalmar, med det vi tog sidste måned i England, og fortalte dem lidt om, hvor Nina og Christian var kommet til på deres cykeltur.
Jeg mødte ham der, og vi havde lidt snak om gamle billeder med E&H.
Inden vi så os om, var det deres spisetid, og inden vi så os om igen, var vi også blevet småsultne…
Ja, tak småsultne! Kokkene var blevet enige om, at vi skulle have stegt rødspætte. Jeg tør næsten ikke skrive, at det er hotellets “store” tallerkner, vi får serveret på. Men det var det, og det giver lidt dimensionen af rødspætterne. Vi lærte bagefter, da vi gik i køkkenet og takkede for maden, at den store efter kokkens mening skulle serveres for Steen. Det blev den også. Vi gik ikke sultne fra aftensbordet, men mætte på en behagelig måde. Bemærk, rødspætten sejler ikke i fedt, kødet var hvidt og fast og smagte fremragende. Det gjorde de nye kartofler også og persillesovsen ligeså. Det hele meget dansk. Efter måltidet var vi, som allerede nævnt, i køkkenet og takkede for maden. Her lærte vi også om problemer, som kokke kan have, når de skal levere mad ud af huset…
Mens vi stod ved den franske altan på vores værelse og filosoferede med resten af vinen i glasset, bemærkede vi dette stilleben og funderede lidt over det, at når en fest er forbi, så bliver lykønskningen sat til side. Gad vide, hvor mange af gæsterne, der egentlig bemærkede skiltet, som højst sandsynlig har siddet over døren ved en æresport…