18. juli 2014

5218

Meget tidligt var Steen oppe, ja det er jo tidligt lyst for en, der lige kommer fra Frankring. Klokken var endnu ikke 04:30, så det var hen under dynen igen…

5220

Vores formiddagstur var, som jeg plejer om formiddagen, nemlig at tage til Agger og gå der. Ikke for at gå ved havet, men i baglandet og ud på tangen. Men det var altså lidt kedelig vejr i Agger i dag. Ja, misforstå mig ikke, men der var ingen vind til at “blæse os igennem”, og så er det altså lidt kedeligt ved havet…

5222

Steen fotograferede disse smukke Klatschmohn, som tyskerne kalder dem. Det var Steens første udbrud da han så dem, men mon ikke vi kalder dem valmuer på dansk?

5230

Tilbage på hotellet gjorde vi Hjalmars artikel færdig og fik den sendt afsted, og Anja fik hejst flaget. Der skal være guldbryllup her til aften – for 100 gæster!

5234

Vi havde et ærinde i Boddum i eftermiddag og efter en par timers snak om nu og en fortid, besluttede vi at holde ind i Dovereodde for at få en kop kaffe. Det viste sig, at de også havde det, man kalder en gammeldags æblekage. Gad vide, hvad en moderne æblekage egentlig er… Den gammeldag var meget velsmagende og et godt valg.
På vej til Boddum blev vi på toppen af “æ smees bak” konfronteret med en gigantisk himstregims af en landbrugsmaskine. Den fyldte hele vejen, og det var umuligt at komme forbi. Vi prøvede at bakke ind på den gamle indkørsel til Tut og Pedersen og manden i himstregimsen prøvede at få den forbi, men det kunne han ikke. Vi måtte derfor bakke ned af “æ smees bak”  og køre ind til PU. Der kunne den og et efterfølgende landbrugskøretøj komme forbi. Ja, sådanne maskiner var der ikke i min tid i Boddum. Er det et tegn på, at jeg er ved at være gammel, måske….

5235

Ovnbagt hellefisk på ærtepuré med hønse-glace, jomfruhummerhaler og grønne asparges – og dertil nye danske sommerkartofler. Det var hvad kokken, Thomas, mente vi skulle have til aftensmad i dag. Han havde tænkt godt på os!

This entry was posted in Hurup Juli 2014. Bookmark the permalink.