Livet undervejs…

Tirsdag morgen bringes rent sengelinned og håndklæder til hotellet og det brugte fragtes tilbage til vaskeriet. Det tænkte jeg ikke på, da jeg i aftes parkerede Audi’en, men vaskerimanden lader ikke til at have haft de store problemer med at bakke op til døren.
I baggrunden svinger Carsten ind med hotellets varevogn. Ja der er aktivitet fra tidlig morgen – jeg var på vej over for at spise morgenmad ved 7-tiden

Carsten havde måske hentet nye gasflasker, og han lader til at holde fast ved december-kostymet med nissehue og korte bukser.

Vi tog til Agger for den daglige gåtur, der som sædvanligt inkluderede et kig ud over Vesterhavet. Hvad fotografiet ikke viser, er hvor tæt på det var at en 3. person var kommet med. Måske kun 1 mm til venstre for fotografiets kant var en dame på vej ind i motivet.

Damen havde vi set andre morgener, men indtil nu ikke talt med. Den lille scene, hvor hun troede at hun var trådt ind i billedet, gav anledning til en god snak. Vi fik bla. at vide, at hun selv var fra Agger og at statuedamen hed Mary, og drengen Frits. Vi ved, hvor Frits nu bor i Agger, og hvorfor Mary var den kvinde, som inspirerede til det generelle billede af en fiskerkone fra Agger.

Mary var gift med en Heiselberg, som var fisker. Det var hans 10 brødre også. Mary havde radioforbindelse til fiskekutterne, hvilket alle ikke havde på den tid. En dag med uvejr kunne hun ikke få forbindelse med mandens skib og frygtede det værste. Hun løb op i klitten og spejdede ud over havet for at se, om han dog ikke skulle vende tilbage. Og så så hun kutteren tøffe forbi mod syd for at sejle igennem Thyborøn Kanal og op til Agger havn.
Derfor blev hun symbolet for fiskerkonerne.

Vi kørte til Thisted midt på dagen for at besøge Elly.

For at komme til Elly, må man følge den grønne linie midt på vejen.

Inden havde vi i en butik på Kronborgvej købt en lille juledekoration med elektrisk stearinlys i. Lyset er overtrukket med stearin for at give det rigtige “look” og det er batteridrevet. Smart. Elly blev meget glad for dekorationen og gentog flere gange, at det var ligesom i barndommen, hvor hendes mor lavede dekorationer.
Dette lys er så livagtigt at to sygeplejersker uafhængigt af hinanden kom ind på stuen for at fortælle at det var forbudt at have levende lys på stuerne.

Elly døsede hen, Christian kom, og vi kørte sydpå for at få tid til at kigge indenfor hos Hjalmar. Vi briefede ham om dagens forløb, og hvordan den nok ville se ud i morgen. Det blev også til lidt diskussion om et par gamle fotografier fra beg. af 1930’erne. Så var det spisetid for Hjalmar, og vi trillede hen til Missionshotellet.

Kokkeeleven Christian havde stået for aftensmaden. Det blev en fiskeanretning med hellefisk (yderst til venstre), rejer og røget laks på finthakket salat, derefter grillet tun og til sidst rørt torsk med bønnespirer. Dertil små skiver baguette grillet med pesto og ost, eller tomattern i olivenolie. Dejligt!

Under køkkenrunden fik Christian behørig ros for fiskeanretningen.

På vej ud fra køkkenet kom en kok med smagsprøver på brune kager, de havde bagt i dag. Det er de bedste brune kager, jeg kan mindes at have smagt. Inge kunne kun have en, men tallerkenen var alligevel tom kort efter
Fin afrunding på dagen.

Inge havde aftalt et møde kl. 10:00 med Carl Christian, graveren i Boddum, så vi var ved kirken præcis på klokkeslettet. Vejret var så dejligt, vinden havde lagt sig og solen kunne varme fint.

Carl Christian havde under vores besøg i September indvilliget i at “renovere” gravstedet, hvor Inges farbror, Christian, og hans forældre ligger begravet. Det arbejde skulle betales, og Inge står med regningen, som Karl Kristian havde skrevet tidligere på formiddagen. Gravstederne fremstår, som Jim og Shelly sagde engang, som små haver. Det kan de have ret i, og Carl Christian lægger den samme omhu i sit arbejde her, som han gør med sin egen have. I anledningen af julen (og også pga. vinterkulden), var der pakket gran omkring de små buske.
Herligt at stå og høre de to snakke. De har jo kendt mange af kirkegårdens “beboere”, så der er inspiration for en god snak, hvorend de vender blikket der…

På vejen tilbage var vi et smut indenfor hos Hjalmar. Han sad på Syrenen 3 og var ved at rydde ud i Ellys skuffer. Han var ved at være færdig med den øverste, da vi kom, og han spurgte, om jeg kunne være behjælpelig med at tømme den helt. Jeg havde ikke set alle de kagekrummer, der lå på bunden, og udbrød spontant da jeg tømte den over køkkenvasken, at der jo var foder til en hel hønsegård.

…og blandt det altsammen viste sig at være Hjalmars medalje for 25 års tro tjeneste i Hjemmeværnet. Han mente, at den var han vist kommet nemt til.

Det blev spisetid for Hjalmar, og vi skiftede til vandretøj og kørte ud til Agger. Som sædvanligt var vi lige oppe hos Mary for at kigge ud over havet. Vinden var gået i syd, så der var kommet lidt mere liv i vandskabet.

En lav decembersol, selv midt på dagen, kaster lange skygger. Her har vi det kommende pensionistægtepar heading north.

Det var en meget smuk dag, iflg. vejrudsigten den smukkeste i lang tid tilbage og frem på kalenderen. På denne dags morgen, erfarede Inge efter gåturen, var hendes fætter Søren død. En smuk dag at dø på og en smuk dag at sørge på.

Om Sørens død fortalte vi ikke, da vi senere var henne hos Hjalmar. Han havde tanker nok at tænke om, hvad der skete på sygehuset i Thisted, så det får vente lidt. I stedet beskæftigede vi os alle med at genkende børn på et skolefotografi fra 1936, og som det fremgår af billedet krævede det fuld koncentration fra Hjalmar – og det var godt. Alle ventede vi på informationer fra sygehuset, som ikke kom.
(At billedet er sort/hvidt er ikke i anledning af dødsfaldet, for Søren var en farveglad og fantasirig mand og det ville have været helt forkert, men pga at farverne var helt umulige, så det var løsningen, hvis jeg ville have det med, og det ville jeg gerne).

Pigvar, bagt under et tyndt lag beignet-dejg, udgjorde grundstammen i aftensmaden. Med i kompositionen var en meget mild choucroute, rodfrugter og en skål salat med marinerede rejer, asparges og persille, samt en skål grillede kartofler. Dejlig mad!

Personen bag dette velsmagende måltid var den 23-årige kokke-elev Stephanie, og vanen tro var vi lige omkring køkkenet for at udtrykke vores tilfredshed med det. Disse efterfølgende køkkenbesøg er altid interessante, og kommer ofte til at handle om mere end netop det måltid, vi lige har spist. Her til aften var det, om de småkager, de havde bagt, hed brune kager eller sirupskager. Konklusionen var ikke helt klar. Der lader til at være en vis forvirring i brugen af de to betegnelser. Men, hvorom alting er, så spurgte kokken Thomas om vi ville have nogle med over – og det ville vi naturligvis gerne.
Og sådan rundede vi dagen af…

…Christian sendte en sms om, at Elly stadig var i live.

Vejret var gråt og trist fra morgenstunden, så der var ikke rigtigt noget ved at lade øst-himlen starte dagens blog. Derimod så vi, lidt op ad morgenen, vores husnisser komme frem og de kunne naturligvis helt i sæsonens stil bruges som åbningsfoto. Oldfruen (tv) har endnu ikke fundet de korte bukser og nissehuen frem, men pedellen Carsten er vedholdende hvad angår december-kostymet.

Vi kørte til sygehuset i Thisted for at se til Elly. Undervejs var vi inde hos Thy Lam for at hente garn til et hækle-projekt, som Inge har i tankerne. Elly fortalte, hvad vi allerede vidste, nemlig at hun skulle hjem til Åbakken i morgen. Det gik hun lidt op i, selv om hun absolut ikke er ked af at være på sygehuset. Inge talte med en sygeplejerske om Ellys tilstand, og det var svært, hvis ikke umuligt, at få en tilkendegivelse af, hvor meget længere Elly kan forventes at leve. Der blev også lidt tvivl siddende i vores bevidsthed, om hun kommer hjem i morgen, for der var nogle analyser, der evt. kunne pege på intravenøs tilførsel af antibiotika. I dette tilfælde kunne hun ikke plejes på Åbakken, for der er regler om, at der skal være en læge bag intravenøse medicindoceringer – det er der vist kun et sted i regionen, at man har udenfor hospitalsregi, nemlig i Thisted på et plejehjem der.

Elly kom i tanker om sine ringe. Vi checkede i sengemøblets skuffe, hvor der var en transparent plastæske med div. smykker i – dog ikke nogle ringe. Elly blev meget påståelig mht. deres opbevaringssted, og sagde, at de skulle være sammen med halskæderne. Inge rundede af og sagde, at det ville Christian vide, men vi fornemmede, at den købte Elly ikke.
Vi gik over i kaffestuen og tog en kop kaffe og jeg snuppede et stykke smørrebrød med hamburgerryg og rødkål.

Elly slumrede hen og vi ordnede et ærinde i byen. På vej derhen mødte vi Olsen-banden.

På vej tilbage til Hurup besluttede vi, at det ville være korrekt at gå en runde ved Agger. Udsigten fra Marys udsigtsterrasse skulle have været et pano-billede, men det lykkedes ikke, så vi nøjes med at få et indtryk af havet fra et enkelt fotografi 

Udsigten over Flade Sø med Lodbjerg Fyr i horisonten kom ud som et gammeldags Kodak billede. Hmm… …men smukt var der, tro mig!

Efter gåturen fik vi pumpet benzin, skrevet blog og forberedt evt. hændelser i den nærmeste fremtid, samt kigget i bilkatalog, og inden vi så os om, var klokken 19:00. På stikordet “rødkål” havde kokkene lavet andebryst med rødkål, svedsker, æbleflæsk, brun sauce og kartofler – så vi indhentede Mortens Aften på denne måde, og når vi juleaften spiser aftensmad, vil vi ikke savne andesteg med traditionelt tilbehør.

Asra og Thomas var kokkene bag aftensmaden, så dem fik vi rost for den dejlige mad, og ellers fik vi lidt mere klarhed over forskellen på brune kager og sirupskager. Sirupskager er som brune kager, men med sirup i stedet for brun farin. Men navnene bruges i flæng på kryds og tværs, og sirupskage-betegnelsen benyttes også om kager i stil med honningkager fra Christiansfeld. Vi bliver så kloge…

En voldsom brummen blandede sig i morgenens lyde og vi talte om, hvad der mon nu blev leveret til hotellet. Ved et kig ned på parkeringspladsen blev vi straks klar over, at der ikke var tale om en levering, men snarere en aflevering.

13:30 havde jeg en aftale med Kennert om at køre ned til Struer for at kigge på en lejlig der. Jeg var tilbage ved 16:00-tiden.

Inge var hos frisøren og drejede på vejen hjem ind om Søren Peters møbelbutik for at hente en samling gamle breve og kort udvekslet tilbage i 1920’erne mellem en ung mejerist og hans forældre. Iflg. Søren P. skulle det være den rene fornøjelse at læse den sirlige håndskrift og det gode sprogbrug fra dengang, så den samling glæder vi os til at læse, for den fører os via Sibirien og Holland til København, og måske kan nogle huller i Inges arbejde med Noget om Boddum fyldes ved samme lejlighed.

Vi var en tur på hospitalet i Thisted for at se til Elly. På vejen fik Inge købt garn hos Thy Lam og hæklenåle i Thisted, så et projekt vil nok snart blive startet. Hun har vist savnet at have et håndarbejde i gang.
Mørket falder tidligt på her i Danmark, så da vi hen på eftermiddagen kiggede ind om Åbakken for at give Hjalmar en bulletin og adsprede hans tanker med et fotografi af en landbrugsejendom i Boddum, var det allerede nattemørkt udenfor.

Det havde været lidt af en dag, men Nikolaj havde lavet en dejlig fiskeanretning omkring den fremragende laks fra fiskebutikken på havnen i Thisted.

Det måltid skulle der kvitteres for, og Inge havde superlativerne helt fremme da hun roste Nikolajs kreation. Det giver altid nogle gode diskussioner med kokkene, når vi runder aftenen af hos dem.

Selv om jeg havde været 7-sover her til morgen var jeg pudsigt nok den første gæst. Inge kom lidt senere og vi havde gennem hele måltidet restauranten for os selv. Rart og roligt.

Dagen skulle blive smuk, og der vil være længe til en lignende, så den stod på gåtur fra morgenstunden, og ingen hospitalsbesøg i dag.

At vinden var gået i nordøst betonedes af brændingen ved høfden lidt nord for Mary på udsigtsterassen. Dejligt med vind fra havet efter så mange dage med fralandsvind. Temperaturen var oppe på hele 6 gr. C.

Det blev den sædvanlige runde med at vende sydpå, skråt gennem Agger ud til Thyborønvejen på tangen.
Så var det, at den første opringning kom til Inge. Det var Christian, som havde fået en melding fra hospitalet om,  at det gik ned ad bakke med Elly og at hun kunne dø inden for 1 til nogle dage.
Vi var nået ud på dæmningen syd for Agger, der går fra tangevejen vestpå til klitrækken, da hospitalet ringede til Inge og sagde at nu kunne hun dø meget snart. Inge takkede for oplysningen og forklarede, at hun var en lille halv time fra bilen, men at hun så ville køre direkte til Thisted. Hun informerede brødrene, og Anker ville også straks køre.
… vi satte det lange ben foran hen til bilen, og erkendte undervejs, at 80 km/t ikke er meget på halvtomme landeveje, når man gerne vil frem hurtigt.

Anker og Liv var der, da vi kom. For at adsprede Liv tog jeg hende med ned i byen for at købe creme på apoteket.
Medens vi ordnede dette ærinde var Stine og Freja, ankommet. Det var lidt meget for dem at være hos Elly, så af de samme årsager som før, blev jeg opfordret til at følge de 3 unge damer på en indkøbstur for at finde nye sko til Stine. En sekundær årsag var måske at Inge og Anker ville have lidt tid alene, hvilket var fint nok.

Jeg befandt mig i en ukendt verden, hvor sko på tilbudsøer blev vendt og drejet, sko i butikker prøvet og lagt til side, medens indkøbsturen fortsattes for at finde et mere interessant forhold smart/pris-forhold. Ekspeditricen forklarede mig at det var helt normalt

Vi skulle også i modebutik.

Nina og Anne kom også – og gik igen efter en periode, sammen med de andre piger.

Et stykke over middag kom en dame i hvidt og spurgte om vi havde lyst til et stykke smørrebrød, hvortil Anker og jeg straks sagde, at det ville vi gerne. 3 æggemadder og 3 skinkemadder kom på et køligt fad med låg over, og vi gik igang. Inge kom senere over og fik sig en bid.

Aftensmaden klarede vi i kantinen. Christian var kommet og kendte vejen derned. Den stod på boller i karry med ris, dessert citronfromage.
Bemærk, at Inge og jeg stadig har vores vandretøj og støvler på!

Lene kom med sønnen, Lau. Det var vist lidt hårdt for ham at overvære, hvad der skete i Ellys hospitalsstue. Jeg prøvede at distrahere ham med småkager og saftevand, men det kunne ikke hamle op med den tristhed, han tilsyneladende oplevede meget stærkt. Jeg synes, at det er synd at børn skal opleve det. Der bør stå, som i biografen i min drengetid: “Forbudt for børn under 12 år”.

Vi kørte fra hospitalet lidt over 22, kørte hjem i måneskin, parkerede ved  hotellet, gik op og fandt – dette anrettet på skrivebordet.

Beskeden var denne – hjertevarmende, ikke?

Så medens Inge korresponderede med brødrene, kunne jeg anrette et dejligt ostebord med hjemmebagt knækbrød og kølig italiensk hvidvin til.

Så kom beskeden fra Christian, som var blevet på hospitalet.

Inge og Christian blev enige om at tage hen til Åbakken for at fortælle Hjalmar at Elly havde fået fred. Dørklokken signalerede til en af nattevagterne, at der var en, som gerne ville ind. Når vi var inde, kunne vi vente på Christian og selv lukke ham ind.

Christian kom, medbringende de af Ellys ting og sager, som skifteretten ikke havde inddraget på hospitalet, og han og Inge gik ind for at fortælle Hjalmar, at Elly var død.
Jeg gik ind og satte  mig i en stol, helt stille, medens de snakkede i Hjalmars soveværelse.
Da de gik, stak jeg hovedet ind til ham og vinkede – han vinkede tilbage.
Det var klokken 2 om natten, så egentlig er vi allerede ved næste dag.

Dette ikke alt for vellykkede pano viser, hvor overraskende mange biler, der var parkeret ved hotellet her til morgen. Vi gisnede lidt om, hvorvidt det var julefrokostgæster, som havde ladet bilen stå og fornuftigvis var gået hjem, eller om der virkelig var så mange overnattende gæster. Det sidste viste sig at være tilfældet.

Jeg kørte Inge til et møde på Åbakken, hvor der flagedes på halv stang.

I receptionen markeres traditionelt hvem der er død. Elly var en af 2 beboere, som var døde i det foregående døgn. Der tændes altid 2 lys, uafhængigt om 1 eller flere er døde.

Det er søndag, og så er hotellets restaurant lukket, og så er aftensmaden pizza – kun 4 minutters gang borte, så det er til at overkomme. Nyt for os denne gang (pizzaerne kender vi) var et skift fra husets røde til husets hvide.

Dagens første billede blev taget ved 3-tiden. Om formiddagen havde Inge haft møde med brødrene og Hjalmar om detaljer vedr. Ellys begravelse (der så blev til bisættelse), samt møde med bedemanden og endelig med præsten, som skal forestå bisættelses-ceremonien. Selv havde jeg fået noget skriveri bag  mig, haft møde med ejendomsmægleren og været hos Hans. Billedet viser situationen, da jeg ankom til Syrenen 3 på Åbakken, hvor (vikar)præsten var i fuld gang med at interviewe de moderløse og enkemanden med det formål at samle stof til den personlige del af bisættelses-højtideligheden.

Efter en dejlig reje(aftens)mad satte vi os ind i salen, hvor et gospelkor sang og spillede. Meget hyggeligt og afkoblende fra dagens (læs: Inges) lange huskerække omkring Ellys bisættelse.

Hotelværten lyttede også med – og måske var det også afslappende for ham efter forberedelserne til flæskesteg med rødkål og risalamande til de fremmødte.

I pausen, inden gårdsangerne skulle på scenen, rykkede Nikolaj ude i køkkenet, og bragte os en bakke med 2 store portioner risalamande og en skål lun kirsebærsauce. Inge havde foreslået at vi spiste den på værelset i pausen, men menighedsrådsformanden i Boddum havde genkendt hende inde i salen og ville gerne diskutere i pausen, så jeg gik alene over i annexet. Der smagte jeg på lækkerierne, og de smagte særdeles godt.

Gårdmusikanterne var startet med deres program, da jeg kom tilbage. De underholdt på glimrende vis publikum, som helt tydeligt tilkendegav deres tilfredshed. Sidste nummer var overraskende nok “Den signede dag med fryd vi ser” og publikum blev opfordret til at rejse sig medens den blev spillet.

Tilbage på værelset var det Inges tur til at smage på desserten. Vi kunne på afdøde.dk se bedemandens resultat af diskussionerne med de moderløse og enkemanden.

Vi var vist lidt trætte på det tidspunkt og fokuserede derefter på overdynerne.

Dagens første billede blev denne gang fra “Åbakken”s spisestue. Vi tog derhen i formiddags for at rydde det sidste ud fra Hjalmars lejlighed i nr. 6 og installere ham helt i nr. 3. Turen med ting og sager fra nr. 6 til nr. 3 – og tilbage igen efter mere – fører gennem Syrenens spisestue. Som klokken nærmede sig spisetid 11:30 blev passagen sværere og sværere, fordi jeg blev mere og mere sulten, da lugten af nystegt flæskesteg, spegesild og andet blev mere og mere intens. De gamle skulle have julefrokost og der var snaps og øl på bordet – intet manglede.

Da vi om eftermiddagen (vi skulle lige tage højde for at Hjalmar nok havde fået både øl og snaps, og derfor måske havde behov for en ekstra lang siesta) tog afsted fra hotellet for at fortsætte på “Åbakken”, var vi knap kommet ud fra værelset, før Inges telefon ringede igen. Det er en tid med mange sms’er, opringninger og “Ja, det er Inge”, når andre ringer.
Hvad gjorde vi mon dengang, der ingen mobiltelefoner var? Det har jeg næsten glemt…

Hjalmar og hans 2 brødre kom også op at hænge på en prominent plads – Han holder meget af den quilt, og sad faktisk til venstre for billedet, hvorfra han kunne se den.

Kokkene havde tænkt på os med en laksetallerken – tjenerne med bordkort. Det havde de for travlt til i går med alle de mange mennesker til gospel / gårdsanger-aften.

Laksetallerkenen skulle lige vendes med køkkenet – og så var der føljeton’en omkr. sirupskager…

Vi tog resten af vinen med til gospel-kor. Det var som om at koret havde tabt lidt af energien siden i går aftes, men det var også som om at publikum var en tand ældre end i går aftes – dog var det dejligt at sidde og lytte og synge med en gang imellem.

Hotellets serveringsstab samlet og klar til at betjene publikum i pausen inden Gårdsangerne går på scenen. Humøret fejler ikke noget, og lagkagen er sikkert god 

Hjalmar spurgte, da jeg kom til Syrenen 3, om jeg havde set annoncen i avisen. Det havde jeg ikke, og det tog lidt tid, før jeg bemærkede at der stod “Vor kære tante”, hvilket fik mig til at tro, at det var en trykfejl. Derefter bemærkede jeg at andet ikke stemte overens med den annonce jeg hidtil havde set på nette. Jeg læste den ordentligt og så, hvem der havde indrykket annoncen i Thisted Dagblad, det var Inges fætre/kusine. Et godt eksempel på, hvordan forventningen til en tekst i farten kan få mig til at overse, hvad teksten egentlig siger. Forventningen erstatter teksten. Farligt…

Vi købte en krans til Ellys forældres gravsted. Det fandt vi korrekt, for det er jo deres datter, vi skal begrave i morgen, og så vil den kirkelige handling i Boddum kirke ikke stå alene, set i et slægtsperspektiv.

Graven ligger ved Grurup kirke…

…hvor Elly er døbt og gift (da hun skulle konfirmeres, var der ingen præst ved kirken, så det blev hun i Villerup kirke).

Regnen begyndte at falde, som lovet i vejrudsigten.

…og vores vurdering af, om der blev så meget ophold i regnen, at det kunne blive til en gåtur ved Agger faldt negativt ud. Så vi kørte en runde i Ellys barndoms- og ungdomsverden.

Ude i Ellys verden er vejene smalle og der mødte vi en modkørende, som jeg høfligt holdt ind til siden for at lade passere. Da jeg startede igen snurrede det højre forhjul vanvittigt rundt i den græsklædte rabat og mudder blev kastet op langs hele siden, forruden og på taget – hvordan det er muligt, ved jeg ikke. Her på egnen kommer man ikke til begravelse i en mudret bil, så jeg allierede mig med Karsten. Han fremtryllede en vandslange og insisterede endda på at spule bilen. Vi blev enige om, at dette her med bilvaskeautomater, det var ikke os

Vejret så hen over middag ud til at holde sig pænt længe nok til at vi kunne suse ud til Mary og kigge på havet. Vinden var lige ind på kysten og der var virkelig tryk på derude og ved turen over klitten og hen til terrassen, hvor Mary står, blev vi sandslebne fra top til tå – og jeg endda mellem tænderne, for jeg var så uforsigtig at snakke derude.

Men flot var det!

Jeg kørte til Billund for at hente Roland 17:40. Han havde så meget medvind at han landede 15-20 min. før schedule, at vi kunne synkronisere på 3 minnutter max. P-pladsen lige foran ankomsthallen. Derfor har jeg ikke et fotografi af ham ved ankomsten 
Vi kørte i regn og slud og bælgmørke op til Hurup, hvor aftensmaden ventede.

Måske i anledning af at Roland kom og spiste med os havde kokkene lagt sig ekstra i selen, for der var forret med smagsprøver fra regionen (laks, parmaskinke og tørret mørbrad fra Galloway-kvæg der græsser ude på Agger Tange), dernæst hovedretten som var lavet omkring filet fra kronvildt, og endelig desserten vist på billedet her: Friteret rav-ost med syltede solbær, glaserede nødder og kompot af havtorn. Den italienske hvide gik fint til, og jeg behøver vist ikke at sige, at det var et ypperligt måltid.

Roland fik så oplevet ritualet med at diskutere aftensmåltidet med kokkene medens opvaskeren havde travlt. Kokkeeleverne Christian (tv) og Nikolaj (th) var glade for vores positive tilbagemelding på deres kreation, og vi var glade for den dejlige mad.

På trods af at Elly skulle bisættes idag, var humøret fint og det var så hyggeligt at se Roland, da vi kom over i restauranten for at spise morgenmad. Ja, han var der før os…

Elly skulle synges ud fra hospitalskapellet i Thisted, så vi kørte op for at deltage i denne ceremoni. Bedemanden var der allerede med rustvognen kørt i position for transport til Boddum.

Inde i det nydelige kapel havde bedemanden diskret og på smukkeste vis arrangeret Ellys kiste og på Hjalmars initiativ dekoreret den med en stor buket af hvide roser.

Bedemanden instruerede os til at holde minimum afstand gennem Thisted for at vi kunne køre i kolonne med rustvognen i spidsen. Det lykkedes for alle at “klæbe” til kofangeren på den forankørende bil.

… og videre ned ad hovedvej 11 gik det. Planen var at bedemanden kørte kisten til Boddum kirke, hvor vi senere, ved 12:30 tiden skulle støde til for de sidste forberedelser inden bisættelseshøjtideligheden i kirken.

Men inden da, skulle vi på Åbakken for at hjælpe med at arrangere det nødvendige for at “begravelseskaffen” kunne drikkes under sympatiske forhold.

Ved den lejlighed blev Roland introduceret til en af nøglepersonerne omkring Elly og Hjalmar – en meget sympatisk sygeplejerske, hvis hjælpsomhed ingen grænser kender.

Bordene blev dækket og den sidste planlægningskonference holdt inden ceremonien i Boddum kirke.

Vi bemærkede, at kirkens genbo respektfuldt flagede på halv stang for Elly.

Vi ankom i god tid og mødte Lilly og Susanne, samt Anker og børnene. En bisættelse giver normalt gode muligheder for gensyn, også af de sjældnere slags.

Graver, kirketjener, mm Carl Christian rundede gavlen i fuldt firspring for lige at runde de sidste detaljer af. Ud over at være meget grundig og omhyggelig er han en særdeles sympatisk mand. Med ham på banen vidste vi, at arrangementet ville være i orden.

Et imponerende opbud af buketter mødte os. Rækken strakte sig fra indgangsdøren og helt op til kisten. At rækken ligger lidt asymmetrisk skyldes ikke, at Carl Christian er skeløjet, men at der var tænkt på at Hjalmar ville benytte roullator for at komme helt op til stolen ved kisten.

Rækken af blomsterbuketter fortsatte på den anden side af kisten og var fordelt rundt langs knælepuden. Vores bidrag ses her som krans nr. 2 fra neden med en hvid sløjfe og 3 hvide roser – en fra os hver.

Første del af sangprogrammet…

Anden del af sangprogrammet. Den blå anemone blev sunget i 2 afsnit. Først af Anne, uden musikledsagelse, så de 2 sidste vers af kirkesanger Vibeke (fordi Anne var en af kistebærerne), medens kisten blev båret ud til rustvognen.

Åbakken var helt aktuel med flaget på hel, da vi kom dertil for at deltage i sammenkomsten efter bisættelsen. Her skal lige nævnes, at Thor tog hjem for at hejse flaget på hel der, for der havde Elly og Hjalmar boet i mange, mange år, medens de havde landbrug. Fint af ham at huske det.

Hjalmar betragtedes helt naturligt som sammenkomstens hovedperson og det var glædeligt at se ham komme til Åbakken, hans nuværende hjem, helt klar og i godt humør.

Christian holdt mindetalen, som faldt i god jord. Hjalmar kom med præciserende indspark undervejs, et godt tegn på, at han ikke bare sad og sov 

En sjælden situation er foreviget her. Roland i snak med 2 af kusinerne, Marie (tv) og Freja. “Åbakken” havde dannet en perfekt ramme om mindesammenkomsten og de 2 lange borde var fuldt besat, endda for bordenderne – et tegn på, at familie og venner ønskede at samles om begivenheden.

Vi havde været borte fra hotellet det meste af dagen og Inge havde ikke fået den sædvanlige småsnak med oldfruen og hendes assistent. Det betød at gensidige ønsker om god jul og godt nytår ikke kunne udveksles personligt, men måtte finde udtryk på anden måde. Det bliver ikke meget bedre end dette.

Fordi flere skulle tidligt afsted sydpå samledes vi til et tidligt aftensmåltid 17:30 og på kok Thomas’ forslag lød bestillingen på 12 x peberbøf (meget møre…) af kalvemørbrad og individuelt dessertvalg. Vi er her efter måltidet på et tidspunkt, hvor de fleste var gået.

Traditionsmæssigt skulle bøfferne lige vendes på professionelt plan med kokkene.
… og med det trak vi os tilbage til værelserne, hvor vi snakkede et par timer med Roland. Det skulle ikke blive for sent, for vi skulle meget tidligt op næste dag.