2. januar 2012

Dagens gøremål indledtes med et formiddagskaffebesøg hos Dorte på Frederiksberg.

I sin kapacitet som mormor med børnebørnene hjemme var der leben i hjemmet. Den ældste, Astrid, blev hentet af farmoren, og vi gik så tur med den yngste, Thyra. Turen vi gik var ikke helt tilfældig, for vi skulle hen og se C. F. Richs Vej nr. 50. Villaen stod der hvidkalket med rødt tegltag. Bortset fra at der nu er carport, er det ikke sikkert at der ellers er megt forandret siden Edwin boede der med sine søskende.

Iflg. folketællingen i 1916 beboede Edwin 1.-salen med sine 3 søskende, Paul, Aja og Gunnar (blev aldrig kaldt Ebbe), samt en noget yngre svensker, Sara Andersen.

Interessant for os at se huset, fordi nogle af de interiørbilleder, vi diskuterer med Dorte, muligvis kan være fotograferet på 1. sal af denne ejendom i tiden før Edwin blev gift.

Dagen før, søndag den 1. januar holdt Regentparret nytårskur og nytårstaffel om aftenen for regeringen og særligt indbudte og tirsdag den 3. januar skulle den næste nytårskur finde sted for Højesterets dommere, Den Kongelige Livgardes og Garderhusarregimentets “vagtgående officerer i kur”, samt det diplomatiske korps. Den 4. januar var det nytårskuren for officerer fra Forsvaret samt Beredskabsstyrelsen, embedsmænd i I., II. og III. Rangklasse, samt indbudte repræsentanter for større landsorganisationer og kongelige protektioner.

Ikke fordi vi kendte den, men hoffets kalender sagde ved senere undersøgelse på Kongehusets hjemmeside intet om en kur den 2. januar. Vi kendte til kuren 1. januar og den medfølgende karetkørsel og var noget overraskede over at se karetkørsel i gaderne da vi senere på formiddagen, efter besøget hos Dorte, var på vej op i byen.

Men festligt var det jo alligevel – og det viste sig at de øvede sig til den 3. januar. Bemærk kokarderne på de høje sorte hatte…

Vi ville lige ind om The Royal Café og have et par lette mundfulde mad…

…og vi havde deres smushi i tankerne. Nu var der andre varianter en da vi var der sammen med Marie, Freja og Jesper. Det blev til hønsesalat, laks og sildemadder og et glas hvid og vand til. Lige hvad vi havde lyst til.

Vi havde tidligere prøvet at kigge ind i en lille gammeldags butik henne om hjørnet fra Amagertorv, lidt oppe ad Købmagergade. Den havde det franske navn: Chapeaux Petitgas.

Som afløser for den 11 år gamle fliescap indkøbt i Belgien blev det til en svensk vintercap lavet i Harrods uld klippet af får på de Ydre Hebrider og fabrikeret i Sverige og solgt under mærket “wigéns” med modelnavnet “1920” – ren retro! Vi må have Roland med ind i den butik en dag. Den er meget gammeldags, ejeren ligeledes, men kontant og uden smarte bemærkninger og salgsfremmende tillægsord…

…og man får en håndskreven kvittering. Hvor gør man det nu om dage?

Dagen rundedes af med et lille champagnemøde med Bente og Jean Luc. Sidste år mødtes vi i “Varmestuen” på Kongens Nytorv, men d’Angleterre bygger om, så vi måtte finde et andet sted. Det blev i Bar Rouge i hotel Petri i Krystalgade. Meget hyggeligt at mødes med de to. Vi har altid en god snak, og altid lidt om fotografering, og vi rundede af med at få et let måltid på Café Sommersko. Clubsandwichene var OK, dog ikke noget at skrive hjem om, og det var betjeningen absolut heller ikke. Men selskabet var hyggeligt, og det var jo det vigtigste.

Tilbage  på hotellet kunne vi konstatere at vi havde gået 6.4 km den dag, og så regnede vi ikke spadsereturen på Frederiksberg med. Det bliver altid til mere end man umiddelbart tror. Byliv kan være meget sportsligt 🙂

Posted in Julen 2011 | Leave a comment

3. januar 2012

Det var hjemrejsedag. Vi havde en eftermiddagsmaskine tilbage til Paris, men der var noget vi havde glemt hos Henrik, så Steen hoppede i en taxi og kørte op til Gentofte for at hente det glemte…

…gamle fotografier som Henrik meget elskværdigt ville låne os til at scanne og restaurere. Det blev derfor til dette lille ekstra møde, hvor vi over en kop kaffe snakkede om de gamle fotografier og familien. For at give stemningen videre inkludereres her et meget sjældent fotografi af alle Dortheas børnebørn som flokken så ud ca. 1954.

Taxi tilbage til hotellet, hente tomme flasker (der er jo pant på alt i Danmark), forbi den lille kælderhøker på Sankt Annæ Plads med dem, så videre via Store Strandstræde for at købe rugbrød hos Emmery’s og til sidst chokolade hos Summerbird i Magasin.

I lufthavnen rundede vi af med en kop kaffe, danske papiraviser, rundstykker med birkes, surbrød med ost og minsandten også et stykke wienerbrød. Sidstnævnte var ikke blevet bedre siden vi sidst rituelt smagte det – ja netop her i lufthavnen. Så tog vi et glas vin og begyndte at skrive denne rejseblog.

I den anden ende af flyveturen ventede taxien trofast på os, vi fyldte den med vores kufferter og os selv, og chaufføren sagde, som han plejer, at vi kunne være helt rolige – intet havde ændret sig i Chantilly siden vi rejste 🙂

Posted in Julen 2011 | Leave a comment

Yokohama og vejret.

Som de fleste af jer ved, så skal vi i dag flyve til Tokyo og her til morgen ville jeg lige checke vejret i Yokohama, hvor vi skal være under vores ophold i Japan

Det ser ud som om vi skal have lidt regnvejr på søndag…..

http://www.dmi.dk/dmi/index/verden/verdensvejr.htm?city=1848354&cc=JP

Posted in Japan 2011 | Leave a comment

4-5 november 2011 – Lang rejse mod øst

Taxien hentede os 10:30, hvilket gav os 2.5 timers tid i lufthavnen inden afgang kl.13:35. Der er det ved at komme i god tid, at stress-nivauet mindskes fordi der er margin til at stå i kø, og fordi det giver en afslappet tid i loungen inden afgang.

Her kan man nemlig dreje en runde omkring toiletterne uden at skulle være bange for at ens lille trillekuffert triller bort, ført af en fremmed, og så er de for et reduceret klientel. Man kan også få sig et lille måltid, og inden det et glas med vand og et med champagne. Man kan hente aviser og blade af diverse slags og ellers forbinde sig til nettet, og runde af med en lille frisklavet espresso. Med andre ord, man kan lade hvilen og freden falde over sig.

… indtil det er tid til at gå ombord i flyet, denne gang et Boeing 777-300ER. Nu havde vi checket ind på sæderne 7a og 7b, men Steen spurgte i lufthavnen om der evt. var et par sæder lidt længere fremme, så vi kunne få større afstand til toiletter, køkken etc. Jo, det var der, sagde damen i lufthavnen. Sæderne 5a og 5b var ledige, og dem fik vi så. Steen var tilfreds.

Ombord blev det klart, at damen havde givet os et par sæder længere fremme, men hun havde ikke sagt at vi så ville være lige bag toiletterne og på den travleste strip i flyet for køkkenafdelingen var lige i udsigtshøjde og inden for halvanden meter. Merde alors! Troede at der var hentet en forbedring ved check-in, men det var der tværtimod ikke.Det skulle være så godt, men så var det (relativt) skidt.

En lille overbliksrunde mht. belægningen afslørede at de 3 midterste sæder, længere fremme og lige bag 1. klasse sektionen (som var tom) var frie, og en kort forhandling med stewardessen medførte at de blev vores, efter at passagerne var blevet talte. Det gjorde unægtelig en forskel. Her er ro, og her kan vi skrive dette lille indlæg på rejsebloggen.

Nu skænker de gerne champagne medens man venter på at trille ud på startbanen, og den kom vi pga. flytningen ud af synkronisering med – en detalje som besætningen høfligt og lynsnart rådede bod på.

Ja, så var der kun at checke alle knapperne, der kan drejes og trykkes på alt efter hvilken komfort man ønsker, og ellers komme i luften. Det kom vi så og de havde lige serveret amuse geulen (Bulle de tartare de tomate et de mozzarelle) og aperitiffen (mere champagne) da vi røg ind i en forfærdelig turbulens syd for Amsterdam, så vi måtte alle sidde med vandglas i den ene hånd og champagneglas i den anden, som gik op og ned alt efter G-påvirkningen. Lidt ubehageligt, så det roligere vejr over Tyske Bugt var velkommen, og da vi krydsede ind over Sønderjylland var vi tilbage hvor der kunne koncentreres om det væsentlig, nemlig at vælge hvad vi ville have at spise.

Menuvalget endte ved flg.:

L’entrée: Terrine de foie gras au café, tartare de duo de saumon, julienne de légumes à l’huile d’olive, jeunes pousses d’épinards.

Le plat chaud: Seiche (blæksprutte) à la brétonne, riz basmati, julienne de courgettes.

Vi sprang over osten, det var trods alt kun eftermiddag for os endnu.

Dessert: Trio de mousse à la noix de coco, mini sablé au chocolat, tartelette à la poire et au coing. Denne lille trio vi lod ledsage af en lille sorbet.

Vi valgte en rød bourgogne fra Mercurey, som var helt efter vores smag, med syre og karakter.

Inge undlod kaffen, men til Monsieur lavede de en espresso déca (så kan man stadig sove, når man skal lege at det nu er nat).

Så var der digestif’en der skulle tages stilling til. Det lod vi champagnedistriktet klare, til dyb skuffelse for både Cognac og Armagnac.

Under måltidet bevægede vi os op over Danmark, Sverige (næsten lige over Uppsala, så vi kunne se ned til Marie), over Ålandsøerne, det sydlige Finland og er nu i skrivende stund over den sibiriske kyst langs Karahavet, hvor Steens oldefar og Daphnes resterende besætning sad fastskruet i isen i mere end et år under en arktisk ekspedition i 1893. Det var dengang mænd var mænd og skibe var lavet af træ.

Nu om dage flyver vi hen over området i 10 km. højde, spiser fremragende og med en finger trykker sekventielt på en 4-5 knapper for at forvandle sædet til en komfortabel liggestol., så vi kan lege at det er nat som i Japan – efter at have klappet laptoppen sammen, naturligvis.

De 9945 km blev tilbagelagt på 10 timer og 50 minutter, og det nåede at blive godt hen på morgenen inden vi landede i Narita. Sidste gang vi var i Japan landede vi ikke her, for da fandtes lufthavnen ikke. Men det er også 25 år siden og dengang var Haneda mellem Tokyo og Yokohama hovedlufthavnen for udenlandske destinationer. Det ville ellers have passet os godt at den stadig var det.

Men så fik vi i stedet prøvet at køre med Narita Express Train gennem Tokyo og her ned til Yokohama.

Inden vi havde den oplevelse, var der en anden, og det var den udsøgte høflighed som immigrations og toldkontrollørerne udviste for de rejsende de nu skulle betjene. Der blev hilst, der blev bukket og der blev smilet og der blev takket. Og der var desinfektionsvæske til når man havde fået pegefingeraftrykket fotograferet og målt. Og inden den oplevelse var der den at Air France serverede en ganske dejlig morgenmad. Croissanten manglede naturligvis ikke, heller ikke de små brød og smørret fra Normandiet – men der var også lune retter, deriblandt en duo med æg, som vi valgte. Roulé d’œuf au gruyère, roulé d’œuf aux épinards et sauce tomate. Den smagte ganske fortrinligt, selv flykaffen var god, så med den efterfølgende yoghurt med müeslidrys var vi godt rustede til at finde frem til hotellet.

Det gik fint med eksprestoget.

Dets låsemekanisme til kufferterne virkede både da der blev låst og låst op

. og vi kom ud på Yokohama Station som forventet, men da slog vores manglende japanskkundskaber til. Vi kom ud helt nede i den sydligste ende af stationen, hvor taxistationen var i den nordligste. Men ved at spørge om vej kan man vel sige at vi har fraterniseret med de lokale.

Taxifordeleren var en ældre herre med hvide handsker. Han delegerede en taxi til os og straks sprang en tjenestevillig chauffør ud, dog ikke med hvide handsker som for 25 år siden, for at læsse vores 3 kufferter og 2 trillekufferter ind i sin bil. Hans kasket havde hvidt sommerovertræk og bilsæderne ligeså. Derudover mere hvidt hæklepynt i vognen.

10 minutter senere var vi ved hotellet, som gerne tog imod vores bagage, men som ikke havde værelset klargjort. Nu kom vi meget tidligt, så det var der ikke noget at sige til. Så vi gik os en tur imedens.

Posted in Japan 2011 | Leave a comment

4-5 november 2011 – Baguettes

Lige en pudsig tilføjelse: Da vi kørte til Charles de Gaulle fredag formiddag sagde taxichaufføren, at vi nu skulle over og ”manger avec les baguettes”. Det hørte Steen som om vi skulle over og spise baguettes (disse lange smalle brød der i Danmark kaldes flûtes), og tænkte at det lød mærkeligt for det havde de da ikke i Japan tradition for. Inge havde hørt bedre efter og forstod at han sagde, at vi nu skulle over og spise med pinde.

Posted in Japan 2011 | Leave a comment

5. november 2011 – Højteknologi i vådområdet

Vi må lige dele en lille oplevelse med jer – sådan på grænsen til intimsfæren. Efter turen fra lufthavnen til hotellet og spadsereturen medens vi ventede på at værelset blev ledigt, var det forventeligt at den naturlige pause trængte sig på. Derfor var det første efter at kufferterne var bragt ind og conciergen havde vist os til rette at opsøge toilettet. Her er var hvad der mødte os.

En komfortindretning i de højere lag med betjeningspanel i højre side, som vi lige kan gå igennem.

Fra venstre: den orange knap afbryder enhver funktion, knappen med et W-lignende symbol starter numsevasken med komfortabelt varmt vand og en overraskende præcision, knappen med damen på toppen af et springvand er bidetfunktionen, + og – knappen justerer vandtrykket, og yderst til højre kan sædevarme og deodorantfunktion slås til og fra.

Så når man sætter sig for at forrette det der skal forrettes, kommer overraskelsen ved et opvarmet bræt samtidig med overraskelsen over at vandet begynder at fosse ned i toilettet, for at man ikke kan høre at der tisses. Det lærte vi allerede på vores første tur for 25 år siden, at det var japanere ikke så glade for hvis man kunne. Det er de stadig væk ikke, kan vi forstå.

Skal der afleveres noget mere substantielt og det er efter en lang rejse må det indrømmes at numsevaskefunktionen er yderst komfortabel. Steen kunne ikke lade være at prøve. Inge fortæller at der lød overraskende brøl og megen grinen derude fra og at hun dermed var klar over at der blev afprøvet diverse funktioner.

Toiletrullen bør ikke forbigås. Værelsesplejeren sørger hver dag for at der er 2 fulde ruller. Hvor de trekvart- og halvfulde ender henne er uvist. Rullerne tiltrak lige i begyndelsen lidt opmærksomhed idet afstanden mellem ark-perforeringerne er omtrent 2 gange den vi i Europa er vant til.

Det efterlader spørgsmålet: Hvem fastsætter standarderne for arklængderne på toiletruller? I Europa og USA kan vi afrive en 2-3 eller 4 stykker ad gangen – afhængig af vores miljøbevidsthed. Her kan vi feks. ikke afrive hvad der svarer til 3 stykker i Europa, men kun hvad der svarer til 2 eller 4 stykker. Apropos miljøbevidsthed, så lå der i badeværelset en grøn plastikmønt.

Den kan man aflevere i receptionen, hvis man ikke vil have rene håndklæder dagligt. Vores ligger meget godt i badeværelset.

Posted in Japan 2011 | Leave a comment

5. november 2011 – Om eftermiddagen

Vi har jo naturligt nok anskaffet os et bykort, eller mere præcist et kort over nærområdet. Der var afmærket fodgængerzoner og shopping malls, og dem udforskede vi efter en lille kaffepause med særdeles lækre og meget lette kager til, så lette var de, at vi senere spekulerede hvad de havde brugt i stedet for fløde og smør. Vi har ikke svaret endnu.

Men det har vi derimod mht. de shopping malls. Det er stort set en lang sammenhængende butiksarkade og i 3 områder går de op i flere etager. Underetagen, som er den sammenbindende ”trafikåre” er mest præget af spisesteder, som sandsynligvis betjener kontorbygningerne i området. Tendensen var at det helst skulle være europæisk præget, gerne fransk og ofte italiensk. Vi lagde naturligvis specielt mærke til en thesalon ”Le salon de Nina’s” og tænkte på en speciel person.

Vi kiggede indenfor i en porcelænsbutik, de havde ikke kongeligt, men kejserligt porcelæn. Det var meget imponerende.

Vi lagde mærke til at der var mange japanere, men det ved nærmere eftertanke heller ikke så underligt. Hvad der var uvant var at de alle var meget høflige, smilende og betænksomme. Og det var ikke kun fordi vi ikke lignede dem, de var det også over for hinanden.

Henne for enden af den sammenbindende trafikåre gik vi op på 1 etage og tog turen tilbage. På den etage kommer man ud i det fri en gang imellem, og her var det at vi et sted hørte musik og en person tale uafbrudt i mikrofon. Ved nærmere eftersyn var det en jonglør der med brændende fakler og spøg og skæmt underholdt folk, som havde sat sig på trapperne omkring. Det kunne virke som et lille amfiteater, og der var helt fuldt. Det var meget sjovt at sidde og kigge på, og fyren var dygtig. Hans sidste nummer var på en høj ethjulet cykel at jonglere med en brændende fakkel, en kniv på størrelse på en arabisk eventyrsabel og et æble. Nummeret endte med at æblet blev spiddet på kniven, som endte balancerende på hans hage medens han holdt faklen i hånden. Så var forestillingen forbi, folk klappede og sendte børnene hen med penge til ham.

Imedens var der et fly ovenover som lavede luftakrobatik med en lang røgsøjle efter sig. Der var så meget underholdning at vi ikke faldt i søvn. Vi fortsatte til enden af arkaden, hvor vores hotel er direkte forbundet til indkøbsgaden. Her blev vi af kæmpestore lysdekorerede juletræer mindet om at julen nærmer sig.

Indenfor stod hotellet ikke tilbage…

Posted in Japan 2011 | Leave a comment

5. november 2011 – Slutningen af dagen

Netop som vi skulle til at skrive på rejsebloggen i går ved 17-tiden lød der et brag, så endnu et og så kom de bare derudaf. Et kig ud af vinduet viste at det var et større fyrværkeri der var startet, så vi kom ud på balkonen for at få det hele med – og det var ikke så lidt. Fra 10. etage havde vi det store overblik.

Mørket var begyndt at falde på og paradishjulet i forlystelsesparken markerede sig med alle sine skiftende lyskombinationer. Midt i hjulet er der et stort digitalt ur. Ja det ser ikke så stort ud, men det er fordi paradishjulet er meget stort. Bare sammenlign med bilerne nede på gaden.

Ved 19-tiden meldte trætheden sig og sulten ligeså. Vi havde holdt godt ud mht. at justere os til japansk tid, og mente at have fortjent lidt vin. Den italienske restaurant i hotellet valgte vi, fordi den virkede uhøjtidelig og dog interessant med sine 24 høje ægte palmetræer. Men ak og ve, da vi kom, meddelte de at der ikke var ledige borde før klokken 20. Det var jo ikke så godt, for så skulle vi holde ud en time mere. Det blev så til at de ville ringe til os på værelset så snart der blev et bord ledigt. Vi var lige drejet om hjørnet til elevatorene for at tage op og skrive lidt mere på rejsebloggen, da damen kom løbende efter os og sagde at der nu var et ledigt. Der blev ikke mere på bloggen den dag, for vi valgte maden og vinen frem for skriveriet.

Vi havde egentlig lyst til en pizza – ja, ja, vi er i Japan og burde måske have taget noget mere eksotisk, men vores maver var stadig i Europa – og da restauranten hed ”Tosca” mente vi at det kunne gå an. Det kunne det, Margherita’en var udsøgt frisk i smagen og den med japansk skinke og rucola var også fin. Og dejen var meget interessant, faktisk en af de bedre vi har fået, restauranter i Europa medregnet. Vi lod den ledsage af en rød fra Australien.

Før desserten kom Ole Lukøje, så den del af spisekortet har vi endnu til gode.

Posted in Japan 2011 | Leave a comment

6. november 2011 – Søndag morgen

Morgenen vi vågnede op til var tåget, men ikke med den regn der var lovet. Steen havde sovet godt, en 9-10 timer, det havde Inge ikke. Spørgsmålet om, hvornår der var morgenmad ville Steen klare ved at ringe til receptionen, Inge gjorde opmærksom på at de nok ikke kunne forstå hans japanske, og det var jo rigtigt nok for de taler ikke meget engelsk i receptionen. Så hotelinformationsmappen blev fundet frem i stedet.

Restauranten var allerede i fuldt sving, men et bord ved kanten med vue blev fundet og starten gik lidt på hjemmebane med yoghurt. Der var 3 forskellige slags sauce til yoghurten, bla. kiwisaucen som Inge tog. Omeletten stiller man sig i en lille kø til, for den bliver lavet på stedet af 2 ældre kokke efter at vi selv har valgt de tillægsingredienser vi vil have i. Fra en lille buffet fylder vi en lille skål med feks. snittede forårsløg, små forristede champignons og parmesan, og rækker den til en af kokkene når det bliver vores tur. De har en æggeblanding færdig på forhånd, så der kommes en klat fedtstof (det er nok ikke smør da mejeriprodukter er en meget, meget lille del af den japanske mad) på den lille støbejernspande, ingredienserne i den lille skål hældes i og der røres lidt med et par pinde. Så kommer æggemassen i og der røres videre. Ganske sindigt går processen og det er imponerende hvordan kokkene med pinde og banken på håndleddet med den frie hånd får rystet og vendt det hele nogle gange, så det ender med en omelet, der nærmest er pakket sammen med foldede kanter, der smager lige så godt som den er smuk. Kokken rækker smilende den færdige omelet over til os på en tallerken, hvorefter vi vælger en af de forskellige saucer/tilbehør, der tilbydes. Det blev til en med friske hakkede tomater uden skind, der smager skidegodt.

Yoghurten og omeletten gav tid til at observere hvordan japanerne gjorde og spiste. Vi var ikke helt ved siden af, men ville komme det hvis den japanske morgenmadsafdeling ikke besøgtes. Så medens Inge hentede næste afsnit af morgenmaden i den franske afdeling, som Le Figaro havde berømmet for deres Croissant de Paris, gik Steen til den japanske. Inge fik forsk. og udmærkede små brød, de er meget små, en slags petits pains eller miniboller, alle bagt med et eller andet i, bla. rosmarin, tørret tomat, banan, kastanier eller valnødder. I brødafdelingen er der også nogle bitte små skiver, der yderligere er skåret i halve. De kaldes fuldkorns med gorgonzola. Ost var der ikke, så australsk honning blev aktuelt.

I mellemtiden, i den japanske afdeling hentede Steen en bakke, satte en lille skål derpå, fyldte den med kogt letklæbende ris, tog endnu en skål og fyldte den med nudelsuppe. Tog endnu en skål og lagde lidt tofu deri og derefter en lille rektangulær keramikbakke og fyldte forsk. tilbehør derpå. Der var smal sort tang med et eller andet blandet i (smagte vældig godt), syltet revet ingefær, tofu, mørkegrønne urter af en slags, et stykke makrel, etc. Så et par spisepinde der med et bragte Steen på udebane.

Desværre for os andre, heldigvis for Steen, kom fotografiapparatet ikke op og der blev taget et billede eller snarere en video af hans klumpede forsøg med pindene. Han begyndte snart at se sig til venstre og højre for at se hvordan andre brugte dem. Morsomt blev det da han fik øje på nogle børn, der sad og brugte dem let og ligetil som det mest naturlige i verden. Nå, Steen fortsatte med at studere børnenes måde at spist alle de små retter de havde hentet ved buffetten og som i kan se på billedet.

Japanerne starter egentlig morgenmaden med en tallerkenfuld grøntsager: salat, forskellige slags bønner, noget grønt tang, let kogte bønnespirer, broccoli, og noget der minder meget om fint revne gulerødder og kål. Dertil en dressing, som vi typisk serverer til en gang salat til aftensmaden. Derefter spiser de en omelet, for dernæst at gå til det ”japanske hjørne” som det hedder her på hotellet og tager hvad Steen fik ovenfor. Til sidst tager de yoghurten, gerne med kogte pærer eller syltede lycheefrugter, og dertil en sauce eller et flydende sukkersubstitut. De japanske gæster, vi ser her på hotellet, drikker overraskende nok kaffe til morgenmaden, ikke te.

Børn sidder som det mest naturlige i verden og spiser grøntsager og salat om morgenen. Ingen sure miner, de sidder stille og roligt og spiser, begge forældre tager sig af dem, der bliver talt pænt til børnene og det samme til forældrene. Ingen høje skingre barnestemmer eller tumult, og ungerne virker ikke underkuede, tværtimod. Det er virkelig en glæde at se og opleve.

Posted in Japan 2011 | Leave a comment

6. november 2011 – På kunstmuseum

Det var sidste dag Yokohama Museum of Art viste sin Triennale, så det ville vi udnytte. De åbnede kl. 11:00 og allerede 11:09 så køen sådan ud…

…hvilket der ikke var så meget andet at gøre ved, end at stille sig hen for enden og være spændt på hvor lang tid det mon ville vare før vi kunne købe billetter.

Selve tiden i køen blev lidt af en oplevelse. De nydeligt påklædte japanerne sludrede og smilede medens de med små skridt bevægede sig fremad uden at skubbe eller mase på – virkeligt imponerende! Medens vi sådan rykkede fremad kom museets personale flere gange forbi med oplysende skilte, som vi naturligvis ikke forstod ret meget af. Et par spørgsmål hjalp så meget, at vi forstod hvad billetterne kostede. Oplevelsen varede en 20 minutters tid, og så var vi inde.

Blandt Triennalens værker var Goldfinger på væggen med en installation bestående af 28 millioner “diamanter” strøet ud på gulvet foran sig.

Derefter gik vi under en installation af blålige lamper. Hvad den skulle sige os ved vi ikke, men den var helt fin alligevel.

Senere stødte vi på endnu en installation, en video der gik ud på at en kunstner fik sin cykel med på en bus i Los Angles og på cyklen havde han bundet et stort lærred med et lille bitte maleri af bussen med maleriet – han købte billet og fik sit kunstværk kørt den halve by rundt og vist til offentligheden.

Ved siden af på væggen hang der følgende anbefaling fra en anden kunstner:

Hvordan vi vil få det ved at efterleve dem står hen i det uvisse. Senere, efter gennemgang af flere rum stødte vi på en installation med en stabel aviser, ovenpå hvilke der var en lille model af en stander af en slags med 5 stænger ragende fremad. Vi kunne ikke læse hvad det drejede sig om, heller ikke hvad der stod i de gamle aviser, men installationen så meget pudsig ud som den var stillet på en lille forhøjning på gulvet. 

En gang imellem kom vi ud af et rum og kunne kigge ned i ankomst hallen hvor en labyrint udformet som en spiral førte folk ind i midten og ud derfra igen.

En velbesøgt film, som også var benyttet som plakat billede for Triennalen, gik ud på at 7 kvinder hviskede hinandens fodspor ud. Den var godt lavet og meget interessant.

Den sluttede af med at de gik fejende i cirkel medens der zoomedes ud til de blev en prik.

Vi så flere video installationer og gallerier, og hver gang var der en kø foran indgangen til rummene hvor de vistes. Køerne afvikledes helt roligt medens folk småsnakkede med hinanden. Kø opholdene gav os fin mulighed til at bemærke hvor roligt børn opførte sig på museet. Ingen løben rundt med pædagogiske kort til skattejagt og skemaer med spørgsmål, ingen skrigen og råben, men istedet en rolig og observerende adfærd. Dette fænomen var et af de største kunstværker vi oplevede den dag.

På vej fra museet fik vi svar på en ejendommelig installation foran museet. Den var til paraplyer – mange paraplyer. Så vidt vi kunne finde ud af skulle der puttes en mønt i og så kunne paraplyen låses inde og man gik med en slags nøgle med et nummer, så man nemt kunne finde sin egen igen.

Posted in Japan 2011 | Leave a comment