Det var sidste dag Yokohama Museum of Art viste sin Triennale, så det ville vi udnytte. De åbnede kl. 11:00 og allerede 11:09 så køen sådan ud…
…hvilket der ikke var så meget andet at gøre ved, end at stille sig hen for enden og være spændt på hvor lang tid det mon ville vare før vi kunne købe billetter.
Selve tiden i køen blev lidt af en oplevelse. De nydeligt påklædte japanerne sludrede og smilede medens de med små skridt bevægede sig fremad uden at skubbe eller mase på – virkeligt imponerende! Medens vi sådan rykkede fremad kom museets personale flere gange forbi med oplysende skilte, som vi naturligvis ikke forstod ret meget af. Et par spørgsmål hjalp så meget, at vi forstod hvad billetterne kostede. Oplevelsen varede en 20 minutters tid, og så var vi inde.
Blandt Triennalens værker var Goldfinger på væggen med en installation bestående af 28 millioner “diamanter” strøet ud på gulvet foran sig.
Derefter gik vi under en installation af blålige lamper. Hvad den skulle sige os ved vi ikke, men den var helt fin alligevel.
Senere stødte vi på endnu en installation, en video der gik ud på at en kunstner fik sin cykel med på en bus i Los Angles og på cyklen havde han bundet et stort lærred med et lille bitte maleri af bussen med maleriet – han købte billet og fik sit kunstværk kørt den halve by rundt og vist til offentligheden.
Ved siden af på væggen hang der følgende anbefaling fra en anden kunstner:
Hvordan vi vil få det ved at efterleve dem står hen i det uvisse. Senere, efter gennemgang af flere rum stødte vi på en installation med en stabel aviser, ovenpå hvilke der var en lille model af en stander af en slags med 5 stænger ragende fremad. Vi kunne ikke læse hvad det drejede sig om, heller ikke hvad der stod i de gamle aviser, men installationen så meget pudsig ud som den var stillet på en lille forhøjning på gulvet.
En gang imellem kom vi ud af et rum og kunne kigge ned i ankomst hallen hvor en labyrint udformet som en spiral førte folk ind i midten og ud derfra igen.
En velbesøgt film, som også var benyttet som plakat billede for Triennalen, gik ud på at 7 kvinder hviskede hinandens fodspor ud. Den var godt lavet og meget interessant.
Den sluttede af med at de gik fejende i cirkel medens der zoomedes ud til de blev en prik.
Vi så flere video installationer og gallerier, og hver gang var der en kø foran indgangen til rummene hvor de vistes. Køerne afvikledes helt roligt medens folk småsnakkede med hinanden. Kø opholdene gav os fin mulighed til at bemærke hvor roligt børn opførte sig på museet. Ingen løben rundt med pædagogiske kort til skattejagt og skemaer med spørgsmål, ingen skrigen og råben, men istedet en rolig og observerende adfærd. Dette fænomen var et af de største kunstværker vi oplevede den dag.
På vej fra museet fik vi svar på en ejendommelig installation foran museet. Den var til paraplyer – mange paraplyer. Så vidt vi kunne finde ud af skulle der puttes en mønt i og så kunne paraplyen låses inde og man gik med en slags nøgle med et nummer, så man nemt kunne finde sin egen igen.
